Tyrkiet i opbrud: Kup, modkup og repression

28560526640_f680cc9209_z

Erdogan efter kup-forsøget i Tyrkiet. Karrikatur af Beril Huliselan, CC / Flickr.

Natos næststørste hær hænger i laser, Tyrkiets ledelse er i strategisk vildrede, og der er kommet alvorlige skillelinjer til syne mellem Tyrkiet og deres Nato-allierede. Vi analyserer baggrunden for kuppet sidste sommer og Erdogans tiltagende repression mod politiske modstandere.

Af Frederik Ohsten

Knap to årtier med en fredelig, støt fremadskridende udvikling i Tyrkiet er bremset. Pludseligt og med et brag. Selv om iagttagere i mere end et år havde talt om, at et militært kupforsøg kunne være under opsejling, kom det tyrkiske statskup i juli bag på de fleste. Væksten er under pres (om end den fortsat er stærkere end i EU), og Tyrkiet er dybt indblandet i konflikten i Syrien, hvilket ikke er med til at stabilisere situationen – tværtimod.

Konspirationer forklarer intet
Men hvad skete der egentlig under det skæbnesvangre kup natten til den 16. juli 2016? Der florerer et væld af konspirations-teorier, og navnlig er der to, der er populære.

Den ene, der især er populær i Tyrkiet, går ud på, at det USA orkestrerede kuppet. Den anden, der har bedre kår i Vesten, går ud på, at præsident Erdogan selv stod bag kuppet for at udrense sine fjender og befæste sin magtposition.

Men som det altid er med konspirationsteorier, forklarer de intet om hverken kampen mellem samfundets klasser og sociale lag, og ej heller om interne stridigheder i landets elite. Hvis vi forsøger at se nærmere på disse konflikter, bliver vi en hel del klogere end ved at gentage konspirationsteorier.

Tidligere i år kom det frem, at der i efteråret var planlagt en række udskiftninger i den militære top. Det kan have fremskyndet lysten til et kup og gjort en taktisk alliance mellem en række laverestående officerer fra den såkaldte Gülen-bevægelse (også kendt som Hizmet) og kemalistiske generaler mulig.

Da der ikke har været noget, der minder om en rettergang og vederhæftig retslig undersøgelse af kuppet, er det umuligt at sige med sikkerhed, at det er dette, der er sket.

Men det virker sandsynligt ud fra en betragtning af, hvem der faktisk deltog i kuppet. Det var på den ene side generaler fra landets traditionelle militære elite. Her har vi at gøre med folk, der er opdraget med en republikansk og strengt sekulær ideologi, altså hårdkogte kemalister. På den anden side lavere rangerende militærfolk fra Gülen-bevægelsen, som tidligere har været Erdogans allierede.

Kuppet faldt sammen
Et kupforsøg er altid et hasardspil. Kupmagerne ved ikke på forhånd, om de vil få succes. Man er af indlysende sikkerhedshensyn nødt til at begrænse antallet af folk, der kender til planerne.

Og man er nødt til at satse på, at man gennem resolut handling og overtagelse af strategiske støttepunkter, kan få størstedelen af de væbnede styrker og andre dele af statsapparatet til at bakke kuppet op, eller i det mindste ikke kæmpe aktivt imod. Samtidig er man nødt til at satse på, at befolkningen vil holde sig i ro og hurtigt acceptere det nye styre. Intet af dette skete natten til den 16. juli.

I løbet af kuppet døde 240 regeringstro og 40 kupfolk. Kuppet faldt hurtigt fra hinanden, da det viste sig, at de kun nød en meget lille opbakning i de væbnede styrker. Desuden var de ude af stand til at arrestere eller dræbe præsident Erdogan, og han kunne via Facetime henvende sig til den tyrkiske befolkning.

Her virkede han i øvrigt oprigtigt rystet over kupforsøget, hvilket betyder, at han enten er en skuespiller i verdensklasse, eller også er konspirationsteorierne fri fantasi. Erdogan opfordrede befolkningen til at gå på gaden. Og opfordringen blev fulgt. I titusindvis strømmede tyrkerne på gaden – både tilhængere og modstandere af Erdogan. Det var tydeligt, at det for masserne på gaden ikke så meget handlede om at være for eller imod Erdogan, som det handlede om at være for eller imod et nyt militærdiktatur.

Udrensninger
Den store forskellighed blandt demonstranterne blev for alvor tydelig i de følgende dage. Til demonstrationerne var der kvinder med og uden tørklæde, der var mænd med og uden skæg. Der var religiøse slogans (Gud er stor), slogans til støtte for Erdogan, slogans til støtte for republikken og gamle venstreorienterede sange og slagord fra 1970’erne. Flere demonstranter drak øl, og mange bar billeder af Mustafa Kemal Atatürk, den tyrkiske republiks fader. Det var med andre ord ikke demonstrationer til støtte fro Erdogans regering, men imod forsøget på militærkup og for demokrati.

Efter kuppet blev besejret, handlede Erdogan hurtigt. En større udrensningskampagne blev sat i gang, og Erdogan lænede sig op af den folkelige forargelse og vrede mod kup- magerne i almindelighed og Gülen-bevægelsen i særdeleshed. Knap 43.000 i uddannelsessystemet (heraf mange på Gülen-skoler) er blevet fyret eller suspenderet. Næsten 9.000 politifolk er blevet suspenderet. Omkring halvdelen af landets generaler og admiraler er afsat. 130 medier er blevet lukket, og næsten 3.000 dommere er blevet fjernet fra deres poster. De opsigtsvækkende udrensninger har vakt bestyrtelse i Vesten, men Erdogan har været i stand til at ride på en bølge af vrede mod kupmagerne blandt den tyrkiske befolkning, der ikke har tilgivet, at næsten 300 men-nesker mistede livet under kupforsøget.

Reaktioner fra Vesten
Under kupforsøget var de vestlige ledere bemærkelsesværdigt vage i deres udmeldinger. De kaldte til ro og besindighed, men ingen udtrykte eksplicit støtte til den valgte regering og Erdo- gan, og ingen fordømte eksplicit kupforsøget. Erdogan og tyrkerne kunne ikke tolke det som andet end en moralsk støtte til kupmagerne. Reelt var der tale om en ”vent og se”-holdning, som der ikke er plads til i en situation, hvor man er tvunget til at vælge mellem to parter. De vestlige ledere har i årtier været vant til at samarbejde med den kemalistiske elite, og de har ikke været på god fod med Erdogan i de senere år. Men nu er forholdet for alvor blevet giftigt.

Omvendt lød der fuldtonet fordømmelse af kuppet samt støtte til Erdogan fra både Rusland, Qatar, Iran og andre vigtige lande. Der er ikke noget at sige til, at Erdogan ikke føler, han skylder de vestlige ledere noget.

Forholdet mellem Vesten og Tyrkiet er nu præget af uro, tvivl og splittelse. I Nato spørger man sig selv, hvem der skal erstatte de fyrede generaler og admiraler. Det er folk, man har samarbejdet med på topplan i Nato i årevis. Under selve kup- forsøget blev strømmen en overgang lukket til Incirlik-luftbasen, hvorfra USA og andre flyver på togt mod mål i Syrien. Basen rummer desuden et arsenal af amerikanske atombom- ber. At der overhovedet kan sås tvivl om sikkerheden omkring opbevaringen af disse våben, er i sig selv en kilde til bekymring i Nato.

Forholdet til Rusland
Samtidig tyder det på, at forholdet mellem Tyrkiet og Rusland er tøet noget op. Erdogan har mødt Putin i Sankt Petersborg, og de to lande har et nært samarbejde om naturgas. Rusland leverer 60 procent af Tyrkiets gas, og der er planer om at konstruere den såkaldte ”Turkish Stream”-rørledning gennem Sortehavet. Gassen vil dermed kunne nå Tyrkiets europæiske del uden om det problematiske Ukraine. Derfra kan gassen strømme videre til Europæiske partnere. Projektet vil både gavne Tyrkiets forsyningssikkerhed og strategiske position, samtidig med at det vil mindske Ruslands afhængighed af Ukraine som transitland.

Imidlertid er der ikke meget, der tyder på, at Tyrkiet for alvor vil nærme sig Rusland på ret mange andre og mere væsentlige punkter end gas, turisme og samhandel. Hvad angår geopolitik og det regionale magtspil har de to lande fortsat forskellige interesser, især når det kommer til Syrien.

Her kan man muligvis nå til begrænset enighed, hvilket især kurderne vil lide under. Men Tyrkiet er fortsat tættere knyttet til Nato og USA end til Rusland, selvom det tyder på, at landet føler behov for at føre en mere selvstædig udenrigspolitik, lidt som De Gaulles Frankrig gjorde i sin tid. Erdogan forsøger – ud over de praktiske fordele ved samarbajdet med Rusland – på denne måde at balancere mellem Rusland og USA, og han forsøger at udnytte forholdet som en diplomatisk valuta over for USA. I dette spil er der ingen permanente partnere, kun permanente interesser.

Tyrkiet er med sit interne og eksterne roderi eksponent for, at den proces med øget samling og fælles fodslag mellem magterne, som vi så i 1990’erne og 00’erne, er i gang med at blive afløst af spændinger mellem staterne.

Nationalstaterne står i stigende grad stejle over for hinanden. Processen er med til at understrege det bagstræberiske i kapitalismen i den nuværende periode med økonomisk stagnation, og det er med til at understrege, at den fortsatte eksistens af det kapitalistiske system og nationalstaterne er en konstant trussel mod millioner af menneskers liv.

Advertisements