Kampen om Venezuela intensiveres

HPIM0084

Bønder demonstrerer for radikalisering af revolutionen. Foto: Andreas Bülow, 2010

Af Andreas Bülow

Fredag den 11. august erklærede Donald Trump, at han ikke ville udelukke militærangreb på Venezuela. Truslen fra den amerikanske præsident er den foreløbige kulmination på måneders krise i Venezuela, hvor landet er rystet af voldelige demonstrationer der har forsøgt at vælte præsident Nicolás Maduros regering.

Siden 1998 har Venezuelas bolivariske revolution været et vigtigt eksempel for arbejdere og unge verden over. Millioner af fattige gik ind i det politiske liv. Sociale missioner udryddede analfabetisme og skaffede gratis lægehjælp. Et boligbygningsprogram opførte 1,7 millioner huse og lejligheder til fattige mennesker. Men alle disse fremskridt skete uden noget samlet opgør med kapitalismen. Revolutionen stoppede dermed på halvvejen.

Reformerne kunne lade sig gøre i en periode, hvor oliepriserne var høje og staten derfor havde indtægter som kunne omfordeles. Men så snart kapitalismen gik i krise – kombineret med andre faktorer, som fx Hugo Chávez død i 2013 – vendte alting sig til sin modsætning. Siden da har Venezuela været præget af en kontra-revolution i slowmotion, en bevægelse som truer med at gøre op med alle de sociale fremskridt og den revolutionære bevægelse selv.

I en tidligere artikel har jeg gennemgået baggrunden for den aktuelle konflikt, som startede i april, da måneders dødvande imellem det oppositions-kontrollerede parlament og regeringen kulminerede med højesterets beslutning om at erklære parlamentet for ”ikke-funktionsdygtigt”, så længe parlamentet tillod deltagelse af parlamentsmedlemmer som højesteret havde erklæret var blevet valgt ved valgsvindel.”

Siden da har oppositionen igangsat protester. I starten havde de en vis opbakning fra oppositionens bagland og talte adskillige hundredetusinder, men med tiden er de blevet mindre. Protesterne havde primært opbakning i de rige kvarterer, som overklassekvarteret Altamira i Caracas, omend det denne gang formåede at sprede sig til flere afkroge af landet.

Voldskampagne

De fleste af protesterne var ikke fredelige. Maskerede mænd satte barrikader op og nægtede folk at komme forbi. Fascister angreb offentlige bygninger som indenrigsministeriet og endda hospitaler. Politifolk blev overdynget med molotovcocktails og hjemmelavede brandbomber. Selv militærbasen La Carlota i Caracas blev angrebet med raketter og granater.

Oppositionsvolden nåede ekstreme højder, da en sort mand, Orlando Figuera blev brændt levende under en oppositions-demonstration i Caracas den 19. maj. Oppositionsfolk havde tæsket ham, stukket ham ned og sat ild til ham, ”fordi han var sort og lignede en chavista”. Han døde efter 14 dage på hospitalet. Senere skete der lignende afbrændinger af chavistaer, bl.a. i Barquisimeto og Zulia.

mg_45571491865029-1-768x512

Demonstranter angriber politi i Caracas, april 2017. Foto: Pedro Mattey/AVN

Enkelte steder, som i områder af delstaten Barinas eller i San Antonio de los Altos i Miranda, intensiverede oppositionen volden i en sådan grad, at der i dagevis var tale om besatte byer. Maskerede barrikadekæmpere obstruerede både trafik og lukkede hele uddannelsescentre ned. Til sidst blev de stoppet, da myndighederne fik genetableret orden.

I skrivende stund er 124 mennesker omkommet under protesterne. Ifølge nyhedssiden Venezuelanalysis.com er kun 14 af de døde beviseligt dræbt af venezuelansk politi og militær, mens oppositionen står for 24 direkte mord, 8 færdselsuheld i forbindelse med barrikader, 14 dræbte i forbindelse med plyndringer og 61 dræbte, hvor dødsårsagen stadig ikke kan fastslås. Oveni disse tal skal lægges snigmord på aktive i den chavistiske bevægelse og revolutionære kandidater til den grundlovgivende forsamling.

FN’s menneskeretskommission har den 8. august udgivet en pressemeddelse som hævder, at hele 46 er blevet dræbt af politi, men de angiver ikke konkrete kilder og har baseret deres research på interviews udenfor Venezuela. Samtidig valgte denne kommission at afvise alle de beviser som Venezuelas udenrigsministerium ønskede at fremføre overfor den. Det mest groteske er i midlertidig, at FN skriver at det er ”uklart”, hvem der har dræbt de resterende personer. Ikke ét eneste ord bliver helliget til oppositionens veldokumenterede brug af vold og mord på politiske modstandere.

Situationen i militæret

Begivenhederne eskalerede den 27. juni, da Óscar Alberto Pérez, en tidligere luftofficer i Venezuelas CICPC-politistyrke, stjal en helikopter og angreb højesteret og justitsministeriet med geværskud og granater fra luften. I de vestlige medier insinuerede man, at regeringen sandsynligvis selv stod bag angrebet, men Óscar Pérez (som stadig er eftersøgt), dukkede senere op til en oppositionsdemonstration og fordømte regeringen foran rullende kameraer, inden han stak af.

caracas_copter

Helikopter-angreb på Venezuelas højesteret, 27. juni 2017.

Den 6. august vågnede Venezuela så op til nyheden om et angreb på militærbasen Paramaracay i Carabobo-provinsen. En gruppe tidligere soldater og en officer som var eftersøgt siden 2014 forsøgte at trænge ind på kasernen og stjæle våben. Soldaterne på kasernen greb til modstand og selvom gerningsmændene formåede at flygte, blev de arresteret i Caracas.

Episoden i Carabobo opsummerer meget godt situationen: Selvom oppositionen i måneder har appelleret direkte til militæret om at træde ind og lave statskup, så har militæret (indtil nu) vist sig at være loyal mod Maduro-regeringen. Dem der er gået med i oppositionens kampagne for ”regime-skifte” er alle sammen tidligere militærledere – som f.eks. ex-chefen for efterretningstjenesten Miguel Torres Rodríguez eller ex-generalen Cliver Alcalá.

Om det vil fortsætte er umuligt at spå om. Lad huske på, at Salvador Allende udnævnte Pinochet som hærens øverstkommanderende kort inden kuppet imod ham. Men indtil nu har forsøget på militærkup ikke båret frugt. Det gør at oppositionen nu genovervejer deres strategi.

Den grundlovgivende forsamling

Da jeg selv besøgte Venezuela i april måned, herskede der et dødvande. Selvom oppositionen havde formået at indkalde forholdsvis store protester, så kunne regeringen også mobilisere hundredetusinder til demonstration den 19. april. Volden og barrikaderne var på det tidspunkt begyndt at lamme dele af infrastrukturen og folks normale liv.

I revolutionens bagland var der en udbredt utilfredshed med situationen, både med den økonomiske krise og regeringens handlingslammelse. Det var på den baggrund, at Nicolás Maduro i sin 1. maj-tale valgte at indkalde en ny grundlovgivende forsamling. Officielt var formålet at skrive de sociale missioner ind i grundloven, således at de ikke kunne ødelægges af en eventuelt kommende højrefløjregering.

Et andet mål fra Maduros side var at mobilisere sit bagland og genvinde initiativet. Særligt spørgsmålet om at få stoppet volden, ved at kunne retsforfølge de skyldige var vigtigt. I flere måneder havde den nationale statsanklager, Luisa Ortega Díaz, været i konflikt med Maduro og beskyldt ham for at være autoritær. På venstrefløjen var der omvendt mange som påpegede, at Luisa Ortega Díaz ikke havde gjort noget for at retsforfølge de skyldige for de mange drab og voldsepisoder.

Den 30. juli blev valget til den grundlovgivende forsamling afholdt. Oppositionen valgte ikke bare at boykotte valget, nogle oppositionsledere, som parlamentsmedlemmet Freddy Guevara, appellerede åbent til at hans støtter skulle obstruere valget og forhindre folk i at stemme. På selve dagen blev mere end 200 valgcentre angrebet og i Altamira lagde oppositionsfolk en bombe som sårede flere politibetjente.

Alligevel tyder alt på, at deltagelsen i valget var massiv. Billeder og videoer fra valgcentre vidner om dette. I områder som Táchira, hvor der er en stor paramilitær tilstedeværelse, var deltagelsen også høj. Venezuelas valgkommission CNE erkærede at mere end 8 millioner havde stemt, svarende til 42% af de stemmeberettigede, et vigtigt tal, hvis vi tager in mente at oppositionen valgte at boycotte. Både en latinamerikansk valgdelegation med observatører fra Ecuador og Peru overværede processen, ligesom folk fra det spanske parti Izquierda Unida.

Allerede inden valgresultatet var annonceret gik medierne i gang med at erklære svindel. Reuters hævdede at de havde interne data fra Venezuelas valgkommission CNE. To dage senere fik de sågar ejeren af Smartmatic, det selskab som havde lavet Venezuelas valgmaskiner, til at sige at der var svindel på “minimum 1 million stemmer”.

Sjovt nok havde Smartmatic valgt at lukke deres kontor og sende deres 20 medarbejdere ud af landet kort inden deres udtalelser. De havde heller ikke henvendt sig til Venezuelas valgkommission for at sammen at efterprøve deres udtalelse. CNE’s præsident Tibisay Lucena forklarede, at Smartmatic intet havde med selve stemmeoptællingen at gøre, men udelukkende havde stået for maskinerne. Nicolás Maduro svarede selv, at han da gerne ville have CNE til at genoptælle alle stemmerne, sådan som reglementet foresiger.

Trods beskyldningerne, er der endnu ikke fremlagt beviser for valgfusk. Ligeledes er det værd at huske, at det var den samme valgkommision der erklærede oppositionen som sejrherrer ved parlamentsvalget i 2015 og erklærede at regeringen havde tabt folkeafstemningen om ny forfatning i 2007. Der er således intet belæg for anklagen om at valgkommisionen skulle svindle til fordel for regeringen.

Pres fra neden

I en interessant udtalelse forklarede den Revolutionære Front Bolívar-Zamora (en sammenslutning af sociale bevægelse som ledes af de landløse bønder organisation), at ”de 8 millioner stemmer ikke er en blankocheck til at den samme ledelse kan regere på den samme måde. De er derimod en klar besked: vi er tilstede og har brug for strukturelle ændringer – og det haster.” (http://www.lahaine.org/mundo.php/la-explicacion-de-los-votos)

Den samme holdning blev udtrykt af bilarbejdernes fagforbrund. I dagene op til valget udsendte de en pressemeddelelse (https://www.aporrea.org/trabajadores/n311794.html) om at de nægtede at deltage i oppositionens såkaldte ”generalstrejke” og at de aldrig ville bakke op om et pro-imperialistisk kup. Men i samme udtalelse forklarede de, at mange arbejdere er dybt skuffede over at regeringen ikke har lyttet til deres forslag og deres kampe for bedre vilkår.

Det rammer et ømt punkt hos regeringen, for under krisen har dens taktik været at give indrømmelser til højrefløjen og kapitalisterne, i stedet for at basere sig på det revolutionære initiativ hos baglandet. I en situation hvor oliepriserne er halveret, har Maduro været desperat efter penge til at opretholde statsbudgettet – og betale af på udenlandsgælden, som Venezuela minutiøst har afdraget på.

Det har dels betydet at regeringen har drænet de internationale reserver, som i løbet af tre år er gået fra 20 til 10 mia. dollars. Men det har også betydet, at regeringen har lavet en række aftaler med multinationale selskaber, senest ved at sælge en række af obligationerne i det statslige olieselskab PDVSA til Goldman Sachs. Før det lavede Maduro aftaler med multinationale om udvinding af minedrift i Bolívar og om yderligere olieraffinaderier i Orinoco-floden.

Disse indrømmelser har gjort det langt sværere at forsvare revolutionen, fordi de har vakt desillusion i baglandet.

Oppositionens splittelse

Efter hele fire måneder med gadekampe og uro, er oppositionens støtter trætte. De seneste demonstrationer har været mærkbart mindre. Den såkaldte ”valgblokade” blev aldrig til noget. Dertil kommer, at oppositionen er dybt splittet om den strategi som skal bruges til at vælte regeringen.

En fløj omkring det traditionelle parti Acción Democrática og dets leder Henry Ramos Allup mener at den militante taktik med barrikader har tabt. De anerkender, at Maduro ikke kan væltes her og nu og har i stedet valgt at melde sig til regionalvalget, som nu er blevet fastsat til afholdelse i oktober måned.

Partier som Primera Justicia (ledt af Capriles Radonski) og Voluntad Popular (ledt af Leopoldo López og Freddy Guevara) forsøger at tage en midter-position, hvor de både deltager i regionalvalget, men samtidig indkalder til demonstrationer af frygt for ikke at fremstå for ”bløde” i deres baglands øjne.

En betydelig del af oppositionen, forankret omkring Maria Corina Machado og hendes parti Vente Venezuela, har valgt at melde sig helt ud af oppositionskoalitionen (MUD) i protest mod valgdeltagelsen. Hun har opbakning fra mange af de mest radikale oppositionsfolk som kalder sig ”La Resistencia” (Modstanden) og består af spredte netværk af barrikadekæmpere som har forbindelser til det eksilvenezuelanske miljø i Miami.

Amerikansk intervention?

Trumps udtalelse om at “militær intervention i Venezuela ikke kan udelukkes” viser lidt om hvor alvorlig situationen er. Alligevel er det ikke det mest sandsynlige scenarium lige nu. De mere intelligente dele af den amerikanske regering ved godt, at det ville åbne en enorm anti-imperialistisk flanke, som ville give ekstra styrke og solidaritet med den venezuelanske revolution, formentlig i hele Latinamerika.

Men en intervention kan også tage andre former end ren amerikansk. I Nicaragua i 1980’erne trænede USA lokale contra-krigere til at udføre det beskidte arbejde. Ved slaget om svinebugten på Cuba var det også eksil-cubanere trænet af CIA. Det er ikke fuldstændigt utænkeligt, at en lignende situation kan opstå.

Perspektiver

Splittelsen i oppositionen og styrkeforholdet i hæren har altså forsinket kontra-revolutionens fremmarch, men ikke afbrudt den. Sideløbende med den politiske magtkamp foregår der en økonomisk krig mod revolutionen. Der er en investeringsstrejke og kapitalflugt. De privatejede importørfirmaer foretrækker valutasvindel i stedet for import af fødevarer. Benzin smugles ud over grænserne til Colombia og Brasilien. Inflationen galoperer og udhuler almindelige arbejderes lønninger.

Situationen er med andre ord uholdbar. Den grundlovgivende forsamling skabte en vis entusiasme i dele af chavismens bagland, men hvis ikke den skrider til kontant handling, vil den gå over i historien som endnu en snakkeklub.

At indskrive de sociale missioner i grundloven er ingen garanti for fremtiden. Oppositionen var ligeglade med legalistiske formaliteter dengang de udførte statskuppet i april 2002. Faktisk opløste de straks det siddende parlament, rev grundloven i stykker og ændrede sågar landets navn med et pennestrøg. Kun massernes mobilisering fik kuppet til at falde sammen og fik Chávez tilbage som præsident.

Den eneste måde revolutionen kan forsvare sig imod denne økonomiske krig nu, er ved at adressere nogle af de akutte problemer. I første omgang vil det være nødvendigt at ekspropriere bankerne, oprette et statsmonopol på udenrigshandel, droppe subsidierne til det private erhvervsliv og lade staten overtage kontrollen med import og eksport. Disse forholdsregler må presses igennem af de sociale bevægelser, de bolivariske fagforeninger og de venstrechavistiske strømninger. Der må oprettes komitéer som kan undersøge korruption og magtmisbrug internt i regeringen. Sker det ikke, vil den bolivariske revolutionens dage være talte.

Advertisements