Kommunale nedskæringer slagter velfærden

Foto: Silkeborg Kommune

Foto: Silkeborg Kommune

Den borgerlige regerings velfærdsrøveri vil få katastrofale følger for børn, unge, ældre og syge. Foruden alle de ansatte, som vil bukke under med stress, når arbejdspresset nok en gang skrues i vejret.

Den kommunale velfærd er gennem en årrække blevet sendt på skrumpekur. 1) Der har været gentagne grønthøsterbesparelser (mellem 2010 og 2015 har kommunerne til sammen sparet 11 milliarder kr.). 2) Der er en stram budgetlov, der straffer kommuner, som har for mange udgifter (resultat: kommunerne brugte i årene 2011-2013 op til 8 milliarder kr. mindre om året, end de rent faktisk havde lov til). 3) Der er blevet ’effektiviseret’ for 15,7 milliarder kr. mellem 2007 og 2014, hvilket reelt er nedskæringer, når ansatte forventes at levere den samme service på halv tid.
Omprioriteringsbidraget, som var et af Venstre-regeringens første påfund, vil betyde yderligere nedskæringer på velfærden. Helt konkret 1 procent årligt på de kommunale budgetter, svarende til 7,5 milliarder kr. mellem 2016 og 2019.

Nationale protester
Initiativet til landsdækkende protester mod de nye kommunale nedskæringer blev taget af en række københavnske fagforeninger, der har dannet ’velfærdsalliancen’. Den 25. februar blev der afholdt stort fagligt møde for alle tillidsvalgte på de offentlige arbejdspladser. Efterfølgende blev der også holdt en lokal demonstration, den 9.marts, hvor flere tusinde krævede stop for besparelserne. Rundt om i landets kommuner har de lokale byrådsmedlemmer sendt samme signaler.

Næste plan er at samle folk til nye demonstrationer den 12.maj. Håbet er at få demonstrationer i alle landets 98 kommuner.

Tanken med dette er, at det vil lægge et større pres på regeringen og KL’s forhandlere, når de ser modstand mod besparelserne i alle landets kommuner. KL skal have forhandlet næste års budgetaftale i hus med regeringen i juni måned. Regeringen har meldt ud den står fast. Imidlertid vil en stor velfærdsbevægelse kunne presse regeringen i defensiven. Socialdemokraterne, der helt absurd sidste år godkendte kommuneaftalen, som indeholdt dette ’omprioriteringsbidrag’, er som resultat af protesterne allerede blevet tvunget til at kræve nedskæringerne af bordet.

Hvordan vindes kampen?
På den korte bane er det afgørende, at der lægges en plan, der går videre end den 12.maj.

Velfærdsalliancen har foreløbigt opfordret til, at der afholdes en enkelt ’fin, festlig og farverig’ demo, den 12. maj. De mange aktivister, som har været involveret i arbejdet med at arrangere disse demonstrationer, har gjort en stor indsats. Det ville være dejligt, hvis denne demo også førte til, at alle besparelser blev taget af bordet, men det ville i så fald være første gang i Danmarkshistorien, at en enkelt dags aktion fik så store effekter. Derfor må vi ærligt sige, at der er behov for at optrappe kampen.

I umiddelbar forlængelse af protesterne den 12.maj bør organisationerne bag velfærdsalliancen indkalde til et nationalt tillidsmandsmøde, hvor de konkrete skridt kan besluttes. Her bør spørgsmålet om arbejdsnedlæggelser tages op. Ligeledes bør fagforeningerne i den offentlige sektor række hånden ud til fagforeningerne i den private sektor, om behovet for fælles kamp. Hvis presset fra denne velfærdsalliance er tilpas vedholdende, vil det kunne samle voksende opbakning i befolkningen. En folkelig modstand mod velfærdsbesparelserne, er det tvivlsomt om populisterne i DF vil turde sidde overhørig. Det kan bringe regeringen i mindretal.

Denne velfærdskamp er imidlertid også uløseligt forbundet med kampen for et rødt alternativ til den borgerlige regering. Ud af denne velfærdsbevægelse, vil de brede diskussioner om opbygningen af dette nødvendige alternativ kunne tage sin begyndelse. Enhedslisten spiller en afgørende rolle i at forbinde velfærdskampen, med spørgsmålet om et reelt alternativ til regeringen.

Artiklen blev skrevet inden 12. maj-protesterne og inden den nye aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Siden er det blevet besluttet, at der mobiliseres til protester mod regeringens besparelser i september.

Advertisements