Bob Dylans radikale politik

bob_dylan_1978

Bob Dylan under koncert i 1978. Foto: Wikipedia

Da Bob Dylan fik Nobelprisen i litteratur, gik prisen til et livsværk, der er dybt forankret i både den amerikanske tradition for folkemusik og kampen for social retfærdighed.

Tekst: Frederik B. Ohsten

Den 26. oktober 1963 fremførte Bob Dylan for første gang sit store hit ”The Times They are A-Changin’” for en udsolgt Carnegie Hall i New York. Sangen er forankret i en tro på, at bevægelsen for social retfærdighed er ustoppelig, og at moral og retsind vil sejre. Sangen var blevet mulig på grund af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, der rystede USA, men det var Dylans store bedrift, at han i kondenseret og kunstnerisk form indkapslede dette historiske øjebliks ånd.

De protestsange, som gjorde Dylan berømt, blev skrevet i løbet af en meget kort periode – blot 20 måneder fra januar 1962 til november 1963. Han var inspireret af den amerikanske arbejderklasses radikale traditioner som eksempelvis det syndikalistiske IWW, kommunistpartiet i 1930’erne og de anarkistiske beat-musikere fra 1950’erne. Og han var åbenlyst inspireret af den legendariske, venstreorienterede folk-musiker Woody Guthrie, som den 19-årige Dylan mødte i 1960. Men frem for alt var han inspireret af den politiske uro blandt de amerikanske unge, der demonstrerede for borgerrettigheder og forbud mod atomvåben. Hans sange beskæftigede sig med våbenkapløbets skrækindjagende perspektiver, racisme, fængsler, justitsmord og fattigdom.

En generations stemme

Det var denne periode af kreativitet i overflod, der gav os ”Let Me Die in My Footsteps”, ”Blowin’ in the Wind”, ”Only a Pawn in Their Game” (der handler om klassesamfundet som grundlag for racisme), ”With God on Our Side”, ”Masters of War” (der handler om det militær-industrielle kompleks), ”When the Ship Comes In” samt ”Hattie Carroll” (der med udgangspunkt i en virkelig drabssag handler om retsvæsenets og systemets indgroede uretfærdighed og racisme).

Med sine poetiske evner og sin skarpe, radikale profil, fornyede Bob Dylan protestgenren og gav den et nyt og kæmpemæssigt publikum. Da The Times They are A-Changin’-albummet udkom i 1964, blev den 22-årige knægt fra Minnesota hurtigt udråbt til at være hele sin generations stemme og talerør.

Dylans vending

Det var imidlertid ikke en titel, Dylan ville tage på sig. I sommeren 1964 forklarede han i et berømt interview med journalisten Nat Hentoff i magasinet New Yorker, at ”Jeg ønsker ikke længere at skrive for andre folk – du ved, være en talsperson. Fra nu af vil jeg skrive det, der kommer fra mig selv, indefra… Jeg er ikke en del af nogen bevægelse… Jeg kan bare ikke klare nogen organisation.”

Dylan følte sig ikke blot hyldet, men også omklamret. Han ville bevare sit frie ståsted, sin kunstneriske uafhængighed. Hans Scherfig udtrykte i en anden sammenhæng denne kunstnerens kamp for frihed ved at sige, at ”man kan kræve af kunstnere, at de skal være revolutionære. Man kan kræve, at de skal være kommunister. Men lad os være fri for disse skiftende anvisninger på, hvad og hvordan vi skal male. Det kan vi godt selv finde ud af.” Dylan meldte sig på ingen måde ud af kampen for retfærdighed, men han insisterede på, at hans lyrik og hans musik var – netop hans.

En frigørelsesproces

I sangen ”My Back Pages” gør han op med det, han ser som den politiske aktivismes døde kulturliv og med de ”selvudnævnte professorer” i bevægelsen. Hans standpunkt er, at ”jeg bliver min egen fjende, når jeg begynder at prædike”.

Dylan trak sig tilbage fra den åbenlyse protestmusik og aktivismen. For ham var det et spørgsmål om at trække sig fra fastlåste kategorier fra fortidens samfund og selv definere sin fremtid. Som sådan var det en naturlig, kunstnerisk frigørelsesproces. Man kan indvende, at selv det største kunstneriske geni ikke kan ”melde sig ud” af klassesamfundet og gøre op med fastlåste kategorier blot ved at undlade at tale om dem, men det er let at tilgive Dylan, hvis man ser det som en svaghed.

Ind i sindet

Opgøret med The Times They are A-Changin’, som My Back Pages markerede, var ikke så meget en afvisning som det var en uddybning, udvikling og forlængelse. Han opfordrede 1960’ernes unge til selv at reflektere og selv forme fremtiden, uafhængigt af fortidens normer. Denne idealisme viste sig politisk set at være en blindgyde, men for Dylan var det en uomgængelig vej, hvis han skulle bevare sin kreativitet.

Den unge musikers tilbagetog fra synlig politik blev fulgt af en lyrisk opdagelsesrejse ind i sindet. Den sammenhængende, ligefremme historiefortælling blev afløst af en mere uigennemskuelig surrealisme. Den akustiske troubadours mådehold og enkle lyrik veg for hedonistisk ekstravagance og en musikalsk tilnærmelse til rockmusikken. Sangteksternes univers blev mere personligt, nærmest privat. Det er værd at lægge mærke til, at denne udvikling i Dylans kunstneriske virke ikke var resultatet af en ”fri” kunstnerisk proces, men resultatet af store, samfundsmæssige begivenheder, hvorpå kunstneren reagerede på sin egen facon.

Alle sange er en protest

Dylan blev kritiseret af folk på den amerikanske venstrefløj for sin drejning. På en festival i Newport blev han mødt af buh-råb. Det gik hen over hovederne på ”venstre”-kritikerne, at ”Maggies Farm” på albummet Bringing It All Back Home fra 1965 indeholdt en skarp fordømmelse af den eksisterende sociale orden, staten og lønarbejdet. Arbejdsgivernes magt bliver udstillet som hvilende på ideologisk bedrag (”She talks to all the servants about man and God and law”), og den sociale orden bliver fremhævet som en hindring for menneskelig, individuel frigørelse: ” I try my best to be just like I am/ but everybody wants you to be just like them.”

Sangen It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding) fra same album udstiller, at samfundet er bygget på hykleri og grådighed (”money doesn’t talk, it swears”). I andre sange, der blev til i 1965 kan man fornemme Vietnamkrigen som et dystert baggrundstæppe, mest tydeligt i ”Tombstone Blues”.

Temaerne er blevet ved at skifte i Dylans lyrik, og han har fortsat sine kreative eksperimenter livet igennem. Det er karakteristisk, at han også i en høj alder drager på den ene tourné efter den anden, men at han samtidig vægrer sig imod officiel anerkendelse fra ”det etablerede”, som Nobelprisen er udtryk for. Da en utilfreds tilhører i Albert Hall råbte, at Dylan skulle spille nogle ”protestsange”, svarede musikeren: ”Come on, de er alle sammen protestsange.” Det er måske en vigtig nøgle til hovedparten af Dylans lyrik: sangen er en protest imod både klassesamfundet uretfærdighed og imod dets resultat (som også florerer i bevægelsen for et bedre samfund): uselvstændig, vanepræget tankevirksomhed, der ikke tør sprænge rammerne for, hvad der er muligt.

 

Advertisements