Hvordan vindes kampen for ligeløn?

Af: Niklas Zenius Jespersen*

DSC_0436

Her 41 år efter indførslen af loven om ligeløn er der stadig i gennemsnit 17-18% lønforskel mellem mænd og kvinder* *. Forskellen har generelt ikke rykket sig de sidste mange år, men alligevel har spørgsmålet om ligeløn været nedprioriteret til de fleste store arrangementer på kvindernes internationale kampdag igennem de senere år.
I år var Enhedslisten således det eneste af de store arbejderpartier der fremsatte kravet om ligeløn på kampdagen.

Men hvorfor består denne lønforskel fortsat og hvordan kan arbejderbevægelsen vinde kampen for ligeløn?

100 års kamp for ligeløn er stadig ikke slut
I 1919 blev den første ligelønslov indført i Danmark. Tjenestemandsloven skulle sikre ligeløn til mænd og kvinder ansat i det offentlige. Kravet om ligeløn er blandt de ældste af arbejderbevægelsens krav og blev allerede fremsat i Danmark af Louis Pio, Socialdemokratiet og den danske arbejderbevægelses stifter og kravet var da også med i Socialdemokratiets program af 1888. I over 100 år har kravet stået højt på arbejderbevægelsens dagsorden og der er i løbet af århundredet opnået store resultater og i 1973 opnåede LO endelig en aftale om ligeløn i overenskomsten med Dansk Arbejdsgiverforening (DA). 3 år efter i 1976 vedtog folketinget endelig loven om ligeløn der forbød lønforskel pga. køn. Alligevel er kampen meget langt fra målet.

17-18% er den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder. Den primære årsag til denne lønforskel er, at kvindedominerede fag generelt er dårligere lønnede end fag, hvor der er ansat mange mænd, ligesom kvinder hyppigere er ansat i den offentlige sektor, hvor lønningerne generelt er lavere end i det private. Dog er der fortsat en forskel på 4-7 % selvom man tager højde for forskelle i uddannelse, erhverv og lign (Kilde SFI). Denne betydelige lønforskel har stort set stået uforandret i over 10 år og generelt er der ikke opnået betydelige resultater siden 1976. På trods af den store, og ulovlige, forskel så er kravet om og kampen for ligeløn de sidste par år gledet i baggrunden. Kravet genopblussede under de store offentlige overenskomststrejker blandt pædagoger, sygeplejersker og lign., men gled efterfølgende i baggrunden igen.

  1. marts 2017

Netop derfor er det særdeles glædeligt at Enhedslisten havde det som en af deres primære paroler i år og ikke mindst at ”Feministisk 8. marts” i år havde arrangeret demonstrationen ”Ligestilling i hverdagen” hvor parolen om ligeløn var blandt hovedpunkterne sammen med krav om lige barsel og kamp mod sexisme i hverdagen. Demonstrationen var primært arrangeret af folk fra elev- og studenterbevægelsen og var et godt alternativ til de mange apolitiske og kropsfikserede 8. marts arrangementer der har fyldt det meste af scenen de seneste år. Mellem 1000 og 1500 deltog i demonstrationen gennem København hvor der bl.a. var talere fra en række fagforeninsrepræsentanter fra FOA og 3F BJMFs lærlingeklub der snakkede om ligestilling på arbejdspladsen. Blandt talerne var også Sarah Glerup, folketingskandidat for Enhedslisten. Selvom demonstrationen var god, så bar deltagertallet desværre også præg af at de store fagforeninger ikke havde lagt mange kræfter i at mobilisere til demonstrationen.

Ligeledes havde FIU-ligestilling, en sammenslutning mellem Dansk metal, 3F og Serviceforbundet, arrangeret en konference om ligeløn i anledning af kampdagen. Her var oplæg om det kønsopdelte arbejdsmarked, betydningen af at kvinder tager den største del af barslen i forhold til årsindkomst, ligeløn og etnicitet og betydningen af lønhemmelighed for ligeløn. Konferencen formåede dermed at sætte fokus på nogle af de forskellige måder hvorpå uligheden træder igennem på løn og arbejdsmarkedsvilkår. De forskellige tilgange til problematikken blev også illustreret af at oplægsholderne inkluderede både tillidsfolk og fagforeningsrepræsentanter med praktiske erfaringer og repræsentanter fra forskningsverdenen fra socialforsknings institutet SFI, Rockwool fonden og institut for Samfundsvidenskab og Erhvev på Roskilde Universitetscenter (RUC) til at kvalificere debatten.

Årets 8. marts arrangementer var et klart fremskridt i forhold til de seneste år, omend der stadig er brug for en større indsats fra fagforeninger og arbejderpartier hvis kampdagen virkelig skal kunne rykke ved problemerne.

This slideshow requires JavaScript.



Ikke et spørgsmål om mænd og kvinder, men om klasser

For at vinde kampen for ligestilling er det først nødvendigt at forstå hvorfra uligheden kommer. I modsætning til mange feminister, så mener vi som videnskabelige socialister ikke at forskelsbehandling pga. køn eksisterer af mandschauvinistiske årsager. I sidste ende får kvinder ikke lavere løn fordi de er kvinder der undertrykkes af mænd. Også kvindelige chefer udbetaler lavere løn til kvinder end til mænd. Årsagen til forskelsbehandlingen er ikke kønnene, men klasseforskellene. Kvinder forskelsbehandles ikke fordi de er kvinder, men fordi at køn er en måde at opdele og splitte befolkningen på. Principielt set kunne diskriminationen ligeså godt havde handlet om noget andet end køn. På samme måde eksisterer der forskelsbehandling baseret på race, religion, nationalitet, seksualitet, sprog og lign. Men ikke alle disse diskriminationsformer har eksisteret altid i menneskelig historie og de eksisterer på mange forskellige måder.

I Romerriget fandtes der f.eks. ikke racisme, ideen om at visse racer er andre overlegne opstod først langt senere i historien. Ligeledes fandtes der heller ikke diskrimination af homoseksuelle i Romerriget eller det antikke Grækenland indtil indførslen af kristendommen. Vi ser også at kønsdiskrimination virker meget forskelligt i forskellige dele af verden. På tekstilindustrifabrikkerne i den 3. verden, de såkaldte sweatshops eller ”sommerfuglefabrikker” (fordi de flyver fra sted til sted efter de laveste lønninger) er det ofte kvinderne der er i arbejde, og i mange af områderne med disse fabrikker i f.eks. Mellemamerika og Indien er det derfor mændene der går arbejdsløse. Pointen er at forskelle i befolkningerne kan udnyttes af magthaverne. Det vigtige er ikke hvad forskellene er, men blot at de er markante nok til at blive udnyttet. Kønsdiskrimination er særlig udbredt fordi at forskellen i køn er en stor og tydelig forskel i befolkningen, modsat f.eks. forskel i seksualitet som ikke kan ses på overfladen og hvor kun en lille andel af befolkningen kan diskrimineres. Men de forskelle der udnyttes kan være af alle slags, i særlige situationer er der endda blevet opfundet forskelle for at kunne udnytte dem.

I Rwanda og Burundi i Centralafrika f.eks. blev raceopdelingen i tutsier og hutuer i høj grad opfundet af den belgiske kolonimagt. Man tog små eksisterende forskelle og gjorde dem til definerende. Selvom der var forskelle på hutuer, der udgjorde det store flertal, og tutsier, i gennemsnit var tutsierne mere velhavende, så var forskellene ofte små og for mange reelt ikke eksisterende. Men koloniherrerne kunne udnytte forskellene i befolkningen og søgte derfor at øge adskillelsen og definerer grupperne som forskellige racer. Kolonimagten definerede her tutsier som personer der ejede mere end 10 køer eller som havde lange næser eller halse eller hvor mundtlige kilder placerede dem som nedstammet fra tutsier.** * Dermed skabte man en ”race” af sorte tutsier der regerede som en elite i samarbejde med kolonimagten over de fattigere sorte hutuer. På denne måde splittede man den koloniserede befolkning op i to grupper der kunne bekrige hinanden i stedet for samlet at bekrige kolonimagten. Pointen med dette eksempel er generel for al diskrimination. Det er ikke de faktiske forskelle der eksistere, eller bliver opfundet, der er det vigtige, men at man ved at understøtte og fokusere på forskellene kan udnytte dem til f.eks. del og hersk eller til at underbetale den ene del gruppe i forhold til den anden.

Underbetaling af kvinder splitter arbejderklassen

Underbetaling af kvinder eksistere ikke fordi de er kvinder, men fordi køn er en tydelig og udbredt forskel i menneskeheden. Underbetalingen har strenge rationelle årsager og eksistere uafhængig af hvor oplyst eller fordomsfuld den herskende klasse eller ens arbejdsgiver er. Ved at underbetale en del af arbejdskraften kan man ikke bare spare penge, man kan også bruge kvinderne til at presse mændenes løn længere ned eller til at true med at ansætte de lavtlønnede kvinder i stedet for mændene hvis mændene laver for meget ballade ved f.eks., at organisere sig i fagforeninger eller strejker.

Og ikke mindst så kan man bruge denne opsplitning af kønne til at svække arbejderklassens organisering og enhed. I Danmark, ligesom i mange andre lande, var mænd og kvinder f.eks. længe opdelt i hver deres fagforeninger indenfor en række områder. 3F opstod således som en samling af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) og Specialarbejderforbundet i Danmark (SID) der oprindeligt ikke optog kvindelige medlemmer. På denne måde blev fagforeningerne svækket og kunne spilles ud mod hinanden f.eks. under overenskomstforhandlinger eller under strejker. I øvrigt kan det nævnes at splittelsen mellem sorte og hvide blev brugt på samme måde i især sydstaterne i USA, hvor arbejdsgiverne forsøgte at udstille fagforeninger som sammenslutninger af sorte og jøder der ville stjæle hvide kristnes job.

Kampen for ligestilling er klassekamp
Dette forklarer også hvorfor kvindelige chefer generelt ikke er bedre i forhold til ligeløn og ligestilling og hvorfor at kvindelige statsledere ikke gør nogen særlig indsats for ligestilling i forhold til mandlige statsledere. Diskrimination eksisterer pga. klassesamfundet og det er ligegyldig om diskriminationen er baseret på køn, seksualitet, religion, race, nationalitet eller lign. I sidste ende er den eneste måde at afskaffe denne forskelsbehandling er ved at afskaffe klassesamfundet, altså igennem en socialistisk revolution. Når der ikke længere er nogle herskende klasse der kan udnytte forskellene i befolkningen vil forskellene efterhånden dø ud. Det er da heller ikke tilfældigt at de største fremskridt for kvinder i verden er sket under arbejderregeringer under påvirkning fra massiv klassekamp.

Problemet ved fagbevægelsens nuværende strategi er, at den i sidste ende basere sig på opfattelsen om, at hvis nok mennesker, og især politikere, bliver opmærksomme på problemet og forstår at der ingen rationelle årsager er til lønforskellen, så vil diskriminationen ophører. Men hvis det var sandt, hvorfor eksisterer lønforskellen fortsat over 40 år efter loven om ligeløn? Kapitalisterne fastholder lønforskellen med vilje og med magt. Den eneste måde at ændre på dette er ved at sætte hårdt mod hårdt, magt mod magt. Kun gennem udenomsparlamentarisk massekamp kan man opnå ligeløn. Dette gælder både i forhold til overenskomstforhandlinger hvor strejkevåbenet igen bør tages frem af skuffen, og til 8. marts der burde være præget af store demonstrationer i alle større byer for ligeløn.
Kvindernes sidste arbejdsdag
3F, FOA, HK, det nationale ligelønsnetværk og Socialpædagogernes Landsforening (SL), kører fortsat kampagnen ”Kvindernes sidste arbejdsdag” ”, hvilket er en årlig aktionsdag, fagforeningerne har indført hvor man hver den 1. november sætter fokus på, at kvinder i gennemsnit reelt arbejder resten af året gratis pga. uligheden i løn. Men selvom disse og lignende initiativer er en positiv, og kreativ, ting der sætter fokus så må det konstateres at de ikke rykker ved problemet.

Hvis fagbevægelsen i stedet for blot hver 1. november at pointere eksistensen af problemet, faktisk gjorde dagen til en kampdag med strejker og demonstrationer så ville vi hurtigt kunne se forbedringer. Men det er ikke nok med en eller to kampdage om året. En sådan kamp kan kun vindes gennem hårdt og konstant pres på arbejdsgiverne, og i sidste ende med et totalt opgør med kapitalismen. Hvis fagbevægelsen rent faktisk gjorde alvor af ”Kvindernes sidste arbejdsdag” og fik deres medlemmer til at gå hjem fra arbejde på arbejdspladser uden ligeløn eller hvor lønnen er lavere pga. at faget er et traditionelt “kvindefag”, og blive væk resten af året eller indtil der skete forbedringer i ligelønnen, så ville arbejdsgiverne hurtigt været presset til at give indrømmelser. En sådan kamp skulle selvfølgelig ske på en organiseret og veltilrettelagt måde. Det nytter ikke at enkelte kvinder blot går hjem her og der, dette ville blot føre til fyringer. Desuden er det vigtigt at strejken inkludere mændene på arbejdspladserne, både fordi det gør strejken stærkere og fordi de også påvirkes af manglen på ligeløn. Hvis strejkerne for alvor skal presse arbejdsgiverne og politikerne, så må også de ”mandlige” erhverv være parate til at gå i sympatistrejke. Kampen for ligeløn er en fælles arbejderkamp.

For en socialistisk og kæmpende fagbevægelse
En sådan storstilet aktion virker usandsynlig, for nogle endda umulig lige nu. Men det er den slags metoder der i sin tid bragte os vores rettigheder og vores velfærdssamfund. Sådanne storstilede kampe kræver en stærkere organisering af fagforeningerne og et højere aktivitetsniveau blandt medlemmerne. Dette kan sagtens opnå hvis fagforeningerne skifter kurs. I stedet for at sætte deres lid til kompromiser med arbejdsgiverne og regeringen, bør de klart forsvare deres medlemmers interesser. I stedet for at indgå overenskomstforlig om udvidelse af overarbejde, bør de, på trods af den fortsatte krise, kæmpe for kortere arbejdstid, flere i arbejde og til højere løn. Medlemmerne bør dagligt inddrages i arbejdet og kampagner må organiseres demokratisk med deltagelse af de almindelige medlemmer. På denne måde vil medlemsfaldet kunne vendes og aktivitetsniveauet og kampgejsten stige.

Igennem først små kampe og siden større kan fagbevægelsen reorganiseres til igen at blive de kamporganisationer de skabtes som. Hvis en sådan strategi blev ført ud i livet ville en storstilet kamp for ligeløn langtfra være umulig, men det kræver at fagbevægelsens demokratiseres og vendes tilbage til et socialistisk kampprogram. Det er hvad vi i Socialisten kæmper for.

NOTER:

* Dette er en opdateret og redigeret udgave af en artikel der oprindeligt udkom hos Socialistisk Standpunkt, den 20. maj 2013.

**SFI: Ikke lige løn mellem mænd og kvinder: http://www.b.dk/kommentarer/sfi-ikke-lige-loen-mellem-maend-og-kvinder

*** Mahmood Mamdani, When Victims Become Killers: Colonialism, Nativism, and the Genocide in Rwanda, Princeton University Press (New Jersey 2002), s. 98-100. (https://books.google.dk/books?id=CoWXAwAAQBAJ&pg=PA98&lpg=PA98&dq=tutsi+owned+10+cows&source=bl&ots=xwqfOqNKKR&sig=fsudTpdsYE7dRRWQlu3uu8O_uas&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwi54LvgutjSAhXI2CwKHVgYB8wQ6AEIJjAB#v=onepage&q=tutsi%20owned%2010%20cows&f=false)

Advertisements