Venezuelas krise: Er det socialismen der har slået fejl?

manifestacion_24417_71493073076

Foto: Wilmer Errades, Agencia Venezolana de Noticias

Af Andreas Bülow

Venezuela er igen på mediernes læber. Der rapporteres om gadekampe og en angiveligt monster-autoritær regering som angriber uskyldige studenter. Liberale meningsdannere jubler og konstaterer, at Venezuela viser, at socialisme ikke fungerer.

Men er den fortælling som serveres i danske medier egentlig korrekt? I april 2017 var jeg på endnu en rejse i det land, hvor jeg tidligere har boet og som jeg har fulgt i over 13 år.

En hård krise
Lad det være sagt med det samme: Der er ingen tvivl om at krisen er hård. Man mærker det i de venezuelanske familier, hvor kostplaner strammes. Man mærker det på restauranter som er tomme. Og man mærker det i supermarkeder, hvor priserne i reglen overstiger menigmands købekraft.

Alligevel er billedet af et land i totalt kollaps misvisende. Metroen kører som normalt, med undtagelse af de områder, hvor der er voldlige demonstrationer. Aviserne udkommer – også dem der kritiserer regeringen synder og sammen. Børn går i skole og de offentlige universiteter kører videre som før. Det store byggeprogram – Misión vivienda – hvor over halvanden million venezuelanere har fået billige boliger er også fortsat.

I sundhedssektoren er der krise, særligt pga. manglen på medicin. Hospitaler arbejder uden så basale ting som antibiotika. Det skyldes i høj grad den sabotage som Venezuela er ramt af (mere om det senere). Alligevel forsøger hårdtarbejdende venezuelanske og cubanske læger at hjælpe deres patienter, ikke mindst i de sociale missioner, som Chávez har oprettet.

Oppositionens “fredelige” protester
Da jeg landede i La Guaira den 14. april blev jeg kørt til Los Teques i delstaten Miranda, hvor jeg skulle bo de næste par dage. Allerede dér, oplevede jeg hvordan oppositionen havde blokeret vejene. Maskerede mænd stod vagt og havde valgt at brænde dæk og affald af. Al trafik måtte vige, hvilket gav os en omvej på godt en time, før end vi nåede vores destination. Min svigermor, som desværre lider af cancer, havde i flere omgange forsøgt at komme på hospitalet, men var forhindret pga. oppositionens vejafspærringer og optøjer.

Samme aften blev jeg vækket af råb ude fra gaden. I forvirring forstod jeg først ikke hvad der blev råbt, men senere opdagede jeg, at det var et nøje planlagt signal. Med det samme begyndte en række mennesker at rumstere og fra vinduerne kunne vi se folk gå ned mod en nærliggende slagteri-fabrik. Mændene begyndte at brække døre op og smadre vinduer. Dernæst plyndrede de fabrikken for rub og stub. Politiet kom først halvanden time efter og da var røverne over alle bjerge.

Næste dag kørte vi rundt i området og så hvordan flere butikker havde fået samme behandling. De fleste mennesker i det slumkvarter, som jeg opholdt mig i under min rejse, så med afsky på plyndringerne. De medgav at det var hårde tider, men rystede på hovedet af røveri

protester

Foto: Pedro Mattey/AVN

Plyndringerne var da også del af en ret tydelig strategi, hvor politisk kamp blandes med kriminelle og lumpenproletariske elementer, som ikke skyr nogle midler. Det så jeg den aften, hvor der blev givet signal fra barrikaden til plyndringen. Men man kunne også se det i opfordringer på Twitter, fra mellemleder i oppositionspartier som Primera Justicia og Voluntad Popular.

I den sydlige Caracas-bydel El Valle blev forretninger ligeledes raseret. Maskerede demonstranter forsøgte at sætte ild til højesteret og selv et børnehospital i Caracas blev omringet af fascister som lavede bål foran indgangen, truede personalet og kastede sten mod vinduerne.

Undertrykker regeringen protesterne?
To uger før min ankomst var den seneste runde af protester brudt ud. Det var sket efter halvandet års konflikt imellem regering, domstole og parlamentet. I december 2015 vandt oppositionen flertal i landets parlament, men den uafhængige valgkommission CNE mente at der var tilfælde af snyd og uregelmæssigheder i delstaten Amazonas. Oppositionen nægtede at anerkende dette og derfor mente højesteret at parlamentet ikke var funktionsdygtigt.

Det var den umiddelbare baggrund for konflikten. I vestlige medier er det blevet udlagt som om at præsident Nicolás Maduro havde opløst parlamentet. Dette var forkert – faktisk var Maduro uenig i højesterets beslutning og den offentlige anklager Luisa Ortega udtrykte hendes vrede over beslutningen, som senere blev ændret af højesteret.

I det hele taget var dette meget symptomatisk for regeringens attitude under protesterne.

Den 19. april havde både oppositionen og chavista-bevægelsen indkaldt til demonstrationer. Regeringen lod frit oppositionen demonstrere. Til gengæld valgte man at sætte en stor politiafspærring ind ved motorvejen Francisco Fajardo, for at forhindre oppositionen at bevæge sig ind i det centrale Caracas, hvor chavistaerne demonstrerede.

Kan man fortænke regeringen i det? Havde oppositionen fået lov til at marchere ind i det centrale Caracas havde det utvivlsomt udviklet sig til et blodbad.

001_ar_7866_1492631451-2-768x512

Demonstration for revolutionen. 19. april 2017, Avenida Bolívar, Caracas. Foto: AVN

Det der efterfølgende skete var, at de mest militante oppositionsdemonstranter forsøgte at bryde politiafspærringen og kastede molotivcocktails og brosten efter nationalgarden. Udlægningen i de vestlige medier? Den autoritære regering undertrykker fredelige protester.

Mord på aktivister
Indtil videre har 39 mennesker mistet livet under den nuværende protestbølge. Men som en nylig opgørelse fra Venezuelanalysis (https://venezuelanalysis.com/analysis/13081) viser, er de fleste af de døde chavistaer eller folk som uheldigvis er blevet dræbt af oppositionstilhængere, fordi de var i nærheden af barrikaderne. En kvindelig chavista døde f.eks. fordi hun fik kastet en tilfrossen vandflaske i hovedet af oppositionsfolk under en chavista-demonstration.

I delstaten Mérida var en forbipasserende motorcyklist tæt på at dø, fordi oppositionsaktivister havde sat en pigtråd op tværs over en tæt befærdet vej. Manden slap heldigvis med ar på halsen. I delstaten Carabobo blev en chavistisk fagforeningsleder dræbt, fordi maskerede aktivister stoppede ham ved en barrikade og forsøgte at stjæle hans bil. Da han modsatte sig, blev han dræbt på stedet. I delstaten Miranda blev en lokal leder af socialistpartiet PSUV dræbt i sit hjem, af fire maskerede mænd som ankom på motorcykler og var bevæbnede med maskingeværer. Dette er blot et par eksempler på højrefløjens blodige angreb – listen er for lang til at alle tilfælde kan opremses her.

Ud af alle dødsfaldene er der kun fem mennesker som er blevet dræbt af politi eller militær. I samtlige tilfælde er de pågældende betjente blevet arresteret og sagerne underlagt en undersøgelseskommission. Dette stemmer da også overens med efterspillet efter 2014, hvor flere betjente blev retsforfulgt for uretmæssigt at have åbnet ild mod oppositionens protester.

Efter at have talt med en række venezuelanere, fik jeg snarere indtrykket af en svag end en stærk regering. I flere taler på TV så jeg hvordan Maduro talte for “forsoning” og dialog med oppositionen. Det er det eneste regering disker op med, i en situation hvor aktivisterne på venstrefløjen bliver udsat for systematisk overfald og mord. Desværre er det noget af det, som øger demoraliseringen i baglandet.

Regeringens manglende svar på krisen
Der er masser at kritisere Maduros regering for. Men det er nødvendigt at skelne imellem de borgerliges hykleriske kritik og så det revolutionære baglands kritik. I Venezuela er langt de fleste mennesker (selv iblandt oppositionens støtter) trætte af optøjer og barrikader. Det som de ønsker er derimod svar på den økonomiske krise som plager Venezuela.

Venezuelas Centralbank (BCV) har ikke udgivet officielle tal for inflationen siden 2015 (hvor den, ifølge BCV, endte på 180,9 procent). Forskellige beregninger viser dog, at inflationen formentlig lå på op imod 700 procent i 2016. På trods af lønstigninger, har det betydet en markant nedgang i venezuelanske arbejderes købekraft.

Regeringen har sat det som en topprioritet at betale tilbage på udenlandsgælden. Men i en situation hvor olieindtægterne er faldet markant (prisen er gået fra omkring 140 til 50 dollars fra 2014 til 2017), har det betydet, at man er blevet nød til at bruge af landets internationale reserver.

Alene fra 2. januar i år til 27. april er reserverne gået fra 10,995 mia. dollars til 10,185 mia. (http://www.bcv.org.ve/excel/2_1_1.xls?id=28). Med andre ord har man alene i de første fire måneder af 2017 opbrugt 7,3% af landets internationale valutareserver. Ser man på tallet over en længere periode, er faldet endnu mere dramatisk: Fra marts 2015 til marts 2017 er reserverne blevet halveret.

Samtidig har krisen betydet, at regeringen har valgt at trykke flere pengesedler. Fra januar til december 2016 valgte regeringen at trykke 279 millioner nye 100-Bolívares sedler (http://www.bcv.org.ve/excel/9_3_1.xls). Dette enorme beløb – en fordobling af antallet af de sedler der var i omløb – skete fordi møntfoden havde tabt så meget værdi.

Men trykningen af nye sedler er et gigantisk selvmål. Når Venezuelas økonomi er i dyb recession (i 2016 havde landet en negativ vækst på 18,6 procent), har trykningen af nye sedler ingen basis i produktionen og derved skævvrider det bare økonomien endnu mere. I stedet for at afhjælpe situationen har det øget inflationen.

Socialisme?
Både på sociale medier og i TV-indslag har det ikke skortet med borgerlige kommentatorer, som har hævdet at Venezuela er det endegyldige bevis for, at “socialisme ikke fungerer”. Men er der virkelig socialisme i Venezuela?

Ser man på økonomien er svaret klart nej. Selvom Chávez foretog en række progressive tiltag og nationaliserede enkelte betydelige virksomheder som Banco de Venezuela, stålvalseværftet Sidor, telekæden CANTV, m.fl., så skete der aldrig noget samlet opgør med den privatejede økonomi.

De seneste tal – fra tredje semester af 2015 – viser at den private sektor stadig står for 55 procent af Venezuelas bruttonationalprodukt (www.bcv.org.ve/excel/5_2_1.xls). Gigantiske virksomheder som fødevarekæden Empresas Polar ejes fortsat af den stenrige Lorenzo Mendoza, ligesom mediemogulen Gustavo Cisneros fortsat ejer Venevision og tonsvis af andre virksomheder.

Det er rigtigt at Chávez – og senere Maduro – har forsøgt at sætte begrænsninger på kapitalisternes profitjagt. Dette er sket igennem en valutakontrol (indført i 2003) og priskontroller på en række fødevarer. Men der har netop været tale om forsøg på at regulere kapitalismen – ikke på at afskaffe den. I Venezuela er det lige præcis den politik, som er slået fejl.

Sabotage
Venezuelas kapitalejere hadede Chávez fra 2001. Dengang gik det nemlig op for dem, at han ikke var til at presse eller bestikke ligesom tidligere præsidenter havde været det. Det skete, da han underskrev 49 love – herunder en vigtig jordreform, som betød bedre vilkår for de fattige bønder.

Når Maduro taler om “sabotage” og “en økonomisk krig” bliver det sædvanligvis affærdiget i de vestlige medier som ren konspirationsteori. Men i virkeligheden startede sabotagen mod Venezuelas bolivariske revolution allerede tilbage i 2001 og kulminerede i december 2002 med den omfattende arbejdsgiverlockout som varede i over 3 måneder og kostede landet 10 milliarder dollars.

Ser man på Latinamerikas historie, er det da heller ikke noget nyt fænomen. Salvador Allendes regering i Chile blev udsat for lignende sabotage, blandt andet under vognmændenes strejke i 1972. Dengang mobiliserede oppositionen dele af småborgerskabet til at angribe regeringen og forberede vejen for statskuppet året efter.

I Venezuela har sabotagen dels taget form af kapitalflugt og investeringsstrejke fra erhvervslivets side, dels spekulation og direkte svindel. Det foregår primært igennem den private sektors kontrol med Venezuelas importkæde.

Eftersom at Venezuela har indført valutakontrol – men stadig ikke har et statsmonopol med udenrigshandlen – har regeringen givet enorme tilskud til de private importører. Men i stedet for at importere varer, har de private importører blot sat dollars ind på det sorte marked, hvor de kan veksle pengene med en langt højere avance.

Den marxistiske økonom Manuel Sutherland har i en interessant artikel (https://www.aporrea.org/trabajadores/a213256.html) analyseret en række interessante tal:

Mens Venezuelas private erhvervsliv i 2012 blot formåede at eksportere for 2 milliarder dollars, importerede det for hele 30 milliarder dollars. Det er typisk for den venezuelanske overklasse, som historisk set har været ekstrem parasitarisk og van til at svælge sig i enorme olierigdomme, som har gjort dem ligeglade med industriel produktion og landbrug.

Ser man på import af medicin, så har bruger de private importører 11 gange så mange penge på at importere medicin i 2014, som de gjorde i 2003. Men antallet af varer er faldet med 83 procent i den samme periode.

Det samme gør sig gældende for flere andre importvarer. Der bruges flere penge – men ankommer færre varer. Dette sker ikke fordi priserne på verdensmarkedet er steget til skyerne, men fordi det venezuelanske borgerskab kan se en bedre forretning i valutasvindel end i at importere fødevarer og medicin.

Her ser vi en af de mest fundamentale fejltagelser i Venezuela: At man har overladt kontrollen med import og eksport til det private erhvervsliv.

Aftaler med de multinationale
Sabotagen er altså ikke fiktion. Men hvad er så regeringens svar på det? Betyder det, at Maduro sætter hårdt mod hårdt og konfronterer kapitalisterne?

Mærkværdigt nok er svaret nej. Faktisk er det stik modsatte tilfældet. Allerede efter optøjerne i 2014 gik Nicolás Maduro ind og tilbød højrefløjen en dialog. Det indbefattede også indrømmelser til det private erhvervsliv.

I 2015 igangsatte regeringen et meget omstridt projekt med mineudvinding i delstaten Bolívar, hvor multinationale virksomheder fra Canada, Italien, Congo og Kina får store dele af overskuddet.

Noget lignende er sket med udvidelsen af olieudvindingen i Orinoco floden, hvor Maduro har underskrevet aftaler med 54 virksomheder, senest med et russisk firma kaldet Rusneff som investerer 500 millioner dollars. Aftalen vil igen betyde at de multinationale vil tjene massivt på Venezuelas naturressourcer.

Som om det ikke skulle være nok, så var Maduro den 27. marts også tilstede på forretningsmessen Expo-2017, hvor han appellerede til kapitalisterne om at samarbejde og underskrev 48 aftaler med private investorer.

Eksemplerne viser, at regeringen i dens konkrete politik har taget betydelige skridt til højre, ikke til venstre. Dette er primært sket fordi Maduro er desperat efter udenlandsk valuta og ikke kan se nogen anden løsning på krisen.

Politiske perspektiver
Selvom Maduro har mistet opbakning i løbet af de seneste to år, er der store dele af befolkningen som stadig støtter den bolivariske revolution. Det sås blandt andet ved store demonstrationer den 19. april og den 1. maj. Omend de ikke var lige så store som under revolutionens højdepunkt i midt-nullerne, så talte de stadigvæk over hundrede tusinde hver. Hver gang højrefløjen har angrebet revolutionen, har der været en tendens til at chavistaerne har samlet sig og mobiliseret for at forsvare regeringen.

Oppositionen, som med deres sejr ved parlamentsvalget i 2015 fik en gylden mulighed for at angribe revolutionens sociale landvindinger, har formået at mobilisere deres traditionelle bagland, men mange udenforstående mennesker er blevet trætte af deres voldelige stil. Vejblokaderne og den konstante uro har demoraliseret den mindre bevidste del af deres egen base.

En meget stor del af befolkningen – muligvis flertallet – er ikke overbeviste om at nogen af de to fløje har et seriøst perspektiv for at få løst Venezuelas krise. Krisen har også gjort at mange mennesker simpelthen har for travlt til at være politisk aktive. De er nød til at arbejde ekstra for at få familiens økonomi til at hænge sammen, stå i kø til bestemte regulerede produkter eller tage et bijob for at supplere indtægten.

Parlament, regering og højesteret ligger i konflikt med hinanden. Der er daglige barrikader og uro og et generelt dødvande, hvor ingen af blokkene kan vinde en endelig sejr. I den situation er der mange mennesker – også i Danmark – som har foreslået en dialog og forsoning som vejen frem.

Problemet er, at dette har været prøvet 100 gange før. Hver eneste gang Maduro – og før ham Chávez – forsøgte at indkalde højrefløjen til dialog, har de blot brugt tiden til at forberede endnu et angreb på revolutionen. Det er fuldstændigt naivt at tro at noget lignende ikke vil ske næste gang.

Screen Shot 2017-05-11 at 17.10.57

Præsident Nicolás Maduro. Foto: AVN

Den seneste udvikling er at Maduro i sin 1. maj-tale har valgt at indkalde en grundlovgivende forsamling. Formålet er ifølge ham at reformere den eksisterende grundlov (som er fra 1999), således at de sociale missioner og velfærdsgoder bliver indskrevet i forfatningen.

Det skal ske ved hjælp af en grundlovgivende forsamling, som skal bestå af 500 medlemmer. Halvdelen skal vælges fra Venezuelas sociale bevægelser og fagforeninger, den anden halvdel skal vælges ved almindelige valg i lokale kredse. Det er endnu uklart hvordan denne nye grundlovgivende forsamling vil munde ud – om der skal være nyvalg til præsidentembedet og parlamentet, når konstitutionen er blevet reformeret.

Intentionen fra Maduros side er dels at vinde tid, for at se om oliepriserne stiger og den økonomiske situation forbedres. Dels er det et forsøg på at genvinde noget af den tabte opbakning i chavismens bagland. Men om indkaldelsen af denne forsamling kommer til at hjælpe, er yderst tvivlsomt.

Der er en stor risiko for at den grundlovgivende forsamling bare vil udskyde alle problemerne. Men Venezuelas arbejdere og fattige er ikke interesserede i endeløse diskussioner uden nogle praktiske løsninger. Den bedste måde at forsvare de sociale missioner på er ikke ved at skrive det ned på papir, men ved at tage kontrol over økonomien og få stoppet inflationen.

Sker dette ikke, er der stor sandsynlighed for en kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage. Det kan både ske ved et militærkup, ved et valgnederlag eller sågar ved en aftale imellem dele af bureaukratiet i den bolivariske bevægelse og dele af oppositionen om en “langsom overgang”. Uanset hvad ville det være katastrofalt for Venezuelas underklasse, som ville se til mens alle de fremskridt som blev opnået under Chávez vil blive smadret.

Den eneste måde at undgå det på et ved at revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Andreas Bülow er forfatter til bogen Den venezuelanske revolution (2010) og aktiv i Hands Off Venezuela

 

Ekstra: Se denne video hvor militærbasen La Carlota angribes af fascister:
https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fluigino%2Fvideos%2F10210718869982773%2F&show_text=0&width=560

Advertisements