Ted Grant – ti år efter hans død

tedspeakers

Ted Grant taler i London ved Speakers Corner i 1942

Af Lasse Bertelsen

Den britiske marxist Ted Grant var den sidste i den generation af trotskister, der arvede bevægelsen efter Leon Trotskij. Ted Grant stod i spidsen for den såkaldte Militant-tendens, der voksede sig til den største succes for trotskisterne i efterktigstiden. Lasse Bertelsen skriver en personlig beretning om Ted Grants betydning for både sig selv og den trotskistiske bevægelse.

I år er det ti år siden at den britiske marxist Ted Grant døde. Ted Grant er ikke særlig kendt i Danmark hvilket egentlig er en skam, da han har spillet en vigtig rolle i forsvaret for de marxistiske ideer siden 30erne og ikke mindst efter murens fald, hvor store dele af venstrefløjen var i dyb krise.

Ted Grant har også været den, der har betydet mest for mit politiske liv, siden jeg mødte ham som 19-årig i 1994 til et møde på Vesterbro, hvor han talte om verdenssituationen med vægt på den 3. verden. Derfor kommer denne artikel for at berette om mine (få) møder med Ted Grant, men især for at fortælle om en mand, som viede sit liv til at opruste den internationale arbejderklasse med de marxistiske ideer. En mand som stædigt kæmpede for at bygge en marxistisk tendens indeni arbejderklassens organisationer, med synspunktet om at udenfor arbejderbevægelsen var der intet.

Ted Grant i politisk storm

Ted var en dygtig taler, men han var først og fremmest teoretiker. Han skrev mange artikler, nogle af de vigtigste var om Østeuropa, om stalinismen i efterkrigstiden, om Kina og en udførlig analyse af Sovjetunionens udvikling – både før og efter murens fald. Mange omhandlede også arbejderbevægelsens historie og den marxistiske teori om staten.

Teds stædige insisteren på at bygge en teoretisk funderet og afklaret tendens blandt arbejderklassen har flere gange bragt ham i politisk stormvejr. Ikke mindst i arbejdet med at bygge en britisk sektion af 4. internationale hvor Ted Grant af flere omgange kom i konflikt med ledende personer i 4. internationale som James Cannon, Pierre Frank, Mandel, Pablo og andre. Senere i 1991 og 1992 var der en hård kamp i gruppen Militant (som på det tidspunkt talte flere tusinde i England) hvor Ted Grant blev smidt ud fordi han hårdt og uden tøven gik imod en del af ledelsens opportunistiske tilnærmelser til skotsk nationalisme, samt at den samme gruppe vil droppe det politiske arbejde indenfor Labour for i stedet at opbygge uafhængige grupper udenfor arbejderbevægelsen.

Begyndelsen

Ted Grant blev født i 1913 i Sydafrika og blev der vundet til de marxistiske ideer af den sydafrikanske kommunist Ralph Lee. Som 15årig blev Ted medlem af det sydafrikanske kom- munistparti. Gennem Ralph Lee blev han også introduceret til de politiske ideer fra den internationale kommunistiske venstreopposition under ledelse af Leon Trotskij som blev forfulgt af ledelsen af kommunisterne ført an af Stalin. I 1934 rejste Ted til Paris for at mødes med Trotskijs søn Leon Sedov, der senere blev myrdet af en stalinistisk agent. Her diskuterede de hvor han kunne bruge sine kræfter bedst og derefter rejste han til England hvor han gik med i den lille trotskistiske gruppe. Efter et stykke tid startede de, efter råd fra Trotskij, arbejde i Labours ungdomsorganisation.

De britiske trotskister var på det tidspunkt meget svage, og havde ifølge Ted Grant mange boheme typer. Teds afdeling i Paddington som kun bestod af 8 personer (inkl. Jock Haston, Millie Lee og Ralph Lee der også kom til London i 1937), var derimod var en meget dedikeret gruppe der deltog i partiar- bejde, lavede strejkestøtte arbejde og solgte aviser regelmæssigt. Dette førte til sidst til intriger i den britiske gruppe, der så de unge i Paddington som en trussel mod deres ledelse. Intrigerne førte til at Paddington gruppen blev ekskluderet og siden startede Arbejdernes Internationale Liga (Workers International League, WIL).

Denne gruppe vokser til omkring 300 i 1943, hvor de slår sig sammen med de andre små trotskistiske grupper og danner det Revolutionære Kommunist Parti (Revolutionary Communist Party, RCP). Denne gruppe opnår stor succes i krigens sidste år under ledelse af Jock Haston, Ted Grant og Jimmy Deane. Desværre bliver arbejde saboteret af ledelsen af fjerde internationale, der lykkedes i at skubbe RCP’s ledelse ud på et sidespor og til sidst helt ud. Til sidst beslutter gruppen omkring Ted Grant i 1965 at droppe forhåbninger om samarbejde med 4. internationale, hvis ledelse på det tidspunkt har smidt Ted Grant gruppen ud 3 gange i alt efter selv at have inviteret dem med. De stifter avisen Militant og op gennem 70erne og 80erne opnår de stor succes med arbejde i Labour. Blandt andet får de flertal i Labours ungdomsorganisation LPYS, får tre tilhængere valgt ind i parlamentet som repræsentanter for Labour på et socialistisk program, samt valgt over 40 kommunalbestyrelsesfolk, igen på socialistisk program indenfor Labour.

I slutningen af 80erne har de op mod 8.000 støtter, blandt andet gennem solidaritetsarbejde med de strejkende minearbejdere og senere med kampagnen mod Thatchers forhadte Poll Tax. Den øgede støtte får dele af ledelsen i Militant, med Peter Taaffe i spidsen, til at tale for at stoppe arbejde i Labour og lave en selvstændig gruppe. Samtidig prøvede de at vinde indflydelse i Skotland ved at droppe kritikken af de skotske nationalister. Dette gik Ted Grant og Alan Woods klart imod hvilket betød chikanerier fra ledelsen som havde flertallet med sig og til sidst til deres eksklusion. Men for Ted var det vigtigste forsvaret for de politiske ideer. For ham var de socialistiske ideer og principper det vigtigste, mens organisationen kom i anden række, forstået på den måde at for ham kunne der ikke blive tale om at udvande programmet og hvis det førte til eksklusion måtte det være sådan. Det var jo heller ikke første gang han måtte prøve at bygge en organisation op fra bunden.

Ted Grant var en politisk gigant. Forstået på den måde at han mod alle former for pres holdt fast i linjen, som stammede fra Trotskijs venstreopposition, som igen stod for et forsvar for Lenins ideer, der stammede fra Marx og Engels og var grundlaget for den internationale arbejderbevægelse fra dens begyndelse. På den måde repræsenterede Ted Grant den ubrudte linje, eller den røde tråd, helt tilbage fra marxismens start.

Minder

Som nævnt mødte jeg første gang Ted Grant til et møde på Vesterbro i 1994 om marxisme. Ted holdt oplæg om den politiske situation på internationalt plan. Mødet blev afholdt af avisforeningen Socialisten som var den danske del af Komiteen for en marxistisk internationale. Jeg havde mødt Socialisten til et møde i Komiteen mod krig i Golfen i 1991. I 1990 var vi en lille gruppe meget unge der havde stiftet en afdeling af Unge Mod Apartheid i Albertslund, men vi var aktive i alt hvad der rørte sig, ikke mindst modstanden mod den første krig i Irak.

Senere gik vi med i opstarten af Rød Ungdom, hvor vi dannede en lokalafdeling i 1994. Selvom mange af de ideer, der blev talt om på mødet var nye for mig slog det mig hvor enkelt Ted Grant var i stand til at forklare de marxistiske ideer, som jeg i hvert fald har hørt andre, der er i stand til at gøre meget komplicerede. Anden gang jeg mødte ham var i marts 1995. Her skulle Ted Grant holde oplæg om dialektisk materialisme og historisk materialisme. Vi var en gruppe på 4-5 fra Rød Ungdom der deltog og der var masser af diskussioner. Om aftenen lørdag var jeg nød til at gå tidligt, da jeg skulle op søndag klokken tre og dele aviser ud. Jeg fik siden hen at vide at Ted havde klaget over at der ikke var nogle af de andre kammerater der havde hjulpet mig med at dele aviserne ud. Dette er et meget godt billede af hvilken person Ted Grant var. Han bekymrede sig oprigtig for andre folk, og han så det som et politisk problem, at en tæt kontakt skulle arbejde hele natten og dermed var mindre oplagt til mødet dagen efter. Mit indtryk var også, at han fandt vores lille gruppe på 10-15 unge interessant.

Vi var ikke unge fra velstående hjem med trang til akademiske diskussioner. Vi kom fra betonblokkene i Albertslund, og vi var aktive på gaden i kampen for bedre forhold for lærlinge, aktiverede arbejdsløse, mod nazisme osv. Måske tager jeg fejl, men min fornemmelse er, at det lige præcis var den type aktivister med arbejderklassebaggrund, Ted Grant ønskede at bygge på. På det tidspunkt havde jeg været i kontakt med Socialisten siden 91, og de var efterhånden ved at miste tålmodigheden med de mange diskussioner (tror jeg) som indtil videre ikke havde ført til, at de havde vundet nogle af os. Dette tror jeg var en af grundene til, at de havde fået Ted over.

Efter weekendmødet i marts var jeg og en god ven inviteret til middag hos de dengang ledende kammerater. Efter at vi havde spist spurgte Ted: well, will you join? Jeg havde siddet derhjemme og lavet lister med hvad der var for og imod at gå med. Imod var at det var en meget lille gruppe på seks-otte personer og at de havde en meget direkte orientering mod socialdemokratiet, hvor de alle sammen var blevet ekskluderet fra tidligere. Hvad der talte for var at jeg var politisk enig med dem, og at de havde været i stand til at svare på alle mine spørgsmål og tvivl gennem en række diskussioner der som sagt var forløbet over fire år. Så svaret var yes. Dermed var jeg også klar over at mit svar ville betyde begyndelsen på en ny periode i mit politiske liv.

Vikinger i internationalen

Om sommeren samme år gik også to andre med fra Rød Ungdom Vestegnen. Det var til den internationale konference i Barcelona, der blev afholdt af Teds internationale sammenslutning, som dengang hed Komiteen for en Marxistisk Internationale. Jeg har siden snakket med flere af de folk, der var med til det møde fra de andre lande der sagde, at der var som en lille flok vikinger havde troppet op og højlydt råbte ” hørt” og andre tilråb fra tilskuerpladerne, især når Ted var oppe og holde tale. På det tidspunkt var vi alle aktive i solidaritetsarbejdet med de strejkende buschauffører fra Esbjerg, og vi var vant til at give høje klapsalver til de forskellige tillidsmandsmøder.

Efter konferencen blev det arrangeret, at vi kunne stille spørgsmål til Ted, hvis vi havde tænkt på noget under konferencen. Jeg kan huske han blandt andet forklarede statens udvikling fra kapitalisme mod et kommunistisk samfund. Jeg kan også huske at han flere gange pegede på et is-skilt og forklarede at det var det rene gift den slags. Det fik en af de ældre danske kammerater, Rolf, til at købe en is til ham, som han gladeligt tog imod hvilket vi synes var sjovt. Efter mødet spiste vi mad ved en lille bar hvor han, udover en masse politiske ting også rådede os til at bruge a lot of oil and a little vinegar, hvilket jeg den dag i dag ofte tænker på, når jeg skal have salat. Ted var også i Danmark senere. Som jeg husker det, var det før eller efter storkonflikten i 1998. Udover et åbent møde, var jeg også med til et mindre møde med Ted samt to andre danske kammerater for at diskutere organisationens arbejde og de muligheder, der var.

Uheldigvis kom jeg i slutningen af samme år i konflikt med de andre to ledende kammerater omkring spørgsmålet om ukritisk og uden et politisk grundlag at lade en ung kammerat blive en del af ledelsen i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Efter halvandet år førte det til, at jeg og  Kasper Siegismund blev smidt ud af gruppen, der på det tidspunkt talte 17. Dette appellerede vi imod til det internationale sekretariat, der gav os chancen for at tale vores sag.

Derfor kørte vi hele vejen til Barcelona i juli 2000 i en gammel Ford Siesta. På mødet var der opbakning til at man ikke bare kunne smide os ud. Jeg kan huske Ted Grant var oppe og forsvare vores ret til at blive i organisationen, og at man ikke kunne acceptere udemokratiske metoder selv om de folk der havde smidt os ud var hans gode bekendte. En af begrundelserne for at jeg skulle smides ud var at jeg havde lavet rap til en anarkistisk demonstration, til hvilket Ted sagde: what about this music, did he play the wrong tune? Det fik alle til at le. Når Ted siden stod i den store sal til de årlige møder i Barcelona og holdt tale som kun han kunne gøre kunne jeg ikke lade være med at lade en tåre falde, jeg ved egentlig ikke hvorfor. Han holdt sin sidste tale i Barcelona i 2003, hvilket også var en rørende begivenhed hvor hele salen bagefter stod op og gav en kæmpe klapsalve.

Ved en af hans taler kan jeg huske, at han talte om Trotskij og omtalte ham som en martyr for vores bevægelse og den internationale arbejderklasse, der måtte se hele sin familie myrdet inden han selv blev brutalt slået ihjel. Den måde han omtalte Trotskij gjorde stort indtryk på mig, man kunne på en eller anden måde fornemme Teds dedikation til Trotskij og til fortsættelsen af hans kamp. Det fornemmede jeg i hvert fald. Da Ted døde, kan jeg huske at jeg var ude og ro på en sø i det nordlige Sjælland med min kone Mia. Jeg blev kontaktet af Ana Munoz fra det internationale sekretariat, der fortalte at han var død. Det må have været dagen efter hans død den 21. juli 2006. Det kom lidt over en uge efter at min mormor var død, min mormor der havde betydet meget for mig og som også var med til at inspirere mig til at blive politisk aktiv, da jeg var 14. Så det var en underlig juli i 2006.

Kampen fortsætter

Med alt dette her ønsker jeg bare at slå fast, at vi i Socialisten, her på 10 året for Ted Grants død, stadig forpligter os til at videreføre (så godt vi kan) Ted Grants arbejde med at forbinde de marxistiske ideer med arbejderklassens kamp. Som nævnt er det ikke altid lige let.

Omvendt kan man se at Teds perspektiver overalt bliver bekræftet. Den store krise som kapitalismen har været inde i siden 2008 var forudset af Ted. I Labourpartiet i England, har hundredetusinder af arbejdere og unge meldt sig ind for at støtte Jeremy Corbyn mod blair-folkene. Det bekræfter 100% at arbejderklassen altid vender sig imod masseorganisationer når det virkelig gælder. Dem der benægtede dette og stirrede sig blinde på den midlertidige stilstand i Labourpartiet må i dag sidde tilbage med en mærkelig fornemmelse.

Ted Grants virke var netop en kamp mod sekterisme. Han gik imod de sekter som troede at man får en revolution ved at proklamere den. Han gik imod dem der forsøgte at skabe kunstige r-r-revolutionære partier udenfor arbejderbevægelsen. Og imod de småborgerlige elementer der så sig selv som kloge og bedrevidende store revolutionære der skulle forklare de knapt så kvikke arbejdere hvad de skulle gøre. Dette er en forrykt forvanskning at den metode Marx, Engels, Lenin og Trotskij brugte. Og som Ted Grant forsøgte at give videre.

Ted Grant forklarede gentagne gange at opgaven var at forbinde sig med de bedste arbejdere og unge, og ved at tage udgangspunkt i deres hverdag, vise hvordan socialisme var løsningen. Mens andre tendenser var til fals for idéer om at studerende var et særligt revolutionært segment, forklarede Ted altid at studerende kunne spille en nyttig rolle, men kun hvis de blev en del af arbejderklassens kamp. Dette ene og alene af den grund, at arbejderklassen på grund af sin stilling i produktionen er den eneste klasse, der kan sætte magt bag ordene. Det er den eneste klasse, der kan lamme kapitalister- ne gennem strejke, og den eneste klasse der kan overtage produktionsmidlerne og dermed sætte kapitalismen på museet over udtjente samfundssystemer.

En organisation der ikke har et bredt lag af politisk skolede klassekæmpere, altså arbejdere der har vundet deres kollegaers respekt for at turde slås når det var svært, turde lede mens bevægelsen var på tilbagetog, en organisation uden dem, vil stå helt uden for klassekampen den dag den spidser til.

Socialisten vil, med de få kræfter vi har, gøre vores for at bygge en rigtig marxistisk tendens med rødder i arbejderklassen. En tendens der vil forsyne arbejderklassen med de våben, som er skabt til netop denne klasse og dens kamp, nemlig de marxistiske ideer. Og vi vil gøre det vejledt af erfaringerne fra Ted Grant.

 

Appendiks:

Militant-tendensen

På sit højdepunkt i 1980’erne organiserede Ted Grants gruppe – den såkaldte Militant-tendens – tusindvis af aktivister i Storbritannien og var begyndt at udgøre en reel trussel for højrefløjens greb om Labour-partiet. Tre af Labours parlamentsmedlemmer tilhørte Militant. Det var også Militant, der stod bag den omfattende kampagne imod Margaret Thatchers planer om den såkaldte ”Poll Tax”. Kampagnen blev massiv, og de store massemobiliseringer samt 18 millioner, der nægtede at betale den særlige skat, førte til Thatchers fald.

I Liverpool stod Militant i spidsen for det flertal af venstreorienterede Labour-byrødder, der tog kampen op med Thatchers overklasseregering i 1980’erne. Gennem ulydighed og mobiliseringer på gaden vandt byrådet over 600 millioner kroner tilbage fra regeringen og brugte pengene til at bygge 5.000 nye almennyttige boliger, fem nye idrætscentre og fem nye børnehaver. Byrådet skabte også 2.000 nye arbejdspladser. Det oprørske bystyre blev knækket af Labours egen ledelse, der indledte en eksklusionskampagne i stedet for at kæmpe imod Thatchers regering.

Advertisements