Velfærdsalliancen går til kamp mod nedskæringer i kommuner og regioner

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den 16.marts demonstrerede Velfærdsalliancen foran Kommunernes Landsforening (KL) i København, i anledning af KL topmødet i Aalborg. Budskabet fra de 700 demonstranter var helt klart: kommunerne må kræve et stop for alle yderligere nedskæringer, og få tilbageført de 10 milliarder kroner, som der ifølge Velfærdsalliancen er forsvundet fra de kommunale kasser siden 2009. Siden dengang har 40.000 medarbejdere mistet deres job.

Som Velfærdsalliancen forklarer, så tvinger Budgetloven kommunerne til at gennemføre ’effektiviseringer’ hvert år, da deres udgifter ikke må stige, selvom der bliver flere udgifter til børn, unge og ældre. Konsekvensen er serviceforringelser. I 2018, 2019 og 2020 vil regeringen med moderniserings- og effektiviseringsprogrammet konfiskere yderligere 1,5 milliard kroner.

Til demonstrationen var der taler fra BUPL, LFS, 3F, HK, SF, Enhedslisten og Bekæmp fattigdom. De talte alle om vigtigheden af at gå imod nedskæringer på velfærden, og opfordrede samtidig til, at der frem mod 10. maj gøres en indsats for at få engageret langt flere i kampen. 10. maj vil Velfærdsalliancen gå på gaden i kommuner over hele landet, og stille flere samlende krav:

  • Afskaffelse af det årlige ’produktivitetskrav’ på 2%, som medfører store besparelser på regionernes sygehuse.
  • Afskaffelse af den kommunale økonomiske spændetrøje i form af serviceloft, anlægsloft, skattestop, effektiviseringsbidraget og budgetloven.
  • Afvisning af alle besparelser skjult som effektiviserings- og produktivitetskrav.

Hvis en bevægelse som Velfærdsalliancen bliver stærk nok, så vil det være muligt at presse regeringen til at få åbnet for statskassen. Men for at lykkes med dette, kræver det, at langt flere fagforeninger kommer ind i kampen. Enkelte københavnske fagforeninger, såsom LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, har gjort en kæmpe indsats for at aktivere deres medlemmer, gennem afholdelse af stormøder for tillidsrepræsentanter og aktivister. Dette burde være et eksempel til efterfølgelse for de store nationale fagforbund, som indtil nu har forholdt sig særdeles passive, ift. at få mobiliseret deres medlemmer i mod de fortsatte angreb på velfærden og de ansattes arbejdsforhold.

This slideshow requires JavaScript.

 

Advertisements