Retten til uddannelse er under angreb

12183892_10153669788967052_6204202572958076399_o

Demonstration 27.10.2015. Foto: Niklas Zenius Jespersen

Af Niklas Zenius Jespersen

Ny gymnasiereform: Karakterkrav, adgangsbegrænsninger, dimensionering. En lang række reformer de seneste år har begrænset adgangen til alle dele af uddannelsessystemet. Den foreslåede gymnasiereform ser ud til at gøre ondt værre.

Karakterkrav på 4 i dansk og matematik for at komme i gymnasiet og afskaffelsen af HF som adgangsgivende til universitetet. Sådan lyder dele af regeringens foreslåede gymnasiereform. Dette bliver således sidste skud på stammen af en lang række reformer, der effektivt begrænser adgangen til uddannelse for store dele af befolkningen.

Ganske vist foreslås der en række måder at komme uden om som optagelsessamtaler og -prøver for folk med for lave karakterer og muligheden for at supplere HF med en halvårig overbygning for at komme på universitetet.

Men konsekvenserne er ikke desto mindre katastrofale. Næsten hver 10. ville i 2014 ikke være optaget på gymnasiet, hvis adgangskravet havde været 4 i dansk og matematik. På de andre gymnasiale uddannelser gælder det hele 25 procent. Havde det været 02, som Socialdemokratiet og det Radikale Venstre har foreslået, ville det stadig være gået ud over 1,3 procent.

Den sociale skævhed i begge forslag ses også af at det ville ramme unge med indvandrebaggrund endnu hårdere og dermed også være en stor hæmsko for integrationen og fasttømre mange unge med indvandrebaggrund som andenrangsborgere.

Således ville karakterkravet på 02 ramme 4,5 procent, og karakterkravet på 4 mere end hver fjerde med indvandrerbaggrund.

HF står for skud

Der er dog udsigt til at det kan blive endnu værre. Således har Dansk Folkeparti, der ellers har slået sig op som de svages forsvarer, forslået et adgangskrav på 6 i gennemsnit fra alle fag.

Det vil betyde, at 62 procent ikke var blevet optaget på gymnasiet. Ligeledes har Liberal Alliance foreslået hele 7 i dansk og matematik som krav hvilket ville havde udelukket 46 procent. Tre ud af fire HF’ere ville være have været tvunget til at finde en anden uddannelse. For begge forslag ligger tallet mellem 75-80 procent blandt dem med indvandrebaggrund.

Forslaget om afskaffelsen af HF som adgangsgivende til universitetet er ligeledes et hårdt slag med stor social slagsside. HF er netop beregnet for folk, der ikke fik taget en ungdomsuddannelse direkte efter folkeskolen, eller håndværkere og ufaglærte, der ønsker at tage en videregående uddannelse. Der er heller ingen garanti for at optagelsessamtaler eller andre veje uden om karakterkravene skulle gøre den sociale slagsside mindre.

Vi kender allerede til kvote 2-ordningen, hvor andre erfaringer og evner end karakterne kan bruges til at komme ind på en uddannelse. Det er godt, at hele ens liv ikke skal afgøres af ens karakterer, men på trods af gode intentioner, har det vist sig, at den sociale arv stadig slår meget igennem i kvote 2-ordningen. Derfor er det kun i mindre omfang børn af arbejderklassen, der har glæde af denne ordning. Ligeledes har den berømte uddannelsessociolog Pierre Bourdieu allerede for mange år siden vist, at optagelsessamtaler er præget af større social arv end standardiserede optagelseskrav som karaktersnit.

Derfor må kravet lyde på afskaffelse af alle adgangsbegrænsninger på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Fælles kamp frem for kamp mellem uddannelser

Både de borgerlige og højrefløjen i arbejderbevægelsen forsøger at gøre det til en kamp mellem folk med korte og lange uddannelser.

Et ofte brugt argument for at lave adgangsbegrænsning i gymnasierne er at presse flere over i de tekniske skoler. Det sker med argumenter om, at Danmark er præget af uddannelsessnobberi. Men hvis man ønskede flere over i de tekniske uddannelser, skulle man hellere fokusere på at hæve kvaliteten af de tekniske skoler, der har lidt endnu hårdere end resten af uddannelsessektoren under nedskæringerne.

Desuden ville det også betyde noget at sikre bedre forhold på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. På samme måde forsøger dele af højrefløjen i arbejderbevægelsen at fremdyrke et fjendebillede mellem arbejderklassen og de højtuddannede. Dette ses bl.a. når formanden for HK/Privat Simon Tøgern i Politiken i april foreslog afskaffelsen af SU’en på kandidatgraden for i stedet at bruge pengene på voksenuddannelse af hans egne medlemmer.

Men når man skærer i gymnasier og universiteter, og når man begrænser adgangen til uddannelserne, så er det altid først og fremmest arbejderklassen det går ud over. Man øger altså den selvsamme sociale skævhed imellem uddannelserne, som man påstår at bekæmpe.

De rige skal nok klare sig, de behøver ikke SU’en, og med penge til ekstraundervisning og landets bedste skoler, er det sjældent dem der falder under karakterkravene. Men for dem der kommer fra arbejderklassen, inklusiv den store del af de unge på universiteterne og gymnasierne, ville en videregående uddannelse som oftest have været umuligt uden SU’en.

De voksende adgangskrav rammer også dem hårdest. SU, udvidet adgang og investeringer i uddannelse betød i 1960’erne og 70’erne et historisk brud med den sociale arv, hvor store dele af arbejderklassens børn for første gang strømmede ind på gymnasi- er og universiteterne.

Siden da er bruddet med den sociale arv aftaget og går efterhånden den forkerte vej. Og arbejderbevægelsens højrefløj har et alvorligt ansvar for dette. Forestillingen om en klassekamp mellem ”arbejderne” og ”akademikerne” ignorerer ligeledes, at langt de fleste akademikere i dag er reduceret til almindelige arbejdere med mere tilfælles med håndværkeren end elitens rigdomme og indflydelse. Senest har massefyringer blandt akademikere på univer- siteterne og i styrelser og ministerier igen bekræftet dette. Der er derfor brug for, at arbejderbevægelsen kæmper for retten til uddannelse på alle niveauer. Studenterbevægelsen er her en naturlig allieret, og srudenternes bevægelse vil få enorm styrke af en sådan alliance.

En sådan alliance så vi med dannelse af Uddannelsesalliancen, hvor forbund under LO og FTF gik sammen med akademiker fagforeningerne og elev- og studenterbevægelsen i protest mod milliardnedskæringer på uddannelserne.

Arbejder- og elev- og studenterbevægelsen må i offensiven

Der er ingen grund til at prioritere eller kæmpe uddannelserne imellem. Tværtimod står vi stærkere sammen imod de nedskæringer der rammer alle dele af uddannelsessektoren og alle dele af velfærdssamfundet.

Retter vi derfor skytsets imod erhvervslivet, hvoraf mere end 60 procent ikke betaler skat, og hvor selskabsskatten de sidste 30 år er blevet halveret, så er der mere end rigeligt med penge til ikke blot at droppe nedskæringer og adgangskrav, men også til at forbedre både tekniske skole, gymnasier og universiteter såvel som voksenuddannelserne.

Men hvis vi skal vinde kampen for uddannelse til alle så er der brug at arbej- derbevægelsen kommer ud af starthullerne. Samtidig må arbejder-, elev- og studenterbevægelsen mere i offensiven. Det er et halvt år siden, at Uddannelsesalliancen demonstrerede en enkelt dag uden for Christiansborg.

Siden da har der kun været mindre spredte protester på enkelte uddannelsessteder, og det er først nu, at Uddannelsesalliancen mødes igen til protest ved at samle ”stormøder” hvor politikerne skal stå til ansvar over for elever og studerende (10. maj i København, 28. april i Odense og 25. april i Aalborg). Herefter vil der sandsynligvis igen ikke ske noget, før folketinget åbner igen om et halvt år. Men hvis vi skal kunne vende forringelser til forbedringer, er der brug for mere.

Der er brug for en koordineret og vedvarende kampagne med demonstrationer, strejker, besættelser og blokader der kan lægge pres på politikerne indtil de bøjer af. For at en sådan plan skal blive effektiv må den bygges fra neden, ikke gennem forhandlinger i toppen.

Derfor bør der indkaldes til nye stormøder, ikke for at ”stille politikerne til ansvar”, men for at almindelige elever og studerende sammen kan diskutere og vedtage en kamp-plan og så sammen udføre den. På samme måde må fagbevægelsen mobilisere ude på arbejdspladserne til at støtte op om kampen for uddannelse, som er en del af en bredere velfærdskamp.

Fagbevægelsens rolle er ikke blot at sende penge til at finansiere demonstrationerne. Elev- og studenterbevægelsen bør knytte stærkere bånd til arbejderbevægelsen, eksempelvis ved at gå med i de igangværende velfærdsdemonstrationer i kommunerne og knytte kampen for god uddannelse og god velfærd sammen. Sammen med arbejderbevægelsen står vi langt stærkere til at kunne besejre nedskæringerne og angrebene på adgangen til uddannelse. Udviklingen kan kun vendes med en offensiv strategi i fællesskab fra elev-, studenter- og arbejderbevægelsen.

Niklas Zenius Jespersen er medlem af bestyrelsen for HUM-rådet på Københavns Universitet.

 

Advertisements