Polen: Masseprotester lagde abortforbud i graven

Foto: Gosia Kaczmarczyk

Demonstration i Wroclaw imod forslaget om abortforbud, 25-09-2016

Af: Niklas Zenius Jespersen

Polen har i mange år været set som en bastion for reaktionær katolicisme og konservatisme. Men store protester de seneste måneder har vist, at dette langtfra er hele billedet. Særlig protesterne imod et foreslået abortforbud har vist, at progressive kræfter stadig har slagkraft. De store protester pressede parlamentet til massivt at nedstemme et forslag om næsten totalt forbud imod abort i oktober. Selv polens højreekstreme katolske regering blev presset til at trække sin støtte til forslaget efter, at strejker en hel uge lammede offentlige institutioner og butikker i 60 byer over hele landet og op mod 100.000 demonstrerede mod regeringen og krævede udvidelse af seksuelle rettigheder.

Polen er siden murens fald blevet kendt som en bastion for reaktionær katolicisme og konservatisme i Europa. Overfald på homoseksuelle, restriktioner i abortrettigheder, opblusning af kristen fundamentalisme, nationalisme og racisme har præget landet. Kombineret med økonomisk krise, voksende ulighed og sociale problemer resulterede dette senest i, at det højreekstreme nationalistiske, katolske og social-konservative parti Lov og Retfærdighed (PiS) kom til regeringsmagten ved valget i 2015. Valget betød samtidig at intet venstrefløjs- eller arbejderparti længere sidder i de to polske parlamenter. Siden valget har Lov og Retfærdighed foreslået nye begrænsninger i demokratiet, indgreb mod domstolenes uafhængighed samt lagt en nationalistisk linje med afvisning af, at ville tage imod flygtninge kombineret med en militæroptrapning imod Rusland.

Foto: Iga Lubczanska

Med demonstrationer og strejker aktioneredes der i over 60 byer imod stramningerne af abortforbuddet. Her i provinsbyen Opole den 03-10-2016

Lov og Retfærdighed har tidligere støttet forslag om et forbud mod abort, der to gange før er blevet nedstemt i relativ tætte afstemninger, og abortmodstandere håbede at kunne få forslaget igennem nu hvor Lov og Retfærdighed sad i regering og venstrefløjen var ude af parlamenterne. I forvejen har Polen en af Europas strammeste abortlovgivninger. Således er abort kun tilladt i tilfælde af, at kvindens liv eller helbred er i fare, hvis graviditeten er et resultat af voldtægt eller incest eller i tilfælde af alvorlige forstermisdannelser. Dog er det ikke strafbart for kvinden selv, at få foretaget en ulovlig abort. Dette ville være ændret med den nye lov. Loven, der blev fremsat i et borgerinitiativ af de to religiøse NGO’er Ordo Iuris og Stop Abort koalitionen sammen med den katolske kirke, ville forbyde abort i alle tilfælde undtagen hvis kvindens liv var i fare. Kvinder der fik foretaget abort og folk der havde hjulpet med aborten ville kunne straffes med 5 års fængsel med den nye lov. I praksis ville dette også risikere, at kunne ramme kvinder med uprovokerede aborter, da det kan være svært at bevise at det ikke var med vilje. Læger har udtalt, at de frygtede for fængselsstraf, hvis de behandlede gravide kvinder i tilfælde hvor fostret risikerer at lide skade. Var loven blevet vedtaget ville Polen have fået Europas strammeste abortforbud sammen med Malta og Vatikanstaten.
Strejker og demonstrationer rystede regeringen

Borgerinitiativet fik i første omgang flertal ved parlamentet i september. Her vedtog et flertal at støtte forslaget og indstille det til videre bearbejdning til lov. Alt dette ændrede sig dog hurtigt da en massebevægelse rejste sig mod forslaget. Således indkaldte kvindeorganisationer til ”kvindestrejke” den første uge af oktober. I 60 byer over hele landet lukkede en række offentlige institutioner og butikker, da titusindvis af kvindelige arbejdere gik i strejke. Samtidig gik op mod 100.000 i demonstrationer over hele landet imod abortforbuddet og for udvidelse af seksuelle rettigheder. Blandt kravene var en ordentlig seksualundervisning samt adgang til præventionsmidler og kunstig befrugtning. Internationalt fik protesterne opbakning fra kvinderettighedsaktivister og i flere europæiske lande samledes solidaritetsdemonstrationer foran de polske ambassader.

 

De store protester fik den politiske støtte til abortforbuddet til at fordufte som dug for solen. Og efterfølgende blev forslaget om abortforbud nedstemt med 352 stemmer imod 58 i parlamentet. Selv Lov og Retfærdighed følte sig presset til at trække støtten til forslaget og officielt undskylde for regeringsmedlemmers negative kommentarer om demonstrationerne. Og i en lige så markant vending gik de katolske biskopper ud og trak deres støtte til forslaget efter protesterne, officielt fordi de ikke ønskede fængselsstraffe til kvinder, der har fået foretaget abort. Dette viser, at selv i en situation hvor parlamentet består af rene højrefløjspartier så er politikerne stadig modtagelige for pres fra en kæmpende arbejderklasse og det viser, at på trods af årtiers højredrejning er arbejderklassen stadig en magtfaktor i det polske samfund.

Foto: Gosia Kaczmarczyk

Tusindvis af kvinder samledes klædt i sort over hele Polen i protest imod den foreslåede stramning af abortforbudet

Kommunister gjorde Polen til foregangsland for kvinderettigheder
Polen er nemlig mere end bare grå konservatisme. Landet er også hjemsted for store revolutionære, liberale og socialistiske traditioner, der har udløst sig i adskillige revolutionsforsøg og opstande igennem det 19. og 20. århundrede. Under planøkonomien var landet kendt for sin liberale abortpolitik og rettigheder for kvinder. Polen var et af de første lande i Europa til at åbne op for en begrænset lovlig abort i 1932 og under kommunistpartiet, der kom til magten efter 2. Verdenskrig, gjordes abort lovligt i tilfælde af, at kvinden havde økonomiske eller sociale problemer. Dette udviklede sig til de facto fri abort i 1960’erne. Modsat fik Danmark først fri abort i 1973. Inden da var det almindeligt, at kvinder fra mange Vesteuropæiske lande, herunder Danmark og Sverige, rejste til Polen for at få foretaget en lovlig abort der.

Der var dog mange andre problemer under det stalinistiske diktatur i Polen, hvilket udløste store arbejderprotester og strejkebevægelser. Ikke mindst organiseret af fagforeningen Solidaritet gennem 1980’erne. Pga. manglen på et stærkt venstreorienteret alternativ til kommunistpartiet kom arbejderbevægelsen under reaktionær katolsk og anti-kommunistisk indflydelse, bl.a. med den daværende, polske pave Johannes Paul d. 2. i spidsen. Det havde alvorlige konsekvenser for landets udvikling. I stedet for arbejderprotesterne og stalinismens fald førte til bedre levevilkår og et reelt demokrati, begyndte en konservativ udvikling med fri markedskapitalisme og en tilbagevenden til reaktionær katolicisme. Dette førte til voksende fattigdom og arbejdsløshed, resulterende i fortsat masseudvandring af polsk arbejdskraft, bl.a. til Danmark, og til voldsomme begrænsninger i det nye ”demokrati”, herunder et totalt forbud mod socialistiske og kommunistiske symboler. Og ikke mindst har det medført en konservativ familiepolitik bl.a. vendt mod abort og homoseksuelle. Således blev den frie abort afskaffet allerede i 1990, blot et år efter stalinismens fald, og loven blev igen strammet i 1993 til den nu gældende.

Det ser dog ud til at denne udvikling nu igen kan være begyndt at vende.

Hvilken vej frem?

Det markante ved protesterne imod abortforbuddet var ikke blot, at regeringen led nederlag, men at den led nederlag til en massebevægelse fra neden ført på et, i et katolsk land, så kontroversielt værdipolitisk tema. Som Krystyna Kacpura, en polsk kvinderetsforkæmper skrev i en kronik i The Guardian, ”Vi plejede at være glade hvis 200 kvinder deltog i vores protester … Noget sagde klik hos polske kvinder, vi føler os stærkere og vi vil ikke stoppe.”[1] Det viser, at Polens progressive kræfter er begyndt at komme sig igen oven på års tilbagetog. Det er tydeligt, at højrefløjen gik for langt og har provokeret de progressive kræfter i offensiv.

Foto: Grzegorz Zukowski

Titusindsvis af polakker trodsede regnen for at protestere imod forbuddet om stramning af abortforbuddet, her i Warszawa den 03-10-2016

Ligeså markant er det, at bevægelsen baserede sig på et arbejderklassegrundlag gennem indkaldelse til strejker. Dette åbner nye muligheder for venstrefløjen. I en meningsmåling udført af Ipsos svarede 50% at de støttede strejken og 15% at de gerne ville deltage, hvilket svarer til op mod 6 millioner mennesker.[2] Dette viser bevægelsens potentiale, ikke mindst hvis kampen blev ført ind i den traditionelle fagbevægelse med dens bedre mulighed for at organisere strejkerne i praksis. Protesterne har ligeledes resulteret i de laveste meningsmålinger for Lov og Retfærdighed siden valget og voksende vælgeropbakning til liberalisering af abortlovgivningen. En fortsat og voksende massebevægelse kan være udslagsgivende og gennemtvinge en tilbagevenden til den frie adgang til abort.

Også på andre områder møder Lov og Retfærdighed regeringen modstand. Det så vi blandt andet i december, hvor tusindvis af demonstranter spontant samledes og blokerede indgangen til det polske parlament og for en tid spærrede regeringen inde, indtil politiet ryddede demonstranterne ved hjælp af tåregas. Demonstranter og oppositionspolitikere fortsatte dog efterfølgende med at besætte parlamentet  julen over og ind til midten af januar. Protesterne udløstes af regeringens forsøg på at mindske adgangen for den kritiske presse til parlamentet og til at dække forhandlingerne om og vedtagelsen af finansloven. For mange var det dråben, oven på de længerevarende forsøg fra regeringen på at angribe mediefriheden, underminere domstolenes uafhængighed og begrænse demonstrationsfriheden. Demokratiprotesterne er primært arrangeret af bevægelsen Komiteen for Forsvar for Demokratiet (polsk: Komitet Obrony Demokracji, KOD). Gennem februar og marts har KOD fortsat med at arrangere demonstrationer imod centralisering og styrkelse af regeringens kontrol med domstole og regionale myndigheder, senest den 18. marts hvor der også var demonstrationer imod racisme. Ligesom tusindvis af kvinder klædt i sort igen demonstrerede op til Kvindernes Internationale Kampdag i over 40 byer for liberalisering af abortloven og udvidelse af seksuelle rettigheder.

Foto: Adrian Grycuk

Polens højreekstreme regerings forsøg på yderligere autoritære tiltag har mødt modstand fra store demonstrationer arrangeret af bevægelsen Komiteen for Forsvar for Demokratiet (polsk: Komitet Obrony Demokracji, KOD). Her foran parlamentet i Warszawa den 19-12-2015.

Ingen illusioner til EU og de liberal-konservative

Der er dog problemer i protestbevægelsernes politik, som kan spænde ben for kampen. Særligt er det bekymrende hvordan KOD i flere tilfælde har allieret sig med Donald Tusk og de liberal-konservative i deres kritik af den nuværende regering, på trods af at KOD officielt siger, de ikke er allieret med nogle partier og er åbne for både højre- og venstreorienterede. Donald Tusk og de liberal-konservative er reelt ikke så forskellige fra Lov og Retfærdighed. Donald Tusk har således forsvaret abortforbuddet og alle de borgerlige partier har støttet flere af Polens antidemokratiske love, herunder forbuddet imod socialistiske og kommunistiske symboler og fængselsstraf til aktivister blot for at ytre kommunistiske synspunkter. De er altså ingen ægte allierede i kampen for demokrati og kvinderettigheder.

Ligeledes er det problematisk hvordan både KOD og dele af kvindebevægelsen ser mod EU for at få løst deres problemer. KOD har arrangeret flere pro-EU demonstrationer og både KOD og enkelte ledere af kvindebevægelsen har appelleret til EU om at skride ind overfor den polske regering. Men EU er ingen allieret, tværtimod er EU institutionerne endnu mindre demokratiske end den nuværende polske regering. Yderligere ville et EU indgreb af mange polakker blive set som et overgreb imod Polens selvstændighed og som en underminering af de polske vælgeres rettigheder til selv at vælge deres regering og politik. Mange polske arbejdere og landmænd ser helt korrekt EU’s liberaliseringer, som en trussel mod deres levestandard og en voksende skepsis til EU blandt arbejderklassen var blandt årsagerne til Lov og Retfærdigheds valgsejr. I denne sammenhæng kan appeller og støtte til EU kun virke til at underminere og svække protestbevægelsernes opbakning i befolkningen. I sidste ende er det den polske befolkning selv, ikke EU, der må mobiliseres for at ændre politikken. Her er det nødvendigt også at forbinde kampen for demokrati og kvinderettigheder med sociale forbedringer hvis endnu større dele af befolkningen skal mobiliseres.
En styrket venstrefløj er nødvendig for at sejre

Trods valgnederlaget sidste år, kan protesterne danne grundlag for at genopbygge Polens tidligere så stærke arbejderpartier og venstrefløj. Og det er absolut nødvendigt, for uden et stærkt arbejderparti i spidsen vil bevægelsen sandsynligvis løbe ud i sandet med tiden og dens sejre blive kortvarige. Dette er ikke den første massebevægelse siden kapitalismens genindførsel. For blot fire år siden demonstrerede 100.000 arbejdere i Polens hovedstad Warszawa som kulmination på en massebevægelse imod den daværende liberal-konservative regering under Donald Tusk og for udvidelse af velfærdssektoren og hævelse af mindstelønnen.

Men venstrefløjen og arbejderpartierne formåede ikke at vinde opbakning oven på protesterne dengang, ikke mindst pga. erindringen om hvordan den socialdemokratiske regering 2001-2005 blot førte til yderligere privatiseringer og rå kapitalisme. I stedet blev resultatet, at utilfredsheden førte til Lov og Retfærdigheds valgsejr sidste år med officiel støtte fra flere fagforeningsledere. Men Lov og Retfærdigheds mange løfter om bedre levevilkår og sociale rettigheder er aldrig indfriet og er blevet erstattet af en eskalering af angrebene på demokratiet og kvinderettigheder. Formår venstrefløjen ikke at bygge på den nuværende massebevægelse risikerer man, at utilfredsheden flytter vælgerne tilbage til de liberalistiske partier, som igen vil svigte befolkningens tillid, yderligere forringe levevilkårene og sende folk tilbage i armene på de konservative partier som Lov og Retfærdighed. Derved vil den negative spiral med arbejderklassen som de konstante tabere fortsætte. Kun en forenet venstrefløj med et offensivt socialistisk og demokratisk program, der bygger på den kæmpende arbejderbevægelse frem for intriger i parlamenterne kan bryde denne negative spiral og føre Polen tilbage på sporet af demokrati, frihed, kvinderettigheder og social retfærdighed.

 

Foto: Iga Lubczanska

“Kvinder vil bare havde fundamentale menneskerettigheder”. Med reference til Cyndi Laupers 1983 hit “Girls Just Want to Have Fun” demonstrerer denne unge polske kvinde i Opole for kvinderettigheder og imod forslaget om stramninger af abortforbuddet, 03-10-2016

[1]Kacpura, Krystyna, “This victory on abortion has empowered Polish women – we’ll never be the same”, The Guardian (06-10-2016): https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/oct/06/victory-abortion-rights-empowered-polish-women

[2]England, Charlotte, “Poland abortion strike: Nearly six million women expected to protest restrictive laws”, The Independent (02-10-2016): http://www.independent.co.uk/news/world/europe/polish-poland-women-abortion-rally-protest-all-out-black-strike-monday-demonstration-catholic-right-a7341631.html

Advertisements