Cuba – på vej mod socialisme eller kapitalisme?

cuba2

Landbrug nær Trinidad, Cuba. Foto: Andreas Bülow, 2011.

Af Andreas Bülow

En ny tid”. ”Lyset er kommet”. ”En bølge af optimisme”. De borgerlige medier har ikke sparet på hyldestartikler efter præsident Obama besøgte Cuba i april 2016. Ifølge dem, går cubanerne nu efter årtiers indelukket diktatur i retning af frihed og demokrati. Men virkeligheden er, som med så mange ting, mere kompliceret. Et nærmere kig på forholdet imellem de to lande viser, at imperialismens formål er at vælte selve den cubanske revolution og rulle dens sociale landvindinger tilbage.

Hykleri

Obamas besøg på Cuba var ventet efter tøbruddet imellem de to lande i december 2014. Lige siden den mislykkede invasion ved Svinebugten i 1961 havde de to lande haft afbrudt samtlige diplomatiske forbindelser. I første omgang aftalte man at udveksle enkelte fanger, at Cuba blev fjernet fra USA’s terrorliste og senere etablerede man ambassader (men spørgsmålet om USA’s handelsblokade mod Cuba ser ud til fortsat at svæve i luften).

Nu var turen så kommet til at den amerikanske præsident kunne flyve ind i Havanna, holde formelle møder med Cubas præsident Raúl Castro, besøge den katolske kirke og endda overvære en baseball-kamp. Hele verdenspressens opmærksomhed var rettet mod Obama, da han holdt tale til cubanerne og blandt andet kritiserede det han anså for at være mangel på ytringsfrihed på Cuba.

For det første er det værd at hæfte sig ved de cubanske lederes underdanighed. Mon Raúl Castro nogensinde ville få lov til at tage til USA og på offentligt TV tale for et regime-skifte? Næppe. Det er tydeligt, at genoptagelsen af de diplomatiske relationer sker på amerikanske præmisser.

For det andet; hvilken ret har Obama til at snakke om ”menneskerettigheder” og ”ytringsfrihed”, så længe amerikanske tropper sønderbomber Irak og Syrien, så længe de torturerer fanger i Guantánamo-fængslet, så længe NSA gennemfører massiv overvågning af befolkningen eller så længe amerikansk politi skyder og forfølger uskyldige sorte mænd i gaderne? For os er svaret klart: De har ingen ret til at give Cuba lektioner i demokrati.

Amerikansk imperialismes overvejelser

Imperialisternes trang til at påvirke Cuba handler derfor ikke om en særlig forkærlighed for demokrati, men snarere om had til den cubanske revolution og et fortsat ønske om at destruere den. På trods af alle sine mangler og svagheder, har den cubanske revolution i årtier udgjort et eksempel på at en anden verden er mulig. Dette eksempel har særligt været vigtigt i Latinamerika.

Allerede i sin 2014-tale forklarede Obama at hans nye kurs overfor Cuba ikke handlede om at han havde skiftet standpunkt, men snarere om at han ville skifte taktik. Målet er fortsat det samme, men midlerne er anderledes. I stedet for at isolere Cuba og lamme landets økonomi via embargoen, ønsker USA nu at påvirke Cuba ved at sende et hav af private investorer og produkter over til øen. Formålet er at dette skal give indflydelse til en langsom transformation af den cubanske økonomi til en fuldblods kapitalistisk markedsøkonomi.

De cubanske lederes overvejelser

Lederne af den cubanske revolution, Raúl Castro – og i mindre grad Fidel, som på grund af alderdom ikke er med i den daglige ledelse af landet – har i en længere periode bevæget landet i retning af markedsøkonomi. Dette skete i sær fra 2011, da der blev åbnet op for flere private forretninger, imens hundredetusinder af offentligt ansatte blev fyret. Også enkelte sociale goder, som f.eks. ydelserne i libretaen (en rationeringsmærke-bog som giver adgang til gratis mad) blev kraftigt skåret ned, således at flere forbrugsprodukter bliver sat til salg som varer på det private marked. Men vigtigst har været et influks af udenlandske investeringer, både i turistindustrien og hotelbranchen, hvor en frihandelszone vil blive etableret omkring Havanna hvor selskaber fritages for skat. Også en dybtvandshavn nord for Havanna – Mariel – med investeringer fra Kina og Brasilien har spillet en stor rolle.

800px-SculptureCheGuevaraCuba
Plaza de la revolución i Havanna. Foto: Wikipedia

En af de cubanske lederes vigtigste overvejelser i forhold til dette skifte har været at Cubas favorable handelsaftale med Venezuela er ved at lakke mod enden. Venezuela er hårdt presset økonomisk efter at oliepriserne er raslet i bund og har derfor set sig nødsaget til at trappe ned for den aftale der byttede cubanske lægers arbejdskraft (udstationerede i Venezuela) for både olie og hård valuta.

Stemningen på Cuba

På selve Cuba har Obamas besøg fået blandet modtagelse. Vestlige medier har vist billeder af jublende cubanere, men dykker man ned bag facaden er billedet mere broget. Det er klart at der blandt unge mennesker er et naturligt gran af nysgerrighed efter produkter fra den vestlige verden og efter adgang til internet. Men der er også mange cubanere, i sær fra den ældre generation, som husker forholdene inden revolutionen, hvor Cuba basalt set var en amerikansk vasalstat.

På flere blogs, herunder portalen Contrapunto, har der været kritiske indlæg, hvor forskellige aktivister i og omkring Cubas Kommunistiske Parti (PCC) har protesteret imod det de ser som mangel på demokrati i forbindelse med partiets nærtstående kongres.

Kritikerne har blandt andet peget på at pre-kongres-perioden, hvor forslag normalt diskuteres med fagforeninger, kvindeorganisationer og revolutionskomitéerne (CDR), tilsyneladende er blevet skrottet. En anden kritik har lydt på at alle anti-imperialistiske demonstrationer og ytringer under Obamas besøg blev forbudt. Det vil være disse kritiske kommunister som kan udgøre en seriøs modvægt til de pro-kapitalistiske tendenser.

En revolutionær vej frem

De cubanske ledere siger officielt at reformerne, og tilnærmelsen til USA, blot er en ”justering” af den socialistiske model, at der var for meget statslig økonomi førhen og at det mest handler om at få en ”balanceret” økonomi. Fra et marxistisk synspunkt er det ikke udelukket, at en arbejderstat (og Cuba er en deform arbejderstat), laver kompromisser og endda midlertidige aftaler med kapitalister eller giver mere plads til småhandlende. Lenin og Trotskij gennemførte f.eks. den såkaldte NEP-politik i 1921 som gav råderum for at storbønderne i Rusland (de såkaldte kulakker) kunne sælge deres korn frit på det private marked.

Men det er vigtigt at forstå at den slags forholdsregler altid er undtagelser og må bruges som et midlertidigt pusterum. De kan aldrig blive et mål i sig selv. Det er afgørende at se på hvilken vej økonomien bevæger sig i, om den kollektiviserede ejendom ruster sig og bliver dominerende, eller om det private pusterum griber om sig og bliver en permanent tilstand. Desværre ser det ud til at det sidste er ved at blive tilfældet på Cuba, hvilket truer alle revolutionens sociale landvindinger. Derfor kan den cubanske ledelses reformer ikke sammenlignes med NEP-politikken.

Det er klart, at Cuba siden østblokkens fald har stået i en svær økonomisk situation. Det beviser tydeligt, at det ikke er muligt, at opbygge socialisme i ét land. Cuba har brug for udenlandsk teknologi, know-how og en industrialisering af landbruget. Det kan kun fås ved at kombinere Latinamerikas enorme ressourcer i en fælles planøkonomi, hvilket kræver en kontinental socialistisk revolution.


Den idé var Che Guevara særligt optaget af. På trods af at hans guerilla-strategi ikke fungerede, så havde han fuldstændig ret i at internationalisme var den eneste vej fremad. Den cubanske revolution kan kun overleve hvis der arbejdes for at udbrede revolutionen til flere lande. I Venezuela, Ecuador og Bolivia har der været flere muligheder for at gøre netop det – nationalisere produktionsmidlerne og underlægge dem en socialistisk plan, som kan indgå i en føderation af arbejderstater.

Samtidig må idéen om, at privateje er det eneste incentiment til at forøge produktiviteten forkastes. Arbejderklassen har historisk vist, at så snart fabrikker underlægges dens demokratiske styring og kontrol kan produktionen mangedobles, fordi der da ikke længere produceres for en lille elites pengepung, men for samfundet som helhed.

Kampen om Cubas fremtid bliver ekstremt vigtigt – også internationalt. Sovjetunionens fald betød en sand katastrofe for befolkningen, med en eksplosion af alkoholisme, arbejdsløshed, hjemløshed og et markant fald i levealderen. Som socialister og internationalister er det vores pligt at kæmpe imod en sådan kapitalistisk restauration med al vores styrke.

Ekstra baggrund:
Den cubanske revolution

Den 1. januar 1959 vandt guerillastyrker under ledelse af Fidel Castro magten og smed den forhadte diktator Fulgencio Batista på porten. Castros bevægelse, Movimiento-26 de julío, var oprindeligt ikke baseret på noget socialistisk program, men snarere på et national-demokratisk grundlag som bl.a. indeholdt krav om en jordreform. Først efter en indædt konflikt med amerikanske banker og sukkerfirmaer i 1960 valgte Castro at nationalisere hele økonomien og underlægge den planøkonomi. Kapitalismen var blevet afskaffet i ét hug. Dette bekræfter i realiteten Trotskijs teori om den permanente revolution, som forudså at indfrielsen af revolutionens national-demokratiske opgaver i underudviklede lande var tæt forbundet til de socialistiske opgaver og nødvendigvis ville smelte sammen med dem.

I midlertidig var der to store svagheder ved den cubanske revolution.

For det første skete den cubanske revolution, i modsætning til Rusland 1917, uden at arbejderklassen var den afgørende faktor. Guerillakrigen var mere baseret på bønderne, hvilket betød arbejderklassen ikke formåede at opbygge nogle selvstændige magtorganer, som senere kunne virke som et bolværk mod bureaukrati. Derfor havde den cubanske stat fra starten visse bureaukratiske deformationer.

For det andet skete den cubanske revolution midt under den kolde krig. Det betød at Cuba blev skubbet i retning af Sovjetunionen, både økonomisk og politisk. I løbet af 1960’erne blev hele det cubanske samfund mere og mere påvirket af østblokken, hvilket havde en negativ indvirkning på den politiske debat, som blev mere lukket, censureret og hierakisk. Men vigtigst af alt betød Sovjetunionens øgede indflydelse, at Cuba – også præget af Che Guevaras død i 1967 – blev mindre og mindre opsat på at udbrede revolutionen til andre lande. Dette var særligt bemærkelsesværdigt i Chile i 1970-73 og i Nicaragua 1979-90, hvor cubanske rådgivere frarådede en radikalisering af revolutionerne, hvilket mundede ud i fatale nederlag i begge lande.

Advertisements