Syriens krig: VED VEJS ENDE

syrienSyriens blodige konflikt er skabt af pro-kapitalistisk politik. Den oprindelige demokratiske og sociale revolution er mange steder skubbet i baggrund til fordel for en sekterisk borgerkrig mellem rivaliserende ledere med det til fælles at de forsvarer en lille håndfuld superriges greb om økonomien og den politiske magt. Nu er borgerkrigen gået ind i sin afsluttende fase.

Tekst: Frederik B. Ohsten*

Borgerkrigen i Syrien har nu varet i fem år, og den har kostet ufattelige lidelser. Den har set ud som om, den aldrig ville ende. Men nu tyder meget på, at krigen i sin nuværende form er gået ind i sin afsluttende fase.
Der vil sandsynligvis være kamphandlinger i forskellige dele af landet i de kommende år (og krigen mod Islamisk Stat i det østlige Syrien vil ikke slutte).

På trods af, at Assad-regimets styrker er underbemandede og oplever stikvise overraskelsesangreb, begynder den væbnede modstand mod regimet at antage en størrelse, Assad og hans allierede kan håndtere. Regimet kommer ikke til at rulle ind
i Idlib, Qamishli eller Raqqa lige foreløbig, og Syrien vil vedblive at være et splittet land i overskuelig fremtid. Men det betyder, at Assad vil regere landet i de fleste betydningsfulde henseender: han vil have hovedstaden og de vigtigste byer på sine hænder, statsapparatet er nogenlunde intakt, og hovedparten af befolkningen vil befinde sig i områder under hans kontrol. Samtidig er den væbnede opposition på vej til at blive
nedgraderet til regionale oprør og grænsevagter for deres udenlandske sponsorer.

Den store forskydning i styrkeforholdet var Tyrkiets kursændring i 2016. Den tyrkiske regering opgav at kæmpe for at vælte den syriske regering, og besluttede sig i stedet for
at slå en handel af med Rusland. Uanset hvad der sker med fredsforhandlingerne i Geneve og Astana (der har i skrivende stund været afholdt nogle forhandlingsmøder, og flere er på vej), vil det ikke ændre på, at en del af parterne virker til at havde indstillet sig på at indgå et kompromis med Assad-regimet. Flere af de internationale magter der er involveret i krigen, har åbnet for at Assad kan forblive præsident og ligeledes har en række af oprørsgrupperne indstillet sig på fredsforhandlinger.

Et splittet land
For de væbnede oppositionsgrupper betyder forhandlingerne i Astana (hvor selv salafistiske grupper som Ahrar al-Sham og Jaish al-Islam medvirker), at de er havnet i en direkte konfrontation med hardline-jihadisterne i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien. Her står den nye paraplyorganisation Hayat Tahrir al-Sham (hvori den ledende kraft er Jabhat Fatah al-Sham, der indtil for nylig under navnet al-Nusra var en del af al-Qaeda) stærkt – og den ikke-jihadistiske opposition her er under stærkt pres.

Hvad man end måtte mene om det, betyder Tyrkiets strategiske vending (sammen med regimets sejre i Aleppo samt Damaskus-forstaden Østghouta, hvor oprørerne er belejret),
at oprørsgrupperne på den ene eller anden måde overgiver sig til eller bliver inkorporeret i de statslige institutioner under Assad. desuden tegner der sig et billede af, at Rusland og Assad-regimet vil anerkende en eller anden form for oppositions-delstat i Idlib. Rusland har tidligere i konflikten peget på en vis decentralisering (om end ikke direkte opsplitning af Syrien) som en vej til at få afsluttet krigen. Assad vil aldrig acceptere en formel magtdeling med oprørerne, men han kan med russisk mellemkomst komme til at acceptere, at en provins ledes af oppositionen samtidig med, at regimet forbliver intakt, og Assad har den formelle magt over hele landet.

Kapitulationer
Noget tilsvarende kan man sige om de væbnede grupper i Syriens sydlige del. I visse områder, regimet har erobret, har afvæbnede oprørssoldater fået lov at blive, og nogle er blevet en del af lokale eller regionale beredskabsgrupper under regeringens formelle kontrol. Det er blevet praksis, at der bliver afholdt såkaldte ”forsoningsseminarer”, som er et andet ord for forhandlinger om betingelser for oprørernes kapitulation. Alt dette sker decentralt og efter lokale aftaler og forhandlinger, og derfor kan situationen variere – men retningen er entydig. Oprørerne står ved vejs ende.

Russere på gaden
Betyder alt dette, at Syrien vil blive fredeligt? At krigen er slut? Ikke øjeblikkeligt. Oprøret er blevet besejret på det strategiske plan, men det er vanskeligt at se for sig, hvordan regimet skal kunne genopbygge landet og sikre stabilitet og fremgang. Regimet er ny dybt afhængigt af især Rusland, og russisk militærpoliti patruljerer gaderne i Aleppo, fordi regimet selv ikke råder over tilstrækkeligt mandskab. Der er en enorm mangel på mænd i den våbenføre alder – enten er de flygtet, eller også er de døde.

syrien

Det vil langtfra blive enkelt at skabe fred. Syriens økonomi ligger i ruiner. Der tales om en nedgang i produktionen på 60 procent. Det er værd at erindre, at oprøret havde rødder, der rækker ud over regimets brutalitet (som det også er svært at se en ende på). Det har at gøre med Syriens overgang fra en centralt styret, nationaliseret og planlagt økonomi til en kapitalistisk markedsøkonomi. Denne overgang tog fart efter at præsident Bashar al-Assads far Hafez døde i 2000, og især efter 2005, hvor en række markedsreformer sigtede på at privatisere en lang række virksomheder og bane vejen for privat kapital. Den Internationale Valutafond IMF gav råd og vejledning til den syriske regering, der implementerede reformprogrammet efter vestlige nyliberale økonomers hoveder.

En forudsigelig katastrofe
Reformprogrammet var en katastrofe for især den fattige befolkning på landet, der blev hårdt ramt af voldsomme nedskæringer i subsidier på brændstof og basale fødevarer. Arbejdsløsheden og fattigdommen steg voldsomt, samtidig med, at salget af luksusbiler satte rekord i Damaskus. Samtidig betød den politiske repression, at der ikke eksisterede uafhængige partier og fagforeninger. Da oprøret brød ud i kølvandet på revolutionerne i den øvrige arabiske verden i 2011, stod oppositionen både politisk og organisatorisk helt uforberedt over for en brutal og velorganiseret overmagt i form af Assads stat, politi, militær og torturbødler. Man greb al den hjælp, man kunne få.

Hjælpen kom fra Golfstaterne, hvor reaktionære oliemilliardærer, der prædiker fundamentalistisk middelalder-fromhed for at skjule deres egen hang til sprut, sportsvogne og prostituerede, sendte våben og penge til de mest hårdkogte jihadister
i Syrien. Det forløb parallelt med, at Assad ensidigt fokuserede på at bekæmpe venstrefløjen, de intellektuelle og sekulære, mens fundamentalisterne gik fri (bogstaveligt talt: der blev løsladt jihadister i massevis fra det berygtede Seydnaya-
fængsel i Damaskus). Den forventelige katastrofe indtraf, og i dag er det kun i Syriens kurdisk dominerede randområder, at man finder partier og militser, der kæmper på et
progressivt og venstreorienteret grundlag. Her har paraplyorganisationen Syrian Democratic Forces (SDF), der domineres af det socialistiske kurdiske parti PYD og deres militser YPG/YPJ været den mest effektive kraft på landjorden imod Islamisk Stat.

Ingen indbydelse til kurderne
På trods af, at SDF har vundet store og imponerende sejre i det nordøstlige Syrien, tyder meget på, at de vil blive klemt i en eventuel fredsslutning. De er tvunget til at manøvrere mellem forskellige stormagtsinteresser og har været dygtige til at udnytte splittelserne imellem eksempelvis USA og Tyrkiet (for hvem en venstreorienteret kurdisk selvstyre-region eller statslignende enhed er det værste, man kan forestille sig).
Men USA’s interesser i SDF’s succes imod Islamisk Stat er midlertidige, og SDF og kurderne kan kun stole på sine egne kræfter. Det er eksempelvis meget sigende, at SDF ikke er blevet indbudt til fredsforhandlinger – for både USA og Rusland er SDF en forhandlingsbrik, der kan sælges, hvis prisen er rigtig.

Den lykkeligste periode i Syriens nyere historie var i 1960’erne, hvor Baath-partiets venstrefløj sad på magten og moderniserede landet i lyntempo. Økonomien blev nationaliseret, og der blev gjort op med landets traditionelle elite af store jordbesiddere. For første gang i landets historie fik børn af fattige bønder en chance for at komme frem i samfundet. Den eneste kraft, der kunne mobiliseres imod modernisering og industrialisering af landet, var den islamiske fundamentalisme – og det var derfor, disse grupper blev støttet af USA og kongedømmerne i Golfen. Syriens overgang til kapitalisme var blot indledningen til den monumentale katastrofe, der har fejet over landet de senere år. Krigen er en naturlig konsekvens af, at kapitalismen ikke har været i stand til at løse landets problemer. Den eneste fremtid, der er sit navn værdig, vil indeholde et opgør med kapitalismen, ikke blot i Syrien, men i hele regionen.

 

*Denne artikel blev bragt i Socialisten nr. 9. Redaktionen for dette nummer sluttede i april 2017.

Advertisements