Enhedslistens Årsmøde 2016 – rapport og billeder

DSC_7207

Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed*

Blandt Enhedslisten omtrent 10.000 medlemmer var der blevet valgt i alt 444 delegerede og suppleanter til at deltage på årsmødet 2016. Dette årsmøde fandt sted den 14-16 maj i Gladsaxe. Repræsentanterne fra Enhedslistens 95 afdelinger skulle i løbet af disse dage bl.a. diskutere den aktuelle politiske situation, tage stilling til nyt EU delprogram og spørgsmålet om selvstændig opstilling til EU-parlamentsvalget.

Beretningsdebat

Traditionen tro, startede årsmødet ud med en længere debat om den aktuelle politiske situation, med udgangspunkt i hovedbestyrelsens og folketingsgruppens beretninger.

Under et år efter de borgerliges valgsejr, i juni 2015, er der allerede sket store angreb mod vores fælles velfærd. Diverse reformer har slagtet den kommunale velfærd og uddannelsesområdet, mens store kontanthjælpsforringelser gør titusinder hjemløse og skaber grundlaget for et gevaldigt lønpres på dele af det danske arbejdsmarked. Dette er blot for at nævne nogle af de forringelser vi allerede har været vidne til. Alt i mens regeringen samtidig har fremlagt forslag om at foretage Danmarkshistoriens største indkøb, i form af nye bombefly.

I beretningsdebatten forholdt de delegerede sig til denne alvorlige situation, og kom med bud på hvilke krav, Enhedslisten skal fremføre, og hvordan vi kan sikre, at denne borgerlige regerings levetid bliver så kort som mulig.

This slideshow requires JavaScript.

 

Kommunalt oprør

Et af de centrale omdrejningspunkter i debatten var naturligt nok, den meget vellykkede aktionsdag, den 12. maj, hvor det lykkedes at organisere demonstrationer i hele 74 kommuner. På Enhedslistens seneste årsmøde, i efteråret 2015, blev det i arbejdsplanen netop slået fast, at vi skulle arbejde for et kommunalt oprør. Enhedslistens aktivister har i dette forår været centrale i at få mobiliseret folk til at bakke op om velfærdsalliancens demonstrationer og aktiviteter. Hovedbestyrelsen havde på årsmødet stillet en meget god udtalelse, omkring behovet for at forstærke kampen mod velfærdsnedskæringerne, og arbejde for en stor bevægelse mod regeringen op til folketingets åbning, den 4. oktober. I et indlæg fra Jonathan Simmel, fra Enhedslisten Nordvest, blev det sagt, at det vil være nødvendigt at overveje at tage arbejdsnedlæggelser i brug, hvis regeringen for alvor skal presses. Dette bakker vi 100 % op om. Som vi tidligere har skrevet i vores avis, så vil det imidlertid være nødvendigt at sikre, at en sådan strejkebevægelse breder sig til det private arbejdsmarked. Det vil nemlig ramme produktionen direkte, hvilket kan presse regeringen  økonomisk.

Arbejdsgiveroffensiv og skattely

Arbejdsgiverne er desperate efter at sikre sig højere profitrater, så det igen kan blive profitabelt for dem at investere.  For at opnå dette, vil de presse arbejderklassens levestandard tilbage gennem et væld af såkaldte ”reformer”, foruden krav om løntilbageholdenhed og -nedgang. De beder os med andre ord om at betale for, at de igen kan tjene milliarder. Og når de så har tjent disse styrtende summer, ja, så placerer de pengene i Panama, i skattely. Derfor blev det også fremført i debatten, at vi må være klare i mælet og fremføre en hårdere systemkritik. Enhedslisten kunne f.eks. starte med at kræve bankerne nationaliseret. Hvilket ville sætte en stopper for skattely, samt muliggøre en socialistisk investeringsplan for genopretning af velfærden, sikring af fuld beskæftigelse, forbedret infrastruktur, beskyttelse af miljøet m.v.

En konkret opgave for Enhedslisten er også at intervenere med alle dets faglige kammerater i de kommende overenskomstforhandlinger. Fra flere delegerede blev det nævnt, at Enhedslisten i den forbindelse bl.a. vil slå hårdt på kravet om en 30-timers arbejdsuge. Et krav som 3FU også har startet en kampagne omkring.

Arbejdsgiverne har ikke alene gået til angreb på tilkæmpede lønforhold. Arbejdsmiljøet lider også gevaldigt på de danske arbejdspladser, hvilket sagen med de mange arbejdere, der er blevet alvorligt syge hos Siemens Windpower, vidner om. Christian Juhl sagde i den forbindelse, at hvis ikke arbejdsgiverne kan sikre en godt arbejdsmiljø, så bør de fratages retten til at drive virksomhed. Dette er en helt korrekt krav at fremføre. Grove brud på arbejdsmiljøet, bør føre til krav om nationalisering af virksomhederne.

EU – delprogram

På årsmødet blev der vedtaget et nyt delprogram om EU. I dette delprogram bliver det slået fast med syvtommersøm, at grundlæggende forandringer er umulige i EU. EU er et redskab for at styrke kapitalisterne på bekostning af arbejderklassen i Europa. Dette har situationen i Grækenland også vist med al tydelighed. Den største opgave for Enhedslisten ligger derfor i at indgå i den udenomsparlamentariske mobilisering mod EU. Det være sig bl.a. igennem den faglige kamp, studenterkampen og miljøbevægelser, hvor Enhedslisten kan spille en rolle ift. at styrke den europæiske venstrefløjs fælles ageren, der kan muliggøre ”udfoldelserne af visionerne om en bedre verden”, som det står formuleret i dokumentet.

Selvstændig opstilling til EU-parlamentet

Forud for årsmødet havde alle Enhedslistens medlemmer haft mulighed for at deltage i den elektroniske urafstemning vedrørende spørgsmålet om selvstændig opstilling til EU-parlamentsvalget. 31,7 procent af medlemmerne deltog, og heraf stemte 57 procent for selvstændig opstilling, mens 34,9 procent støttede fortsat at stille op på Folkebevægelsen mod EU’s liste N. Årsmødet endte med at følge resultatet af urafstemningen, og med overvældende flertal støtte en selvstændig opstilling. Dette også fremgår af nedenstånde billede, der viser stemmetallet for (4.2) og imod (4.1) selvstændig opstilling.

This slideshow requires JavaScript.

 

Debatten på årsmødet bragte ikke mange nye argumenter ind i debatten. Grundet den store debatlyst, endte taletiden desuden med at blive så kort, at de fleste desværre kun kunne fremføre deres argumenter på ren paroleform. På trods af dette, blev det i debatten helt klart, hvad de grundlæggende uenigheder består i. En af de delegerede beklagede på talerstolen, at et farvel til opstilling på Liste N, ville være et farvel til Enhedslistens folkefrontstaktik. Og det er jo netop hele humlen i denne sag. Ønsker man i kampen mod EU fortsat at være begrænset af, at skulle nå til enighed med borgelige elementer i Folkebevægelsen mod EU, eller ønsker man at forbinde kampen mod EU, med kampen for socialisme. Derfor ser vi det i Socialisten som et kæmpe skridt fremad, at Enhedslisten nu stiller op selvstændigt. Det må være op til medlemmerne af Enhedslisten at sikre, at partiet stadig fastholder sin EU-modstand og samtidig begynder at bruge socialistiske argumenter.

This slideshow requires JavaScript.

Et godt årsmøde – men rum for flere politiske diskussioner

Alt i alt, var årsmødet en god oplevelse. Imidlertid kunne man godt savne tid til flere politiske diskussioner på årsmødet. Det er en skam, at der bruges så meget tid på formalia, gæstetalere, vedtægter, kandidatlister m.v. Når det samtidig betyder, at taletiden, i forbindelse med de mere politiske debatter bliver skåret helt ned til 1 minut. Det burde være muligt at organisere årsmøderne på en måde, så der i højere grad blev tid til at tage aktuelle politiske spørgsmål op til reel debat. Det er selvfølgelig muligt at bringe alle mulige forskellige emner frem i beretningsdebatten. Men i og med, at indlæggene går i alle retninger, er det sjældent der opstår en reel debat om de konkrete spørgsmål.

 

Arbejdsplan

Det kommende år byder på store opgaver for Enhedslistens medlemmer. Kampen mod den borgerlige regering, og for et reelt politisk alternativ, må intensiveres.

Ift. den faglige kamp, nævnte Ole Donbæk de hovedkrav, som Enhedslistens faglige ønsker at sætte fokus på i forbindelse med overenskomstkampen. Udover det tidligere nævnte krav om 30-timers arbejdsuge, som vil kunne muliggøre en fordeling af arbejdet, skal der i overenskomstkampen også fokus på arbejdsmiljø, kædeansvar og det massive brug af vikaransatte, som fører til løndumping indenfor mange områder.

Enhedslisten har i den forbindelse, som det blev nævnt af Jakob Nerup, også en vigtig opgave i at få udviklet det faglige arbejde, så vi bliver stærke nok til at kunne udfordre den socialdemokratiske top i fagbevægelsen.

I arbejdsplanen blev der også lagt vægt på, at Enhedslisten skal involvere sig i velfærdskampen kommunalt såvel som nationalt. Der er allerede gjort et godt stykke arbejde i forbindelse med kampen for kommunalt oprør, men der er behov for at fastholde og udbrede denne kamp i den kommende tid.

De store besparelser på uddannelsesområdet er også blevet mødt af flere protester. Her ville det være positivt, om Enhedslisten i højere grad formåede at lave et koordineret arbejde blandt elever og studerende. I forbindelse med beretningsdebatten, blev det nemlig nævnt af en delegeret, Niklas Zenius Jespersen fra Enhedslisten Nordvest, at Enhedslisten ville opleve stor opbakning fra de studerende på universiteterne, hvis partiet i højere grad involverede sig i den konkrete studenterkamp.

This slideshow requires JavaScript.

Jeppe Krommes-Ravnsmed* var delegeret for Vanløse afdelingen.

Advertisements