Den russiske revolutions 100 års jubilæum – del 1 af 2

putilov

Strejkende arbejdere fra Putilov-værket. Skt. Petersburg, Rusland, marts 1917. Foto: Wikipedia

Af Frederik Ohsten

Der er perioder i verdenshistorien, der repræsenterer afgørende vendepunkter. Vi lever selv i en sådan periode. Ligegyldigt om man er tilhænger eller modstander af den russiske Oktoberrevolution, så kan der ikke herske tvivl om, at denne begivenhed ændrede verdenshistoriens kurs på en hidtil uset måde. Hele det tyvende århundrede var domineret af Oktoberrevolutionens konsekvenser. Dette faktum er anerkendt af selv de mest konservative kommentatorer og dem, der er fjendtlige over for revolutionen.

Igennem tre generationer vendte forsvarerne for kapitalismen deres utæmmede vrede imod Sovjetunionen. Ingen tricks og kneb var for nedrige i deres forsøg på at tildele Oktoberrevolutionen og planøkonomien et mildt sagt blakket ry. Stalinismens forbrydelser blev endog meget nyttige i denne kampagne. Finten var at identificere socialisme og kommunisme med det bureaukratiske og totalitære regime, der voksede ud af revolutionens isolation i et tilbagestående land. Men al sådan snak er grundløs. Styret, som Oktoberrevolutionen indsatte, var hverken totalitært eller bureaukratisk, men derimod det mest demokratiske styre, der endnu er set på Jorden. Det var et styre, hvor millioner af almindelige mænd og kvinder smed deres undertrykkere og udbyttere på porten og i det mindste påbegyndte omdannelsen af samfundet.

Det er ikke svært at forstå hadet til Sovjetunionen, der deles af alle dem, hvis karrierer, salærer og profitter afhænger af den eksisterende samfundsorden, der baserer sig på rente og profit. Men det har ikke noget at gøre med Stalins totalitære regime. Deres ubegrænsede fjendskab til Sovjetunionen var ikke baseret på nogen kærlighed til frihed, men derimod nøgne klasseinteresser. De hadede ikke USSR på baggrund af de dårlige ting, men tværtimod for, hvad der var positivt og progressivt. De var ikke imod Stalins diktatur, der var nyttigt for dem i deres forsøg på at bekæmpe socialisme i Vesten. De var imod de nationaliserede ejendomsformer, der efterhånden var det eneste tilbage fra Oktoberrevolutionens fremskridt. Dette var farligt for kapitalismen. Revolutionen afskaffede den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Revolutionen startede et eksperiment, der beviste, at det er muligt at køre samfundet uden kapitalister, jordejere og pengeudlånere.

Anden Internationale og første verdenskrig

Anden Internationale blev stiftet for at varetage traditionerne fra Marx og Engels. I 1912 forsamledes ledere fra socialistiske og socialdemokratiske partier verden over til Anden Internationales kongres. Dette var i en periode med massiv oprustning og forberedelse til det, der skulle blive første verdenskrig.

På kongressen blev det vedtaget, at man under ingen omstændigheder ville støtte krigen, men derimod holde fast i linjen fra Marx, Engels og Det Kommunistiske Manifest. Man besluttede at holde fast i, at arbejderne ikke skulle i krig for at forsvare en kapitalistisk stat, men derimod angribe kapitalismen på tværs af landegrænser.

Da første verdenskrig brød ud i 1914, havde de socialdemokratiske ledere åbenbart glemt alt om deres løfter fra to år tidligere. I hvert fald støttede næsten hvert eneste socialdemokratiske parti krigsbevillinger og udsendelsen af arbejdere i krig mod andre arbejdere. Kun i to lande var dette ikke tilfældet. I Serbien og i Rusland. Netop i Rusland var Socialdemokratiet splittet mellem de revolutionære, bolsjevikkerne (som betyder flertalsfolkene) og de reformistiske mensjevikker (mindretalsfolkene). Bolsjevikkerne gik imod krigen. Lenin, der stod i spidsen for bolsjevikkerne, fastholdt, at arbejderne skulle vende våbnene mod kapitalisternes generaler i stedet for hinanden.

I krigens første tid var det ikke populært i Rusland (eller nogen andre steder) at tale imod krigen. Bolsjevikkerne fik korporligt tæv flere gange, når de fremførte deres paroler. Men som tiden gik, og tabstallene, arbejdsløsheden og inflationen voksede, da voksede også tilslutningen til bolsjevikkerne. Arbejderne begyndte at strejke for bedre forhold, hvilket zaren svarede på ved at sende de strejkende til fronten. I stedet hentede man bønder fra landet ind som arbejdskraft på fabrikkerne. Disse bønder lå traditionelt under for kirkens overtro og var, til at starte med, ikke venligt stemt over for bolsjevikkerne og de socialistiske idéer.

Men som krigen skred frem, måtte flere og flere sande, at zaren var komplet ude af stand til at løse selv de mest basale problemer for arbejderne og bønderne. For slet ikke at tale om soldaterne. Det, at man havde sendt de mest politisk bevidste arbejdere til fronten, begyndte at give bagslag. Langs fronterne fik parolerne om fred, brød og jord større og større sympati.

Revolutionen i februar

På kvindernes internationale kampdag, 8. marts (23. februar efter gammel russisk tidsregning), var der demonstration i Petrograd, arrangeret af de socialistiske partier. Ingen partier, heller ikke bolsjevikkerne havde planlagt strejker. Men de kvindelige tekstilarbejdere fra Vyborg-distriktet tog selv affære og startede en strejke. På andre fabrikker nedlagde arbejderne også arbejdet efter opfordring fra tekstilarbejderne. 90.000 strejkede mere eller mindre spontant. Dagen efter gik over to hundrede tusinde i strejke i Petrograd. Deres paroler krævede brød, fred og zarens afgang.

Uroen bredte sig i hele Rusland, og zaren opløste parlamentet, som havde eksisteret som en slags “demokratisk” dække for hans styre. Men da var slaget allerede tabt. Overalt var der demonstrationer. Arbejdernes deltagelse var massiv. Zaren blev tvunget af tronen. Zarens ministre blev arresteret af arbejdere og soldater.

Efter zarens afgang lå magten reelt i hænderne på arbejderne og soldaterne. Der blev dannet sovjetter (“råd”) ligesom under den første, fejlslagne revolution i 1905, samtidig med at der kom en foreløbig (provisorisk) regering. Den provisoriske regerings opgave var at formulere et grundlag for et borgerligt demokrati, som vi kender det i Danmark. Det var altså allerede fra starten en uholdbar situation med to forskellige slags magtorganer side om side.

Sovjetterne

Arbejderne, bønderne og soldaterne havde allerede i 1905 fundet sammen og dannet råd, der skulle repræsentere dem. Dette blev kaldt sovjetter. Den første sovjet blev dannet i Petrograd. Dannelsen af den første sovjet var en milepæl i arbejdernes kamp for bedre forhold. Zaren og hans embedsmænd var ikke sene til at anerkende betydningen af enhed mellem arbejdere, bønder og soldater. Sovjetten blev knust.

Under februarrevolutionen i 1917 blev der dannet tonsvis af nye sovjetter. Arbejderne organiserede sig mere eller mindre spontant og instinktivt. Ingen forklarede, hvordan arbejderne skulle organisere sig. Men de gjorde det gennem sovjetterne – på baggrund af mange års dyrekøbte erfaringer, der alle ledte til samme konklusion: Kun gennem enhed mod undertrykkerne kan kampen vindes.

Arbejderne var bevidste om, at zaren skulle styrtes. De var ligefrem ovenud opsatte på det. Men til at begynde med satte de deres lid til, at liberalisterne, mensjevikkerne og det småborgerlige parti de Socialrevolutionære kunne sikre dem bedre forhold og stoppe krigen. Hvilket alt sammen selvfølgelig skulle ske gennem et borgerligt parlament.

Parlamentet og den provisoriske regering skulle varetage Ruslands interesser som kapitalistisk stat. Gennem de næste par måneder måtte arbejderne sande, at det hverken betød bedre forhold eller en afslutning på krigen. Arbejderne havde med andre ord ikke fået valuta for pengene. Der var lagt op til nye opgør.

Advertisements