Velfærdsalliancen samler tusinder af demonstranter over hele landet

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tusinder af mennesker trodsede regnen og tog part i velfærdsalliancen demonstrationer i 26 kommuner og foran hospitalerne i Region Hovedstaden den 10. maj.

Tidligere på dagen havde Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance i radioen frydet sig over den regnfulde vejrudsigt, som han mente ville betyde et meget lavt fremmøde til dagens demonstrationer. Men alene i København deltog over 6000 personer på Rådhuspladsen.

Tekst og fotos: Jeppe Krommes-Ravnsmed

”Regeringen er et skadedyr”

Blandt talerne på Rådhuspladsen var Jan Trojaborg fra Københavns Lærerforening, som sammenlignede regeringen med et skadedyr der må bekæmpes. Han fik også pladsen til at skråle med på kampråbet; ”Hvad vil vi ha? – Løkke skal gå af!”

Som Jan Hoby, næstformand for Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS) sagde, så har denne regering intet problem med at bruge milliarder af kroner på at købe kampfly, og give skattelettelser til rige boligejere og velstillede virksomheder, der sender deres penge i skattely. Alt imens landets offentligt ansatte må løbe hurtigere og hurtigere, pga. de årlige ’effektiviseringer’. Men der kan ikke effektiviseres mere. I hvert fald ikke med mindre det skal gå voldsomt udover kvaliteten.

This slideshow requires JavaScript.

 

Nej til udliciteringer

De borgerlige sværger til at klare opgaven gennem flere udliciteringer, men som vi lige har set med hjemmeplejen i Århus, så rimer god og tryg velfærd ikke på private firmaers profitjagt!

Men det er ikke kun for at opretholde en god service, at vi må kæmpe imod privatisering af velfærdsopgaverne. For som Claus Westergren, formand for BJMF, sagde, så medfører udliciteringer også kraftigt forringede arbejdsforhold for de ansatte.

Krav om minimumsnormeringer i daginstitutioner

En anden af dagens taler, Julie Kyndesgaard fra Københavns Forældre Organisation (KFO) påpegede det absurde i, at der findes regler for hvor skæve agurker må være, mens der ingen regler er for hvor mange børn man kan proppe ind i daginstitutionerne. Kravet om minimumsnormeringer burde støttes af hele venstrefløjen op til efterårets kommunalvalg!

Julie Kyndesgaard, formand for Københavns Forældre Organisation rejste kravet om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, foto Jeppe Krommes-Ravnsmed

Kamp for at engagere flere i velfærdsalliancen

De årlige besparelser i regioner og kommuner bliver dikteret af regeringen, men de lokale byråds- og regionspolitikere kan ikke se sig fri for et ansvar, når de aktivt støtter op om effektiviseringskatalogerne. Derfor vil velfærdsalliancen fortsætte kampen for at engagere endnu flere i bevægelsen for at gøre op med ’nødvendighedens’ politik.

Som Jan Hoby fra LFS sagde, så har arbejderbevægelsen aldrig vundet nogle sejre uden kamp. Derfor bør vi ej heller se passivt til, når de borgerlige sømmer flere og flere søm i velfærdssamfundets ligkiste. Dagens demonstrationer er et vidnesbyrd om, at mange deler den betragtning. Men hvis en samlet fagbevægelse og venstrefløj ville bakke aktivt op om velfærdsalliancens kamp, så ville såvel regeringen, folketingets partier og de lokale politikere i langt højere grad være tvunget til at tage vores krav seriøst.

Frem mod efterårets nye velfærdsprotester i kommunerne, må fagligt aktive og venstrefløjsaktivister derfor lægge et pres på deres faglige organisationer og partier, for at de tager mere aktivt del i kampen for et kommunalt oprør.

Advertisements