For et rødt alternativ til de borgerlige

IMG_0573

Demonstration for kommunalt oprør, 12. maj 2016. Foto: Andreas Bülow

Af Socialistens redaktion

De seneste meningsmålinger viser, at oppositionspartierne tilsammen kan mønstre flertal hvis der var valg lige nu. Alligevel synes et regeringsskifte at ligge et stykke ude i horisonten. Hvordan kan vi skabe et seriøst alternativ til de borgerlige? Hvordan undgår vi at få en gentagelse af Thorning-regeringens nedskæringspolitik? Vi kommer med vores bud på et rødt alternativ og diskuterer erfaringerne fra venstrefløjens stilling under den sidste regeringsperiode.

Man kan roligt sige at Løkke-regeringen har fortsat den tidligere regerings politik med nedskæringer og forringelser. Efter fire år med Socialdemokratiets, de radikales og SF’s nedskæringer på velfærden var det svært at se at det kunne blive meget værre. Men Venstre-regeringens krav om milliardbesparelser i kommunerne gennem det såkaldte omprioriteringskrav viser at de borgerlige partier vil gøre deres for at overgå den tidligere regerings forringelser.

Milliardbesparelserne i kommunerne (og resten af det offentlige) kommer ved siden af kravet om nulvækst i det offentlige, der har medført årlige besparelser siden 2004. Udover det har regeringen gennemført den mest hårde og umenneskelige kontanthjælpsreform nogensinde, der vil tvinge titusinder fra hus og hjem.

Derudover har de borgerlige sparet over otte milliarder på samtlige uddannelser og vil nu øge karakterræset ved at stille høje adgangskrav til alle uddannelser. Det er også under de borgerlige at den katastrofale dagpengereform fra 2011 er blevet ændret til en lige så katastrofal dagpengereform, der stadig vil tvinge 10.000 arbejdere ud af dagpengesystemet hvert år.

Grunden til disse forringelser (flere vil følge) er at man ønsker at presse arbejderklassens lønninger så arbejdsgiverne kan tjene endnu flere, da dagpenge og andre sociale rettigheder skulle slagtes.

Dansk Industri har mange flere forslag til forringelser, blandt andet en pensionsalder på 72 fra år 2040. Med de borgerlige ved magten er en ting sikkert: Arbejdere og unge kommer ikke til at få bedre forhold tværtimod. Derfor er det helt afgørende at alle aktiv arbejdere og unge stiller sig spørgsmålet, hvordan får vi de borgerlige skubbet af pinden og hvad er alternativet til de borgerlige, så vi ikke igen får borgerlige nedskæringer i socialdemokratisk indpakning.

En plads i maskinrummet?

For at skabe grundlaget for en seriøs diskussion om en frem- tidig rød regering, er det nødvendigt at vi ser på erfaringerne fra de sidste fire års Thorning-regering. På venstrefløjen har der eksisteret en række illusioner om at man kunne forandre politikken i en progressiv retning ved at gøre bestemte ting.

På den ene side blev der i SF under Villy Søvndals formandskab opbygget en myte om at al forandring skulle ske ”i maskinrummet”, dvs. ved at komme i regering. På den måde ville SF kunne sætte en masse røde fingeraftryk på lovgivningen og hive S-R-SF regeringen i en mere socialistisk retning. Problemet var bare, at der skete det fuldstændigt modsatte: SF blev hevet i retning af borgerlig politik og måtte på nærmest samt- lige områder acceptere forringelser. Lærerkonflikten, udsalget af DONG til Goldman Sachs og kontanthjælpsreformen er blot de mest markante eksempler.

Partiet blev brugt som en venstre-flanke som Thorning og Vestager kunne bruge til at retfærdiggøre de mest groteske borgerlige tiltag, for derefter at blive sparket ud på røv og albuer, da de ikke længere var nødvendige. I dag er SF i dyb krise og har meget svært ved at overbevise nogle om, at de er et alternativ til socialdemokraterne.

Trække regeringen til venstre?

På den anden side var der Enhedslisten, som havde en korrekt kritik af Thorning-regeringen og som også stemte imod de største spare-pakker og forringelser. Men Enhedslisten havde også en enorm teoretisk svaghed, som kom til at betyde meget for partiets praksis fra 2011-2015. Idéen var nemlig, at Enhedslisten kunne bruge sine daværende 12 mandater til at trække regeringen til venstre udefra. Det viste sig fuldstændigt forkert, da regeringen allerede i sit grundlag beskrev at den ville føre samme økonomiske politik som den forrige VKO-regering.

I stedet blev Enhedslisten gang på gang vraget som forhandlingspartnere til fordel for de borgerlige, eller i nogle tilfælde spist af med endog meget små lunser, til gengæld for de nødvendige stemmer for finanslove, som i det store hele bare blåstemplede regeringens blå nedskæringspolitik.

De Radikale – borgerlig infiltration i den røde lejr

Ingen af venstrefløjens tidligere strategier har derfor fungeret – det er nødvendigt at finde en ny. En af de vigtigste årsager til at Thorning førte så borgerlig politik som hun gjorde var, udover den økonomiske krise, at hendes regering var baseret på direkte klassesamarbejde. Dette klassesamarbejde blev legemliggjort af De Radikale, et parti som altid har haft rødder i det borgerlige Danmark og stået for en konsekvent blå politik. Igennem historien har Socialdemokratiets ledere brugt De Radikale som en undskyldning for ikke at føre politik i arbejderklassens interesser.

Det har altid været samarbejdet med De Radikale som har retfærdiggjort en ”ansvarlig politik” (dvs. indgreb i overenskomstkonflikter, lovgivning til arbejdsgivernes fordel, m.v.). Så længe dette samarbejde består, vil det være en utopi at forvente en rød politik fra en fremtidig S-R regering. Derfor må det være et fast krav fra Enhedslisten, at man under ingen omstændigheder kan støtte en regering, hvor de Radikale indgår.

Arbejderpartierne

I Danmark har arbejderklassen historisk organiseret sig i både en faglig og en politisk organisation. Socialdemokratiet var landets første arbejderparti og stod i sin spæde stiftelse på et revolutionært socialistisk grundlag. Senere kom splittelsen efter Første Verdenskrig, som skabte grundlaget for Danmarks Kommunistiske Parti – DKP. Både SF og Enhedslisten kan spore sine rødder til DKP.

Som marxister definerer vi om et parti er et arbejderparti eller et borgerligt parti ud fra en række faktorer, herunder program, traditioner og tilknytning til fagbevægelsen. Selvom det er rigtigt, at især Socialdemokratiets ledelse er gået stærkt til højre i de senere år – Bjarne Corydon udtalte endda at partiet ikke længere var venstreorienteret – så har Socialdemokratiet stadigvæk dybe rødder blandt tillidsmænd, fagligt aktive, ufaglærte og faglærte arbejdere. I modsætning til de borgerlige partier som Venstre, Konservative, De Radikale, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance, så er de tre arbejderpartier åbne for påvirkning fra klassekampen – fra arbejderklassens pres for forandring.

Alternativet

Der har været meget virak omkring Uffe Elbæks nye parti, som overraskede mange kommentatorer ved at få 4,8 procent af stemmerne. Alternativet fremsatte i valgkampen en række interessante forslag, som på overfladen lød meget vidtgående, for eksempel 30-timers arbejdsuge og stop for hetzen mod kontanthjælps- og dagpengemodtagere. Men kigger man nærmere på Alternativet, er der ikke tale om et arbejderparti.

Til trods for at partiet på flere områder har en rigtig kritik af den førte politik, er det stadig et parti der arbejder inden for rammerne af det kapitalistiske system. De ønsker en grøn og human kapitalisme hvilket lyder positivt. Det eneste problem er at ægte grønne miljø tiltag og en værdig behandling af alle mennesker kræver et brud med kapitalisternes profitjagt som netop er årsagen til problemerne.

Den samme linje har været fremført af Miljøpartiet i Sverige og De Grønne i Tyskland, hvor begge partiet flere gange har været med til at gennemføre angreb på arbejdernes rettigheder. Der er ingen tvivl om at mange af de almindelige medlemmer, aktivister og dem der stemmer på Alternativet, er folk som oprigtigt ønsker en rød politik. Men fremtiden vil vise, at Alternativets ledere kommer til at skuffe dem fælt, så snart det virkelig gælder.

For et kampprogram

For os, der er aktivister i Enhedslisten, er disse definitioner ikke bare en teoretisk abstraktion, men en nødvendighed i den konkrete poli- tiske kamp forude. For hvis vi skal foreslå noget som parti, må vi gøre det med en klar forståelse af hvordan vi kan for- andre samfundet.

De sidste fem år har vist at idéen om at en S-R regering skulle give en markant anderledes politik var forfejlet. Det har også udstillet teorien om et ”mindre onde”, som i realiteten bare parkerer al initiativ hos de borgerlige som så kan foreslå noget rabiat, hvorefter Socialdemokraterne foreslår noget som er 90 procent så rabiat.

I sidste ende fører dette blot til at Socialdemokraterne – og de partier der støtter dem – miskrediterer sig selv så meget, at de taber magten, således at de borgerlige kan videreføre nedskæringsreformer og gøre dem endnu slemmere. Det der er brug for er altså ikke bare nye ansigter på ministerkontorerne – der er brug for en fundamentalt anderledes politik.

Det vigtigste er at Enhedslisten mobiliserer omkring nogle klare krav og inviterer SF og Socialdemokraterne til at være med til at udføre dem. Dette skal ikke forstås som en lukket pagt imellem ledelserne, men snarere som et offentligt program for en rød regering, en arbejderregering.

Dette program må bygges nedefra – fra de krav som opstår på tillidsmandsmøder, i fagforeninger, i arbejderpartiernes lokalafdelinger.

Et bud på sådan et program er som følger:

  • Stop skattesvindlerne – Nationaliser banker og kreditinstitutter
  • Fjern skattelettelserne til de rige – brug pengene på velfærd
  • Arbejde til alle – 30 timers arbejdsuge
  • For en national minimumsløn på 160,- kr. gældende for alle inklusiv lærlinge, studerende, arbejdsløse, pensionister osv.
  • Billige boliger til alle – huslejen bør højst udgøre 15 procent af indkomsten efter skat
  • Uddannelse til alle – stop milliardbesparelserne – for en SU svarende til mindstelønnen
  • For retten til en alderdom – sænk pensionsalderen til 60 år
  • Stop udsultningen af sundhedsvæsenet – nationaliser medicinalindustrien
  • Red miljøet – miljø frem for profit
  • Slut med politikernes tagselvbord – sæt deres løn ned og afskaf deres pensionsordninger 

Om toppen af Socialdemokratiet og SF (der mere eller mindre har samme politik) vil gå med til det eller ej er ikke det væsentlige. Men ved at fremsætte et klart og vidtgående program og forklare at det både er nødvendigt og muligt at gennemføre hvis de tre arbejderpartier står sammen, så vil Enhedslisten vinde enorm respekt i arbejderklassen.

Enhver ledelse som hårdnakket nægter at føre arbejderpolitik og klynger sig fast til en alliance med De Radikale, vil blive straffet af vælgerne. Opgaven for Enhedslisten er altså klart at vise, hvor Enhedslisten adskiller sig fra de andre arbejderpartier, nemlig ved at vise at Enhedslisten er det eneste parti, der konsekvent og imod alle odds slås for at arbejderklassens krav.

Hvor resten af arbejderbevægelsen stiller sig tilfredse med minimale justeringer af arbejderklassens leveforhold, er Enhedslisten først tilfreds, når alle sikres et værdigt liv. Enhedslisten har muligheden for gennem en række klare krav at vise en anden retning, en retning mod et socialistisk samfund. Og netop stille spørgsmålet, at hvis kapitalismen ikke har råd til at opfylde disse krav, har vi så råd til kapitalismen? Hvor langt ned skal vi presses for at de rige er tilfredse? Hvor mange skal gå fra hus og hjem?

I 2016 er vores konklusion den, at al tale om klassesamarbejde og klasseharmoni er utopi. Den eneste vej frem er kampen for socialisme. Ved at tilbyde en alliance til resten af arbej- derbevægelsen, samtidig med at Enhedslisten stiller modige og resolutte systemoverskridende krav vil dette kunne betyde en hidtil uset vækst for Enhedslisten og de socialistiske ideer.

Advertisements