55 år med mennesker i rummet: Planøkonomien banede vejen

soviet-space-program2Af Frederik Ohsten

I år er det 55 år siden, at Jurij Gagarin som det første menneske blev sendt ud i rummet og i kredsløb om vores planet. Sovjetunionens klare forspring i rumkapløbet var i datiden en kilde til panik og rædsel blandt de kapitalistiske ledere.
Den 12. april i år var det 55 år siden, at Sovjetunionen sendte kosmonauten Jurij Gagarin ud i rummet ombord på Vostok 1.
Det understregede Sovjetunionens førerposition i rumkapløbet med USA. Opsendelsen kom under fire år efter, at Sovjetunionen som de første havde sendt en satellit i kredsløb om Jorden – Sputnik 1, der hurtigt blev efterfulgt af Sputnik 2. Den sovjetiske leder Nikita Krustjov pralede med, at ”Amerika sover under en sovjetisk måne”.

USA taget på sengen
Opsendelsen skete blot seksten år efter, at Anden Verdenskrig havde ødelagt store dele af Sovjetunionen. Over 20 millioner sovjetborgere havde mistet livet som følge af Nazitysklands invasion i 1941 og Sovjetunionens enorme kraftanstrengelser for at besejre den fascistiske fjende. USA’s ledere var efter krigen bange for USSR’s militære evner og effektivitet – det var trods alt den Røde Hær, der havde knækket ryggen på Nazityskland, befriet Auschwitz og taget kontrollen i halvdelen af Europa. USA’s lederes bekymring blev ikke mindre, da de uden forvarsel den 4. oktober 1957 hørte om opsendelsen af Sputnik 1.

På trods af, at Sovjetunionen havde været i stand til at udvikle en atombombe kun få år efter USA, regnede de amerikanske ledere med, at Sovjetunionen var ude af stand til at udvikle sofistikeret højteknologi. Javist, de kunne producere en masse stål og kampvogne, men de kunne ikke matche den mest avancerede amerikanske produktion og teknologi. Denne vildfarelse sluttede brat i 1957, da Sputnik blev opsendt.

Opsendelsen viste, at Sovjetunionen var verdens førende indenfor raketteknologi – og at de kunne affyre missiler mod et hvilket som helst mål i verden.

Kaputnik
Sputnik var en enorm propagandamæssig sejr for USSR.
”Kan kommunisterne virkelig overhale os?”, gispede de amerikanske ledere. De samtidige amerikanske forsøg
med raketopsendelser var den ene ynkelige fiasko efter den anden.

De første 19 forsøg på at opsende en raket, gik i vasken. USA’s prestigefyldte V3-raketter blev humoristisk kendt som
”Flopnik” og ”Kaputnik”, og i USA blev raket-fiaskoerne kendt som ”Sputnik-krisen”. Tilliden til USA’s teknologiske formåen blev rystet.

I januar 1958 formåede amerikanerne endelig at opsende Explorer 1, og i marts opsendte de satellitten Vanguard 1, men på det tidspunkt havde Sovjetunionen allerede opsendt Sputnik 2 med hunden Laika om bord. Og i 1961 kom Vostok 1 med Jurij Gagarin om bord ud i rummet. Jurij Gagarin var født i 1934 på et kollektivt landbrug uden for byen Gsjatsk i det vestlige Rusland.

Hans far var bygningsarbejder, og hans mor var malkepige. Landsbyen, de boede i, blev besat af Nazityskland da Jurij var syv år gammel, og en tysk officer beslaglagde familiens hus. Familien med fire børn fik i stedet lov til at bygge en hytte af mudder på tre gange tre meter i deres egen baghave. Der blev dog snart bedre plads, da Jurijs to ældre søskende blev sendt som slavearbejdere til Polen. De kom tilbage i live efter befrielsen, men det samfund, de vendte tilbage til, ville ikke længere være det samme landbrugsland, som det havde været i århundreder. Sovjetunionen var på vej til at blive en industriel og teknologisk supermagt.

To år inden, Jurij Gagarin blev født, måtte Sovjetunionen importere næsten 80 procent af alle sine maskiner til industrien. Da han fyldte tre, blev det hele fremstillet i landet selv. I Jurij Gagarins fødeår steg industriproduktionen med 19 procent, og året efter steg den med 23 procent. Det skete samtidig med, at hele den vestlige kapitalistiske verden våndede sig under den store depression, massearbejdsløshed og økonomisk nedgang.

USA opruster
Vostok-opsendelsen fik USA’s elite og militærindustrielle kompleks til at se rødt. Sovjetunionen havde dobbelt så mange
forskere ansat i sit rumprogram, som amerikanerne havde i deres. USA reorganiserede sit militære forskningsprogram, oprettede NASA og pumpede massive mængder af midler ind i forskellige forskningsprogrammer.

Den amerikanske præsident John F. Kennedy oprustede de militære udgifter enormt. USA formåede i 1969 at få en fjer i hatten ved at sætte de første mennesker på månen. Men Sovjetunionen fortsatte med at overgå USA en tid endnu – blandt andet ved rumstationen Mir, der var den første rumstation, der blev bygget i moduler og samlet i rummet. Den var større end noget andet fartøj, der tidligere havde været i rummet – en position den først mistede i 2001til den internationale rumstation ISS (som i 2010 også slog Mirs rekord for den længste uafbrudte menneskelige tilstedeværelse i rummet).

I dag er Sovjetunionens langvarige førerposition i rumkapløbet overset i brede kredse, især i Vesten. Men ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at den første satellit og det første menneske, der blev sendt ud i rummet, blev opsendt fra Sovjetunionen. Ikke et udviklet, højteknologisk kapitalistisk land som USA, Frankrig eller Tyskland, men Sovjetunionen.

En enorm forvandling
På trods af Sovjetunionens mangler og problemer, og på trods af de sovjetiske lederes forbrydelser, er det en enestående præstation, at Sovjetunionen i løbet af en generation forvandlede sig fra Europas mest tilbagestående land til verdens fremmeste rummagt med raketter, kosmonauter og rumstationer.

Denne enestående præstation kan alene tilskrives de nationaliserede ejendomsformer – den planlagte økonomi.
I 1950’erne havde Sovjetunionen forvandlet sig fra et halvfeudalt, analfabetisk land med elendig infrastruktur til et moderne, industrialiseret land, kun overgået af USA – og på flere felter nummer ét. Hver fjerde videnskabsmand i verden var i Sovjetunionen, og økonomien gik hurtigt fremad. Landets industri var verdens næststørste, og det var verdens største producent af olie, stål, cement, traktorer og mange typer af maskiner. Arbejdsløshed og inflation var ukendte fænomener.
Mange af disse bedrifter bliver nedgjort og glemt i dag, men dengang var kapitalens strateger oprigtigt bekymrede.

Bureaukratiets svøbe
I løbet af 1960’erne nåede den russiske industriproduktion 75 procent af USA’s niveau. Bureaukratiet troede, at det ville herske for evigt. Det er bemærkelsesværdigt, at alle de store fremskridt i den sovjetiske forskning og teknologi skete på trods af stalinismens uhyrligheder. Sergej Koroljov, der var arkitekten bag Sputnik og det sovjetiske rumprograms fader, blev under Moskvaprocesserne fængslet og sendt i arbejdslejr.

Det skyldtes, at hans vigtigste sponsor var den fremsynede general Mikhail Tukhatjevskij, en af sin generations fremmeste
militærmænd, som faldt i unåde hos Stalin, der var nervøs over hans voksende popularitet. Da Tukhatjevskij blev udrenset
i 1937, blev alle videnskabsmænd, han havde under sig, arresteret. Sovjetunionens dygtigste generaler blev alle udrenset, og landet gik Anden Verdenskrig i møde med folk, der mente, at krigen ville blive afgjort med kavaleri.

Selv efter Anden Verdenskrig var der et stort lag i toppen – hvoraf mange få år forinden havde været overbeviste om kavaleriets uundværlighed – der ikke kunne se nogen værdi i at forske i raketter. Mange af Sovjetunionens bedste videnskabsfolk måtte dyrke raketforskning i hemmelighed indtil de kunne overbevise den ledende elite om, at dette forskningsfelt havde et stort potentiale.

Mulighederne er uendelige
Senere var en af de vigtigste årsager til, at Sovjetunionen var bagud på en række felter, at partitoppen anså eksempelvis kybernetik, moderne genetik og visse dele af Einsteins relativitetsteori for at være ”modstridende med den kommunistiske lære”. Computerudvikling blev også nedprioriteret i lang tid, indtil stivstikkerne i toppen blev overbevist om nytten af denne teknologi.

Sovjetunionens bedrifter kan ikke slettes fra historien, selv om USSR ikke længere findes. Samlet set kan man sige, at de opsigtsvækkende fremskridt under planøkonomien blev opnået på trods af bureaukratiet, ikke på grund af det. Det indikerer, at der ligger et enormt potentiale i en økonomi, der ikke alene er planlagt, men også underlagt demokratisk styring og kontrol fra neden. Mulighederne med en ægte demokratisk plan for udvikling af samfundets ressourcer – mulighederne med socialisme – er lige så uendelige som det verdensrum, Sovjetunionen erobrede.

Advertisements