Spanien: Kup i socialdemokratiet giver Rajoy magten

8389489477_07515c53a6_m

Paladsrevolution i spansk socialdemokrati PSOE. Bag kuppet stod bl.a. guvernør for Andalusien Susana Diaz (billedet i midten).

Af Andreas Bülow

Den 23. oktober har en ny ledelse af socialdemokratiet PSOE meddelt at de vil stemme blankt ved den konservative Mariano Rajoys regeringsdannelse. Det sker efter et år hvor Spanien har været styret af en midlertidig administration, da ingen har kunnet samle flertal. Den nye konstellation er et klassesamarbejde over midten, men det kan også bane vejen for en enorm fremgang til den yderste venstrefløj.

Selvom Spanien som et af de få lande har oplevet økonomisk vækst i 2016, så er arbejdsløsheden stadig på 20%, mens hele 43,9% af de unge står uden job. Landet er desuden blevet præget af en række korruptionsskandaler over de senere år, hvor højtstående politikere og embedsmænd er blevet anklaget for svindel i millionklassen. Tusinder af unge er i de senere år udvandret fra Spanien for at søge arbejde i udlandet. De ser med andre ord ingen fremtid i deres eget land.

Det var disse realiteter som gav anledning til enorme politiske bevægelser og protester. I første omgang fik det sit udtryk i bevægelsen med pladsbesættelser den 15. maj 2011, senere med minearbejdernes strejker i 2012 og fremgang til venstrefløjskoalitionen IU, for til sidst at afspejle sig i det nye parti Podemos stiftelse og kometagtige fremgang.

Parlamentarisk dødvande

Siden da har der været to parlamentsvalg i Spanien, det første i december 2015 og det andet i juni 2016. December-valget gav en markant lussing til de to gamle magtpartier, PSOE og det konservative PP – næsten 23% samlet tilbagegang – så fik venstrefløjen et kanonvalg med 20,66% af stemmerne til Podemos og 3,6% til IU.

De efterfølgende seks måneder brugte de borgerlige politikere på at forsøge at danne flertal for en ny regering. Til sidst måtte de smide håndklædet i ringen. Den 26. juni 2016 blev der derfor afholdt nyvalg. Valget var symptomatisk for spaniernes manglende tiltro overfor det politiske system.

Valgdeltagelsen var 3,5% lavere end i december, der var små forrykelser på højrefløjen imellem partierne, mens venstrefløjen tabte hele 1,2 million stemmer, bl.a. 70.000 i Barcelona og over 200.000 i Madrid. På grund af en favorabel alliance imellem IU og Podemos, opnåede venstrefløjen dog det samme mandattal i det nye parlament (71). Årsagen til dette skal dels findes i den lavere stemmedeltagelse, men også i venstrefløjens egne fejl med at svinge fra meget radikale taler til mere kompromissøgende retorik. En klar linje har manglet.

Alligevel var der ingen klar sejrherre ved juni-valget. Socialdemokratiet i PSOE oplevede en svag tilbagegang og tabte 4 mandater, de konservative i PP en moderat fremgang, men med de fleste stemmer stjålet fra midterpartiet Ciudadanos. Venstre-nationalistiske partier som det catalanske ERC opnåede også fremgang.

Efter valget så situationen lige så håbløs ud som før. PP kunne ikke få flertal bag sig, da en række mindre nationalistpartier sad med de afgørende stemmer. Den ene forhandling efter den anden endte ud i ingenting. Lige indtil et velorkestreret kup fandt sted i Socialdemokratiet.

Kup i socialdemokratiet

Under hele denne proces var der inde i Socialdemokratiet PSOE en stærk fraktion som ønskede at få en “ansvarlig” aftale i stand med PP. Ligesom i Danmark, fungerer det spanske parlament med at en regeringsdannelse blot skal undgå at have et flertal imod sig, hvorfor det ville være tilstrækkeligt hvis PSOE stemte blankt.

Ligesom andre socialdemokratier i Europa har PSOE i en årrække bevæget sig mod højre, men i 2014 valgtes Pedro Sánchez til ny partileder i håb om at en person med et mere moderat venstreorienteret image kunne vinde nogle af de tabte vælgere tilbage. Sánchez var bestemt ikke fra venstrefløjen, men alligevel fastholdt han at PSOE skulle nægte en PP-regering under alle omstændigheder.

De mest højreorienterede dele af PSOE ledt af Susana Diaz, guvernør i Andalusien, og Felipe Gónzalez, tidligere spansk premierminister, organiserede et kup i partiets føderalkomité som endte ud med at Sánchez måtte trække sig den 2. oktober og en ny midlertidig parti-administration har overtaget. Den 23. oktober meddelte den nye ledelse så at PSOE stemmer blankt på regeringsspørgsmålet og dermed de-facto tillader at den konservative Mariano Rajoy kan danne regering.

Perspektiver

En ny højrefløjsregering er derfor i sigte. Men det vil ikke betyde at Spaniens problemer løses. Trods svag fremgang, er den spanske kapitalisme ude af stand til at skabe nogen fremtid for arbejdere og unge. Rajoy har tidligere udsat en række sparepakker og skal desuden genforhandle lånebetingelser med IMF, ECB og Verdensbanken. Det vil betyde nye angreb på arbejderklassen.

Hvis socialdemokratiet de-facto støtter de borgerlige, vil det betyde at partiet vil miste vælgere på linje med PASOK i Grækenland.

Det kan føre til en enorm styrkelse af Unidos Podemos (koalitionen imellem IU og Podemos), hvis de arbejder korrekt, ved at fremføre de politiske krav i parlamentet, afsløre højrefløjens hykleri og sideløbende styrke den daglige kamp på arbejdspladser og uddannelsesinstitutuioner.

Nye bevægelser kan ryste Spaniens politiske liv og gøre en PP-regering yderst sårbar. På længere sigt kan det betyde at venstrefløjen får muligheden for at komme til magten, som vi så det i Grækenland. I sådan en situation vil det blive afgørende at man har et reelt socialistisk program for at udfordre kapitalens magt, sådan så vi undgår at videreføre “nødvendighedens politik”.

Advertisements