Verdensøkonomien i slæbesporet

Foto: Indobrit.org

Af Frederik B. Ohsten

Udsigterne til et nyt opsving synes endog særdeles fjerne. Kapitalisternes profitjagt holder mulighederne for vækst, arbejdspladser, forskning og udvikling tilbage.

I foråret rettede verdens aktiekurser sig en anelse efter et stort fald i januar. Stigningerne kom efter, at EU’s centralbank ECB besluttede at sænke renten og stille endnu mere billig kredit til rådighed for bankerne.. Det blev fulgt af en beslutning fra USA’s centralbank om ikke at hæve renten. Årsag: man var bekymret for verdensøkonomiens tilstand. Vi har det historiske fænomen, at renterne på en række statsobligationer er negative. Verdens finanshuse er i stand til at låne så meget de ønsker for praktisk talt ingenting. Alligevel er verdensøkonomien i slæbesporet. Det skyldes, som vi skal se, mere fundamentale problemer i den kapitalistiske verdensøkonomi.

Selv om aktierne er steget, ligger de fortsat under niveauet fra sidste sommer. Og den såkaldte virkelige økonomi – altså der hvor der produceres virkelige værdier i stedet for at spekuleres i værdipapirer – er ikke i bedring, tværtimod. Verdens samlede fremstillingsindustri vokser stort set ikke.

Ifølge den amerikanske investeringsbank JP Morgan ligger produktionen på det laveste niveau i mere end tre år. Siden den store nedtur i 2008 har der i det hele taget ikke været nogen imponerende vækst – og de værdier og arbejdspladser, der gik tabt, er endnu ikke blevet genskabt. Verdens fremstillingsindustri står til – hvis tallene fra JP Morgan holder – til at vokse med mindre end én sølle procent i år. Altså så godt som ingen vækst.

Investeringerne ligger lavt

USA er ubetinget verdens vigtigste økonomi, og her tyder de seneste tal på, at økonomien (BNP) er vokset med 2,4 procent i forhold til et år tidligere. Det er bedre end væksten i eurozonen og Japan, som hver især er vokset med omkring én procent. Men det er stadig en svag vækst. Og der er tegn på, at selv denne svage vækst er på vej mod en afmatning. Den amerikanske centralbanks Atlanta-kontor, hvis forudsigelser anses for pålidelige, anslår, at væksten i år vil ligge på 1,4 procent.

Den mest betydningsfulde faktor for fremtidig vækst – investeringer – ligger fortsat lavt. Hvis man tager Kina ud af verdensøkonomien, vokser investeringerne kun med to procent årligt. Det er usikkert, om denne svage vækst er tilstrækkelig til at udskifte forældede maskiner og bygninger. Uanset hvad er det ikke et tegn på fremgang, men på stilstand.

Svage profitter

Bag den manglende vækst i investeringerne står et fald i kapitalisternes profitrate. Kapitalisterne investerer ikke af hensyn til arbejdspladser, velfærd eller samfundssind, men for at tjene mest mulig profit. Når kapitalisterne regner med, at profitraten – altså hvor meget profit de får i forhold til den samlede investering – vil falde, vil de være mere tilbageholdende med at investere. I stedet vil de spare op af frygt for at blive udkonkurreret, hvis de investerer ”for tidligt” – og det er netop hvad vi ser i øjeblikket.

Det betyder mindre forskning, mindre produktion, mindre udvikling og færre arbejdspladser. JP Morgan forudså for nylig, at de amerikanske virksomheders profitter vil falde med 10 procent i år. De tilføjede, at med faldende profitter er en økonomisk nedtur ikke langt væk: ”Et tocifret fald i profitterne er sjældent, når der ikke er recession, det er kun blevet registreret to gange i løbet af de seneste 50 år.” Investeringsbanken opjusterede ved samme lejlighed den anslåede sandsynlighed for, at USA ville havne i en ny recession i år fra 10 til 25 procent.

Det statslige amerikanske statistikbureau Bureau of Economic Analysis, BEA, offentliggjorde i marts en rapport, hvoraf det fremgår, at de amerikanske virksomheders profitter faldt med 11,5 procent i fjerde kvartal af 2015 sammenlignet med samme kvartal året forinden.

Det er det største fald siden 2008, hvor økonomien krakkede og profitterne faldt med 31 procent. Samlet set er profitterne i USA nu på det laveste punkt i fem år. De svage profitter er kilde til stor bekymring blandt kapitalens strateger, og bekymringerne for fremtiden kan bevirke, at kapitalisterne vil blive endnu mere tilbageholdende med at investere, end det allerede er tilfældet.

Manglende udvikling

Den amerikanske økonomi har ellers – ligesom resten af verdens økonomi – god brug for nye investeringer i ny teknologi, forskning og produktion. Ifølge en analyse, som USA Today har gennemført af tal fra S&P Global Market Intelligence, er de amerikanske virksomheders produktivitet kun steget med sølle 0,5 procent i løbet af de sidste fem år. Det vil altså sige, at de stort set ikke er blevet mere effektive på trods af, at der den tekniske udvikling i samme periode absolut ikke har stået stille.

For kapitalisterne er produktiviteten kun interessant, hvis den kan bruges til at styrke deres position på markedet og til at tjene profit, men for alle os andre er en produktivitetsstigning interessant, fordi den giver mulighed for et bedre liv, en potentielt kortere arbejdsdag, lettere arbejdsgange og bedre produkter, der bliver lettere at fremstille. Tallene afspejler, at et forsvindende lille mindretal (kapitalejerne) med deres profitjagt står i vejen for, at teknologiens fremskridt kan realiseres og bruges rationelt til menneskers bedste.

Stor gæld

Den Internationale Valutafond IMF’s underdirektør David Lipton sagde i marts, at fondens prognose om 3,4 procents vækst i verdensøkonomien i år (som var en nedjustering i forhold til tidligere) var lige lovlig optimistisk, og at en række risikofaktorer gjorde, at væksten formentlig ville blive endnu lavere.

Blandt risikofaktorerne er især den lave oliepris og banklån, som ikke kan betales tilbage. Især en række store virksomheder i energisektoren har gældsproblemer på grund af, at olieprisen hænger fast under 40 dollars pr. tønde. I 2014 var prisen over 100 dollars. Ifølge Financial Times er sektorens gæld blevet tredoblet siden 2006. Men den store gæld er ikke begrænset til energisektoren.

Ifølge Bloomberg er virksomhedernes gæld på verdensplan på det højeste niveau i 12 år, og hver tredje virksomhed forrenter ikke deres kapital i tilstrækkelig grad til at betale de udgifter, der er knyttet til gælden. Bloomberg skriver, at ”samlet set peger tallene på, at dampen er ved at gå af den syv år gamle vækstmodel, der bygger på billig kredit fra centralbankerne.”

De lave renter har ikke nogen effekt på den virkelige økonomi, men kun (midlertidigt) på handelen med værdipapirer – de store virksomheder ønsker ikke at låne til nye investeringer i et vigende marked, og bankerne ønsker ikke at låne ud til mindre og mere risikobetonede investeringer.

Den seneste (begrænsede) optur på aktiemarkederne står dermed i stærk kontrast til de lave priser og tendenser i retning af deflation, de vigende investeringer og faldende profitter. Før eller siden vil aktiemarkederne bøje sig. Kapitalismen er problemet Den svage profit og manglende investeringer tyder på, at der ud fra en kapitalistisk synsvinkel er brug for, at en masse værdier bliver ryddet af vejen.

Der er brug for, at virksomheder, maskiner, varelagre og bygninger mister deres værdi eller fysisk bliver fjernet. Som Marx og Engels udtrykte det i Det Kommunistiske Manifest: ”Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.” De faldende profitter og vigende investeringer er et barometer for, hvor effektiv kapitalismen er.

En tilbagevenden til ”normale” tilstande som opsvinget i 00’erne (eller det store opsving i efterkrigstiden) synes langt, langt væk. Ikke fordi der er mangel på materielle midler og dygtige arbejdere, men fordi vi lever i et kapitalistisk system. Det er dette system, der er roden til problemerne – og det er det, der skal gøres noget ved. Produktion og transport ligger stille hen. Investeringerne udebliver, og væksten i verdens fremstillingsindustri forventes at være under én procent i år. Det er et barometer for, hvor effektiv – eller rettere ineffektiv – kapitalismen er.