Revolutionen og borgerkrigen i Spanien – 1931-1939

Spain-barricadeDen 17. juli markerer 80-året for den spanske borgerkrigs udbrud. I dag, hvor Spanien igen går mod turbulente tider og hvor venstrefløjskoalitionen Unidos Podemos er vokset enormt ved seneste valg, er det enormt vigtigt at lære af fortidens erfaringer. Vi genudgiver derfor denne pjece, skrevet for ti år siden.

Af Andreas Bülow
Væbnede anti-fascister der baner sig vejen frem, med nye våbenforsyninger. Gader fulde af lastbiler, der alle bærer de militante fagforeningers symboler. Landsbyer hvor jorden er kollektiviseret og underlagt bønder og landarbejdernes demokrati fra neden. Revolutionære militser hvor soldaterne selv diskuterer og stemmer om taktikken.

Stedet er Spanien og tidspunktet er 1936. En borgerkrig, som senere skulle koste over 500.000 mennesker livet, var i gang, hvor tusinder af mennesker greb til våben for at sætte en stopper for fascismen. Hvordan kunne tingene gå så vidt?

Den 17. Juli 2006 var det præcis 70 år siden de fascistiske styrker, under ledelse af Francisco Franco, gjorde oprør imod den republikanske regering og startede en borgerkrig som skulle vare 3 år og sønderrive landet.

I Spanien foregår der her på 70-års-dagen, en ophedet debat iblandt historikere om den spanske borgerkrig. Mange borgerlige historikere og ”eksperter” forsøger febrilsk at reducere historien til en kamp imellem ”væbnede bander” af højreorienterede og venstreorienterede, som på vild og umanérlig vis forsøgte at tilrane sig magten, samtidig med at det uvidende og uskyldige folk var det fælles offer for dette vanvid.

Trods de borgerlige historikeres forsøg på at fordreje historien, er det en kendsgerning, at Spanien fra starten af trediverne var præget af enorme revolutionære omvæltninger og intensive kampe imellem klasserne. Det er umuligt at forstå det, hvis man har en overfladisk indgangsvinkel til begivenhederne. Tværtimod er det afgørende at analysere baggrunden, de bagvedliggende interesser der udløste konflikten og forløbet i dets helhed. En analyse af disse begivenheder, og læren af dem, indtager derfor en vigtig plads i de revolutionæres opgaver i det 21. århundrede.

Den spanske kapitalisme
Fra starten havde borgerskabet i Spanien nogle særlige karaktertræk. Den spanske kapitalisme blev født af et borgerskab, som var langt svagere end i andre europæiske lande. I f.eks. England og senere Frankrig, kom borgerskabet tidligt ind på historiens scene og formåede igennem en klassisk borgerlig-demokratisk revolution, der gjorde fuldstændig op med de feudale strukturer, at ændre samfundet fra top til tog. Med disse omvæltninger trak borgerskabet nye, og på den tid avancerede, ideer med sig om individets frihed, osv.

I modsætning hertil var Spanien præget af et aristokrati, en alliance imellem godsejerne og adelsmænd i det monarkistiske styre og det fremkommende industrielle borgerskab. I stedet for et grundlæggende brud med monarkiet og feudalismen, samarbejdede de spanske kapitalister med adelen og bidrog dermed til at vedligeholde det gamle system, i stedet for at omvælte det. Det medførte en meget langsommere og dekadent udvikling.

Det spanske imperium, som fra opdagelsen af Amerika i 1492 antog enorme dimensioner, og hentede rigdomme hjem fra disse nye kolonier, gik i 1600-tallet ind i en omfattende social krise. Grundene til dette er mange og skal ikke behandles i dybden i denne pjece. Men den grundlæggende årsdag var, at den rigdom som Spanien havde opnået igennem de foregående århundreder, ikke baserede sig på en reel udvikling af produktivkræfterne.

I stedet baserede den sig på den nemme adgang, til enorme mængder af ædelmetaller de havde gennem deres latinamerikanske kolonier. Men tiden indhentede dog den herskende klasse i Spanien. De omfattende mængder af guld og sølv som blev hentet hjem fra Amerika, blev i sig selv mindre og tilfaldt i ringere og ringere grad Spanien, men blev betalt af i udlandsgæld, renter og tilbagebetaling for udenlandske importerede varer.

Det grundlæggende problem var, at de spanske kapitalister, i stedet for at investere deres kapital i produktive formål, som kunne udvikle industri og produktion, brugte deres midler til at købe sig adelstitler og jordlodder. Adgangen til enorme mængder af ædelmetaller gjorde de spanske kapitalister til spekulanter, som så et konkret formål i at alliere sig med godsejervældet og forkaste et brud med de gamle strukturer og den gamle produktionsmåde.

På samme tid var de andre dominerende lande i Europa inde i en fremskyndende kapitalistisk udvikling, hvilket betød, at de fuldstændigt udkonkurrerede de spanske produkter, og dermed sugede alle rigdommene ud af landet. Marx forklarede, at ethvert samfunds fremgang, i bund og grund bestemmes af dets evne til at udvikle produktivkræfterne. Det nationale borgerskabs uduelighed dømte den spanske kapitalisme til en sen udvikling, hvor mange feudale

samfundstræk – og dermed mange sociale problemer – vedblev helt op til starten på den spanske revolution i trediverne.

Krisen medførte, at Spanien mistede sine kolonier en efter en. I 1825 havde de kun Cuba og Puerto Rico tilbage og i slutningen af århundredet slet ingen. At den herskende klasse i Spanien ikke kunne udvikle produktionskræfterne blev mere og mere tydeligt og Spanien var i hele 1800-tallet præget af adskillelige forsøg på kup og revolutioner.

Monarkiets sidste år
Første verdenskrig blev fulgt af en enorm revolutionær bølge i Europa. I Rusland tog arbejderne magten, organiseret i sovjetterne og anført af Bolsjevik-partiet. Den russiske revolution var en skelsættende begivenhed, som inspirerede millioner af arbejdere i resten af verden. I Spanien blev den første generalstrejke indkaldt det selv samme år. Den blev brutalt undertrykt af statsmagten og borgerskabet indførte et nyt diktaturstyre, anført af Primo de Rivera. Han opretholdt monarkiet og formåede på taktisk vis at samarbejde med PSOE, det spanske socialdemokrati, og give dem ministertaburetter i sin regering, alt imens de store arbejderstrejker blev mødt med massiv repression og forfølgelse.

Efter nye store strejker ledt af det anarkistiske fagforbund CNT, samt uro i dele af hæren, trådte Primo de Rivera i Januar 1930 tilbage, og kongen udnævnte Berenguer til at lede landet. Men monarkiets dage var talte. Den verdensomspændende økonomiske krise som begyndte i 1929, gjorde forholdende endnu værre for størstedelen af befolkningen, småbønder og arbejdere, der levede i ekstrem fattigdom. Selv dele af borgerskabet begyndte at indse, at det blot var et spørgsmål om tid, før der ville komme en masseopstand imod monarkiet.

Derfor begyndte de at forberede en gradvis overgang til borgerligt demokrati – en republik. Det som disse herrer i virkeligheden frygtede, var, at arbejderbevægelsen, i kampen

imod monarkiet, skulle gå for langt og begynde at pille ved den private ejendomsret til jorden og produktionsmidlerne.

Således begyndte borgerlige politikere, som Alcalá Zamora og Manuel Azaña, der førhen havde støttet op om monarkiet – førstnævnte var sågar tidl. minister – nu at fremføre ideen om en demokratisk republik. De dannede en alliance med den socialdemokratiske bevægelse og begyndte at presse på for dette krav. For at vinde tid indkaldte styret til kommunalvalg den 12. april 1931. På trods af valgfusk vandt de republikansk-socialistiske kandidater en stor sejr og på denne sejrsaften udråbtes republikken fra balkonerne i parlamentsbygningerne i Barcelona og Madrid foran tusinder af forsamlede arbejdere.

Republikken
Den nye republik blev født med mange interne modsætninger. Hvor borgerskabet havde håbet på at kunne afspore den enorme sociale uro og utilfredshed ved at give små reformer, affødte republikken et enormt håb om forandring hos de udbyttede masser. Det medførte starten på en enorm revolutionær proces, hvor massebevægelsen gang på gang begyndte at true selve fundamentet for det kapitalistiske samfund.

7118287175_668e691cef_b

Republikken udråbes, Puerta del Sol, Madrid 1931.

Men fra starten af lagde lederne af PSOE vægt på at formålene med republikken begrænsede sig til en jordreform, der gjorde op med de gamle godsejeres magt, adskillelse af den magtfulde katolske kirke fra staten, oprettelsen af et legalt organ som vedligeholdte ytrings- og organisationsfriheden, anerkendelsen af de nationale mindretal i Baskerlandet, Galicien og Katalonien og skabelsen af en stærk industri, som kunne få Spanien op som aktør på verdensmarkedet, etc.

Med andre ord håbede de på, at der nu endeligt kunne gennemføres en fuld borgerlig-demokratisk revolution, som kunne befri Spanien for de rester og levn fra feudalismen som fortsat eksisterede. Problemet var, at borgerskabet var helt og aldeles ude af stand til at gennemføre bare én eneste af disse opgaver. Som et resultat af de ovenfornævnte karakteristika kunne de spanske kapitalister ikke gennemføre en revolution, som deres engelske og franske klassefæller havde gjort det i det 17. og 18. århundrede. Denne modsætning skulle vise sig tydeligt i de reformer, som republikken satte på dagsordenen.

Partier og programmer
I størstedelen af landet var den socialdemokratiske tradition den absolut mest udbredte i arbejderklassen. Det spanske socialdemokrati, PSOE, blev stiftet i 1885 af Pablo Iglesia. Politisk knyttede et sig fra starten af til det tyske SPD og især til dets højrereformistiske fløj. Dette førte til en praksis, hvor partiets ledere slog ind en optrapning af klassesamarbejdefor at dæmpe arbejderprotesterne. Sammen med de andre ledere af 2. Internationale valgte de i 1914 at løbe fra alle tidligere løfter ved at blåstemple første verdenskrig, hvor arbejdere fra alle lande blev sendt i krig imod hinanden – for at pleje imperialisternes interesser.

Under Primo Riveras diktatur gik de ind og accepterede regimets nedslagtning af strejker og lederne af UGT, den socialdemokratiske fagforening, besad poster i statsapparatet, hvorfra de direkte samarbejdede med styret. Først hen imod slutningen af regimets levetid, besluttede de sig for, i et tæt samarbejde med borgerlige kræfter, aktivt at arbejde for en republik. I republikkens første tre år, 31-33, sad de med i regeringen og håbede på at gennemføreden borgerlig-demokratiske revolution.

Det var denne tradition for opportunistisk klassesamarbejde, som gav grobund for en særlig strømning i den spanske arbejderbevægelse; anarkismen. Spanien er et af de eneste eksempler på, at anarkismen har haft en massebase; CNT – fagforening kontrolleret af den anarkistiske organisation FAI – havde omring en million medlemmer og hundredetusinder af aktive. I Katalonien, den mest industrialiserede del af landet, dominerede de fuldstændigt arbejderbevægelsen. Under diktaturet måtte CNT lave undergrundsarbejde og ledte store strejker, hvilket forøgede deres respekt iblandt arbejderne.

Men på trods af at det var en enorm revolutionær kraft, var CNT præget af nogle af anarkismens teoretiske problemer, som ledte til forfejlede handlinger i klassekampen. Lederne

af FAI-CNT havde, i tråd med anarkismens teori, en skræk for at blande sig direkte i den politiske kamp. De så arbejderklassens kampe som faglige kampe, der ikke kunne lede til et mere dybdegående slag om selve magten i samfundet. På den måde endte mange store CNT-ledte strejker, som reelt var revolutionære situationer, i ingenting, fordi lederne nægtede at tage skridtet fuldt ud og føre bevægelsen hen imod en ødelæggelse af den borgerlige stat. Dette førte dem i flere omgange også til, at opfordre til boykot ved parlamentsvalg, hvilket betød, at højrefløjen fik betydeligt lettere ved at vinde.

En tredje, om end mindre betydelig kraft, var kommunistpartiet, PCE. Det spanske kommunistparti blev stiftet i november 1921 af tidligere medlemmer af PSOE og unge fra JJSS (ungsocialdemokraterne). PCE var fra starten en uhomogen størrelse og havde visse ultra-venstre træk; en fordømmelse af de andre arbejderorganisationer og en ide om ”rene” kommunistiske fagforeninger. Dette blev dog stærkt bekæmpet af Lenin og Trotskij, de to vigtigste ledere af den Kommunistiske Internationale, som forsøgte at orientere de nye kommunistpartier imod massebevægelsen.

Mange af de træk som PCE i starten besad, blev besvaret med politiske argumenter af Lenin i sin mesterlige bog, Venstre-kommunisme – en børnesygdom. Igennem systematisk arbejde, blev disse fejl korrigeret og PCE voksede og udbredte for en stund sin indflydelse i arbejderbevægelsen. Men den kolossale degenerering som med stalinismens fremkomst fra midten af tyverne fandt sted i Sovjetunionen, ødelagde den kommunistiske internationale og betød, at de nationale partier begyndte en ekstrem ultra-venstre kurs, hvor de nægtede samarbejde med andre kræfter i arbejderbevægelsen og fordømte dem som ”social-fascister”, o.lign.

Der var også to mindre organisationer, det centristiske BOC (arbejder og bondeblokken og den trotskistiske ICE (Den kommunistiske venstrefløj), begge med oprindelse i kommunistpartiet. I denne artikel vil vi ikke gå i detaljer med dem , men det er nødvendigt at slå fast, at skønt ICE havde et godt udgangspunkt i form af et klart program for den spanske revolution, blev opbyggelsen af en stærk marxistisk strømning forhindret, som vi senere skal se, pga. taktiske fejl.

Spørgsmålet om jorden
Et af republikkens hovedformål var at igangsætte en jordreform. I 1931 var omkring 3/4 af befolkningen bønder. Men imens 1.173.000 bønder ejede 6 millioner hektarer land, ejede 105.000 godsejere 12 millioner. 5 millioner landarbejdere var besiddelsesløse,. Imens 45.5 % af den aktive befolkning var bønder, udgjorde arbejderne i industrien 26.5 % og arbejdere samt funktionærer i service-sektoren 25.5 %. Dette gjorde arbejderklassen til en nævneværdig del af befolkningen, betydeligt stærkere end den russiske arbejderklasse i 1917. Til gengæld betød det også at bønderne stadig var en vigtig faktor og for at gennemføre en social revolution var det absolut nødvendigt for arbejderklassen at vinde bøndernes støtte. Til dette var det altafgørende at udvikle en landreform og det var lige netop derfor, at spørgsmålet om jorden havde en så vigtig betydning.

6a00d8341bfb1653ef017ee72eb884970d.jpg

Anarkistiske landarbejderes opstand blev brutalt nedkæmpet i Casas Viejas, 1933.

En jordreform er som udgangspunkt ikke en del af den socialistiske revolution, men derimod et meget vigtigt led i den borgerligt-demokratiske revolution. Problemet var bare, at borgerskabet var ganske ude af stand til at gennemføre denne revolution og bryde definitivt med de feudale ejendomsforhold. Dette bekræfter på brillant vis den teori, som Leon Trotskij udviklede i 1904, kendt som teorien om den permanente revolution. Trotskij forklarede at kapitalistklasserne i de mere tilbagestående lande, havde udviklet sig langsommere og under imperialismens dominans, og derfor var kommet for sent ind på historiens scene til at løse den borgerligt-demokratiske revolutions problemer. Derfor er det proletariatet, som må løse disse problemer ved at tage magten i deres hænder og bryde med de herskende klasser, som holder landet tilbage. Men når først proletariatet tager magten, vil det ikke stoppe ved den borgerlige revolution, men derimod gå videre til at løse den socialistiske revolutions opgaver. De to revolutioner og de opgaver som er forbundet med dem, glider over i hinanden og derved bliver revolutionen i det henseende permanent.

At borgerskabet i det, på dette tidspunkt, forholdsvis tilbagestående Spanien, ikke var i stand til at løse spørgsmålet om jorden, blev helt klart. Den lov som den republikanske regering vedtog, betød, at enkelte landejendomme blev konfiskeret – men med store kompensationer til de tidligere ejere – og uden, at bønderne blev tildelt den, men blot at de fik mulighed for at leje jordlodder af staten. At den republikanske regerings jordreform var en total fiasko, ses klart i det faktum, at pr. 31. december 1933, efter knap to år med republikken, var der kun blevetfordelt sølle 110.956 hektarer land, ud af de 12 millioner, som var ejet af godsejerne (under 1 procent).

Senere under borgerkrigen skulle spørgsmålet om jorden også blive afgørende. Et af fascisternes tricks var at spørge bønderne: ”¿Que te da a comer la republica?” (Hvad giver republikken dig at spise?). Selvfølgelig spiste bønderne ikke bedre efter fascismens sejr, men betydeligt værre. Alligevel havde fascisterne en pointe. Republikken var fuldstændigt ude af stand til at løse spørgsmålet om jorden og derfor havde mange bønder svært ved at se hvorfor detvar nødvendigt at forsvare den. Det blev fatalt under borgerkrigen.

Repression og mislykket kupforsøg
Den revolutionære proces og det håb om forandring som republikkens fremkomst i 1931 frembragte, fik mange arbejdere og bønder til selvstændigt at organisere sig og gå i aktion. Og når den republikanske regerings projekt udviklede sig lidt for langsomt, gik masserne ind og tog sagen i deres egne hænder; I Asturien gik minearbejderne i strejke og i Granada og Malaga gjorde telefonarbejderne ligeså. På landet besatte de fattige bønder jordejendommene og eksproprierede godsejerne.

Men bevægelsen blev mødt af repression; hæren og civilgarden blev sat ind imod protesterne. Lederen af PSOE, Largo Caballero, som var blevet indsat som arbejdsminister i allianceregeringen med republikanerne, og derfor var ”tvunget” til at forsone to modstridende klasseinteresser, gik så langt som til at underskrive en lov, der bandt fagforeningerne til at indgå tvungne kompromiser med arbejdsgiverne. ”De arbejderorganisationer, som ikke overholder dette, vil blive erklæret uden for loven”, udtalte han.

Men alligevel var dele af borgerskabet bange for den revolutionære bevægelse. De mest radikale elementer i kapitalisternes rækker var skræmt til livet ved synet af den opblomstring i arbejdernes og bøndernes kampe, som republikken havde medført. En del af officererne, anført af chefen for civilgarden Sanjurjo, organiserede derfor et kupforsøg imod den socialistisk- republikanske regering i august 1932. Men både på grund af interne splittelser og især takke været den hurtige folkelige mobilisering, mislykkedes opstanden og blev hurtigt nedkæmpet.

I løbet af 1933 blev det dog mere og mere klart, at den socialistisk-republikanske koalition var helt og aldeles magtesløs overfor de egentlige magthavere; den indfriede ikke et eneste af de løfter, som den havde givet ved dens indsættelse. Ved valget i november 1933 tabte især republikanerne mange stemmer i landområderne og anarkisterne i CNT opfordrede til boykot, hvilket Lerroux´s borgerligt-radikale parti drog fordel af. Dette førte til en ny regering med Lerroux i spidsen, en periode som senere er blevet kendt som ”bieno negro” (de to sorte år), hvor borgerskabet gik i offensiven.

Dette var et midlertidigt nederlag, som skete på grund af folkefrontens totale fallit. Samtidig viste det, at selv inde i en revolutionær proces er der op- og nedture; Bevidstheden for millioner af mennesker formes igennem begivenhedernes gang og af og til vil nogle lag stoppe op og reflektere over klassekampens udvikling. På den anden side viste valget i 1933, at valg kun giver os et øjebliksbillede af stemningen, men ikke kan give os et billede af bevægelsen i dens udvikling og forandring. I virkeligheden betød valget ikke at kampen var forbi, men tværtimod var der sat gang i nogle underliggende processer, hvor klasserne ikke skulle gå imod forsoning men snarere mod kompromisløse kampe. Arbejderklassen var endnu ikke blevet overvundet – og det skete ikke uden en lang og sej kamp.

Faren for fascisme og den socialistiske radikalisering
Den spanske revolutions nye udvikling blev i 1933 stærkt påvirket af internationale begivenheder. I Tyskland formåede Hitler at komme til magten i januar. Det skete uden nogen som helst form for modstand fra hverken Socialdemokratiet eller Kommunistpartiet. En måned senere opløste nazisterne Rigsdagen og begyndte at forbyde arbejdernes organisationer, fagforeningerne, og kommunistpartiet – vis kadrer og ledere blev fængslet og henrettede.

I Østrig fik fascisterne en smule mere modstand. Fra marts 1933 begyndte den social-kristne regering at ødelægge de demokratiske rettigheder, i stil med Hitler, hvilket Socialdemokratiet stiltiende accepterede. Men da regeringssoldater den 11. februar 1934 forsøgte at trænge ind i et socialdemokratisk lokale i Linz for at konfiskere den lokale arbejdermilits våben, fremprovokerede det en 4 dages lang opstand, hvor arbejdere i hele landet forsøgte at stoppe fascismens fremmarch. Til sidst blev opstanden nedkæmpet med mere end 300 døde arbejdere og tusinder af sårede. Begivenhederne i Tyskland og Østrig havde en advarselsvækkende effekt på den spanske arbejderklasses bevidsthed. Arbejderne så med skræk fascismen nærme sig Spanien. I februar 1933 oprettedes den semi-fascistiske organisation CEDA anført af Gil Robles, som havde op imod 700.000 medlemmer, især fra småborgerskabet og de mellemstående bondelag.

tumblr_m1nyc1R9MK1qk8h1to1_1280

I midten af billedet ses Largo Caballero. Ledaget af socialistiske militssoldater.

Efter højrefløjens valgsejr i november, begyndte Lerroux så småt at spekulere i at give plads til CEDA i regeringen. Hans ide var at sætte fagforeningerne og den revolutionære bevægelse på plads og bruge fascisterne som undskyldning for at implementere hårdere repression og mere højreorienterede reformer, der kunne konsolidere borgerskabets magt. Dette fik for alvor alarmklokkerne til at ringe i arbejderbevægelsen. Selv lederne af PSOE begyndte at indse farerne. Mange af dem der før havde deltaget i koalitionen med republikanerne, for eksempel Largo Caballero, begyndte nu åbent at tale om, at valget stod imellem fascisme eller arbejderrevolution. I JJSS, ungsocialisterne, begyndte der at komme mere og mere radikale strømninger, som argumenterede for samlede arbejderaktioner imod fascismen.

Ideen blev konkretiseret i de såkaldte arbejderalliancer, AO´erne, som oprindeligt var den lille trotskistiske gruppe ICEs initiativ. Men under indflydelse fra begivenhederne begyndte denne ide at falde sammen med de konkrete behov som arbejdermasserne så i at sætte en kæp i hjulet på fascismens fremmarch.

I Madrid forsøgte CEDA at mobilisere til et nationalt møde den 22. april 1934, hvilket den lokale AO og fagforeningerne besvarede med indkaldelsen af en 24-timers generalstrejke. Dette satte i løbet af tre timer hele byen i stå, herunder alle busser, sporvogne og taxaer. Gil Robles mål om at samle 100.000 støtter blev gjort til skamme, da sølle 10.000 dukkede op.

Fascismen er en særlig form som kapitalismen kan antage. Dette sker når kapitalen ikke længere kan regere på samme måde og ikke længere kan tillade almindelige demokratiske rettigheder. Ved at basere sig på de utilfredse lag i middelklassen, iblandt de småhandlende og middelstående bønder, kan fascismen opnå masseopbakning og bruge denne bevægelse til at smadre arbejderkassens organisationer. Trotskij forklarede fænomenet således:

Det fascistiske regime ser sin ankomst fordi det borgerlige diktaturs ´normale´ militære og politiske metoder, med sit parlamentariske dække, ikke er tilstrækkelige til at holde samfundet i balance. Igennem fascismens agenter sætter kapitalen de irriterede småborgerlige masser og demoraliserede bander af lumpenproletariatet i bevægelse, alle de utallige mennesker som finanskapitalen har sat i rendestenen ogi fortvivlelsen. Borgerskabet kræver et færdigt stykke arbejde af fascismen; Eftersom det har accepteret borgerkrigens metoder, ønsker den at opnå fred og ro i flere år… Fascismens sejr fører til at finanskapitalen griber i sin stålklo, alle organer og instrumenter for dominans, ledelse og uddannelse; statsapparatet med hæren, kommunerne, skolerne, universiteterne, pressen, de faglige organisationer, kooperativerne…Og frem for alt kræver den destruering af arbejderorganisationerne….” (Trotskij, Kampen imod fascismen)

Væbnet opstand
Faren for fascisme var nu en ganske reel trussel. Masserne forstod det instinktivt og gjorde modstand. I sommeren 1934 gik mere end 300.000 bønder i strejke. I Zaragoza varede en generalstrejke flere måneder og solidaritetsaktioner spredtes til alle storbyer i landet. Overfor Lerroux’ idé om at tage CEDA med i regeringen erklærede Largo Caballero – formanden for PSOE og UGT – at arbejderbevægelsen måtte igangsætte en revolutionær opstand for at tage magten.

Da CEDAs indtræden i regeringen blev annonceret den 4. oktober 1934, indkaldte Largo Caballero og Arbejderalliancerne (AOerne) til en væbnet opstand i hele Spanien. Desværre var denne opstand ikke blevet forberedt ordentligt, hverken politisk eller militært. Mange års reformistisk politik og en tradition for klassesamarbejde gjorde, at PSOE-ledelsen ikke havde en klar ide om, hvordan en sådan opstand kunne gennemføres. F.eks. var der ingen detaljerede forudgående diskussioner om formålet med opstanden, ikke et forsøg på politisk at vinde soldaterne over til den revolutionære sag, ikke en appel til de arbejdere, der var organiseret i CNT om at gå med i kampen og ej heller en klar plan for at udvikle AOerne til organer for arbejdermagt. Den militære side af opstanden var også meget mangelfuld, bl.a. på grund af den manglende koordination imellem arbejdermilitserne.

Alt dette betød, at opstanden ikke udviklede sig til et revolutionært forsøg på magtovertagelse, men derimod til en generalstrejke uden egentlig koordination. I Madrid varede den 8 dage og havde enorm opbakning fra arbejderne, som på egen hånd og uden våben til rådighed, forsøgte at storme bygninger. I Katalonien blev mange provins- og landsbyer overtaget af arbejderne og bønderne, men pga. den lokale AOs efterstræben efter nationalisterne, endte kampen i en generalstrejke, ligeledes uden en plan og koordinering.

Den asturiske kommune: 15 dages arbejdermagt
Men der var én undtagelse. I Asturien, en nordvestlig region i Spanien som især er domineret af mineindustrien, udviklede bevægelsen sig til en virkelig opstand og til oprettelsen af den asturiske kommune – 15 dage med arbejdermagt. I Asturien startede opstanden den 6. marts tidligt om morgenen. I modsætning til resten af landet, var den store anarkistiske fagforening, CNT, en integreret del af den lokale AO, hvilket gjorde, at den alliance, som ledte opstanden, bestod af alle de vigtige organisationer i arbejderbevægelsen. Ydermere stod især ungsocialisterne JJSS stærkt i Asturien, hvor de havde opimod tre tusind aktive medlemmer og godt organiserede militser. Igennem ansatte på de lokale våbenfabrikker lykkedes det at smule omtrent 7.000 pistoler ud og en god del ammunition. En anden faktor var tilstedeværelsen af omkring 27.500 minearbejdere i Asturien, hvoraf det store flertal gik med i opstanden og brugte dynamitstænger i kampen mod regeringsstyrkerne.

Selvom disse faktorer var vigtige, var de ikke afgørende. Det der udgjorde den grundlæggende forskel imellem opstanden i Asturien og i resten af Spanien, var den politiske ledelse. En regional ledelse, der trods mange fejl og mangler, formåede at forene de vigtigste arbejderorganisationer og turde gribe til våben for reelt set at gennemføre opstanden.

Således begyndte opstanden hurtigt at sprede sig til alle afkroge af regionen. Patruljer af væbnede arbejdere tog til civilgardens hovedkvarterer og afvæbnede regeringstropperne. Arbejder- og bondekomiteer begyndte at overtage styringen med dagligdagslivet; transport, distribution af mad og fødevarer, skoleundervisning, lov og orden, osv. Kirkerne, der for de fleste mennesker var et symbol på godsejernes magtherredømme, blev brændt af.

Efter lange slag lykkedes det de revolutionære styrker at indtage byen Oviedo og i den anden storby Gijón dominerede de revolutionære store dele af byen, især arbejderkvartererne. Men regeringen forstod hurtigt, at den asturiske kommune var et farligt eksempel, som kunne inspirere resten af de spanske arbejdere. Derfor sendte de op imod 25.000 soldater til regionen – hele syv divisioner af hæren – for at slagte opstanden. Denne militære kampagne blev anført af en løjtnant ved navn Francisco Franco, som senere skulle gøre sig berygtet som leder af den fascistiske falangistbevægelse (hvori en del tidligere medlemmer af CEDA senere skulle gå med).

Asturias-miners

Brutal nedslagtning af den asturiske kommune i 1934.

Oprørernes mangel på ammunition var en vigtig faktor som medvirkede til, at de socialdemokratiske ledere begyndte at vakle og tale for, at AO skulle overgive sig. Dette blev stærkt afvist af de lokale kommunister, ungsocialister og trotskister, som organiserede en ny ledelse og fortsatte kampen. Men regeringstropperne var overlegne rent militært. I og med at opstanden mislykkedes i resten af landet, kunne regeringen koncentrere al sin militære kapacitet imod den asturiske kommune. Derfor måtte oprørerne til sidst overgive sig den 19. oktober. Efter nederlaget blev hundreder af arbejderaktivister henrettet og fængslet. I alt vurderes det, at 2.000 mennesker døde underslagene i Asturien.

Der er mange, der har forsøgt at forklare nederlaget i oktober 1934 med de objektive forudsætninger, som angiveligt ikke var modne. Dette er grundlæggende forkert. Den asturiske kommune blev nedkæmpet fordi den var isoleret. Der var enorm kampvilje og gode muligheder for at sprede den til andre regioner, for eksempel Baskerlandet, Katalonien og Madrid, men dette lykkedes ikke. Dels fordi den socialdemokratiske ledelse hverken havde en ordentlig plan for at gennemføre opstanden samt en koordinering, og dels fordi de anarkistiske ledere af CNT i størstedelen af landet på sekterisk vis afviste at deltage i opstanden. Problemet var ikke manglen på revolutionær kampvilje, men derimod manglen på en marxistisk ledelse, der kunne forene bevægelsen og føre den fremad til sejr. Havde en sådan været til stede, ville det have været muligt at gennemføre den socialistiske revolution.

JJ.SS og ICE, dannelsen af POUM
Efter nederlaget i oktober begyndte der en evaluering af begivenhederne iblandt de forskellige organisationer i arbejderbevægelsen. Her udmærker JJ.SS, der en masseorganisation med titusinder af unge – især fra arbejderklassen, sig ved at konkludere, at manglen på et ægte revolutionært parti har været det afgørende problem. Således vedtager de, at der er brug for at ”bolsjevisere” ungsocialisterne og Socialdemokratiet, at både den anden (socialdemokratiske) internationale og den tredje (kommunistiske) internationale, har spillet fallit som revolutionære organisationer, og at der er brug for en fjerde internationale, som står fast på de marxistiske ideer.

På det punkt falder deres holdning fuldstændigt sammen med den mindre gruppe ICE. ICE har den fordel, at de tilhører en international organisation ledet af den erfarne russiske revolutionære, Leon Trotskij, og at de har et klart program for hvordan man kan udvikle den spanske revolution. Lederne af JJ.SS opfordrer åbent ICE til at gå med i den socialdemokratiske bevægelse for at ændre partiet og ungdomsforbundet til revolutionære instrumenter i kampen. Men lederne af ICE anført af Andres Nin – på trods af råd om det modsatte fra Trotskij– afviser at slutte sig sammen med JJ.SS. Til gengæld vælger de at danne et nyt parti – POUM – som kun har en massebase i Katalonien og som under de videre begivenheder vakler imellem reformistiske og revolutionære standpunkter.

Men stalinisterne i kommunistpartiet ser sig ikke for fine til at gå sammen med JJ.SS. De fusionerer deres egen ungdomsorganisation med JJ.SS, og bruger under de senere begivenheder denne massebase som en platform til direkte at sabotere den revolutionære bevægelse. At Nin og de andre ledere af ICE afslog at træde ind i den socialdemokratiskebevægelse, var ikke en lille fejl. Det betød at de serverede tusinder af unge socialdemokrater

som søgte efter revolutionære ideer, på et sølvfad for stalinisterne. For revolutionære marxister kan fejl i taktik og strategi koste dyrt. Men under en revolution kan det betyde liv eller død. ICE-ledernes fejl fik under de videre begivenheder de mest tragiske konsekvenser.

Folkefronten
Den radikaliserede fløj i arbejderbevægelsen, primært elementer i de socialdemokratiske organisationer, som kæmpede for klasseuafhængighed og et klart socialistisk program for den spanske revolution, taber de interne kampe. I stedet vinder idéen om en ny alliance med

borgerskabet frem – folkefronten. Folkefrontspolitikken, som blev godkendt på den Kommunistiske Internationales kongres i 1934, adskiller sig væsentligt fra den politik med enhedsfront, som Lenin og Trotskij forsvarede i Kominterns første år. Hvor enhedsfronten er en alliance imellem de store organisationer i arbejderbevægelsen, for eksempel Socialdemokratiet, Kommunistpartiet og de store fagforbund, baseret på en række konkrete delkampe i klassekampen med perspektivet om at forene arbejderne imod kapitalisterne, er folkefronten en alliance hvor arbejderorganisationerne går sammen med borgerlige kræfter om et program, der begrænser sig til moderate borgerligt-demokratiske krav og klassesamarbejde. På den måde udskydes kampen for socialisme til en fjern og uvis fremtid.

I Spanien blev folkefronten dannet i slutningen af 1935 som en valgalliance imellem på den ene side arbejderorganisationerne, PSOE, PCE, UGT, JJ.SS og POUM og på den anden side borgerlige organisationer som Republikanerne, Nationalisterne i Baskerlandet, Det Katalanske

Venstre anført af Companys, med flere. I stedet for at lære erfaringerne fra den første republikansk-socialistiske regering i 31-33, går arbejderbevægelsen ind i en alliance, der forsøger at genoptage det håbløse projekt som Zamora-regeringen uden held havde forsøgt at gennemføre; at løse arbejdernes og de fattige bønders problemer uden, at bryde med det kapitalistiske system. I grundlaget for folkefronten nævntes det bl.a. at

Republikken accepterer ikke princippet med nationalisering af jord og dens gratis uddeling til bønderne” (paragraf 3), ”For oprettelse af institutioner for økonomisk forskning og teknik, hvor ikke kun staten kan opnå elementer til sin politiske ledelse, men også virksomhedsejerne for bedre at kunne styre sine initiativer.” (paragraf 4), ”Republikanerne anerkender ikke arbejderrepræsentanternes forslag om arbejdshedsløs-understøttelse” (paragraf 5) og sidst men ikke mindst ”De republikanske partier accepterer ikke arbejderkontrol”. (Folkefrontens program)

Samlet set var det et tydeligt borgerligt program, som hele vejen igennem talte om ”national enhed” og politik i ”nationens ogfolkets interesse” og herved tilslørede de modstridende klasseinteresser, som havde udløst den sociale krise i Spanien. Forståeligt nok var de menige medlemmer af Socialistpartiet og de andre arbejderorganisationer meget kritisk indstillede over for denne konstellation, men lederne argumenterede med, at det var det eneste alternativ til Gil Robles og fascisme som i Tyskland.

Efter ”de to sorte år” forsøgte masserne endnu engang at skubbe processen fremad og gå i offensiven. Ved valget i februar vandt folkefronten en overvældende sejr, hvilket gav dem stort flertal i parlamentet og satte Manuel Azaña (fra det republikanske parti) i sædet som regeringsleder. Men den nye regering svigtede det massive håb om forandring. På seks måneder lykkedes det blot at forøge sølle 2,5% af bøndernes landejendom, de repressive styrker fortsatte med at hærge og der var dagligt sammenstød imellem politikorps og strejkende bygningsarbejdere i Madrid. Det blev fortsat nægtet at give frihed til de spanske kolonier i Marokko, hvor fremmede legioner regerede, de venstreorienterede aviser blev censureret og imellem februar og juli 1936 var der i alt 131 generalstrejker og 228 branchemæssige strejker i de spanske byer . Med andre ord havde masserne ikke fået valuta for pengene, og nye sammenstød var undervejs.

Den 19. juli
De seks måneder imellem folkefrontens sejr og juli 1936 blev flittigt brugt af den ekstreme højrefløj til at konsolidere sig og forberede et nyt slag imod revolutionen. Da arbejderbevægelsen, indlemmet i og hæmmet af folkefrontens miserable politik, var ude af stand til at vinde småborgerskabet og dele af de middelstående bønder over, kunne Falange-bevægelsen (den væbnede del af fascistbevægelsen) langsomt vinde terræn iblandt disse lag.

Med optrapningen af arbejdernes og bøndernes uafhængige bevægelse begyndte store sektorer af borgerskabet at indse nødvendigheden af at tage skridtet ud og smadre selve arbejdernes organisationer og indføre et system, som igennem fascismens jernnæve kunne holde klassekampen under kontrol. Alle kunne se, at dele af hæren var ved at forberede en fascistisk militæropstand og lederne af PSOE og de andre arbejderpartier appellerede til folkefrontsregeringen om at gribe til handling imod kupmagerne. Men Azañas regering var ude af stand til at foretage sig noget i den stil, fordi den hvilede sig på den borgerlige struktur i den gamle hær, med officerkastén og hierarkiet.

Marx sagde engang, at revolutionen af og til har brug for kontrarevolutionens pisk for at drive fremad. Hvad han mente med det var, at massernes hurtige bevægelser ofte starter som en spontan reaktion på kontrarevolutionens offensiv. I Spanien blev dette bekræftet med al tydelighed. Da fascisterne under ledelse af Franco og en række højtstående officerer den 17. juli begyndte en opstand fra Marokko og de kanariske øer, blev de mødt af en spontan masseopstand fra arbejderklassens side.

barcelona

Barcelona, 19. juli 1936.

Den republikanske regering prøvede at skjule sandheden om opstanden og så sent som den 18. juli hævdede den i radioen i Madrid, at kupmagerne ikke havde nogen tropper på fastlandet, alt imens fascisterne stormede provinsby efter provinsby . Regeringen forsøgte på desperat vis at mane til besindighed og finde et kompromis med officererne, bl.a. ved at inkludere mere højreorienterede elementer i regeringen. Men lige lidt hjalp det, fascisterne – med størstedelen af de spanske kapitalister og godsejere i ryggen – fortsatte deres oprør uden at afvige. Men de blev mødt med enorm modstand. I den sydlige del af Spanien, Andalusien, mobiliseredes tusinder af arbejdere og krævede våben til at forsvare sig, men blev overtalt af lederne af PSOE og PCE til at forholde sig i ro. Således vandt fascisterne i Sevilla og andre vigtige byer og de efterfølgende nætter brugte fascisterne til at gå rundt i arbejderkvartererne og myrde alle venstrefløjs- og fagforeningsledere.

Men hvor den fascistiske opstanden på grund af arbejderledernes og republikanernes tilbageholdenhed, lykkedes i Sydspanien, blev den nedkæmpet i de resterende 2/3 af landet. Den 19. juli rejste proletariatet i Barcelona sig. Bevæbnet med køkkenknive og trækøller stormede arbejderne kasernerne, konfiskerede våbnene og oprettede en anti-fascistisk militskomité, som praktisktalt styrede byen. I Madrid gik hundredetusinder af arbejdere ligeledes i aktion og trods den republikanske regerings afslag på opfordringen til at uddele våben, var arbejdernes bevægelse så massiv, at fascisterne var magtesløse. Det samme forløb hændte i en række provinsbyer. Det er en umulig opgave at beskrive, det heltemod som de spanske arbejdere viste den 19. juli 1936. Hundreder af øjenvidneberetninger fortæller om hvordan arbejderne uden en ledelse, koordination eller en plan, spontant rykkede ud på gaderne, stormede og besatte strategiske bygninger og igangsatte militser underlagt bevægelsens demokratiske kontrol.

Den spanske borgerkrig var begyndt, og tusinder af mænd og kvinder greb til våben for at sætte en kæp i hjulet på fascismens fremmarch. Fra alle verdens lande strømmede tusinder af frivillige anti-fascistiske kæmpere til Spanien, herunder omkring 500 danske arbejdere, hvilket beviser den internationale solidaritet, som altid har kendetegnet arbejderklassen.

Dobbeltmagt
Den 23. juli 1936 bragte den engelske avis The Times en artikel, som udtrykte borgerskabets rædsel:

Et bevæbnet proletariat var i besiddelse af byen (Barcelona). Hvem skulle afvæbne dem? Hvad ville konsekvensen blive? Havde militærets og de væbnede styrkers opstand blot lagt vejen for proletarisk herredømme i Katalonien? Sådan var spørgsmålene på alles tunger og på regerings ”krigs” hovedkvarter var det tydeligt, at dette spørgsmål var en enorm bekymring

To dage senere kunne man i samme avis læse følgende:

Barcelona: revolutionære komiteer af anarkister og kommunister har interveneret i fabrikker til en grad som ikke viser småt omfang…Kontorfolk og teknikere arbejder under proletarers overvågning

Hvori ligger borgerskabets magt? Hvordan opretholder den herskende klasse sit styre over samfundet? Under normale situationer sker det igennem den borgerlige stat med al dets embedsmandsvælde, ministerier, domstole, osv. Imidlertidigt er det vigtigste komponent i den borgerlige stat – som Frederik Engels forklarede – væbnede grupper af mænd; militæret, politiet, civilgarden, osv. Men som de to citater ovenfor viser, var store dele af Spanien, især Katalonien, ikke længere under borgerskabets militære kontrol. Faktisk var det massen af arbejdere som havde kontrollen med militserne og med den anti-fascistiske komité, som praktisk talt styrede hele samfundet. Den borgerlige Generalitat regering forsøgte at afvæbne UGT-CNT militserne kort efter nedkæmpelsen af opstanden, men var absolut ude af stand til det. Alle adlød den antifascistiske komité, sammensat af arbejderpartierne og fagforeningerne, som den højeste instans.

Ikke kun de væbnede styrker var underlagt arbejderbevægelsens kontrol; i alle dele af samfundet voksede arbejdermagten op som direkte alternativ til den borgerlige magt; På landet gik landarbejderne, daglejerne og småbønderne atter i aktion og konfiskerede godsejernes ejendom og oprettede kommuner, hvor jorden var fælleseje og landsbyerne blev styret af rådsforsamlinger. På fabrikkerne og i de offentlige servicer såsom transport og telefoni, etc. Blev der indført arbejderkontrol hvor de ansatte ledte og fordelte arbejdet. Alt dette viser at der eksisterede en klassisk situation med dobbeltmagt, hvor den borgerlige og den proletariske magt blev stillet op imod hinanden. Hvilken styreform skulle overleve?

Arbejderpartierne og dobbeltmagten
Reelt set lå magten i hænderne på arbejderne i CNT og UGT. Den republikanske regering var magtesløs og den borgerlige stat var i dagene efter juli næsten ikke-eksisterende. Skønt fascisterne startede en borgerkrig, var de ude af stand til at trænge ind i den republikanske zone og smadre den revolutionære ånd, som levede i Katalonien. Situationen var næsten så favorabel som overhovedet muligt, for at fuldende den socialistiske revolution ved at konsolidere arbejdermagten og ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne og jorden.

Men lederne af samtlige arbejderpartier; PCE, PSOE, CNT-FAI og POUM, klyngede sig til den republikanske regering. PSOE så sig presset til at holde sammen på folkefronten, bl.a. for ikke at miste de russiske våbenleverancer. Largo Caballero blev indsat som statsminister for den centrale regering i Madrid. På nær Sovjetunionen og Mexico valgte alle de ”allierede” magter, at underskrive en ikke-interventionspagt, som betød, at de nægtede våben til de anti-fascistiske styrker. Sovjetunionen gik ind og støttede republikken; men med klare krav; Arbejderorganisationernes egne militser blev nægtet våben, og kun de internationale brigader, som var under regeringens direkte kontrol fik russisk støtte.

guardiaAsalt4

Anarkistiske militssoldater kontrollerer Barcelonas gader. Juli 1936.

POUM, som var det parti. der måske havde de bedste forudsætninger for at spille en revolutionær rolle, vaklede imellem revolutionære og reformistiske standpunkter. Efter de enorme kampe i juli proklamerede de sig i forreste række i kampen for socialisme i Spanien. Partiet havde store militser, som talte mere end titusinde organiserede arbejdere der blev sendt til forskellige fronter for at kæmpe imod fascismen. Men den 26. september kom der et vendepunkt, da POUM gik med ind i Generalitat-regeringen i Katalonien. Den anti-fascistiske militskomité som fra den 19. juli i praksis havde været den centraliserede magt, blev nu frataget alt råderum.

Dette betød at POUM nu anerkendte den borgerlige Generalitat-regering som det legitime styre, og blåstemplede den proces, som det påbegyndte med genoprettelse af den borgerlige magt. Lederne af POUM forstod ikke hvad det var der skete – de troede, at det var nødvendigt, at vinde tid i krigen imod Franco, førend at revolutionen kunne fuldføres. Således blev de til en slags ”venstrefløj” for den borgerlige regering, uden en selvstændig klassepolitik og ude af stand til at vise en vej frem, da begivenhederne for alvor tog fart.

Anarkisterne og dobbeltmagten
Særligt de anarkistiske ledere af CNT-FAI stod med en unik mulighed. I Katalonien udgjorde CNT den absolut dominerende kraft inden for arbejderbevægelsen. En af de anarkistiske ledere, Diego Abad de Santillán, forklarede hvordan Companys, præsidenten for den borgerlige Generalitat regering, talte til anarkistiske militssoldater og repræsentanter:

Vi tog ind til den katalanske regerings hovedkvarter, med våben i hånden. (…) Nogle af medlemmerne af Generalitat rystede, skrækslagne (…) Generalitats palads blev invaderet af massen af kæmpere

Det som Companys sagde ved dette møde, viser helt tydeligt hvilket styrkeforhold der var:

I er altid blevet hårdt forfulgt, og jeg, med meget vemod, men påtvunget af de politiske realiteter (…) har set mig tvunget til, at se mig selv i øjnene og forfølge jer. I dag er i herrer over byen og over Katalonien, for det er kun jer, der har overvundet de fascistiske militærfolk. (…) I har vundet og alt er i jeres magt. Hvis ikke i behøver mig eller ikke vil have mig som præsident af Katalonien, da må i sige mig det nu!

Men hvad var CNT-ledernes svar til dette? Abad de Santillán forklarede det således:

Vi kunne have gået selv, påtvunget vores vilje fuldstændigt, erklæret Generalitat for lukket og sætte folkets virkelige magt i stedet, men vi troede ikke på diktaturet når det blev udøvet imod os, og vi ønskede det ej heller når vi selv havde muligheden for at udøve det på andres bekostning. Gerneralitat måtte blive, med præsident Companys i spidsen.

I disse linjer opsummeres hele den spanske revolutions drama! I de afgørende øjeblikke, da CNT lederne havde muligheden for at oprette en arbejderstat, lod de chancen glide ud af deres hænder. Her ser vi også anarkismens svaghed; ideen om, at arbejderklassen og de undertrykte

masser ikke kan have en stat fører uundgåeligt til, at man – bevidst eller ubevidst – overlader initiativet til borgerskabet.

I en sådan situation er der kun to muligheder: Accepterer man ikke, at det er arbejderklassen,

som regerer samfundet, er det eneste alternativ, at borgerskabetfortsætter med at gøre det.

Ideen om at arbejderne ikke har brug for en stat, er en alvorlig fejl. Efter en revolution er det absolut nødvendigt, at arbejderklassen opretter en ny stat – baseret på Lenins fire principper for arbejderdemokrati, som han forklarede i bogen Staten og Revolutionen. Således er det muligt at holde de gamle magthavere tilbage og bane vejen for et socialistisk samfund.

Men de anarkistiske ledere holdt sig ikke kun fra at organisere en magtovertagelse og oprette en arbejderstat. Højrefløjen i CNT-FAI gik så langt, som til at direkte at gå med ind og støtte den borgerlige stat; den 26. September gik de med i den regionale Generalitat-regering i Katalonien, og den 4. November gik de med i den centrale Madrid-regering og fik 4 ministerposter. Således havde de en finger med i spillet og var direkte indblandet i afmonteringen af arbejderkontrollen i industrien, ophævelsen af jordkollektiviseringerne på landet og opløsningen af arbejdermilitserne.

Diego Abad de Santillán retfærdiggjorde denne nye kurs således:

CNT har altid, af princip og overbevisning, været anti-statslig og fjende af enhver form for regering (…) , men omstændighederne (…) har ændret den spanske stats og regerings natur(…). Regeringen er stoppet med at være en repressionsstyrke imod arbejderklassen, eftersom at staten nu ikke længere er den organisme som opdeler samfundet i klasser. Begge stopper i endnu højere grad med at undertrykke folket, med CNTs intervention i disses organer

Udfra denne ”teori” om en speciel stat, som angiveligt havde ophørt med at være et klasseundertrykkelsesredskab, kunne de anarkistiske ledere retfærdiggøre deres klassesamarbejde og totale afvigelse fra anarkismens mest basale principper. Således beviste anarkismen i Spanien at den, som revolutionær teori er absolut nyttesløs i de afgørende øjeblikke. Med Trotskijs ord er anarkismen som en paraply med huller i – den er ubrugelig netop, når det regner!

Stalinisterne og dobbeltmagten
Det spanske kommunistparti var de mest ivrige fortalere for at ”mane sig til ro” og ikke ”skræmme” republikanerne væk med for radikale arbejderprotester. Deres slogan var ”først vinder vi borgerkrigen sammen med republikanerne og dernæst ser vi på det med socialisme”. På den baggrund gik de direkte ind og saboterede revolutionære aktiviteter, og sendte specielle russiske agenter ind i Spanien for at ødelægge arbejderbevægelsens uafhængige kampe.

Forklaringen på hvorfor et parti som det spanske kommunistparti, som officielt set havde socialisme som sit mål, handlede som det gjorde, skal ikke findes i Spanien, men derimod i Rusland. Andre forfattere er gået mere i detaljer med dette emne , men det er nødvendigt at slå fast, at den russiske revolution fra midten af tyverne oplevede en enorm degenerering, hvor arbejderdemokratiet blev ødelagt og en bureaukratisk klike anført af Stalin kom til magten.

Dette var konsekvensen, først og fremmest af at revolutionen blev isoleret i et tilbagestående land. Stalinismen – navnet for det russiske bureaukratis ”ideologi” – byggede sin grundtanke på, at ”socialisme i ét land” er muligt. Denne teori, som er helt og aldeles i modstrid med både Marx og Lenin, var skræddersyet til bureaukraternes behov for at opretholde deres magt og privilegier. De frygtede at nye succesfulde socialistiske revolutioner ville opildne en kritisk stemning iblandt de russiske arbejdere, som kunne betyde enden på deres eget herredømme.

Et andet vigtigt aspekt i den stalinistiske strategi var at vinde opbakning fra “de demokratiske lande” (England, USA og Frankrig). Sovjetunionen søgte efter en pagt med disse lande, og for ikke at skræmme dem væk, gik de åbent ud og erklærede, at de blot støttede folkefronten og republikken, og at de skam ikke var ude efter en socialistisk revolution i Spanien eller noget andet europæisk land.

I starten af 1936, interviewede Roy Howard, en amerikansk journalist, Stalin.

“Howard: Betyder din udtalelse så at Sovjetunionen til en vis grad har forkastet sine planer og intentioner om at opildne en verdensrevolution?
Stalin: Vi har aldrig haft sådanne planer eller intentioner.
Howard: Men Hr. Stalin, du er vel klar over at meget af verden i lang tid har haft en anden fornemmelse?
Stalin: Det er resultatet af en misforståelse.
Howard:En tragisk misforståelse?
Stalin: Nej, komisk. Eller måske tragikomisk..”
(Communist International, March/April 1936)

Alt dette betød at stalinismen i Spanien spillede en direkte kontrarevolutionær rolle og hjalp borgerskabet med at genvinde dets tabte magtpositioner.

Den borgerlige magts tilbagevenden
I og med at ingen af arbejderpartierne har en konsekvent revolutionær politik, sætter borgerskabet nu alle kræfter ind på at genoprette sine magtorganer. Fokus ligges på afviklingen af arbejdermilitsernes magt. Den 1. oktober vedtager Generalitat en lov om at åbne en proces med “reorganisering” af militserne og i stedet starte opbygningen af en samlet folkefrontshær, hvor de væbnede styrker er under regeringens kommando, hvor officererne udpeges iblandt “loyale” (dvs. borgerlige og stalinistiske) elementer og hvor politiske diskussioner iblandt soldaterne stoppes. De militser, der modsætter sig denne lov, bl.a. tropper ved Aragón-fronten, får tilbageholdt våben og ammunition, indtil de skifter holdning.

Den nye lov falder imidlertidigt ikke i god jord hos CNT-medlemmerne, som udgør over 1/3 af de væbnede styrker eller hos de over 10.000 militssoldater som POUM har under sin kommando. Men lederne af begge organisationer godkender “reorganiseringen” med det argument. at “det er nødvendigt at lave en samlet, effektiv hær”. Hvad de glemmer er at stille det egentlige spørgsmål; Hvem skal kontrollere denne hær? Arbejderklassen eller borgerskabet?

På alle områder i det sociale og samfundsmæssige liv begynder den borgerlige stat at gendannes; Den 7. januar forbydes arbejdernes fødevarekomiteer, som fordelte mad til arbejderkvartererne, så de store restauranter og supermarkeder igen kunne indtjene profit. Politiet reorganiseres og i februar forbydes det for medarbejdere i politikorpset at være medlemmer af en politisk organisation eller fagforening. En kampagne sættes i gang for at underligge industrien “statskontrol” med den skjulte hensigt at vriste fabrikkerne ud af arbejderkomiteernes kontrol. Der bliver gentagne gange i februar og marts indført censur af POUMs og CNTs aviser, deres radio-stationer lukkes i flere dage og de forbydes sågar afholdelsen af et massemøde den 26. februar 1937 i Tarragona.

Efter at det beskidte arbejde er blevet gjort, smides POUM ud af Generalitat regeringen den 13. december 1936. I marts 1937 vedtager den centrale regering, at alle arbejderorganisationer skal tvinge deres medlemmer til at afgive deres våben. Det påstås, at “der er brug for dem ved fronten i krigen mod fascismen”. Men imens arbejderne tvinges til at afgive deres våben, fyldes byerne i den republikanske zone med politikorps bevæbnet til tænderne med nye russisk-importerede våben – borgerskabet er ved at genopbygge sin stat.

Maj-dagene
Modsætningerne imellem elementer af revolution og elementer af kontrarevolution i fremdrift og må nødvendigvis få et endeligt udtryk. De aktive i den revolutionære bevægelse ser med angst til, at alt, hvad der blev vundet den 19. juli, nu smadres. Den 1. maj 1937 forbydes alle demonstrationer i Barcelona, men alligevel ser man tusinder gå i protestmarch for at fejre arbejdernes internationale kampdag.

Den 3. maj falder den dråbe, som får bægeret til at flyde over; den stalinistisk-kontrollerede civilgarde tager hen til telefoncentralen i Barcelona, som efter den 19. juli har været styret af en CNT-komité, og meddeler, at den nu skal underligges regeringens kontrol. Forsøget på at vriste kontrollen med denne strategisk vigtige bastion ud af hænderne på fagforeningen, får arbejdernes vrede til at koge over.

Som lynets hast spreder rygtet sig til arbejderkvartererne og to timer efter begynder CNT og POUM-medlemmer at styrte ind i fagforeningslokalerne og bevæbne sig og bygge barrikader i det meste af byen. Strejker begynder at lamme hele Katalonien. Adskillige øjenvidneberetninger fortæller, at arbejderne tirsdag morgen (den 4. maj) styrer så godt som hele Barcelona, f.eks. alle arbejderkvartererne samt havnen og den strategisk vigtige Montjuich fæstning med kanoner, og at de regeringstro elementer kun styrer den lille kerne i centrum af byen, hvorfra de let kan omringes fra alle sider. I andre katalonske byer, såsom Lérida, Tarragona og Girona går POUM og CNT arbejdere ligeledes i aktion og afvæbner civilgarden.

Hvis CNT havde proklameret magtovertagelsen og oprettelsen af en arbejderrepublik, ville de borgerlige og stalinisterne uden tvivl have fået dødsstødet. Men i de afgørende øjeblikke vakler både CNT og POUM. Den 4. maj om aftenen – hvor der stadig er barrikader overalt i Barcelona – afholdes der et fælles møde imellem de to organisationers ledelser. Her besluttes det, at det er forkert at “starte en borgerkrig i borgerkrigen” og der argumenteres med, at det er nødvendigt at fokusere på kampen imod fascismen og udvise loyalitet overfor den borgerlige Generalitat-regering. CNT begynder åbenlyst at opfordre arbejderne til at droppe barrikaderne og opretholde ro og orden.

Lederne af POUM tøver, men vælger at følge CNT. Kun enkelte mindre organisationer såsom venstrefløjen i POUM, den oppositionelle anarkist-gruppe “Durrutis Venner” og den mindre trotskistiske gruppe “Bolsjevik-leninisterne”, opfordrer til, at arbejderne overtager magten. Men de er alle for små og mangler den afgørende forankring iblandt arbejderne til at lede og koordinere en sejrrig opstand.

Barrikaderne og gadekampene fortsætter den 4., 5. og 6. maj. Generalitat regeringen sender tusinder af soldater fra Valencia til Barcelona for at stoppe opstanden. Uden en ledelse og plan for at tage magten falder oprøret til sidst sammen og ordenspolitiet erobrer kontrollen med byen og genetablerer lov og orden.

Argumentet om at det var forkert at “starte en borgerkrig inde i borgerkrigen” er grundlæggende falskt. Hvis de vigtigste arbejderorganisationer i Katalonien – især CNT – havde vist et eksempel ved at trodse de borgerlige, var opstanden ikke forblevet isoleret. Over en tredjedel af militssoldaterne i det republikanske Spanien var medlemmer af CNT og knap en anden tredjedel af UNT. Størstedelen af dem ville sandsynligvis have støttet op og uanset hvad, ville det have været umuligt for de borgerlige at rekruttere nogen til at angribe en arbejderrepublik i Katalonien. En arbejderrepublik i Katalonien ville også have vakt liv i de franske arbejdere, som igennem hele 1936 havde været ude i en række vigtige strejke og besættelsesbevægelser.

Samtidig ville en socialistisk regering have været i stand til at proklamere frihed til kolonierne, hvilket uden tvivl havet formindsket Francos støtte iblandt sine marrokanske soldater. På samme måde kunne der udstedes et dekret om uddeling af jorden, hvilket ville have fået millioner af bønder til at vende ryggen til Franco og forstå nødvendigheden af at forsvare republikken. Med andre ord kunne den militære konflikt omdannes til en politisk krig. En ”borgerkrig i borgerkrigen” ville altså ikke have svækket kampen mod fascismen, tværtimod var det den eneste løsning til effektivt at bekæmpe Francos hær. Men lederne af POUM og CNT forstod ikke dette, og veg tilbage til et nyt kompromis med stalinisterne og de borgerlige.

Revolutionen forrådt
Maj-dagene var det sidste store sammenstød imellem revolutionen og kontrarevolutionen. Fra da af var de ophobede modsætninger eksploderet – kvantitet var blevet forvandlet til kvalitet – kontrarevolutionen havde taget føringen og drønede derudaf. Den borgerlige stat var næsten konsolideret, men havde brug for at destruere arbejdernes organisationer. Den 16. juni blev POUM forbudt, dets ledere fængslet og dets formand Nin, henrettet. Venstresocialdemokraterne omkring Largo Caballero blev smidt ud af regeringen. Undertrykkelsen bredte sig. Medlemmer af CNT og trotskisterne blev forfulgt og sat bag tremmer eller dræbt.

Stalinisterne gik forrest for at kriminalisere alle som ikke blindt adlød Folkefronten. De indrømte åbent at det var nødvendigt at likvidere deres politiske modstandere:

Hvad angår Katalonien er udrensningen af anarko-syndikalister og trotskister begyndt. Den vil blive udført med samme energi som den blev i USSR
(Pravda, 7. December 1936)

Den revolutionære flamme og massernes håb om forandring slukkedes. Desillusioner bredte sig. På den militære front led de republikanske tropper nederlag efter nederlag. Problemet var, at krigen førtes som et rent militært anliggende, og ikke som en politisk konflikt. Rent militært var fascisterne – aktivt støttet af Tyskland og Italien – langt stærkere end Republikken.

Borgerkrigen kunne kun vindes som en revolutionær krig, ved at lade masserne kæmpe for social retfærdig; for uddeling af jorden til bønderne, for frihed til Marokko og kolonierne, for arbejderkontrol og nationalisering af industrien, osv. Men dette indbefattede et brud med borgerskabets magt – noget som republikanerne blev skræmt til vid og sans ved tanken om. Dette blev den fundamentale faktor som afgjorde krigen.

I April 1938 nåede de fascistiske tropper middelhavskysten og skar det republikanske territorium over i to dele. Republikanerne lavede et sidste desperat forsøg på at stoppe fascisterne, ved at indlede en offensiv ved Ebro-floden nær Zaragoza. Her døde tusinder af frivillige soldater fra de Internationale brigader, som led et afgørende nederlag. Fascisterne fortsatte deres fremmarch og indtog den 26. Januar et sønderbombet Barcelona, hvorefter Madrid overgav sig den 27. Marts. På den måde kunne Franco konsolidere sit diktatur i hele Spanien og oprette et fascistisk regime som i 40 år undertrykte al opposition.

Generobring af mindet – forberedelse til fremtiden
Den spanske revolution var et smertefuldt nederlag for arbejderklassen, som fik effekter udover hele verden. En bevægelse der kunne have været starten på verdensrevolutionen, blev i stedet omdannet til et frygtindgydende nederlag som åbnede vejen for en imperialistisk verdenskrig og for årtier med undertrykkelse og fascistisk diktatur i Spanien. På samme tid betød nederlaget for den spanske revolution også, at bureaukratiet i Sovjetunionen blev styrket, og at det potentiale som kritiske røster så i en ny revolutionær bølge blev kørt af sporet.

Det er svært at gengive de dimensioner som dette nederlag antog; massernes energi blev kørt af sporet af ledernes katastrofale politik. I de afgørende øjeblikke viste de sig gang på gang ude af stand til, at tage de endelige skridt der var nødvendige for at føre arbejderne til sejr. Hvad der manglede, var ikke muligheder for at tage magten, men derimod en beslutsom ledelse. Den spanske revolution endte således i en sand tragedie.

Men selvom nederlag er hårde, især når så mange menneskers liv afhænger af dem, er de også lærerige. I denne artikel har vi set på nogle af de vigtigste begivenheder og udledt basale erfaringer; Republikkens fremkomst og den revolutionære bølge, hvor millioner af undertrykte mennesker for første gang deltog i det politiske liv og forsøgte at ændre begivenhedernes gang. Forventningerne til republikken og spørgsmålet om jorden, som ikke kunne løses uden en socialistisk politik med eksproprieringer, netop på grund af de spanske godsejere og kapitalisters alliance, som på konservativ vis forhindrede en fordeling af jorden. Højrefløjens efterfølgende midlertidige sejr og de to ”sorte år” var netop konsekvensen af desillusionerne hos store lag af bønder og små-borgere.

Den efterfølgende kamp imod fascismen, viser os på den ene side hvordan borgerskabet ikke tyer nogle midler og i visse situationer bruger voldsregimer til at undertrykke arbejdernes kamp, og på den anden side viser det, hvordan arbejderne instinktivt forstod den faresom fascismen repræsenterede og forsøgte at kæmpe igen, endda med en væbnet opstand og oprettelsen af en arbejderkommune i Asturien.

Radikaliseringen nåede dybt ind i arbejdernes masseorganisationer, især de socialdemokratiske, men desværre var de revolutionære ikke i stand til på taktisk vis at udnytte dem til deres fordel, og overlod i stedet initiativet til stalinisterne. Dette fik fatale konsekvenser, og viser endnu engang hvorfor det er afgørende for marxister at orientere sig imod arbejderklassens traditionelle masseorganisationer. Den 19. Juli, hvor arbejderne endnu engang udviste et utroligt heltemod, åbnede for en situation med dobbeltmagt, hvor forholdene var om end endnu gunstigere for at gøre en ende på kapitalismen og opbygge en arbejderstat. Men samtlige ledere af arbejderbevægelsen, anarkister, socialdemokrater, kommunister og poumister, smed chancen overbords i de afgørende øjeblikke. Den spanske revolution, viser problemet med arbejderbevægelsens ledelse i den klarest mulige form; Det er ikke nok at have gode hensigter – det er nødvendigt med en systematisk opbyggelse af en stærk marxistisk tendens, der kan lede arbejderklassen til sejr.

De spanske arbejderes fantastiske revolutionære bevægelse, og det heltemod som hundreder af danske arbejdere udviste ved frivilligt at sætte liv og lemmer på spil i krigen mod fascismen, fylder os med en følelse af stolthed og med en tiltro til arbejdende menneskers evne til at ændre samfundet. Det modstrider alle kynikerne og de borgerliges påstande om at kapitalismen er det eneste mulige system. Sammen med et indgående studie af de spanske erfaringer, vil dette være det urokkelige grundlag, som vi vil bruge til at forberede os på de kommende kampe. At generobre mindet og erfaringerne fra den spanske revolution, er således ikke en opgave der hører fortiden til, men derimod et af de presserende problemer som den nye generation af arbejdere og unge må arbejde for at løse.

Juli 2006

Advertisements