Den russiske revolutions 100 års jubilæum – del 2 af 2

vladimir-lenin-quotes-1024x717

Lenin taler til arbejdere og soldater i 1917.

“I revolutionens tid lærer millioner og atter millioner mennesker hver uge mere end ellers på et år i det sædvanlige søvnige liv” – Lenin.

Af Frederik Ohsten

Efter revolutionen i februar 1917 var det tid at gøre status. Hvad havde man opnået? Man havde styrtet zaren, javel. Men hvad med håbene om frihed, fred, brød og jord? I stedet for frihed så man tilbagevenden til zartidens vilkårlighed. Bønderne blev stillet for retten, hvis de overtog godsejernes jord. Der genindførtes dødsstraf for soldater ved fronten. Arbejderbladenes trykkerier blev ødelagt. Arbejdernes blade blev forbudt uden retskendelse. Bolsjevikkerne blev arresteret i flæng. I stedet for fred så man en fortsættelse af krigen. Brødet måtte arbejderne kigge i vejviseren efter. Hungersnøden vendte tilbage i 1917. Samtidig med at de russiske kapitalister scorede en fed profit på krigsmateriel, herskede der en uhørt elendighed blandt folket. Inflationen eksploderede, flere blev fyret, og der var ingen varer i butikkerne.

Og så var der jorden. Den beholdt godsejerne. Bøndernes kongresser vedtog gang på gang resolutioner om, at godsejernes ejendomsret til jorden var uretfærdig og måtte anses for røveri. Regeringen kom med fine hensigtserklæringer. Men alt, de gjorde var at trække sagen i langdrag, naturligvis med håb om at bøndernes krav ville blive glemt før eller siden.

Mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som støttede regeringen, havde altså valgt side. For krigen, for godsejerne, mod bønderne, mod arbejderne. Også i Bolsjevikpartiet var der dele af ledelsen – bl.a. Stalin og Kamenev – der ønskede en mere moderat linje og samarbejde med regeringen, så da Lenin kom tilbage fra eksil i april, måtte han kæmpe for at bevæbne partiet med det korrekte revolutionære perspektiv.

Opstand i juni og juli

Den nye offensiv mod tyskerne kostede mange menneskeliv. For at vise det russiske folks opbakning til det nye regime og krigen, arrangerede mensjevikkerne og de socialrevolutionære demonstration 18. juni. Demonstrationen blev fyldt med hundrede tusinder af arbejdere, deriblandt bolsjevikkerne. Men til arrangørernes store fortrydelse støttede arbejderne ikke deres paroler. Arbejderne gik på gaden med paroler som “ned med de ti kapitalistministre”, “ned med offensiven” og “al magt til sovjetterne”. Dette var en stor skuffelse for de reformistiske ledere. Episoden viste med al tænkelig tydelighed, hvor langt disse ledere var fra arbejderne.

Desværre var en demonstration, hvor arbejderne bar bolsjevikkernes revolutionære paroler, ikke nok til at løse problemerne. Der var dengang anarkister, der mente at man skulle lave væbnet opstand mod magthaverne. Marxisterne ønskede (og ønsker) en revolution, men kun fordi det er den eneste måde, hvorved man kan opbygge et nyt og bedre samfund. Marxister har aldrig ønsket at holde arbejderne væk fra revolutionen, men man skal ikke lede arbejderne lige lukt i nederlag. Petrograd var i disse dage på randen af revolution. Problemet var blot, at det var resten af landet ikke. Bolsjevikkerne mente derfor, at det ville ende med borgerkrig og nederlag, hvis man startede revolutionen på det tidspunkt.

Mange arbejdere havde dog mistet tålmodigheden og indkaldte til demonstration den 3. juli. Bolsjevikkerne gik nødtvungent med i stedet for blot at lade arbejderne sejle deres egen sø. Delinger af hæren deltog i demonstrationen. Faktisk var der i Petrograd kun én eneste deling af hæren, der var loyal over for regeringen. Den angreb demonstrationen, men blev jaget på flugt.

Regeringen indkaldte i denne situation soldater fra fronten til at nedkæmpe oprøret. Efter nedkæmpelsen kørte hæren og fascistiske bander rundt for at tæske de arbejdere, der ikke var gået hjem. Lenin måtte gå under jorden, Trotskij blev arresteret, og bolsjevikkernes blad blev forbudt.

Oktoberrevolutionen

Flere og flere af de betydningsfulde sovjetter støttede op om bolsjevikkerne. De fik flertal i blandt andet Petrograd og Moskva. Den 10. oktober fremsatte Lenin en resolution, der blev vedtaget af Bolsjevikpartiets ledelse. Nu skulle man forberede en væbnet opstand mod regimet. Begivenhederne gik nu slag i slag. Den 20. oktober begyndte de militære forberedelser til opstanden. I dagene herefter var der massemøder, hvor arbejderne sluttede op om bolsjevikkerne. 23. oktober gik de sidste to militære delinger i Petrograd over på sovjetternes side. 24. oktober forsøgte regeringschefen Kerenskij at få bolsjevikkerne arresteret. Men ordren blev ikke efterkommet. Ingen lyttede længere til ham. Dagen efter (eller natten), den 25. oktober kl. 2 om morgenen startede opstanden. Kl. 11 om aftenen blev den anden alrussiske sovjetkongres afholdt. Her vedtog repræsentanter fra bønder, arbejdere og soldater fra hele landet at fortsætte revolutionen.

26. oktober indtog røde soldater Vinterpaladset, hvor Kerenskij og hans lakajer havde barrikaderet sig. Herefter besluttede sovjetterne at lave en ny regering. Den ny regering kaldtes Folkekommissærernes Råd. Revolutionen var en realitet.

Revolutionens følger

Straks efter revolutionen blev Rusland angrebet af ikke færre end 21 kapitalistiske hære. Dertil kom resterne af zarens hær. Gennem massiv opbakning i befolkningen overlevede revolutionen dog dette kæmpeangreb. Man førte først og fremmest en propagandakrig fra bolsjevikkernes side. Man nedkastede socialistiske flyveblade over fjendens soldater. Man opfordrede dem til at skyde deres officerer i stedet for deres klassefæller i Rusland. Dette førte til mytteri blandt mange af de udenlandske tropper. Og mange soldater vendte hjem til de kapitalistiske lande som overbeviste revolutionære. Herefter var der revolutioner i bl.a. Tyskland, Østrig og Ungarn. Desværre led de alle nederlag. At Sovjetstaten dermed stod isoleret kom til at spille en fatal rolle senere hen.

Hvad kan vi lære?

Den russiske revolution er utvivlsomt en af de største begivenheder i verdenshistorien. Den viser, at et andet samfund er muligt, hvor almindelige arbejdere kan styre deres liv uden kapitalisterne. Planøkonomien skabte de mest imponerende resultater. Og det i et land, som var mere tilbagestående, end Indien er i dag. Man fik afskaffet arbejdsløsheden, man fik standset krigen og man fik højnet levestandarden for almindelige mennesker. Intet kapitalistisk land har hverken før eller siden præsteret de samme vækstrater som arbejderstatens planøkonomi.

Ud af hungersnød, barbari og borgerkrig skabte planøkonomien verdens anden mægtigste land med et enormt industrielt grundlag og et højt kulturelt og videnskabeligt niveau. Alle disse fremskridt kunne imidlertid have blevet meget større, hvis ikke demokratiet var blevet rullet tilbage under Stalins blodige diktatur, som med vold søgte at udrydde alt, hvad der kunne minde om Oktoberrevolutionens ægte idéer.

Den russiske revolution viser også nødvendigheden af et revolutionært parti med klart grundlag i arbejdernes masser, som kan stå frem med det korrekte perspektiv. I tiden før revolutionen stod bolsjevikkerne på trods af de værst tænkelige forhold fast. De var imod krigen, selv da alle andre støttede den. De var en lille gruppe på 8.000 ved starten af 1917. På under et år voksede de til et masseparti med kæmpeopbakning. Og de blev sat i spidsen for en revolution. Dette var ikke en tilfældighed, men et udslag af de korrekte paroler og løsninger på folkets problemer og evnen til at forbinde disse med masserne.

Hvad de russiske arbejdere fandt ud af for 85 år siden, var at der findes et alternativ til nedslidning, stress, høje priser, nedskæringer, krige og kriser. Det forudsætter bare et brud med kapitalismen.

Den russiske revolution viser, at socialisme og arbejdermagt er konkrete ting, der kan lade sig gøre. Også selv om ledelsen af arbejderbevægelsen i dag påstår det modsatte. En eneste succesfuld arbejderrevolution et sted i verden kan vise sig at gøre udslaget.

Advertisements