Island: Upolitisk kandidat vinder præsidentvalg

Af Patrick Gehrs

I 2008 mistede de islandske aktier 95 procent af deres værdi. Og selv om økonomien
og beskæftigelsen nu går fremad, er købekraften stærkt svækket efter en
devaluering på 60 procent. Nu har befolkningen forkastet de gamle politikere og i
stedet valgt en uafhængig kandidat som præsident.

Islands præsidentvalg den 25. juni fik ikke just stor opmærksomhed i den danske og internationale mainstream-presse. Dette skyldes primært det islandske fodboldlandsholds fremragende præstationer ved sommerens europamesterskaber. Vinderen af præsidentvalget, historikeren Guðni Thorlacius Jóhannesson, sagde da også
grinende ovenpå sin sejr, at det han glædede sig mest over ved at skulle besidde præsidentembeddet var, at han nu kunne få gratis billetter til landsholdet s kvartfinale opgør mod værtsnationen Frankrig. Island, det lille ørige i Nordatlanten med knap 332,500 indbyggere, har på trods af landets ringe størrelse været dybt viklet ind i de klassemodsætninger som præger den tid vi lever i – valget af netop Guðni Jóhannesson
er et udtryk deraf. Dette kommer vi tilbage til.

Udviklingen i Island siden løsrivelsen fra Danmark

I 1943, midt i en rasende verdenskrig, besluttede kongeriget Island, at bryde de sidste bånd til det danske monarki. 25 år forinden havde Island de facto været dansk territorium via
den dansk-islandske forbundslov. Island blev, ovenpå en folkeafstemning efter forbundsunionens udløben, erklæret som en selvstændig republik – 98% af befolkningen stemte for dette. Ovenpå Anden Verdenskrigs afslutning besatte først britiske-, dernæst amerikanske soldater øen. De trak sig dog ud igen 1946 for senere, igen, at vende tilbage, da Island, efter store protester blandt befolkningen, i 1949 tilsluttede sig NATO.

I efterkrigstiden boomede Islands økonomi. Takket være amerikansk marshallhjælp kunne Islands fiskeri for alvor industrialiseres – dette var dog ikke uden problemer, da man flere gange lå i fiskerikrig med Storbrittanien ovenpå uenigheder om landenes interne fiskerigrænser (den såkaldte ’Torskekrig’).

Islands økonomi skulle for alvor komme på verdenskortet ovenpå landets indtræden i EØS (Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde) i 1994 – ovenpå dette, fandt en storstilet liberalisering af landets økonomi sted.

2008: den økonomiske krise rammer Island hårdt

I 2001 tog man de første skridt til at liberalisere og privatisere Islands banksektor. Privatiseringer var kravet for, at få adgang til mere kredit på de internationale finansmarkeder. De tre største banker: Landsbanki, Glitnir og Kaupthing havde
inden finanskrisens udbrud i 2008 oparbejdet en gæld på ni gange Islands BNP. Da krisen tog fart og tilliden i finansmarkederne for alvor styrtdykkede, mistede omverdenen simpelthen troen på, at de islandske finansinstitutioner kunne tilbagebetale sin gæld – og da refinansiering af lånene ikke engang var en mulighed, måtte Islands tre største banker dreje nøglen om og de aktiver der var tilbage måtte nationaliseres.

Den islandske stat sad nu med gæld til op over begge ører, påført af en lille gruppe af individer fra landets finanselite som havde brugt disse banker som instrumenter til tvivlsomme investeringsaktiviteter. Efterfølgende måtte IMF træde til og udstede lån med skyhøje renter. Resultatet blev, at da den daværende højre-liberale regering atter satte den islandske krone i udbud, havde valutaen mistet 2/3 af sin værdi. Resultatet blev en voldsom arbejdsløshed samt en gældssætning af hele den islandske befolkning, hvor man da regnede ud, at skulle landet tilbagebetale sin gæld til især britiske og hollandske finanshuse, så skulle hver enkelt islænding af med 85,000 danske kroner – dette blev dog kategorisk afvist af befolkningen via en folkeafstemning i 2010.

På trods af, at Island i de senere år er blevet fremhævet som et pragteksemplar på hvordan en økonomisk krise overvindes (bevares, landet har formået at reducere sin gæld til det halve), så er den dybe mistillid, som den etablerede politiske elite har påført befolkningen, bestemt ikke forsvundet. 1990’ernes generation af eventyrlystne og skruppelløse finanskapitalister, drømte om at gøre Island til et nyt Schweiz, dvs. et nyt investeringscentrum i Verden.

Progressive vestlige nyhedsmedier har givet Island masser af ros for, som nærmest det eneste land i Verden, at retsforfølge finansfolk med direkte skyld i 2008’s finanskollaps. Ikke mindre end 26 bankfolk er endt bag tremmer. Derudover har den islandske befolkning, mere end én gang, formået at vælte sidende regeringer siden 2008 – gid vi dog havde samme mod i Danmark. Desværre har alternativet til de borgerlige bestående af socialdemokraterne og de venstre-grønne ikke kunne vise et klart nok alternativ i den førte politik hvilket førte til at de borgerlige kom tilbage.

Dette så vi bl.a. i 2013 hvor befolkningen valgte en borgerlig regering bestående af Selvstændighedspartiet (partiet hvis fornemste opgave er at beskytte finanselitens interesser) samt det Progressive Parti, efter, at man i 2009 (ovenpå massive folkelige protester) valgte en centrum-venstre regering bestående af det islandske socialdemokrati samt De Venstre-Grønne.

Panama papers og nyvalg

Tilbage til nutiden, og netop som man troede at alt åndede fred og idyl for landets politiske overklasse, faldt bomben tidligere i år igen, med de omfattende afsløringer om flere politikeres suspekte skatteforhold – de såkaldte ’Panama Papers’. Heri afsløredes det, at flere medlemmer af den politiske elite – bl.a. landets statsminister Sigmundur Gunnlaugsson (sammen med sine internationale kolleger), brugte en række offshore banker til at skjule formuer for skattemyndighederne.
Disse pinlige afsløringer gjorde bl.a. at Ólafur Grímsson trak sit kandidatur til en sjette præsidentembedsperiode tilbage samt at statsminister Gunnlaugsson trådte af fra sin post
ovenpå massive folkelige protester.

Tilbage sad så lektor i historie på Reykjaviks statsuniversitet, Guðni Jóhannesson på national tv og analyserede elitens seneste finansspekulative eskapader. Jóhannesson, som ydermere er forfatter til flere bøger om moderne islandsk historie, heraf kritiske bøger om ’Torskekrigen’ samt finanskollapset i 2008, nød stor sympati fra islandske tv-seerere i hans rolle som mangeårig politiske kommentator. I maj måned, ovenpå et stort antal opfordringer, bekendtgjorde han sin kandidatur som en såkaldt uafhængig (upolitisk) kandidat.

is

Næsten 40 procent af vælgerne stemte på den uafhængige kandidat, historikeren Guðni Jóhannesson som Islands præsident. Den forhenværende præsident måtte gå af i utide efter det i forbindelse med de såkaldte Panama-papirer blev afsløret, at han gemte en formue i skattely.

Upolitisk kandidat vinder valget

Jóhannesson vandt altså præsidentvalget med 39,1 procent af stemmerne mod 27,9 procent til tidligere nationalbankdirektør Davíð Oddsson. Selvom Jóhannesson ikke tilhører en decideret politisk fløj, og selvom han bestemt er meget pragmatisk (han blev for nylig den første præsident i Verden som officielt deltog i en Pride-festival), så er han ikke en kandidat for anti-etablisimentet. Eksempelvis er han modstander af Islandsk EU-medlemsskab, men for EØS-samarbejdet – som om noget påførte Island de mekanismer som senere resulterede i den finansielle nedsmeltning.

I forhold til det islandske Alting (pendant til det danske Folketing), så har præsidenten desuden kun symbolsk magt. Det virkelig spændende var derfor også parlamentsvalget i oktober, hvor piratpartiet blev landets tredjestørste parti.

Piratpartiet som absolut ikke er et ideologisk parti i klassisk forstand vil indføre mere direkte demokrati i form af flere internetafstemninger samt mere gennemsigtighed omkring den politiske elites anliggender. Selvom der er stadig er lang vej til, at Islands produktions- og finanssektor er på befolkningens hænder, ja endda til, at de Venstre-Grønne ligger den socialdemokratiske linje fra sig, så bliver det spændende, at følge dette nybrud som måske, dog i det mindste, kan resultere i en mere progressiv socialpolitik end hvad vi hidtil har set på sagaøen.

Advertisements