Alliance mellem S og DF: Enhedslisten frisat

tulle-mette

Foto t.v.: Öresund News / CC / Flickr. Foto t.h.: Europa-Parlamentet i Danmark / CC / Flickr.

Af Frederik Ohsten

Det tætte parløb mellem S-toppen og DF tydeliggør splittelsen blandt de borgerlige. Og giver nye muligheder til Enhedslisten.

Trofaste læsere af herværende publikation vil vide, at vi i efterårets udgave fejlbedømte situationen. Vores analyse lød, at blå blok var dysfunktionel og så præget af intern splittelse, at resultatet ville blive et valg i foråret 2017.

Logikken var, at Dansk Folkeparti ikke kan tåle, at deres ”sociale profil” bliver udfordret i for høj grad – og at stramninger på udlændingeområdet er en politisk valuta, der ikke fuldt kan dække et underskud på den sociale konto.

Samtidig så vi ikke muligheden for, at Liberal Alliance ville nedtone deres Uber-liberalistiske felttog for topskattelettelser til gengæld for ministertaburetter.

Som bekendt gik det anderledes.

Venstre er halveret

Men tag ikke fejl. Selv om der ikke blev valg, er den borgerlige blok ikke præget af stabilitet, fælles fodslag og enighed. Tværtimod er opløsningstendenserne tydelige og mange. Det faktum, at Lars Løkke Rasmussen fortsat er statsminister, er næsten den eneste succes, regeringen ud fra egne parametre kan opvise.

De storstilede angreb på arbejdernes levestandard og sociale rettigheder, der blev lanceret under 2025-planens banner, er efterhånden pakket væk, og ingen taler om dem længere. Yderligere forhøjelse af pensionsalderen er der ikke flertal for. Statsministerens parti er blevet halveret i meningsmålingerne; for fire år siden nød Venstre opbakning fra 33,5 procent. I dag er tallet omkring 16,5 procent.

Hvis meningsmålingerne står til troende, kan vi se frem til en socialdemokratisk mindretalsregering. Og der er grund til at antage, at en sådan regering vil samarbejde tæt med Dansk Folkeparti.

De Radikale er truet

Da Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen sammen med DF-formand Kristian Thulesen Dahl og 3F-formand Per Christensen lod sig interviewe til 3F Fagbladet, blev der hamret en pæl igennem planerne om yderligere forhøjet pensionsalder.

Det nye parløb mellem S og DF har rystet både de borgerlige partier, De Radikale og store dele af venstrefløjen. Lars Løkke Rasmussen må erkende, at hans regering kun kan komme igennem med det, DF nikker ja til, og De Radikale ser deres traditionelle rolle som indflydelsesrig kongemager alvorligt truet.

Den virkelige fare

På venstrefløjen har der været panderynker over det nære forhold mellem S-toppen og DF. Især den højredrejede udlændingepolitik har vakt berettiget bekymring omkring, hvad man kan vente sig af en eventuel ny S-regering.

Det er imidlertid en kritik, der ikke gør ondt på hverken DF eller de andre borgerlige partier, selv om den har en vis genklang internt i Socialdemokratiet.

Den virkelige fare er, at DF’s ”sociale” profil bliver styrket af samarbejdet – på et tidspunkt hvor DF langt fra er kommet sig af den krise, sagen med EU-svindel har skabt. For Enhedslisten er det naturligvis positivt, at DF føler sig presset til at gå imod de øvrige borgerlige partier (herunder de Radikale) på væsentlige økonomiske spørgsmål som pensionsalder, topskat og boligskat.

Men for DF drejer det sig om ren taktik og hykleri. De er til enhver tid klar til at sælge pensionisterne, udkantsdanskerne, arbejderne og alle andre, som de hævder at repræsentere. Sandheden er, at DF repræsenterer (en del af) den danske overklasse, men har brug for at få det til at se ud som det modsatte.

Ikke et korrektiv til S

For Enhedslisten tydeliggør S-DF-alliancen, at der er brug for at styrke partiets udenomsparlamentariske arbejde, især arbejdet i fagbevægelsen.

Enhedslisten spillede en vigtig rolle i de succesfulde mobiliseringer imod omprioriteringsbidraget, der fandt sted sidste år – og partiet har spillet en vis rolle i at støtte Velfærdsalliancen, selv om arbejdet især er blevet båret frem af enkeltpersoner. Hvad angår partiets parlamentariske sigte tydeliggør S-DF-alliancen, at det er uholdbart at binde sig så tæt til en S-ledet regering, som man tidligere har gjort. Der er eksempelvis behov for at forholde sig langt mere kritisk til et eventuelt regeringsgrundlag – og for at stemme imod, hvis det (ligesom Thorning-regeringens grundlag) baserer sig på borgerlig nedskæringspolitik.

Enhedslisten bør pege på en S-ledet regering uden borgerlige partier som DF og De Radikale, men samtidig bør det være et ultimativt krav, at besparelserne i kommunerne standses og at de midler, der er blevet sparet i de senere år tilbageføres. Desuden bør det være et ultimativt krav, at der sikres bedre vilkår for en god og tryg alderdom – og at pensionsalderen derfor sættes ned samt at de løntrykkende angreb på de arbejdsløse (herunder kontanthjælpsloftet) tilbagerulles.

Hvis Enhedslisten bliver mere tydelig i sin opposition og begynder at operere med ”røde linjer” i forhold til Socialdemokratiet, vil det være en konkret udmøntning af partiets beslutning fra årsmødet 2015, hvor man vedtog, at man ikke blot ville være et korrektiv til Socialdemokratiet, men ville stå for et socialistisk alternativ. Det vil samtidig lægge pres på S-toppen for at lave egentlige, progressive reformer, hvor velfærden udvikles i stedet for at blive afviklet – hvilket kun kan lade sig gøre i skarp konflikt med kapitalisterne. En sådan test af S-toppen vil bane vejen for, at Enhedslisten og perspektivet om socialisme som alternativ til nedskæringer kan få et stort publikum.

Advertisements