Eliterne i vild panik: beskylder hinanden for ”fake news”!

33023896856_92c34f0091_zAf Patrick Gehrs

Som menneske og borger i det 21. århundrede (eller rettere digitaliseringens århundrede), præsenteres vi dagligt for nyheder indeholdende forskellige problemstillinger eller konflikter – det være sig af personlig, lokal, national, international samt videskabelig karakter. Havde vi levet for 100 år siden, havde vi næppe kunne forestille os det nyhedsbillede, som vi ser i dag. Vi bliver bombarderet med nyheder fra et virvar af informationskilder, både de traditionelle nyhedsmedier, men også i stigende grad fra sociale medier, såsom Facebook og Twitter. Dette stiller os overfor en stor udfordring – hvor meget af al den frygtelige mængde information kan vi rent faktisk stole på?

I den seneste tid er ord som ”fake news”, ”misinformation” samt ”alternative nyheder” blevet nævnt mere end rigeligt – ikke bare fra nyhedsmedierne selv, men også fra politikeres side. Dog er brugen såkaldte af ’falske nyheder’ bestemt ikke noget nyt fænomen, men noget som den herskende klasse har gjort flittig brug af i tidens løb. Det nye er imidlertid, at de selv samme herskende klasser nu begynder at beskylde hinanden for ’falske nyheder. Formålet med denne artikel er derfor at se på nogle historiske eksempler på brugen af ’falske nyheder’, og hvordan nyheder, som før i tiden kun fandtes i obskure højreorienterede, konspiratoriske krese, er gledet helt ind, centralt, i mediernes sendeflader – sågar helt ind i nationalstaternes efterretningstjenester. I en tid hvor nyhedsstrømmen er så voldsom og muligheden for ordentlig kildekritik bliver så uoverskuelig, må vi lære at forstå, at begrebet ’fake news’ ikke bare dækker over faktuelt usande nyheder, men også som et politisk våben, som de herskende fraktioner i vores samfund kan rette mod hinanden.

Italien 1948, da ’fake news’ kom hjem med posten

Falske nyheder har der været nok af i tidens løb. Kigger vi med røde briller, kan vi passende skrue tiden tilbage til Italien i slutningen af 1940’erne. Ved parlamentsvalget i 1948 gik Italiens kommunist- og socialistparti sammen i den Demokratiske Folkefront (Fronte Democratico Popolare – FDP). Især kommunistpartiet nød stor opbakning i den italienske arbejderbevægelse, og den Demokratiske Folkefront stod til at vinde valget over deres modstandere, Italiens Kristendemokrater. Landet lå desuden, som så mange andre lande i Europa, i ruiner efter Anden Verdenskrig, og det afstedkom selvfølgelig, i mange dele af befolkningen, ønsket om at prøve kræfter med nye samfundsidéer. USA, som efter krigen, stod som sejrherre, sammen med Sovjetunionen, mente dog, at kommunisme/socialisme absolut ikke var en ønskværdig samfundsmodel for italienerne. USA’s efterretningstjenester, med CIA i spidsen, indledte derfor, sammen med US State Department, en massiv misinformationskampagne. Først fik man italienere bosat i USA til at skrive ”hjem” til deres kære, om kommunismens rædsler og ulyksaligheder. Derefter oprettede US State Department en radiostation som kunne nås af alle kortbølgeradioer, som fortalte den italienske befolkning, at stemte de på kommunisterne, ville deres fabrikker uden tvivl blive skilt ad og sendt til Sovjetunionen. Højst sandsynligt ville befolkningen kunne se frem til at skulle arbejde i en lejr i Sibirien. Plakater blev sat op, som i bedste Hollywood-stil illustrerede det borgerlig-liberale demokratis frihed mod kommunismens diktatur. Brevene fra USA hjem til Italien nåede snart op på 10 millioner. I mange tilfælde var der tale om postkort, som i billeder, viste kommunismens ulykker akkompagneret af en lille tekst – netop for at spare afsenderen det kreative besvær. Derudover benyttede CIA sig af det, som vi i dag vil kalde ”gammelkendte” metoder, såsom at give millioner af dollars til centrum-højre partier. Kronen på værket var den amerikanske stats trusler mod Italiens befolkning; Hvis de valgte kommunisterne, så kunne de i hvert fald vinke farvel til finansiel bistand fra USA.
Resultatet kommer nok ikke som en overraskelse – kristendemokraterne endte med at vinde valget, og kommunismens spøgelse kom da ikke til, at hjemsøge Italien i denne omgang.

Irak 2003, da ’fake news’ førte os i krig.

Brugen af faktuel misinformation kan bestemt ikke kun bruges til, at vinde regeringsvalg, men også til at skaffe opbakning til alle typer af konflikter.
Tager vi Iraks påståede produktion af masseødelæggelsesvåben i 2003 – en påstand fremsat af USA’s daværende statssekretær Colin Powell i FN’s sikkerhedsråd, så blev disse ’nyheder’ brugt til, at underbygge forsvaret for USA’s imperialistiske krig i Irak, som endte med et koste en halv million irakere livet. Colin Powells påstande kan i dag, fuldstændig afskrives som ren fup. Det viste sig blandt andet, at man kun havde en enkelt tvivlsom kilde samt, at man benyttede sig af computergeneret grafik, som angiveligt skulle vise kemiske våbenfabrikker.
Udover Irak-invasionen i 2003, kan der nævnes et eksempel som Tonkinbugt hændelsen i 1964, hvor et amerikansk krigsskib skulle være blevet angrebet af nordvietnamesiske torpedobåde – første angreb var højst sandsynligt en skudveksling hvor det amerikanske krigsskib skød først, mens et tilsvarende angreb to dage senere, med garanti aldrig fandt sted. Det andet angreb blev dog, ikke desto mindre, brugt som undskyldning for yderligere amerikansk eskalering af Vietnamkrigen. Også Nazitysklands angreb på Polen i 1939 (begivenheden som officielt startede Anden Verdenskrig), havde en misinformationskampagne forinden, da tyske aviser påstod, at polske soldater havde angrebet tyske grænsevagter – dette viste sig dog, at være en alternativ forklaring, da tyske soldater selv havde udført et angreb iført polske militæruniformer.

Debatten om ’fake news’ under og efter den amerikanske præsidentvalgkamp

Brugen af misinformation til at fremme politiske agendaer er altså ikke noget nyt, når de herskende klasser skal mobilesere os borgere – enten til stemmeurnerne eller til slagmarken. Det nye er den åbenlyse panik der har grebet, ikke bare de vestlige nationalstater, men også landenes interne herskende fraktioner, som nu bekriger hinanden med beskyldninger om ”fake news”.

I november sidste år var det øjensynligt den amerikanske herskende klasse selv, som blev offer for en misinformationskampagne. Det var i hvert fald reaktionen efter Hillary Clintons nederlag til Donald Trump i USA’s seneste præsidentvalg. Det blev ikke Hollywood-fortællingen om det frihedselskende amerikanske folk, som valgte den første kvindelige amerikanske præsident, men snarere en low-budget gyserkomedie, hvor populisten og den ekstremt politisk ukorrekte (Republikanske) Donald Trump vandt. Allerede under valgkampen begyndte den verbale mudderkastning mellem det Demokratiske Partis establishment, anført af Hillary Clinton og daværende præsident Barack Obama, og på den anden side Donald Trump og hans støtter i det Republikanske parti. Begge parter brugte vilde beskyldninger mod hinanden, så som at Trump var økonomisk i lommerne på den russiske præsident Vladimir Putin, mens Clinton blev beskyldt for at stå bag skabelsen af terrororganisationen Islamisk Stat. Den russiske stat blev også inddraget i disse magtkampe, da lækkede e-mails fra Clintons egen private mailkonto blev offentliggjort på whistleblower-siden WikiLeaks. De såkaldte ’leaks’ skulle efter sigende være kommet fra hackeren ’Guccifer 2.0’, som blev beskyldt for at være i ledtog med Putin. De lækkede e-mails afslørede omfattende snyd med finansielle midler, som skulle være gået til det Demokratiske Partis bagland, men som partitoppen (det såkaldte Democratic National Commitee – DNC), kanaliserede over i Clintons primærvalgskampagne. Værre var afsløringer om partitoppens klare favorisering og partiske støtte til Clinton, og deres fælles sabotage af den populære modkandidat, Bernie Sanders’ primævalgskampagne.
I stedet for at se indad og på egne processer, viste demokraternes partitop præcist hvor hovne og arrogante de er, ved, at beskylde russerne for deres egne udemokratiske interne komplotter.
Det kom endda så langt, at Barack Obama satte efterretningstjenesten CIA i gang med to rapporter, der skulle kortlægge; 1) de angivelige russiske hackerangreb, og 2) de russiske statsstyrede mediers påvirkning af amerikanske vælgere, gennem deres dækning af præsidentvalgkampen.

Resultaterne blev ikke overraskende to rapporter, som i bedste fald, ingenting kunne bevise, samt i værste fald tangerede til fabrikation. Rapporten som skulle kortlægge formodede russiske hackerangreb, blev af John McAfee, arkitekten bag det verdenskendte ”McAfee AntiVirus”-program, betegnet som decideret ”falsk” – bl.a. fordi det blev påstået i rapporten, at kildekoden i virusset indeholdt spor fra et russisk tastatur – spor der efter sigende er nemme at skjule, især for en professionel hacker. Den anden rapport var ligeså mangelfuld og konkluderede udelukkende, at russiske medier brugte vinkler i deres historier som var ’anti-vestlige’ samt derudover havde målrettede strategier for synlighed på de sociale medier. Disse strategier benytter de vestlige medier sig dog også af, i større og mindre grad – og vestlige medier kan uden tvivl heller ikke sige sig fri for, at præsenterer historier med ”anti-russiske” vinkler.

Fake-news-panik i politisk ustabile tider

De underlæggende politiske dynamikker kan uden tvivl forklare dette fænomen til en hvis grad: vi lever i en tid, hvor det gamle borgerlig-liberale etablissement er panisk angste for de fremstormende højreorienterede populistiske kræfter som de seneste år, har skyllet ind over USA og Europa – kræfter som har formået, til en vis grad, at mobilisere en pæn del af Europas- og USA’s utilfredse samfundssegmenter og som har fået dem til, at sætte spørgsmålstegn ved de etablerede samfundsinstitutioner; Storbritanniens udtrædelse af EU samt valget af Donald Trump er alle symptomer på denne utilfredshed med det etablerede system.
Resultatet fra de herskende klassers side har dog ikke været, som man kunne forvente, at adressere befolkningernes utilfredsheder, men derimod, at beskylde det fremstormende ’nye’ etablissement for, at præfabrikere nyheder der passer til deres agenda.

Den kommercielle konkurrence forvrænger mediebilledet

Kapitalismens konkurrenceaspekt spiller uden tvivl også ind i de fornævnte dynamikker. Lektor i journalistik ved CBS, Lars Holmgaard Christensen peger på, at kommerciel konkurrence har forvrænget mediebilledet markant i forhold til hvordan det så ud for bare 30 år siden. Dengang gjaldt det for journalisterne om, at være først med afsløringen, mens at historien forblev mere eller mindre den samme – helt på linje med tidsåndens ideologi og aktivisme. I dag er farten, hvorved vi præsenteres for information, skruet i vejret i hidtil uset grad. Adgangen til de digitale- og sociale mediers deling af information samt vores krav til, at hvert ’produkt’ skal være unikt, har skabt en arbejdsgang, hvor journalisternes historier ofte tager udgangspunkt i magthavernes ’posts’ og ’tweets’ og derved kommer til, at agere direkte eller indirekte talerør eller pr-maskiner for forskellige politiske fraktioner i den herskende klasse. Desuden er graden af afsløringer steget ligeså eksponentielt som efterspørgslen på ny information. Det kan næppe bringe os op ad stolen længere, at finansfyrster afsløres i omfattende snyd med skattekroner samt offentlige midler, for bare at tage et eksempel.

Angreb mod ytringsfrihed og politiske modstander

Udviklingen er så alarmerende, at etablerede institutioner og selskaber såsom EU og Facebook har diskuteret eller oprettet tiltag til at modgå de mange ’alternative’ nyhedsmedier, som i større eller mindre grad formidler nyheder, der går i mod magthavernes narrativ. EU har fx oprettet kommunikationsfællesskabet East StratCom, som er et hold af journalister og analytikere der skal imødegå russisk misinformation. East StratComs kontor har været aktiv i lidt under et år, men allerede nu har selv borgerlig-liberale eksperter, bl.a. seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Flemming Splidsboel, peget på, at kontorets analyser og information bærer præg af tung politisering samt, benyttelse af samme propagandistiske virkemidler som modparten.
Facebooks stifter Mark Zuckerberg har udtrykt ønske om, at man indenfor hans selskab udvikler computerprogrammer med avancerede algoritmer som kan ’spotte’ falske historier. Tiltag som disse kan da også med rette kritiseres for hurtigt, at kunne udvikle sig til decideret censur.

Udfordringen, set med revolutionære briller, må være, at forhindre at landenes arbejder- og middelklasser forføres af konspiratoriske samt populistiske informationskilder, som splitter befolkningsgrupperne og fjerner fokus fra det ene faktum, at kun gennem vores sammenhold, solidaritet og aktivisme kan vi tage kampen op mod kapitalismen og det slaveri den repræsenterer.

Advertisements