Taburetterne knirker

llr_presse1

Foto: Pressefoto, Statsministeriet.

Lars Løkkes regering har store planer om omfordeling fra samfundets bund til samfundets top. Men regeringen vakler på grund af voldsom intern strid mellem de borgerlige partier.

Af Frederik B. Ohsten

Tilbage i 00’erne regerede Anders Fogh Rasmussens regering ved at gå langsomt frem og ikke komme med angreb på arbejderklassen, som kunne risikere at frembringe reaktioner, der ville true regeringens overlevelse. Det hjalp på det hele, at det var en periode med opsving i økonomien, og at Dansk Folkeparti kunne købes med gangbar politisk valuta i form af såkaldte ”stramninger” på udlændingeområdet. Altså; hvis blot tilværelsen blev tilpas dårlig for flygtninge og indvandrere, kunne de bakke forringelser af dagpenge, efterløn, pension og uddannelser op. Sådan er det ikke længere.

Forældet valuta

Regeringens 2025-plan, der med finansminister Claus Hjort Frederiksens ord er ”et katalog af ubehageligheder”, var designet til at tilfredsstille både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Anders Samuelsens superliberalister skulle købes med en massiv nedsættelse af topskatten, så der kunne blive råd til flere Ferrarier i Whiskybæltet. Dansk Folkeparti skulle købes ved at gøre livet ekstra hårdt for flygtninge og indvandrere. Men 00’ernes politiske valuta er ikke længere gangbar.

Under de nuværende forhold med en smal Venstre-regering er Dansk Folkeparti nødt til at tage hensyn til deres ”sociale profil” for at hindre, at vælgerne går til andre partier, især Socialdemokratiet. Valget i 2015 gav flertal til de partier, der i ord gik imod yderligere nedskæringer på velfærden, og det signal har Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ikke glemt.

Pilen peger på valg

De nedsættelser i topskatten, som skulle købe Liberal Alliances gunst, er samtidig blevet afvist som for små af en stålsat Anders Samuelsen. Det har ført til panik i blå blok: Det, der er for lidt for Liberal Alliance, er for meget for Dansk Folkeparti. Og selv om Lars Løkke Rasmussen har holdt møder med LA’ernes sugardaddy, Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen, har det indtil videre ikke ført til noget. Liberal Alliance truer fortsat med at vælte Lars Løkkes regering, og Dansk Folkeparti forholder sig fortsat stejlt over for topskatteplanerne. Det kunne altså tyde på et valg engang omkring nytår, muligvis til januar.

Lars Løkke Rasmussen vil for alt i verden undgå et valg. Venstre står elendigt i meningsmålingerne, og det er sandsynligt, at et valg vil gøre Mette Frederiksen til statsminister i en socialdemokratisk regering (som imidlertid vil have sine egne, betydelige problemer, men det er en anden sag). Lars Løkke Rasmussens tid som partiformand vil samtidig være forbi. Alene hans personlige interesser (herunder privatøkonomiske forhold) tilsiger, at han vil kæmpe hårdt for at undgå et valg. Og det er ikke udelukket, at regeringen vil foretage et tilbagetog og skrinlægge 2025-planen for i stedet at bevæge sig langsommere fremad dag for dag af de politiske stier, der nu engang viser sig farbare. Også dette scenario kompliceres af, at Liberal Alliance har truet med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten sættes ned med fem procent. Og holder de fast i dette (hvilket partiet er nødt til, hvis deres trusler og løfter fremover skal tilskrives væsentlig tyngde), er vi lige vidt, og pilen peger igen på valg.

En gave til arbejderpartierne

For arbejderpartierne er nedsmeltningen i blå blok en politisk gave. Det giver mulighed for at lægge maksimalt pres på især Dansk Folkeparti og afsløre deres asociale hykleri. Socialdemokratiets top bruger de borgerliges krise til netop dette, men uden selv at love ”for meget”, altså at tage et egentlig opgør med det seneste årtis nedskæringspolitik og reform-amok.

For Enhedslisten er det en oplagt mulighed til at fokusere på dels Løkke-regeringens overklassepolitik og Dansk Folkepartis tvetungede tale. Men det er også en mulighed for at stille krav og betingelser for at støtte en Socialdemokratisk ledet regering. Erfaringen med Thorning-regeringen, hvor den økonomiske politik blev dikteret af De Radikale, er mildt sagt ikke opløftende. Fra Enhedslistens ledelse har man derfor helt korrekt lagt op til en debat af dette spørgsmål, dog uden at der indtil videre er kommet klare bud fra ledelsens side. Nogle mindstekrav, der i den sammenhæng vil være oplagte, er, at De Radikale ikke er en del af regeringen, og at der i regeringsgrundlaget er en plan for tilbagerulning af en række af de senere års utryghedsskabende reformer, ikke mindst på områder som dagpenge, førtidspension, kontanthjælp, fleksjob, efterløn og pension. Det vil samtidig være oplagt at anvise finansieringsmuligheder gennem eksempelvis statslig overtagelse af banker og virksomheder, der er indblandet i skattelyskandaler, og som er blevet afsløret i systematisk fup og svindel.

Advertisements