Latinamerikas venstrefløj under pres

5f7Af Niklas Zenius Jespersen

Det 21. århundrede tegnede til at blive venstrefløjens århundrede i Latinamerika. I land efter land vandt venstrefløjen magten gennem demokratiske valg og gang på gang fejlede borgerlige kupforsøg. Med Venezuela i spidsen diskuteredes overgangen til socialisme som en snarlig forestående affære. Men de sidste par år er situationen vendt. Venstrefløjen er nu under pres i land efter land, senest med statskup i Brasilien, krise i Venezuela og valgnederlag i Peru og Colombia.

For få år siden kunne det næsten ikke gå galt for Latinamerikas venstrefløj. Århundreder med fejlslagne revolutioner og vellykkede militærkup og invasioner fra USA så ud til at være slut. Valgsejre sikrede venstrefløjen og progressive regeringsmagten i Venezuela, Bolivia, Ecuador, Uruguay, Paraguay, Brasilien, Chile, Peru, Brasilien, Argentina, Surinam, Nicaragua, El Salvador, Honduras og Costa Rica foruden en række caribiske østater.

De eneste større lande hvor højrefløjen, gennem vold og valgsvindel, holdt ud var Colombia og Mexico. Ikke nok med det så måtte USA se til, mens militærkup blev besejrede af folkelige opstande i blandt andet Venezuela og Ecuador. Samtidig sikrede en fordelagtig kurs for naturressourcer som olie, gas og metaller en boomende økonomi der gjorde det muligt at sikre store sociale forbedringer. Intet så ud til at kunne gå galt.

Det begyndte så småt at ændre sig i 2009. For første gang siden den nye venstrebølges begyndelse lykkedes højrefløjen med et militærkup. I første omgang var dette dog kun i det lille land Honduras. Resten af venstrefløjen så ud til at holde stand og fortsætte fremgangen med nye valgsejre i bl.a Peru, Suriname og Costa Rica. Men militærkuppet viste at venstrefløjen manglede evnen til at slå konsekvent igen og højrefløjen fik fornyet selvtillid. Der skulle dog gå tre år til før et statskup sikrede den næste venstreregerings fald, denne gang i Paraguay. Igen formåede venstrefløjen ikke at slå tilbage og trods højtråbende taler fik den nye kupregering lov til at blive på magten uden synderlige problemer.

Begyndelse på enden?

Problemerne for venstrefløjen begynder alvorligt at akkumulere fra 2015 af. Faldende råvarepriser på verdensmarkedet slår hul i finansieringen af de sociale programmer og højrefløjens voksende selvtillid resulterer i fornyet uro, voldelige optøjer og kuptrusler i flere lande.

Afgørende lider socialistpartiet et sviende nederlag ved parlamentsvalget i Venezuela i 2015 og samme år genvinder højrefløjen magten i Argentina og gør en foreløbig ende på Kirchner tiden, en tid hvor først Néstor Kirchner og siden hans kone Christina Kirchner kombinere en grundlæggende borgerlig nationalisme og modstand mod USA’s dominans med en progressiv social politik og alliance med Latinamerikas venstrefløj.

I 2016 tager problemerne til i styrke, efter at Humalas venstrenationalistiske regering i Peru kollapser i opbakning i en sådan grad at de helt trækker sig fra valget. Humala havde indført flere sociale forbedringer, men havde samtidig drejet til højre på en række punkter, ikke mindst bliver regeringen upopulær efter at den slår voldeligt ned på strejker i Espinar-provinsen. Den voldelige repression fører til at venstrefløjen i hans parti splitter ud og det lykkes en af udsplitterne, Verónika Mendoza, at sikre en imponerende hurtig fremgang til det lille nye venstrefløjs parti ”Den Brede Front” der bliver tredjestørst.

Desværre betyder en splittelse af venstrefløjens stemmer at den endelige valgrunde til præsidentposten bliver et valg mellem pest eller kolera, mellem den liberalistiske Pablo Kuczynski, tidligere leder i de nyliberale imperialistiske institutioner Verdensbanken og IMF, og den konservative Keiko Fujimori, datter af landets tidligere diktator. Havde venstrefløjen avanceret til 2. valgrunde, hvilket de ville hvis venstrefløjen havde opstillet samlet, er det bestemt muligt de kunne havde vundet valget pga. det folkelige had til Fujimori, i stedet førte modstanden mod Fujimori til Kuczynskis sejr.

Statskup i Brasilien og krise i Venezuela

I Brasilien kom Arbejderpartiet under pres pga. voksende problemer pga. den internationale økonomiske krise og en faldende popularitet i dens fattige bagland pga. flytning af investeringer fra velfærd til afholdelse af VM i fodbold og de Olympiske Lege.

Dette kombineret med en øget selvtillid til højrefløjen betyder, at det lykkes dem at splitte Dilmas koalition mellem venstreorienterede og borgerlige partier og få de borgerlige partier i koalitionen til at alliere sig med landets konservative og liberalistiske højrefløj i, at føre en rigsretssag imod præsident Dilma og den tidligere arbejderparti præsident Lula.

Rigsretsagen, der føres i parlamenterne frem for i en retssal, er bygget på falske korruptionsanklager og anklager om ting der basalt set ikke er ulovlige, men må henregnes til en kreativ fremstilling af budgettet optilsenestevalg.

Bedre bliver det ikke, af at de tidligere borgerlige regeringer brugte samme trick og at en tredjedel af de højreorienterede parlamentsmedlemmer selv bliver efterforsket for korruption. Selv om kupforsøget udløser en række store protester anført af fagforeningerne og landets store sociale bevægelser, især bevægelsen af jordløse bønder, lykkes det for højrefløjen at afsætte Dilma og indsætte den højreorienterede Temer som ny præsident. Noget der bekvemt samtidig åbner for at de kan standse korruptionsundersøgelserne imod dem selv og Temer.

I Venezuela har længerevarende problemer med økonomisk sabotage eskaleret og medført en omfattende mangel på dagligvare med lange køer som resultat. Samtidig har staten mistet en væsentlig del af sin indtjening pga. faldende oliepriser med det resultat at dele af den offentlige sektor er blevet lukket delvist ned flere dage om ugen.

Modsat hvad de borgerlige medier skriver, så skyldes Venezuelas problemer ikke for meget socialisme, men for lidt. En alt for svag regulering har åbnet for massiv korruption og valutasvindel. Dette har medført, at varer og valuta smules ud af landet eller sælges til overpriser på det sorte marked. Valutasvindlen er blevet så omfangsrig at mange virksomheder er stoppet med at importere mad og i stedet investerer i valutasvindel. Samtidig organiserer mange virksomheder og højreorienterede grupper sabotage imod økonomien og tilbageholder varer for at destabilisere situationen yderligere. Resultatet har været en voksende apati blandt regeringens traditionelle bagland i de fattige områder og givet højrefløjen blod på tanden. De er nu i gang med at få gennemført en folkeafstemning om, at afsætte præsident Maduro fra socialistpartiet midt i hans regeringsperiode.

En vaklende politik er skyld i krisen

På trods af de mange forskelle der er landene imellem så er der en række grundlæggende fællestrak i de problemer venstrefløjen står over for. Venstrefløjens popularitet de seneste par år har i en anseelig grad baseret sig på fordelagtige priser på verdensmarkedet der har muliggjort store sociale forbedringer uden at det har været nødvendigt for alvor at gribe ind i de riges magt og privilegier.

På den måde har man måske nok mindsket konflikten med borgerskabet, men samtidig har man gjort velfærdssektorene afhængige af udvik- lingen i verdensøkonomien. En fuldstændig uholdbar situation hvis problematiske karakter nu står klart som følge af den internationale krise. Nu hvor pengene fra eksport af naturressourcer falder, så står venstrefløjen over for problemer med, at finansiere velfærdsprogrammerne. Det eneste alternativ til at spare og skære ned er, at angribe de riges privilegier ved at hæve skatterne, ekspropriere formuer og overtage banker og virksomheder der nægter at virke til fællesskabets bedste.

Dette er en af årsagerne til den voksende konfrontation mellem højre- og venstrefløjen, men desværre vakler regeringerne i flere lande. Ikke mindst i Venezuela hvor Maduro har forsøgt at indgå en række kompromisser med både Venezuelas eget borgerskab og med international kapitalisme, herunder en række udliciteringer og statslig finansiering af nye private virksomheder. Dette har dog ikke mindsket problemerne, tværtimod forringer det yderligere regeringens folkelige opbakning og højrefløjen og kapitalisterne acceptere reelt ikke kompromiserne, men ser dem som svaghedstegn. Frem for at lade sig købe til fred, bliver de mere grådige og øjner muligheden for deres totale sejr over revolutionen.

 

Politisk har venstrefløjen været lige så vaklende. Venstrefløjens magt har været afgørende basseret på en enorm folkelig mobilisering og aktivisme, ikke mindst i kraft af de folkelige opstande der besejrede forsøg på kup og borgerkrig i bl.a. Venezuela, Ecuador og Bolivia.

Problemet er, at regeringerne svinger i, hvor meget de baserer sig på denne aktivisme fra neden. I Venezuela har man svunget mellem at indføre radikale eksperimenter med direkte demokrati og til andre tider trukket i den modsatte retning i forsøg på at indgå kompromiser med højrefløjen.

Under det igangværende statskup i Brasilien har masserne spillet en sekundær rolle som støttemanifestationer frem for, at regeringen kunne havde forsøgt at mobilisere en opstand eller generalstrejke til forsvar for demokratiet. Denne svingende politik har med tiden skabt en vis demobilisering og demotivering blandt et vist lag af masserne.

Kombineret med de alvorlige sociale og økonomiske problemer almindelige mennesker stadig oplever har dette medført at masserne ikke i samme grad som tidligere lader sig mobilisere ved valg eller imod kup til at forsvare venstrefløjsregeringerne.

 

Alt er ikke tabt

Alt er dog endnu ikke tabt. Venstrefløjen sidder stadig på magten i en lang række lande og en række af de nye højrefløjsregeringer er allerede i problemer, især i Argentina. Venstrefløjen lykkes stadig i at mobilisere hundredetusinder i demonstrationer og den økonomiske og politiske krise har skabt en øget bevidsthed blandt mange om nødvendigheden af et endeligt opgør med kapitalismen og den kompromissøgende kurs.

Dette er hvad venstreregeringerne må bygge på. Fremfor desperate forsøg på kompromisser med højrefløjen i et forsøg på at leve på den internationale kapitalismes nåde eller desperate og naive appeller til korrupte senatorer, domstole og generaler om at opretholde den demokratiske legitimitet, må venstrefløjen forberede sig på en afgørende konfrontation med borgerskabet. Den fordelagtige internationale situation politisk og økonomisk op gennem 00’erne gjorde det muligt at tage den med ro og gennemføre en roligere udvikling imod socialisme, men dette er slut. Situationen er presset og der er ikke tid til vaklende ledere eller en svingende politisk kurs.

Kapitalismen har igennem århundreder vist, at den er ude af stand til at bringe Latinamerika op på højde med den vestlige verden eller blot at tilbyde basale nødvendigheder til kontinents millioner af fattige og arbejdere. Og krisen har vist at vi ikke kan håbe på kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Som Hugo Chávez erklærede allerede i 2005 er det derfor nødvendigt med et opgør med kapitalismen og indførsel af en socialisme for det 21. århundrede. Virksomheder der lukker produktionen, holder varer tilbage fra markedet, snyder i skat eller begår overgreb mod arbejderne må straks nationaliseres og puttes under demokratisk kontrol. Enorme mængde landbrugsjord står ubrugt hen fordi de store jordejere ikke tror på, at de kan tjene penge ved at opdyrke dem.

De må overtages af staten og fordeles ud til opdyrkning af de fattige og jordløse bønder. Banker involveret i skattesvindel og valutasvindel må eksproprieres og formuerne investeres i sikring af bassale velfærdsrettigheder og investeres i moderne industriproduktion. Gennem en demokratisk planlægning af økonomien kan der sættes en stopper for den økonomiske krise og igen skabes grundlag for at finansiere en fortsat bekæmpelse af fagtigdommen og udvidelse af velfærden.

For at dette kan lade sig gøre er det nødvendigt at mobilisere det store flertal af arbejderklassen og de fattige, ellers kan vi ikke besejre borgerskabet af rigmænd og militære ledere støttet af USA og EU. Men for at dette befolkningsflertal skal kunne mobiliseres er det nødvendigt med en klar plan for at sejre og at de føler sig involveret direkte i kampen, ikke kun som fodtusser, men involveret i beslutningstagningen. Der må tages nye radikale skridt mod et folkeligt demokrati.

På arbejdspladserne bør der vælges direkte demokratiske bestyrelser til at drive virksomhederne og i bykvarterne og landsbyerne bør magten overgå til direkte demokratiske borgerråd frem for til statslige bureaukrater og politikere der kun vælges hvert fjerde år. Dette er også den eneste måde at gøre op med korruption, bureaukrater og vakkelvorne ledere inden for venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Truslen om militærkup må engang for alle fjernes ved at erstatte en professionel hær trænet i at nedkæmpe folkeopstande, med en folkelig bevæbning til at modstå invasioner fra USA og fremmede magter og de menige soldater må gives ret til at vælge deres egne officerer for at forhindre dannelse af en ny kaste af militære ledere der udnytter den militære magt til at pleje egne interesser frem for befolkningsflertallets.

Slår venstrefløjen ind på en sådan ny revolutionær offensiv, kan den folkelige entusiasme genskabes til at besejre kupforsøg og igen vinde frem ved valgene. Venstrefløjen har en historisk mulighed for én gang for alle at gøre op med sult, fattigdom og tyranni i Latinamerika og sætte et eksempel for verden ved at hvis hvordan socialisme kan forvandle et helt kontinent fra USA’s baghave til moderne demokratier med høj levestandard. Den chance må vi ikke lade gå til spilde.

 

Advertisements