Turbulente tider: Perspektiver for klassekamp i Danmark – del 1 af 2

Foto: Demonstration mod Ryanair, foran arbejdsretten. Af Jeppe Krommes-Ravnsmed.

Hvis man vil ændre samfundet, er det nødvendigt at undersøge den aktuelle situation, og danne sig et billede af, hvad der sandsynligvis vil ske. Vi begynder hermed udgivelsen af et dokument som er blevet diskuteret og vedtaget i foreningen Socialisten, som et oplæg til en bredere diskussion iblandt aktivister i arbejderbevægelsen.

Indledning

Krige, fattigdom, arbejdsløshed, naturkatastrofer, hungersnød. Aldrig har der været så meget brug for at ændre samfundet grundlæggende som i dag. Alligevel har mange svært ved at se, hvordan det præcis kan lade sig gøre.

Et perspektiv er lige så vigtigt for en marxist, som et kompas er for en sømand. Det er altafgørende at have en analyse af økonomien, af den internationale situation, af klassernes komposition og deres styrkepositioner i forhold til hinanden, af modsætningerne i de forskellige partier og i fagbevægelsen. Hvis man vil ændre samfundet, er det er nødvendigt at undersøge den aktuelle situation, og danne sig et billede af, hvad der sandsynligvis vil ske. Formålet er ikke at have en abstrakt akademisk diskussion, men derimod at lave en konkret afvejning af, hvordan man kan intervenere i klassekampen.

Der er stor forskel på, hvordan man som marxister skal arbejde, hvis man står overfor en periode med faldende strejker og protester i forhold til en opblusning af klassekampen. Der er også stor forskel på, hvordan arbejderklassen påvirkes under en økonomisk krise i forhold til under et opsving, ligesom der er forskel på hvilket råderum en stabil regering har i forhold til en ustabil. Perspektivets opgave er derfor at klarlægge de mest oplagte scenarier, så vi kan forberede os.

For os er det helt afgørende at et perspektivdokument beskriver situationen som den er og drager konklusionerne ud fra det. Det ville være en kæmpe fejl først at drage nogle konklusioner, for derefter at skrive et perspektivdokument der passede derefter. En sådan fremgangsmåde vil uundgåeligt føre til alle mulige politiske fejl. For marxister er det vigtigt at tage udgangspunkt i den konkrete virkelighed for at forstå, hvad der sker, og for bedre at kunne handle.

Ingen af os har en magisk krystalkugle. Det er ikke muligt at forudse fremtiden i detaljer, ligesom enhver prognose nødvendigvis kan vise sig at være forkert, såfremt en eller flere faktorer ændrer hele ligningen og gør, at resultatet af en given udvikling bliver anderledes. Alt dette er rigtigt, men det udtømmer ikke spørgsmålet, det overflødiggør ikke et perspektiv. Tværtimod!

Selvom vi ikke kan forudsige alle begivenheder, kan vi stadig forsøge at få en overordnet forståelse af de dynamikker, som skaber udviklingen og dermed et langt bedre grundlag at handle ud fra. En analyse som diskuteres bredt af arbejdere, studerende og lærlinge vil blive bedre, jo flere erfaringer der kommer ind i diskussionen. Derfor skal dette dokument læses kritisk, og det skal læses som et første forsøg på en nødvendig diskussion i arbejderbevægelsen.

Læs det, diskuter det og gå med i kampen for socialisme!

Internationalt

En dramatisk krise
Kapitalismen har altid været præget af cyklusser med opsving og recession. Alligevel er det nødvendigt at præcisere, at der er nogle kriser, som er dybere end andre og, omvendt er der nogle perioder hvor kriserne er svagere og opsvingene stærkere. Fra 1948-1973 gennemgik kapitalismen en guldrandet periode. Det massive arbejde med genopbygning af Europa efter 2. verdenskrig var en af faktorerne, som resulterede i en hel periode med stor vækst og fremgang.

I dag ser kapitalisterne tilbage på den periode med længsel i øjnene. Siden 2008 har kapitalismen befundet sig i en afgrundsdyb krise. Dette er ikke en krise som har samme dimensioner og omfang som de relativt set små kriser, der prægede verdensøkonomien i 1990’erne. Den er langt større.

Fra protester mod privatisering af Dita fabrikken i 2012.

Krisen startede med et dyk i de såkaldte sub-prime aktier på det amerikanske boligmarked og bredte sig hurtigt til resten af verden. Senere kom krisen til udtryk igennem en krise i selve de avancerede kapitalistiske landes statsfinanser. Ikke bare Grækenland med dets enorme statsgæld (180 procent af BNP), men også et fald i de italienske statsobligationer og dyb mistillid til de portugisiske og irske økonomier.

Alle finanspolitiske redskaber er blevet taget op af skuffen for at løse krisen. Problemet er bare, at hverken lånepakker, kvantitative lempelser eller protektionisme har kunnet afhjælpe kapitalismen. Syv år efter krisen er der ikke nogen tegn på et varigt opsving. De fleste af de avancerede kapitalistiske økonomier, med USA som undtagelse, er nærmest stagneret eller har haft en minimal vækst.

Selv de latinamerikanske økonomier, som var i et vældigt opsving i over et årti, er nu blevet ramt af krisen og af faldende priser på olie, kobber og andre råstoffer som disse lande eksporterer. Ligeledes er der turbulens på de kinesiske aktiebørser og internationale kommentatorer er nervøse for, hvilken effekt dette kan få i hele verden.

Krise og bevidsthed
Den enorme økonomiske krise har ikke kun en bestemt indvirkning på bevidstheden. Selvom krisen for mange udpensler kapitalismens begrænsninger, så fører det ikke nødvendigvis til øget kamp mod kapitalismen. Således var den første reaktion på krisen ikke en eksplosion af klassekamp, men snarere et fald i antallet af strejker.

Det høje antal strejker og demonstrationer før krisen var i høj grad mobiliseret omkring en opsvingsforståelse, hvor man mente, der var råd til højere lønninger og at undgå nedskæringer. Krisen vendte hos mange om på denne opfattelse, og en krise-bevidsthed satte ind med demoralisering og frygt for arbejdsløshed, hvis man lavede for meget ballade. I stedet forsøgte arbejdere sig med individuelle løsninger for at beskytte deres job og familie.

Dette er fuldstændigt normalt og forståeligt. For at klare sig igennem krisen vil de fleste optage lån i huset, lave overarbejde, i nogle tilfælde endda tage to job. Men alt dette har sin begrænsning. På arbejdspladserne er presset kolossalt, medarbejdere slides ned, og de tilkæmpede rettigheder undermineres. Før eller siden vil kapitalismens krise tvinge arbejderne til at kæmpe i fællesskab. Der findes ingen anden udvej.

Latinamerika
På internationalt plan var det i Latinamerika at modsætningerne blev skærpet mest i begyndelsen af det nye årtusinde. Dette skete dels igennem en revolutionær indianeropstand i Ecuador i 2000, nedkæmpelsen af det kontrarevolutionære statskup i Venezuela i 2002 og de to opstande i Bolivia i 2003 og 2005.

Alle disse opstande var revolutionære situationer, hvor arbejderklassen kunne have taget magten. Det skete desværre ikke, fordi ledelserne svigtede – i Bolivia det centrale fagforbund COB, i Venezuela den bolivariske bevægelse ledt af Chávez, i Ecuador indianernes organisationer. Derfor blev den radikaliserede stemning i stedet kanaliseret ind igennem en række venstreorienterede regeringer, som blev valgt til magten.

Disse regeringer har overalt været presset fra de lokale oligarkier og imperialismen på den ene side og fra massebevægelserne på den anden side. De har oftest balanceret imellem klasserne og taget nogle progressive tiltag (som enkelte nationaliseringer), men har ikke rykket grundlæggende på de kapitalistiske systemer, som de administrerer.

Demonstration i Bolivia. Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Dette har ført til en generel stagnation af Latinamerikas venstrebølge. I Venezuela har den herskende klasse fortsat deres benhårde økonomiske sabotage, hvilket bl.a. har resulteret i delvis mangel på forbrugsvarer og en inflation, der sidste år var over 63 procent.

I Bolivia har klassesamarbejdet betydet, at en stor del af Evo Marales vælgerbase har gjort oprør, bl.a. i El Alto hvor MAS for nylig tabte borgmesterposten. I Brasilien står regeringen overfor massive korruptionsskandaler med Petrobras, kuptrusler fra højrefløjen og store sociale protester blandt landets fattigste, og i Ecuador trues regeringen igen af kuptrusler fra den rige elite efter et forslag om at hæve arveskatten for de rigeste, omend folkelige protester indtil videre har beskyttet regeringen. Udviklingen er ikke ensartet, og i Mellemamerika har venstrefløjen nydt stor fremgang i Nicaragua og i Costa Rica, hvor der efter seneste valg blev dannet den første rene venstrefløjsregering og det tidligere kommunistparti var tæt på at vinde magten.

Samtidig har den amerikanske imperialisme øjnet muligheden for at genvinde indflydelse i regionen. Tilbage i 2005 led USA et ydmygende nederlag ved et topmøde i Río del Plata i Argentina, hvor de fleste lande, under ledelse af Hugo Chávez og Nestor Kirchner, valte at vrage den nyliberale handelsaftale ALCA.

Men nu, ti år senere, vejrer amerikanerne morgenluft. I slutningen af 2014 genoptog USA diplomatiske forbindelser med Cuba. Dette var et historisk tøbrud imellem de to lande, som havde været i konflikt med hinanden siden amerikanernes mislykkede invasion ved Svinebugten i 1961. Årsagen var, dengang som nu, at USA aldrig kunne tillade det system med planøkonomi, som den cubanske revolution tilvejebragte.

Genoptagelsen af diplomatiske relationer betyder ikke at den amerikanske imperialisme pludselig har ændret holdning. De er stadig ligeså indædte modstandere af den cubanske revolution. Men i sin tale anerkendte Obama åbent, at isolations-politikken havde slået fejl. Den havde ikke været effektiv til at ødelægge den cubanske revolution. Derfor forsøger imperialismen nu med en ny taktik, nemlig at oversvømme Cuba med udenlandsk kapital og langsomt få opbygget en ny overklasse på øen, som kan underminere planøkonomien og alle de sociale fremskridt.

Om det vil lykkes, er et åbent spørgsmål og hænger sammen med bevægelserne i resten af Latinamerika. På trods af en udbredt skuffelse i de revolutionære baglande i Venezuela og Bolivia, har de sociale bevægelser og fagforeningerne endnu ikke lidt noget afgørende nederlag. Tværtimod foregår der protester imod klassesamarbejdet og for en radikalisering af revolutionsprocesserne. I den kommende periode vil disse modsætninger skærpes endnu mere, og vi kan forvente eksplosive udbrud af strejker, og sågar opstande, imod forarmelsen af massernes levevilkår.

Mellemøsten og Nordafrika
De arabiske revolutioner i 2011, hvor årtiers diktaturstater blev væltet på et par uger, vakte enorme håb om forandring, men kort efter begyndte den amerikanske imperialisme at blive nervøs for at miste al indflydelse i regionen. Derfor intervenerede imperialisterne – militært i Libyen og diplomatisk i Egypten – for at bremse revolutionen og kanalisere den ad borgerligt-demokratiske kanaler.

Dette har været en sand katastrofe for Mellemøstens folk. Libyen ligger nu i ruiner. Hundredetusinder er drevet på flugt, tusinder dræbt, landet er splittet imellem forskellige militser som kontrollerer henholdsvis Benghazi og Tripoli. I Syrien har amerikanernes de-facto støtte til de reaktionære dele af oprørshæren (inklusiv ISIS i en periode) koblet med Assad-styrets fremprovokering af sekterisk vold, ført til opblusning af ekstreme religiøse og sekteriske kræfter, hvilket har betydet forlængelsen af en ekstremt blodig borgerkrig, hvor de andre stormagter som har stærke interesser i regionen (Iran, Rusland, Saudi-Arabien, Qatar) støtter hver deres fløj.

I Irak har krigen siden 2003 været en dundrende fiasko. Man fik ikke sat noget stabilt styre ind i stedet for Saddam Hussein. I stedet indsatte man en ekstremt sekterisk regering i Baghdad, som var baseret på Shia-muslimerne og fremmede en sekterisk opsplitning af befolkningen for at undergrave modstandskampen og erstatte kamp mod besættelsesmagten med kamp imellem folkeslagene. Den udstødte og undertrykkede konsekvent Sunni-muslimerne og gjorde brug af dødspatruljer.

Senere betød det, at Islamisk Stat – som er en udbrydergruppe fra Al Qaeda – kunne rekruttere bredt blandt sunni-muslimerne. I dag befinder Irak sig endnu engang i en opslidende borgerkrig, hvor IS har taget magten med store byer som Mosul og Ramadi, imens NATO udfører luftbombardementer for at hjælpe den sekteriske Baghdad-regering.

USA har ekstremt svært ved at finde sine ben i Mellemøsten. På den ene side er man fast allieret med Saudi-Arabien og andre golflande, men på den anden side bekæmper man Islamisk Stat som har modtaget store pengesummer fra førnævnte golflande. Ved at angribe IS er man også kommet til at give indirekte hjælp til Assad-styret i Syrien, som drager nytte af islamisternes militære svækkelse. Samtidig er amerikanerne bekymrede for iranernes magt i regionen, men iranerne er nu blevet en tæt allieret til centralregeringen i Irak. Den nyligt indgåede atomaftale med Iran er dog et udtryk for at imperialismen ikke på nuværende tidspunkt kan se bort fra den indflydelse som Iran har i regionen.

I det nordligste Irak er IS blevet standset af kurdiske militser fra det venstreorienterede PKK, mens PKKs søsterorganisation YPG har erobret store dele af det kurdiske Syrien og bravt forsvarede byen Kôbane. Til gengæld ligger disse kurdiske militser i konflikt med Tyrkiet, som har udført luftbombardementer af netop PKK og YPG’s lejre og støttet fundamentalistiske militser i Syrien, inklusiv ISIS.

Det tyrkiske regime frygter den revolutionære bevægelse blandt kurderne som krigen og PKK og YPGs fremmarch har sat gang i, en bevægelse der også betød at Erdogan mistede sit parlamentariske flertal pga. fremgang til det venstreorienterede HDP parti der netop har rødder i tyrkisk Kurdistan. Dette illustrerer meget godt den modsætningsfyldte situation, hvor hele regionen ligger i en proxy-krig og civilbefolkningen er blevet taget som gidsler.

Proxykrigene har også bredt sig til Yemen hvor Saudi Arabien har ledt en koalition af reaktionære arabiske stater i forsøget på at nedkæmpe den shiamuslimske Houthibevægelse der har erobret kontrol over de centrale dele af landet, mens Iran spiller ind med støtte til Houthierne i deres forsøg på at etablere sig som ledere af den shiamuslimske verden. Men Saudi Arabien har taget munden for fuld, og i stedet for at styrke sine stormagtsambitioner har den fejlslagne invasion slået sprækker i det saudiske regime. Selvom houthierne ikke repræsenterer en venstreorienteret bevægelse, så er deres erobring af magten udledt af den revolutionære bevægelse.

Ligesom i Syrien og Libyen har manglen på en ledelse der kunne fører revolutionerne til sejr ført til et tomrum, hvor andre bevægelser i opposition til det gamle regime har kunne taget føringen. Borgerkrige, skiftende regimer og militærkuppet i Egypten er både tegn på revolutionernes svagheder og deres fortsatte tilstedeværelse i regionen. Manglen på et socialistisk parti til at lede revolutionerne til sejr førte til en ustabil periode, hvor situationen skifter kontant mellem revolutionære opsving af aktivitet hos masser og lav perioder hvor krig, guerillabevægelser og stormagtsmanøvrer forsøger at udnytte ustabiliteten til egen fordel.

På trods af militariseringen af livet i regionen ville det være forkert at overse klassemodsætningerne eller at undervurdere det revolutionære potentiale. De egyptiske masser viste i 2011 at de kunne smadre det mægtige Mubarak-diktatur. Ingen af de økonomiske problemer – ikke mindst ungdomsarbejdsløshed – er blevet løst, og masserne vil igen kunne træde ind på historiens scene og genoplive revolutionen.

Europa
På det europæiske kontinent er det først og fremmest i Sydeuropa, at krisen har påvirket det politiske landskab, omend der også er ved at ske store ændringer i de nordeuropæiske lande. Det er helt logisk, at udviklingen sker sådan. Lenin bemærkede engang, i relation til den russiske revolution, at kapitalismen var ”knækket ved dets svageste led”. På samme måde har det været de svageste økonomier – Grækenland, Portugal, Spanien, Island, Ukraine – som har lidt mest under krisen.

I Europa er Tyskland den absolut dominerede magt og dikterer nådesløst den økonomiske politik. 35 procent af landets produktion er til eksport, et tal som endda er højere end Kinas (30 procent). Tyske banker har lånt milliarder til Sydeuropa, og Den Europæiske Centralbank, ECB, har lavet redningspakker, som i virkeligheden var et forsøg på at sikre de store tyske banker ved at overføre bankernes gæld til de europæiske stater. Det forklarer, hvorfor Tyskland har haft en så stivnakket og konsekvent reaktionær rolle i EU og ECB.

Berlin vil for intet i verden lade andre lande, og da slet ikke Grækenland, ændre pengepolitikken på en måde, som kan skade dets interesser. Alle lande som har bedt om lånepakker – Spanien, Grækenland, Irland – er blevet afpresset af tyskerne til at gennemføre drakoniske sparepakker, privatiseringer, kontra-reformer, osv. Dette er en erkendelse af, at de snævre tyske interesser går ud på, at ECB fortsat kan indkassere gælden.

Foto: Solidarity Australia

Efter flere års benhård sparepolitik vakte det derfor desto større et håb i den europæiske arbejderklasse, da det venstreorienterede Syriza-parti kom til magten i januar 2015. Grækenlands nye premierminister Alexis Tsipras udtalte, at der nu ville blive sat en stopper for sparepolitikken. Men Syrizas strategi var fejlagtig fra dag ét. I stedet for at basere sig på de græske massers revolutionære initiativ, valgte Tsipras at bruge måneder på nyttesløse forhandlinger med trojkaen.

Forhandlingerne rykkede ikke en tøddel. Dette skyldtes, at det fra dag ét var en utopi at overbevise europæisk storkapital om at storkapitalen selv skulle finansiere et brud med deres egen politik. I juli forsøgte Tsipras at presse trojkaen ved at udskrive folkeafstemning om accept eller forkastelse af trojkaens sparepakke. Knap 62 procent stemte nej. Alligevel gik Tsipras med til en aftale, som på mange punkter var værre end den oprindelige.

Aftalen indebærer besparelser for omkring 83 milliarder euro. Pensionsalderen forhøjes til 67 år. Der skal privatiseres for 50 milliarder euro. Budgettet skal afstemmes med trojkaen, ligesom alle væsentlige politiske tiltag fremover skal afstemmes med ECB, IMF og EU-kommissionen.

Underskrivelsen af aftalen er et stort nederlag for arbejderklassen i Grækenland, men det vil ikke være det sidste ord i denne sag. Der har været stor modstand mod aftalen, hvilket har ført til en splittelse af SYRIZA og har tvunget Tsipras, til at udskrive nyvalg i september, dels for at få fjernet de kritiske venstre-røster i hans parti og dels for at få et nyt mandat førend hans popularitet begynder at falde, når folk begynder at mærke nedskæringerne på egen krop. Nye eksplosioner i klassekampen venter derfor forude.

Hele Europas venstrefløj bør lære af erfaringerne fra Grækenland. Reformisme fungerer ikke i en periode med dyb kapitalistisk krise. Det er ikke længere muligt, som det var under det lange efterkrigsopsving, at forhandle sig til nogle nævneværdige forbedringer. Der er brug for en revolutionær politik, som tør udfordre kapitalens magt.

Klassekamp i udsigt
Det er ikke kun i Grækenland at vi har set store protester. I Spanien er utilfredsheden blevet kanaliseret ind igennem et nyt parti, Podemos, som fik 9 procent af stemmerne ved EU-parlamentsvalget i 2014, og som står til 16-17 procent ved det kommende kongresvalg til december 2015 samt gennem venstrenationalistiske partier i Baskerlandet og Catalonien. Også det spanske kommunalvalg i maj 2015 blev en markant fremgang til venstrefløjen, som stillede op på en række forskellige lister og erobrede borgmesterposterne i flere af landets største byer.

I England tabte Labour parlamentsvalget i maj til de konservative. Partiet fik en lille fremgang i antal stemmer, men de borgerlige fastholdt deres flertal. Grunden til at partiet tabte var, at det ikke fremstod som et klart alternativ til de borgerlige. Siden nederlaget er der sket en radikal venstredrejning af Labour. Venstrefløjsveneranen Jeremy Corbyn udfordrede toppen og førte en meget entusiastisk kampagne der endte i hans sejr i formandsvalget. Tusindvis (især unge) dukker op til hans offentlige møder, og hundredetusinder har meldt sig ind i Labour. Dette viser en gammel sandhed, som vores tendens altid har forklaret; nemlig at masserne bevæger sig igennem deres traditionelle masseorganisationer. Han har udpeget en række venstrefløjsfolk til ledende poster der sammen med flere fagforbund taler om at organisere en strejkekampagne for at vælte den konservative regering og få udskrevet nyvalg.

I andre nordeuropæiske lande, som Tyskland og Sverige, har borgerskaberne imødegået krisen med direkte klassesamarbejde i form af ”nationale koalitioner” imellem socialdemokrater og liberale/konservative partier. En sådan variant har indtil videre været udelukket i Danmark, men med Socialdemokraternes seneste fredning af Venstre i forhold til de næste fire års kommuneaftaler, er vi rykket tættere på en lignende situation.

Uanset hvad, står Nordeuropa i en situation hvor arbejderklassen siden krisen trodsigt har måttet acceptere angrebene uden store kampe, men nu er bægeret ved at flyde over. Det lovede opsving lader vente på sig, der er stagnation overalt, og imens har kapitalisternes formuer aldrig været større. Det er en opskrift på klassekamp – politisk, socialt og økonomisk.

Økonomi

Kapitalismen er i dag et system, der har vanskeligt ved at levere fremgang. På trods af, at der er gjort vigtige og epokegørende opfindelser i løbet af de seneste årtier, er systemet ude af stand til at omsætte det til øget produktivitet og bedre økonomiske vilkår for flertallet. Allerede i 1987 – seks år efter, at den første PC kom på markedet – bemærkede den nobelprisvindende økonom Robert Solow, at man kan se computerens tidsalder alle vegne, bortset fra i tallene for produktivitet.

Svag produktivitet
Mulighederne for økonomisk fremgang bestemmes i høj grad af, om produktiviteten stiger, altså om man bliver i stand til at lave mere med den samme arbejdsindsats. Dette bestemmes igen i overvældende grad af, om kapitalisterne investerer i nye maskiner, ny teknologi samt uddannelse af arbejdskraften. Produktiviteten kan også hæves ved at lade arbejderne løbe hurtigere, men det er en uholdbar og kortsigtet metode med åbenlyse begrænsninger, udover at den er skadelig for arbejderne. Ikke desto mindre er denne metode en del af de danske kapitalisters taktik for tiden.

Tekstilfabrik i Tripur. Foto: Fabrics for Freedom

Alle tal viser, at væksten i produktivitet på verdensplan er stilnet kraftigt af i løbet af de seneste årtier. Særligt slemt står det til i de udviklede kapitalistiske lande i Europa, USA og Japan, hvor væksten er nede på under én procent om året. Globalt er man stadig et godt stykke under niveauet fra opsvingsårene 1999-2006. Alt dette følger godt i tråd med, at kapitalisterne investerer meget mindre i produktion, end de tidligere gjorde. De går i stedet efter kortsigtet profit gennem spekulation og handel med værdipapirer. Alle tal viser, at det er investeringerne, der er afgørende for produktivitet, og dermed et reelt opsving. Som det står nu, er investeringerne stagneret, hvilket tyder på stagnation – allerhøjst et svagt opsving – i verdensøkonomien de kommende par år. Det er endda meget muligt, at dette kan forstyrres af et krak i den finansielle sektor.

Finansmagasinet Forbes skrev i august 2015:
”Virkeligheden er denne: verden har ikke blot for meget olie og jernmalm. Vi har for meget af mange forskellige ting, især produktionskapacitet. Det gælder især Kina.”

At der er for meget er kun sandt ud fra kapitalisternes synspunkt, ud fra hensynet til deres profitjagt.
På verdensplan ligger massevis af fabrikker og maskiner stille, samtidig med at millioner af arbejdere går ledige. Alene indenfor metalindustrien ligger 36 procent af produktionskapaciteten ifølge OECD stille. Ud fra et rationelt synspunkt vil det være logisk at sætte de arbejdsløse i arbejde og udnytte den teknologi og de maskiner, der ligger uvirksom hen. Det vil give øget velstand og skubbe udviklingen fremad. Men fordi produktionen er tilrettelagt efter profit til et lille mindretal, sker det ikke. Kapitalisterne mener ikke, det er tilstrækkelig profitabelt for dem at sætte produktionen i gang. Derfor holder de produktionen tilbage. Det viser, at kapitalismens syge logik er en hindring for udvikling og fremskridt.

Faren for deflation
Krisen har i alle lande forøget faren for deflation. Euroområdet balancerer på kanten af deflation, altså faldende priser. Hvis deflationen bider sig fast, kan virkningen være ødelæggende, fordi kapitalisterne vil udsætte investeringerne yderligere – hvorfor købe i dag, når man kan få det billigere i morgen? Det var især denne cocktail af lavvækst og deflation, der forvandlede 1930’ernes krise til en depression.

Kapitalisterne forsøger i næsten alle lande at overvinde krisen ved at forringe valutaens værdi. Bølgen af devalueringer er skyllet ind over det ene kontinent efter det næste. Kinas devaluering i sommeren 2015 virker ved, at den eksporterer faldende priser til resten af verden.

”Tag ikke fejl, dette er begyndelsen på noget stort og grimt,” sagde Frankrigs største bank Société Générales chefstrateg Albert Edwards i august. ”Vi forventer, at en accelererende bølge af devalueringer i de nye markeder vil sende deflationsbølger til Vesten, overvælde den allerede skrantende profitabilitet og føre os tilbage i recession.”

Hvis dette scenario materialiserer sig – og USA kører allerede med 0,2 procents inflation – vil det gøre det umuligt for kapitalismen at frembringe et reelt opsving i de kommende år. Det vil have alvorlige følger.

Krise eller opsving?
Investeringerne i Danmarks nærområde, euroområdet, ligger fortsat omkring en femtedel under niveauet før krisen. Tallene fra Eurostat tyder på, at virksomhedernes profitrate fortsat ligger under førkriseniveauet. I stedet for at investere, lægger de penge til side, hvilket kan ses i de enorme opsparinger, der ligger og samler støv. Således har kapitalisterne med deres egne handlinger demonteret myten om, at markedsøkonomien er det mest effektive system. En socialistisk plan ville omgående sætte værdierne i arbejde og investere massivt i forskning, udvikling og produktion, som kan tilfredsstille menneskelige behov og skabe arbejdspladser til alle.

Karl Marx forklarede, at der ikke findes en ”endelig krise”. Selv den nuværende krise vil på et tidspunkt blive overvundet, og kapitalismen vil igen komme ind i en opsvingsperiode, hvis ikke systemet forinden er blevet afskaffet i et eller flere vigtige industrilande. En række teknologier er allerede opfundet og venter på at blive sat i brug i produktionen, men det er ikke sket på grund af de manglende investeringer. Det vil ske i et nyt opsving på et eller andet tidspunkt (selv om det vil ske tøvende og uden hensyn til andet end profit). Men vi er ikke derhenne endnu. Det sandsynlige scenario er, at verdensøkonomien i endnu tre-fire år vil være at finde hostende i slæbesporet.

Dansk økonomi
Siden 2008 har der stort set ikke været vækst i den danske økonomi. OECD’s opgørelse fra 2014 viste, at Danmarks samlede økonomiske aktivitet (BNP) fortsat lå fem procent under niveauet før krisen. Den såkaldte konjunkturindikator, som Danmarks Statistik udgiver, er heller ikke opløftende læsning. På trods af, at virksomhederne i den kommende tid regner med at øge produktionen en smule, trækker det voldsomt ned, at der er lave forventninger til produktionen af maskiner til produktion. Her forventes desuden et fald i investeringerne. Det generelle billede er, at investeringerne kun forventes at øges en smule. Men der er stadig langt op til tidligere niveauer. Under alle omstændigheder er dansk økonomi bundet med tusind bånd til verdensmarkedet, især til udviklingen i den europæiske økonomi.

Stor udbytning
Ifølge en undersøgelse fra tænketanken Cevea, skaber en dansk industriarbejder i gennemsnit værdi for 503 kroner i timen. Selv om lønnen er den næsthøjeste i Europa, er værdiskabelsen så høj, at merværdien udgør 221 kroner i timen. Dermed er Danmark det land i Europa, der har den største udbytning af arbejdskraften – altså forskel på den værdi, arbejderne skaber, og den, de får udbetalt. Denne kendsgerning stiller dog ikke kapitalisterne tilfredse. De kræver mere endnu.

Dansk kapitalisme er dybt afhængig af eksport, især til Sverige og Tyskland. Selv om eksporten er faldet i løbet af 2015, ligger den stadig på et højt niveau, men hvis den europæiske økonomi for alvor kører fast i kviksandet, kan faldet risikere at fortsætte. Handelskonflikten med Rusland koster desuden landbruget fire milliarder om året, hvilket er årsagen til at den landbrugsvenlige V-regering ser ud til at bløde op over for Rusland.

Kapitalismen hindrer fremskridt
Den overordnede tendens er, at dansk økonomi fortsat står svagt. Hvorfor? Ikke fordi der ikke er muligheder for at producere avancerede maskiner og gode produkter. Ikke fordi der mangler dygtige arbejdere – tværtimod er arbejdsløsheden fortsat skandaløst høj. Årsagen er, at kapitalisterne som klasse har magt til at sætte samfundet i stå ved ikke at investere – alene fordi de har ejendomsretten over kapitalen. Så længe bankerne og de store virksomheder er på private hænder og styres af profithensyn i en markedsøkonomi, vil kriser være et tilbagevendende fænomen, fordi det er jagten på profit, der er det afgørende – ikke menneskelige behov.

Når kapitalisterne mener, de får mere ud af at spare op eller spekulere, frem for at investere i nyttig produktion, rammer det os alle sammen. Det har de seneste års krise tydeligt vist. Samtidig udgør den økonomiske aktivitet de rammer, hvorunder en regering virker. Kapitalisterne (ofte omtalt som ”markederne”) dikterer, hvilke beslutninger, valgte regeringer kan tage – og hvilke der er utilladelige. Det fik Syriza-regeringen i Grækenland at mærke på den allermest brutale facon. Og det var også det, der var retningsgivende for SR-regeringen under Helle Thorning-Schmidt.

Den politiske situation
Den politiske situation i Danmark i de sidste år har mange vigtige begivenheder, som vi må lære af. Krisen har betydet at arbejderne er blevet trængt i defensiven på arbejdspladserne hvor frygten for en fyreseddel har betydet lønnedgang opskruning af arbejdstempoet og en accept af inkompetente og uduelige firmaledelser. Det er bedre at have et dårligt arbejde, end ikke at have et, har været mange arbejderes konklusion. I stedet skiftede fokus til at komme af med den borgerlige regering og i stedet få arbejderpartierne valgt ind så de kunne skabe ordnede forhold. Dette sås blandt andet af 3F’s succesrige Skævt kampagne, der var med til at sikre de borgerliges nederlag ved at tusinder af menige 3F’ere over hele landet aktivt anbefalede en ny regering. Men regeringen skuffede katastrofalt, og prisen er, at de borgerlige nu er kommet tilbage. I den situation er det afgørende, at alle klassebevidste arbejdere forstår, hvorfor det skete og ikke mindst, hvad vi kan lære af det.

Erfaringerne fra Helle Thorning-Schmidt regeringen
Inden valget i 2011 var der i flere meningsmålinger arbejderflertal (Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten). Dette blev dog hurtigt bremset af en række politiske tiltag, der nedtonede den røde politik og gjorde klart, at Socialdemokratiet ville gå efter at lave brede forlig, hvilket vil sige at samarbejde med de borgerlige. Dette skulle være i folkestyrets interesse, men det var kun en dårlig undskyldning for at føre borgerlig politik. Regeringen iværksatte en lang række angreb på kontanthjælpsmodtagere, fleksjobbere, førtidspensionister, sygedagpengemodtagere og mange andre. Samtidig nægtede de Radikale at fjerne forringelserne af dagpengesystemet og efterlønnen. Der blev fra toppen af SF og Socialdemokratiet argumenteret med, at der var flertal i folketinget for de forringelser. Men sandheden er, at man, hvis man ville, kunne have presset de Radikale til at gå imod forringelserne, hvis de ville være med i regeringen. I stedet valgte man mere eller mindre at acceptere de Radikales politik, som er borgerlig.

Dette førte efter meget kort tid til at regeringspartierne (SF, de Radikale og Socialdemokraterne) styrtdykkede i meningsmålingerne. Det blev tydeligt, at man i regeringen ville føre en politik stik imod de valgløfter, som SF og Socialdemokratiet havde givet før valget. Men dette foregik ikke uden protester fra baglandet i Socialdemokratiet, SF og fagbevægelsen. Toppen af fagbevægelsen led et kæmpe nederlag, da der under trepartsforhandlingerne rejste sig et oprør blandt medlemmerne imod at sælge ud af fridagene. Fridagene skulle sælges for at øge arbejdsudbuddet i en tid med høj arbejdsløshed – hvor arbejdsudbuddet med andre ord var stort nok.

Heldigvis stoppede medlemmerne dette galimatias. I Århus udtalte 748 tillidsfolk, at der skulle sikres længere dagpengeperiode og en halvering af genoptjeningsretten. HK indsamlede 85.000 underskrifter for en dagpengeløsning, ligesom underskriftsindsamlingen Dagpengeløsning NU samlede titusinder af underskrifter fra hele fagbevægelsen. På Socialdemokratiets kongres i 2012 var der også protester imod, at mange arbejdsløse fik fjernet deres levegrundlag. Selv Nyrup talte for en dagpengeløsning, hvilket høstede et kæmpe bifald, og i sidste øjeblik fik toppen stoppet et forslag (som sandsynligvis var blevet vedtaget), der talte imod dagpengeforringelserne. Igennem hele regeringsperioden var anonyme socialdemokratiske folketingsmedlemmer gentagne gange ude med kritik af, at toppen førte politik udenom folketingsgruppen, som bare fik at vide, hvad de skulle stemme.

I 2015 samledes 13 folketingsmedlemmer samt en lang række andre socialdemokrater i Odense for at diskutere, hvordan en ny linje kunne presses igennem. De folk der mener at det kan være lige meget, om det er de borgerlige eller Socialdemokratiet, der sidder ved magten, mangler at forstå at når arbejderpartierne sidder i regering og føre borgerlig politik, så betyder det oprør i baglandet. Det betyder, at der er et pres på arbejderpartierne for at rette ind og føre arbejderpolitik, hvilket vil sige en politik der gavner arbejderklassen.

Så selvom der typisk ikke er de store mobiliseringer ude på gaden, når arbejderpartier er med i regering, så er der til gengæld øget grad af interne kampe i partierne. Det så vi under Nyrup, hvor der var en stærk venstreopposition, især ledt an af amtsformændene. Og det så vi under den nyligt afgåede regering. Det er især i en sådan periode at marxister kan vinde gehør inde i arbejderbevægelsen. Det interne pres var også tydeligt i SF, hvor der skulle alle mulige krumspring til for partitoppen for at kunne fortsætte støtten til den asociale politik. Det førte til, at Villy Søvndal til sidst trak sig og Annette Vilhemsen til partitoppens store overraskelse vandt. På det tidspunkt var toppen af partiledelsen (Ole Sohn, Tor Möger Pedersen og andre) så upopulære, at næsten hvilken som helst modkandidat ville have vundet. Men Annette Vilhemsen viste sig som komplet inkompetent. Hun evnede ikke at få ro i partiet af den ene grund, at den borgerlige politik fortsatte. Til sidst måtte SF gå ud af regeringen på grund af de massive protester mod det absurde salg af DONG til Goldman Sachs.

(Fortsættes…)