TIL KAMP MOD ARBEJDSGIVER-OVERENSKOMSTEN

kædeansvar

Resultatet af afstemningen om overenskomsterne for det private område er intet andet end en skandale.
Til trods for at byggegruppen i 3F har 77 procent nej stemmer, at 3F samlet har et nej på 60 procent, at NNF har et nej på 87 procent, at Jernbaneforbundet havde et nej på 63,5 og malerne har et nej på 60,2 procent, får de alligevel trukket de nye overenskomster ned over hovedet på grund af et stort ja i HK og Metal.

Tekst:
Kim Molbech, tillidsmand, 3F Høje Tåstrup
Lasse Bertelsen, malersvend

De nye overenskomster har medført stor jubel i arbejdsgiverorganisationerne.
De er yderst tilfredse med, at de nu kan diktere systematisk overarbejde i op til 40
uger, at der ikke kom kædeansvar, og at lønstigningerne er minimale. De har med andre ord fået det, som de vil have det. De nye overenskomster åbner op for en udhuling af 37
timers arbejdsugen. I 40 uger arbejdstiden efter arbejdsgiverens forgodtbefindende hæves til 42 timer, og så dikterer arbejdsgiveren, hvornår der afspadseres. Desuden fortsætter overenskomsten med de urimeligt lave mindstelønninger, og den indeholder fortsat ikke noget værn mod underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.

overarbejde

Sagen er den, at overenskomsterne er mere eller mindre åbenlyse kopier af industriens overenskomster. Det betyder, at man ikke har imødekommet kravene fra byggeri, transport og NNF. Ved den efterfølgende afstemning stemte medlemmerne derfor nej, til trods for anbefalingerne fra deres forbund (undtaget NNF, hvor ledelsen havde anbefalet et nej). Men på grund af, at service og industri (HK og Metal) er de største grupper inden for det private område, blev det alligevel et ja, da både HK og Metal havde en høj andel ja-stemmer. Altså dikterer man andre områder nogle overenskomster, og når de så stemmer nej, så får de dem alligevel, fordi de udgør mindre områder. Dette er en direkte undermindering af medlemsdemokratiet i fagbevægelsen, og det er et voldsomt angreb på sammenholdet i fagbevægelsen.

Afskaf sammenkædningsreglerne
Den åbenlyse konklusion for mange er, at det kan være lige meget for medlemmerne på de mindre områder (byggeri og transport) at stille krav og i det hele taget at stemme til overenskomsten, fordi service og industri bare kan stemme det ned. Det er uhørt!

LO’s sammenkædningsregler har dermed vist at være fuldstændig ubrugelige. I stedet ville det give mere mening at have sammenkædningsregler inden for de forskellige brancher, så transporten, byggeriet, industrien og serviceområdet hver for sig havde muligheden for at stemme nej, hvis de fik deres krav ignoreret, som det har været tilfældet ved denne overenskomst.
Havde man gjort det, havde vi nu strejker i byggeriet, transporten og på NNF-området. Så kunne Metal og HK sympatikonflikte indtil kravene var blevet imødegået. Det samme bør gælde, hvis blot et enkelt forbund stemmer nej.

overskud
Arbejdsgiverne hos blikkenslagerne har nægtet at indgå i reelle forhandlinger ved de sidste tre overenskomster. Det har betydet, at der var et stort nej i 2014 og 2012. Men på grund af sammenkædningsreglerne måtte blikkenslagerne acceptere en overenskomst, de havde stemt ned. Denne praksis giver frit spil for arbejdsgiverne, der kan kanøfle mindre områder, som de har lyst. I stedet burde blikkenslagerne have ret til at gå i strejke, og LO burde bakke dem op med sympatistrejker. Så ville budskabet til arbejdsgiverne være: Hvis I angriber ét område og ignorerer deres krav, så stopper vi arbejdet på alle områder. Det ville vise solidaritet og sammenhold.

For en ledelse der tør slås
Hele forløbet har vist at ledelsen af fagbevægelsen er kommet alt for langt væk fra medlemmerne. De har lullet sig i søvn med deres tårnhøje lønninger og på deres fine kontorer. De selvsamme personer har lavet den ene undersøgelse efter den anden for at
få en forklaring på, hvorfor medlemmerne forsvinder fra fagbevægelsen. Sandheden er, at de selv er ansvarlige for fagbevægelsens krise, fordi de ikke tør kæmpe og strejke for
medlemmernes krav.

Men hvis de troede, at man igen kunne ignorere medlemmernes krav uden at det fik konsekvenser, så er de blevet klogere nu. Under hele afstemningen har der været et utal
af arbejdsnedlæggelser og en stærk nej-kampagne, der var stærk, fordi den blev udført af arbejderne selv. Efter jaet nedlagde slagteriarbejderne arbejdet over hele landet, og
der var protester foran 3F. Den 25. april var der tillidsmandsmøder over hele landet. Dette viser, at nu har folk fået nok. Hvis ikke der sker noget nu, vil fagbevægelsens
top ødelægge fagbevægelsen. Derfor er det helt afgørende, at denne utilfredshed samles i en landsdækkende tillidsmandsring.

Et sådant netværk vil både kunne støtte de forskellige arbejdspladser i kampen mod de 42 timer og også være samling for at få valgt en ny ledelse af fagbevægelsen.
Én ting er sikkert: der er startet en bevægelse blandt fagbevægelsens medlemmer, der ikke sådan er til at standse igen. De mange arbejdsnedlæggelser viser, at man er parat til at slås for sine rettigheder. Den store aktivitet lover godt for fremtiden.

• Nej til 42 timer!
• Fjern LO’s sammenkædningsregler
• Skift toppen af fagbevægelsen ud med nogle, der tør slås
• Byg landsdækkende tillidsmandsringe

 

Jubel på direktionsgangen
”For første gang siden 1899 får vi udvidet ret til at
bestemme over arbejdstiden”
Direktør i Dansk Byggeri, Peter Stenholm, ser muligheden
for at diktere systematisk overarbejde som en stor sejr.
- Vi kæmpede for at få ledelsesretten i 1899, og siden da
har alle overenskomster indebåret, at vi har afgivet noget
af ledelsesretten. Men det behøver vi jo ikke blive ved
med, så derfor er vi rigtig glade for, at vi nu har fået noget
af vores ledelseret tilbage, har han udtalt til TV2 Nyhederne.

 

Advertisements