Kvindekamp er klassekamp – et socialistisk alternativ til feminisme

kvindekamp

Kvindekamp er klassekamp! Billede af kvindelige militssoldater under den spanske borgerkrig, 1936.

Af Niklas Zenius Jespersen

Feminisme bruges i dag nærmest enstemmigt af den danske venstrefløj som betegnelse for alle der kæmper for ligestilling. Men denne brug af begrebet er relativ ny, bare for få år siden var ”feminisme” omdiskuteret på venstrefløjen. Dette skyldes ikke at folk var imod ligestilling, men at man var uenige med den analyse og tilgang der ligger i feminismen hvor fokus ligger på køn frem for på klasse.

Feminisme er emnet for årets årsmøde i Enhedslisten og i debatten op til årsmøde ligges der klart op til at det ikke kan diskuteres om man er feminister, udelukkende hvilken slags feministisk politik man skal føre.

Den samme dominerende position har feminismen fået på mange andre dele af venstrefløjen som Socialistisk UngdomsFront (SUF) og SF Ungdom (SFU). Men sådan var det ikke altid. Op igennem 00’erne var der heftige diskussioner på den danske venstrefløj om begrebet ”feminisme”. SFU blev først feminister i 2005 og i SUF bølgede debatten frem og tilbage i årevis med udtalelser det ene år om feminisme, for året efter at blive fravalgt til fordel for ”anti-sexisme”.

Mange grupper der tidligere var imod feminisme har i dag opgivet diskussionen og i stedet erklæret sig ”marxistiske feminister” eller lignende. Men i Socialisten fastholder vi, at vi ikke er feminister. Det gør vi, fordi vi mener, at der uanset forskellen imellem de forskellige typer af feminister, gennemgribende er nogle idealistiske og småborgerlige træk, som vi som marxister afviser.

Hvad betyder feminisme?

Ordet ”feminisme” menes at stamme fra 1837 fra den franske utopiske socialist Charles Fourier og feminisme vandt udbredelse i dele af den utopisk socialistiske bevægelse. Det kan således lyde som om at feminismen har socialistiske rødder, men man skal være opmærksom på at den utopiske socialisme ikke har meget at gøre med den moderne forståelse af socialisme.

Den utopiske socialisme var præget af borgerlige, småborgerlige og endda middelalderlige synspunkter og mente at socialisme kunne indføres, ikke gennem klassekamp og revolution, men ved eksemplet og argumentets magt alene. Derfor forsøgte bevægelsen at danne eksempler på dette utopiske samfund med kooperativer og isolerede utopiske kolonier ude i skovene, der alle gik rabundus.

De fleste af bevægelsens ledere var da også selv adelige eller kapitalister, men med sympati for arbejderklassen. Den moderne socialistiske bevægelser opstår da bl.a. Marx og Engels danner den videnskabelige socialisme (videnskabelig fordi den baserede sig på videnskabelig undersøgelser af samfundet frem for utopisk filosofi, i dag kaldet marxismen) og slår til lyd for selvstændige arbejderorganisationer hvor arbejderklassen selv bestemmer og kan kæmpe for sin egen befrielse.

Feminismen forsvinder herefter både som ord og teori hurtigt fra arbejderbevægelsen, både den reformistiske og revolutionære. I stedet får den en ny begyndelse da den bliver genopfundet i en mindre radikal udgave hos dele af det liberale borgerskab. Det er herfra, den moderne feminisme udspringer. Den borgerlige, eller liberale, feminisme tog udgangspunkt i formelle juridiske rettigheder som stemmeret og ret til skilsmisse på lige fod med mænd. Til tider dannede den alliance med arbejderkvinder, men uden at tage hensyn til arbejderkvindernes sociale problemer.

Hvor marxisterne og arbejderbevægelsen så kvindernes undertrykkelse som udspringende af klassesamfundets ulighed og strukturering af økonomien, så så feministerne en kønskamp hvor at mænd undertrykte kvinder.

Kønsdiskrimination udspringer af klassesamfundet

Kønsdiskrimination eksisterer ikke af mandschauvinistiske årsager, men pga. uligheden i klassesamfundet. F.eks. betaler både mandlige og kvindelige chefer lavere løn til kvinder. Klassesamfundet skaber en konstant konflikt mellem klasserne, i denne konflikt forsøger overklassen, at sikre sin magt ved at splitte underklassen i flere grupper der kan spilles ud mod hinanden.

Når man udbetaler lavere løn til kvinder er det ikke fordi de mandlige chefer ikke tror at deres arbejde er mindre værd, men fordi de på den måde kan spare penge og samtidig holdes mændenes løn nede ved at true med, at udskifte dem med lavtlønnede kvinder hvis de brokkede sig.

På samme måde propaganderede kapitalisterne i USA i årtier med at fagforeningerne bare var et forsøg fra kvinderne og de sorte på at tage arbejdet fra hvide mænd. Der er i denne sammenhæng ingen grundlæggende forskel på om diskriminationen baserer sig på køn, race, nationalitet, religion eller seksualitet.

Ingen af disse diskriminationsformer har rødder i menneskets natur, tværtimod har de ikke alle eksisteret i store dele af historien. F.eks. eksisterede hverken homofobi eller racisme i antikkens præ-kristne romerske og græske samfund, men kom først senere. Når kønsdiskrimination er mere historisk udbredt skyldes det at køn er så oplagt en måde at dele mennesker på.

Det er selvfølgelig klart, at selvom denne diskrimination indføres af politiske og økonomiske årsager, så sætter den spor i bevidstheden hos både over- og underklasser. Men selvom diskriminationen kan indlejres i kulturen, så findes dens rødder i den økonomiske ulighed og når økonomien skifter, skifter diskriminationsformerne også. Forskellen i opfattelse af hvordan diskriminationen opstod er ikke et isoleret teoretisk spørgsmål.

Det har afgørende betydning for hvilken strategi vi skal bruge for at afskaffe diskriminationen. Gennem kampe kan man godt ændre på den måde diskriminationen foregår på, men så længe klassesamfundet består vil diskrimination genopstå i en eller anden form. Kun ved at fjerne klassesamfundet gennem socialisme kan man permanent udrydde alle former for diskrimination.

Diskrimination forsvinder selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, i en tid efter indførslen af socialisme vil gamle fordomme og traditioner leve videre, men ændringen af det materielle grundlag gør det muligt gradvist at udrydde diskrimination.

Klasseperspektiv frem for kønsperspektiv

Her vil nogen måske udbryde; ”fint nok, men feminisme har skiftet betydning med tiden, så kan I ikke bare kalde jer marxistiske feminister?” Men her er vi uenige. Det er ikke feminismen der er holdt op med at være småborgerlig, men småborgerlige ideologier der har rykket ind på venstrefløjen.

Selvom mange feminister på venstrefløjen, f.eks. i SUF og Enhedslisten, har øje for klassestrukturer, så har man stadig rykket sig politisk. Traditionelt så socialister kampen for ligestilling i et dobbelt lys, på den ene side måtte man samle arbejderklassen som klasse, uanset køn, fordi vi sammen er stærkere i kampen mod kapitalisterne. Igennem den fælles kamp kunne der dannes en fælles bevidsthed som ”arbejdere” frem for som ”kvinder” eller ”mænd”.

På den anden side måtte man ophæve de økonomiske årsager til kvindeundertrykkelsen. Børnehaver og plejehjem skulle fjerne nødvendigheden af at kvinden tog sig af børn og gamle i hjemmet og kollektiv bespisning og vaskeri og indførslen af maskiner i hjemmet, skulle fjerne husarbejdet og dermed fjerne kønsopdelingen og give kvinden lige adgang til arbejde og samfundslivet.

I dag har store dele af venstrefløjen skiftet fokus til moralprædikener om ligestilling. Den materielle indsats med velfærdsstaten og økonomisk lighed findes stadig, men den har mistet fodfæste til fordel for idealistiske moralprædikener, kulturkamp og kønsopdelte talerlister der skal lære mænd og kvinder at opføre sig lige frem for at afskaffe den materielle årsag til uligheden.

Faren er at klasseperspektivet udskiftes med et kønsperspektiv og at kønsopdelingen reelt styrkes frem for at arbejderklassen samles. Netop hvad den borgerlige feminisme stod for. Herover for står vi fast på arbejderklassens traditioner for samling på tværs af forskelle gennem fælles kamp og den videnskabelige socialismes principper om, at kun afskaffelsen af klassesamfundet kan skabe grundlag for fuld ligestilling.

 

Ekstra: Verdens første kvindelige minister var imod feminisme 

Alexandra Kollontaj var kommunistisk teoretiker og blev i 1917 valgt som verdens første kvindelige minister i Sovjetunionens første regering. Hun kæmpede hele livet for arbejderklassen og kvinders rettigheder og var stærk modstander af feminisme. I 1909 skrev hun i pamfletten Den sociale basis for kvindespørgsmålet: ”Feministerne ser mænd som hovedfjenden, for mænd har uretfærdigt lagt beslag på alle rettigheder og privilegier til dem selv, efterladende kvinder udelukkende lænker og pligter. … Arbejderkvinder har en anden tilgang. De ser ikke mænd som fjenden og undertrykkeren, tværtimod, de ser mænd som deres kammerater der deler med dem dagligdagens slid og kæmper med dem for en bedre fremtid. Kvinden og hendes mandlige kammerat er holdt nede af de samme sociale forhold, den samme forhadte kapitaliske lænke undertrykker deres vilje og fratager dem livets glæde og charme.”

Advertisements