Moldova – i klemme mellem stormagterne

Gademarked i Moldova. Foto: Kgbbristol

Gademarked i Moldova. Foto: Kgbbristol

Af Patrick Gehrs

Da jeg for nylig valgte at søsætte et rejseprojekt indeholdende et besøg til alle de tidligere Sovjet-stater (én stat pr. år), var det med tanken at starte i det små. Småt kan man med rette kalde Republikken Moldova, som er klemt ind i mellem Rumænien og Ukraine. Uinteressant kan man dog ikke kald den – snarere det modsatte. I denne reportage fra mit rejsemål forklarer jeg, hvorfor Moldova kan blive den næste store geopolitiske slagmark.

Hvis du nævner Moldova for den almene dansker, vil du typisk møde et stort spørgsmålstegn, hvis det da ikke er fordi man er faldet over landet som deltager i det årlige Melodi Grand Prix. På trods af landets relativt anonyme status, så oplevede jeg et rejsemål som var spækket med kulturelle seværdigheder samt en folkelighed, som man bestemt ikke finder i Vesteuropa. Det er ikke hver dag, at taxachaufføren fortæller dig sin livshistorie og ender med at give dig sit telefonnummer. Eller at buschaufføren giver dig pengene tilbage for din billet på trods af, at du har været dum nok til at tage en forkert bus.

Konsekvenser af markedsøkonomien I kølvandet på Sovjetunionens opløsning samt stalinismens sammenbrud i Europa, stod det ret hurtigt klart, at Moldovas introduktion af en liberalistisk markedsøkonomi, skulle få grumme konsekvenser for lokalbefolkningen. En løbsk inflation i 1990’erne tvang den moldaviske befolkning ned på et livsgrundlag under den officielle fattigdomsgrænse. En borgerkrig mellem det nylige uafhænginge Moldova samt den pro-russiske/pro-sovjetiske region Transnistrien skabte en økonomisk krise, som landet kun delvist er kommet sig over. På trods af pæn økonomisk vækst siden årtusindeskiftet rangerer Moldova stadig som et af Europas fattigste og mest korrupte lande.

Oligarker skummer fløden

Som det var tilfældet i mange andre tidligere Sovjetstater lykkedes det i kølvandet på Moldovas uafhængighed en lille klan af embeds- og forretningsfolk fra de tidligere magtstrukturer at tilrane sig statslig ejendom. Med moldaviske banker som værktøj har disse oligarker kanaliseret enorme rigdomme ud af samfundsøkonomien og ned i egne lommer.

Dette på trods af, at moldaverne, i modsætning til andre østeuropæiske lande, har været enddog meget flittige til at vælge venstreorienterede partier til magten – et eksempel på dette var det Moldaviske Kommunistpartis valgsejr ved landets parlamentsvalg i 2001. Med 49,9 procent af stemmer samt 71 ud 101 sæder i parlamentet blev et kommunistparti for første gang valgt til magten i en tidligere sovjetstat.

Kommunist-leder med kapitalist-politik

Lederen af det Moldaviske Kommunistparti Vladimir Voronin viste sig dog at styrke Moldovas oligarkvælde (som han selv tilhørte), fremfor den moldaviske arbejderklasse. Efter otte år ved magten måtte han træde tilbage. Ikke alene havde han opbrugt sine to præsidentembeder, han var også ramt af anklager om valgsvindel ved parlamentsvalget i 2009. Efter flere måneders uroligheder fra pro-EU demonstanter og NGO organisationer fik de liberale partier – med god moralsk støtte fra den europæiske elite i Bruxelles – held til at tvinge en omafsteming igennem, som igen resulterede i flest stemmer til kommunisterne, men som gjorde, at de pro-Vestlige partier sammenlagt kunne skube Kommunistpartiet ud i opposition.

I dag ledes Moldova af den liberale blok, bestående af de tre største borgerlige partier: det Liberaldemokratiske Parti, det Demokratiske Parti samt det Konservativ-Liberale Parti. De pro-vestlige regeringspartier fik atter kamp til stregen ved sidste års parlamentsvalg, hvor både det folkelige og ekstremt populære Moldaviske Socialistparti samt det gamle Kommunistparti begge hev flere stemmer hjem hver i sær, end nogle af de borgerlige partier. Igen blev det dog til en sammenlagt sejr for højrefløjen.

Som i mange andre tidligere sovjetstater er uligheden steget eksplosivt efter indførslen af markedsøkonomi. Tiggere på gaderne i højt antal er bestemt et bevis på dette. Et andet eksempel er lønningerne i den private sektor mod lønningerne i det offentlige. Den moldaviske valuta lei har de seneste år været ramt af høj inflation. Almindelige borgeres lønninger er blevet udhulet. Kvalificeret arbejdskraft i den private sektor betales ofte i fremmede valutaer, primært dollar og euro, som så veksles til moldaviske lei.

For kulturinteresserede er Moldova et utrolig spændende rejsemål. Landet er spækket med smukke kristent-ortodokse klostre. Mange er bygget for mere end 200 år siden. Derudover har Moldova en lang og stolt tradition for vindyrkelse. Landets vingårde, som alle har guidede toure på engelsk, er bestemt et besøg værd. Halvanden snes kilometer fra hovedstaden Chisinau finder man Mileștii Mici – verdens største vinkælder. Med to millioner flasker vin og med et tunnelsystem, der strækker sig 200 kilometer er denne attraktion at finde i Guiness Rekordbog.

Et kommunistisk Disneyland?

Vil man opleve lidt Sovjet-nostalgi kan man besøge den Pridnestroviske Moldaviske Republik – bedre kendt som udbryderstaten Transnistrien. Republikken dækker territoriet øst for floden Dnestr – denne ministat blev i 1990-1992 skueplads for en militærkonflikt, som til sidst endte med Transnistriens de facto uafhængighed. På trods af, at ingen FN-medlemmer anerkender Transnistrien, som stadig sværger troskab til den sovjetiske grundlov, så har landet absolut selvstyre med eget forsvar og parlament.

Da jeg rejste ind i denne stat forventede jeg en art kommunistisk Disneyland. Mine forventninger har nok været for høje, for selvom sovjetiske symboler var allestedsnærværende, så mindede hovedstaden Tiraspol om et ethvert andet sted med store reklameskilte for banker (primært russiske og ukrainske), møbelkæder, fødevaregiganter og alskens marketing, der tilhører dagligdagen i et kapitalistisk samfund. Tiraspols biograf spillede alle de nyeste Hollywoodfilm. Hvis man er parat til, at give slip, have et åbent sind og ikke planlægge sin ferie minutiøst, så er Moldova et fantastisk rejsemål. Priserne er overkommelige, i hvert fald for os turister. Hvem har nogensinde hørt om en busbillet til én krone og fem øre?

Vil stormagterne rive Moldova fra hinanden? Nøjagtig som Ukraine underskrev Moldova sidste år en frihandelsaftale med EU – kulminationen på den europæiske elites mangeårige geopolitiske projekt som skal mindske Ruslands inflydelse i de tidligere sovjetstater. Den moldaviske elite, som utvivlsomt håber at få glæde af deres europæiske kollegers rigdomme, var ikke sene til at gå med til den obligatoriske krig mod arbejderklassen. Det har blandt andet indbefatter fjernelse af subsidier på fødevarer og elektricitet. I et land, hvor mindstelønnen ikke er meget højere end 100 euro pr. måned, vil dette utvivlsomt få store sociale konsekvenser.

I modsætning til Moldovas østlige nabo Ukraine er den moldaviske befolkning ekstremt skeptisk omkring hele EU-projektet. I dag støtter under en tredjedel af moldaverne en fremtid i EU. I 2006 var det over to tredjedele. Moldaverne er især rasende over, at aftalen med EU ikke indbefatter visumfri adgang til Vesteuropa. Medlem af den russiske elites pendant til EU’s frihandelsaftale, den eurasiske frihandelszone, støttes derimod af mere end 50 procent af befolkningen. Moskva var da heller ikke sene til at straffe Moldovas tilnærmelser til EU.

Rusland, som siden 1990’erne har været hovedimportør af moldaviske varer, har nu reduceret sin import markant. Det er især gået ud over moldaviske fødevarer. Det anslås, at Moldova alene i 2014 mistede op mod 80 millioner euro som resultat af Ruslands sanktioner. Derudover kommer Ruslands planer om at opsige kontrakterne med mere end 700.000 moldaviske gæstearbejdere. De penge, som gæstearbejderne sender hjem til familierne hver måned, har hjulpet den moldaviske samfundsøkonomi meget. Oven i alt dette kommer spørgsmålet om Transnistrien.

Siden 1990’erne har en overvejende russisk fredsbevarende styrke stået for sikkerheden i republikken i samarbejde med en gruppe moldaviske og ukrainske sikkerhedsstyrker. Ukraine, den nyeste amerikanske vassalstat, benyttede dog lejligheden til at imponere den amerikanske og europæiske elite ved at indføre en handelsblokade mod den lille pro-russiske stat. Derudover valgte den ukrainske præsident Petro Porosjenko først at blokere ukrainsk luftrum for russiske flyvninger til Transnistrien, dernæst at udnævne den forhenværende georgiske præsident Mikhail Saakashvili (der er kendt som stærk tilhænger af NATO, men i hjemlandet er eftersøgt for groft embedsmisbrug) som guvernør i Odessa-regionen.

Denne region grænser op til Transnistrien. Som noget af det første gik Saakashvili ind og militariserede grænsen til republikken. Utvivlsomt her hensigten været at fremprovokere sociale og militære spændinger. På trods af løfter om det modsatte er Moldovas politiske system, selv efter europæiske tilnærmelser, fastlåst i en ond korruptionsspiral. Mange af de midler, EU og IMF sender til landet, ender i embeds- og forretningsfolks lommer. Dette scenarie vil utvivlsomt ikke ændre sig markant, uanset om det er Vesten eller Rusland, man bygger bånd med. De to stærke venstreorienterede partier socialist- og kommunistpartiet må tage deres egne opgør indefra.

Først for at få deres egne oligarker ekskluderet og skifte til en decideret revolutionær horisont fremfor en venstrereformistisk én af slagsen. Dette må gøres snarligt, således, at man præsenterer befolkningen for et revolutionært alternativ til den neoliberale mafiakapitalisme, inden befolkningen forføres af nationalistiske strømninger, hvilket vi så i Ukraine. Ellers kan stormagterne få held med at rive Moldova fra hinaden.

Advertisements