Pædagogstuderende vandt efter blokade

17636968_1865024603750831_1446942539039303264_oTekst og fotos af Niklas Zenius Jespersen, Næstformand for HUMrådet på Københavns Universitet

I 19 dage blokerede de pædagogstuderende på Campus Carlsberg ledelsesgangen i protest mod kaos på uddannelsen samt manglende indflydelse og demokrati på deres uddannelse. Efter 19 dage underskrev ledelsen en bindende aftale om at opfylde 10 ud af 11 af de studerendes krav. Der er meget, studenterbevægelsen kan lære af deres kamp.

Omfattende kaos på uddannelsen og frustrationer over mangel på dialog med en respektløs ledelse, fik i februar de pædagogstuderende på Campus Carlsberg i København til at indkalde til stormøde. Forinden havde regnet med 80 deltagere, men 400 frustrerede studerende mødte op. Dette blev begyndelsen på en kampagne med diverse aktioner. Da det stadig ikke førte til andet end udenomssnak fra ledelsen indkaldte de til et nyt stormøde. Her besluttede de at blokere ledelsesgangen og bestyrelseskontorerne.

Den 13. marts begyndte blokaden. Ledelsen havde forventet, at det hurtigt ville være overstået og at de kunne fortsætte som hidtil. I stedet fortsatte de studerende protesterne, 24 timer i døgnet, indtil ledelsen efter 19 dage gav efter. Ledelsen endte med at underskrive en forpligtende erklæring om at opfylde 10 ud af 11 af de studerendes krav.

Ledelse og politikere presset til forhandlinger

Situationen udviklede sig til at være mildt sagt pinlig for ledelsen. Helt galt blev det den 28. marts, da bestyrelsen ikke kunne komme ind i sine vante mødelokaler til sit bestyrelsesmøde.

17636934_1865024587084166_6645548731631213631_oI stedet måtte de flytte mødet til andre lokaler, mens de studerende også demonstrerede ude foran det nye mødelokale. Det var tydeligt, at ledelsen ikke havde situationen under kontrol, og bestyrelsen lagde pres på for en løsning.

Enhedslisten indkaldte uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i samråd den 28. marts, og Søren Pind indkaldte ligeledes alle partiernes uddannelsesordfører til at drøfte situationen på pædagogstudierne den 3. april.

Under protesterne har de pædagogstuderende mødt solidaritet ikke bare fra medstuderende og undervisere, men også fra fagforeninger og andre studenterorganisationer, herunder en udtalelse fra HUMrådet ved Københavns Universitet.

Denne solidaritet er vigtig, både fordi den hjælper til at holde modet oppe under en anstrengende kamp, men også fordi den presser ledelsen og regeringen. De frygter, at protesterne spreder sig og forsøger at bekæmpe alle tiltag til solidaritet fra andre grupper. Det kunne ses, da ledelsen bad vagterne tjekke studiekort og id på alle tilstedeværende for at se, om der var folk udefra. Og da de forsøgte at presse Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS) til at irettesætte deres næstformand Jan Hoby for at havde været ude og støtte blokaden.

I stedet svarede LFS tilbage, at de støttede de studerendes protester, at Jan Hoby havde deres opbakning, og at ledelsen skulle fokusere på at se at få løst problemerne. Protesterne begyndte at sprede sig, og i Randers demonstrerede de pædagogstuderende den 30. marts for lignende krav og imod nedskæringer i antallet af undervisningstimer.

Eksempel til efterfølgelse

Den næsten totale sejr til de studerende viser, at man godt kan presse både den lokale uddannelsesledelse og politikerne gennem åben kamp. Over hele uddannelsessektoren har vi i årevis stort set ikke mærket andet end forringelser, nedskæringer, fyringer, pres for at blive hurtigere færdige samt mindre demokrati og indflydelse på vores uddannelser.

Den generelle strategi fra elev- og studenterbevægelsen har været at svare igen med endags-demonstrationer og undervisningsnedlæggelser én til to gange om året. Men effekten har været begrænset. De pædagogstuderendes blokade viste, at der er en bedre måde at gøre det på. Ved at blokere, tvang de ledelsen til at forholde sig til problemerne.

17498890_1865024597084165_8025633234145672950_nOg ved at køre blokaden uden en fast slutdato pressede de ledelsen og politikerne til at indgå et kompromis inden protesterne spredte sig for meget. De pædagogstuderendes blokade var et brud på den ”almindelige” måde at lave studenterpolitik på de seneste år. Og de fortjener vores fulde respekt for den hårde kamp de har ført.

Alligevel er der sådan set ikke noget nyt i hverken metoderne eller i, at blokader virker. Samme erfaringer har man tidligere gjort sig på Københavns Universitet, hvor de største sejre er vundet med lignende metoder. I 1968 vandt man demokrati på universitetet gennem blokader og besættelse, og i 2011 vandt de studerende på humaniora retten til minimum 12 timers undervisning om ugen på bachelordelen.

Det er på tide at elev- og studenterbevægelsen tager disse erfaringer op igen og tager ved lære af de pædagogstuderendes blokade. Det er imponerende resultater, de pædagogstuderende på ét enkelt campus har opnået. Hvad kunne vi så ikke opnå hvis hele uddannelsessektoren lavede en sådan blokade samtidigt?

Advertisements