Fagligt aktiv inden velfærds-demoer: “Der er brug for handling nedefra”

17760859_10154824625349821_8342110446292905766_o

Foto: PLS

Jan Hoby, der er næstformand i fagforeningen LFS, er en af de drivende kræfter bag Velfærdsalliancen, der indkalder til demonstrationer 10. maj. Vi har spurgt ham ud om initiativet og om, hvordan man får gjort fagbevægelsen til en kamporganisation frem for en snakkeklub.

Interview af Lasse Bertelsen

Kan du forklare hvad der er Velfærdsalliancens mål og hvordan forløbet har været?
Velfærdsalliancen blevet skabt, fordi lokale fagforeninger og tillidsfolk var frustreret over, at ingen tog initiativ til at organisere modstanden mod den nyliberale krisepolitik, som har kørt for fuld skrue siden den globale finanskrise i 2008. Mange sagde de rigtige ting, men meget få gjord holdning til handling.
Nyliberalismen skaber et reelt grundlag for uro, utilfredshed og modsætninger.

Højrepopulismen støtter al utilfredshed og kanaliserer den i en perverteret politisk retning. Eneste alternativ: social massebevægelse fra neden. Men der var også behov for og det er der stadig, at ingen kan vinde alene. Det kræver for mig at se, fire vigtige erkendelser i fagbevægelsen og venstrefløjen fra kælder til kvist:

1: Fælles erkendelse af at nødvendighedens politik ikke forsvinder af sig selv, uden kollektiv handling og massemobilisering
2: fælles erkendelse af at medarbejdere i Stat, kommune og regioner bliver nødt til at kæmpe sammen.
3: Fælles erkendelse at vores fælles problemer er et resultat af folketingets budgetlov (& EU’s)
4: Fælles erkendelse af at det kræver det både kommunalt, regionalt og statsligt oprør mod nødvendighedens politik.

Vi ønskede at opbygge en decentral organisering, hvor det er der hvor folk bor, arbejder og studere, at modstanden skal organiseres og udvikles. Vi ønskede og ønsker en græsrodsbevægelse, hvor dørtrinnet er lavt og alle der vil kan være med. Hvor det er de aktive der bestemmer. Man kan sige at Velfærdsalliancens er en paraplyorganisering med et distribueret lederskab. Det er alle de fælles overordnet krav og datoer der træffes i fællesskab. Resten er op til de lokale kræfter. Inspirationen er hentet både fra Black Lives Matter-bevægelsen i USA og fra spanske PODEMOS.

Velfærdsalliancen startede med at have fokus på ét spørgsmål, nemlig omprioriteringsbidraget. LFS og Velfærdsalliancen vurderede, at det kunne skabe en bred opbakning på tværs af faglige, politiske og organisatoriske skel. Det gjorde det. Velfærdsalliancen skrev Danmarks historie den 12.maj 2016 der mere end 20.000 ansatte, borgere og politikere lave en demonstrationskæde i 74 af landets 98 kommuner.

Hvad håber du kommer ud af demonstrationerne den 10. maj og hvad er næste skridt for velfærdsalliancen?
Velfærdsalliancen er fagbevægelsen og de social bevægelsers bedste mulighed for at ændrer på styrkeforholdet, ved at skabe en folkelig velfærdsbevægelse fra neden. Al erfaring viser at kollektiv handling flytter holdninger, mere end noget andet. Vores modstandere handler strategisk, synkroniseret og koordineret. Vores modstandere har problemformuleringsprivilegeret.

Problemformuleringsprivilegiet er magten til at sætte dagsordenen i den offentlige debat: Problemer formuleres og defineres ud fra en bestemt gruppes synspunkt og dermed kommer løsninger på disse problemer, til at være givet på forhånd, til fordel for ejeren af dette privilegium. Skal fagbevægelsen og venstrefløjen ændrer på det, kræver det, vi hvæsser viljen – skabe nye netværk, nye lokale alliancer, nye traditioner for kollektiv handling.

Fagbevægelsen og venstrefløjen skal stoppe med den ”umådelige mådehold” i forhold til vores krav til arbejdsgiverne, regeringen og politikerne. Al velfærd er tilkæmpet. Vi fik 37 timers arbejdsuge som følge af generalstrejken i 1985. Den sjette ferieuge kom efter storstrejken i 1998. Velfærdsdemonstrationerne og SOSU-strejken i 2007 gav historiske lønstigninger til offentligt ansatte i 2008. Der er intet alternativ til kollektiv handling.
Derfor forsøger velfærdsalliancen og de tilknyttede organisationer, at få gjort 10.maj til en endnu større begivenhed end 12.maj var sidste år. Vi fik afskaffet omprioriteringsbidraget. Men fik i stedet moderniserings- og effektiviseringsprogrammet.

Moderniseringsprogram kræver, at kommunerne effektiviserer for én milliard kroner om året, (4 mia.kr i alt) hvoraf 500 millioner kroner (måske) går tilbage til den offentlige sektor. Det her gælder 2018, 2019, 2020 og 2021. Det er fire gange en milliarder kroner. Konsekvens: For hver to der stopper i den offentlige sektor, må der kun ansattes en.

Så det stopper ikke, medmindre fagbevægelsens medlemmer, borgere og politikere stopper det. Men det store mål er at få afskaffet Budgetloven. Budgetloven fra 2012 er opskriften på ikke bare langsom, men fremskyndet nedsmeltning af velfærd og selvstyre i kommunerne. Budgetloven er en politik som murbrækker hurtigt og effektivt smadrer hele velfærdssamfundet. Staten har nemlig med budgetloven lagt en jernhård styring på kommunernes økonomi. Hvert år forhandles et fireårigt budgetloft – og overskrides dette loft, vanker der straf i form af nedsættelse af statens bloktilskud til kommunerne. Det er et kapløb mod bunden. 40.000 færre ansatte siden 2009 og det forsætter. Det svarer næsten til samtlige ansatte i Københavns kommune

Burde det ikke være LO og FTF der stod i spidsen for kampen for at forsvare arbejderklassens velfærd?
Jo, men der er en krise i fagbevægelsens og venstrefløjens lederskab på centralt og lokalt. En krise der gør at der hverken er evne og vilje til at organisere modstander mod nyliberalismens krisepolitik.

Skillelinjen i fagbevægelsen og venstrefløjen går mellem dem: Der vil bede os om at vente til næste valg med at ændre på den politiske udvikling. Og dem der vil kollektiv handling og fællesskabet styrke for at ændre på den politiske udvikling.

Fagbevægelsens lederskab har stort set erstattet fagpolitisk, strategisk og taktisk handlinger, med pressestrategi, læserbreve og kronikker. Snaktivisme frem for aktivisme. Der er faglige ledere som frygter medlemmernes aktiviteter mere end de frygter regeringens og arbejdsgivernes angreb på medlemmerne. Der er faglige ledere der bruge al deres energi på at undergrave uafhængige græsrodsinitiativer, som f.eks. Velfærdsalliancen. Sådan har det altid været, men det er særligt slemt i disse år. Fordi vreden, frustrationen og hadet over nødvendigheds politik er så stort. Fagbureaukratiet handler kun, hvis presset er stort nok nede fra. Og det er det pres vi må skabe.

Som socialist og faglig leder hvilket fremtidigt samfund ønsker du så?
Arbejdermagt og international socialisme.

Advertisements