Under dække af terrortrussel: eliten angriber demokratiet

hollande-syria-paris-shootingsEfter en række terroranslag i Europa har vi set, hvordan politi og efterretningstjenester i hele Europa nu får markant udvidede magtbeføjelser. I stedet for at bekæmpe problemets kerne, bruger den europæiske elite disse begivenheder som undskyldning for at undertrykke protester og aktivisme mod deres politik.

Tekst: Patrick Gehrs

 

Omfanget af de koordinerede angreb som terrorister med tilknytning til Islamisk Stat udførte i Paris i november sidste år, kom som et enormt chok for størstedelen af den europæiske befolkning – især efter de udvidede sikkerhedsbeføjelser som den franske stat underlagde befolkningen oven på angrebene på satireavisen Charlie Hebdo.

Samme nat som terrorangrebene fandt sted, proklamerede Francois Hollande, opsigtsvækkende, at det franske folk den følgende dag, skulle vågne op i et land i undtagelsestilstand.

 

Terror som påskud

Grænserne blev lukket og politiet fik uindskrænket magt til, at forfølge alle som kunne tænkes, at være fjendtligt stemte overfor den franske stat.

Som vi skal se et par eksempler på, var disse terroranslag, et tiltrængt påskud for det regerende Partie Socialiste med Hollande samt de franske kapitalister i spidsen til, at indføre en regulær politistat, klar til at knuse bredere modstand i den franske arbejderbevægelse.

Først kom det franske politis intimiderende ransagninger af franske borgere. I måneden efter terroranslagene udførte fransk politi godt og vel 3000 ransagninger. 350 individer blev sat i husarrest. Det interessante her var, at nærmest ingen af de pågrebne var radikaliserede muslimer eller jihadister. I stedet var det græsrodsaktivister og modstandere af den siddende regering.

Den siddende regering var udover dette, ude i en diskussion om man skulle kunne tage statsborgerskabet fra, ikke bare franske borgere med dobbelt statsborgerskab, men også franskmænd med kun ét statsborgerskab, såfremt man kunne få dem dømt for terrorhandlinger eller hjælp dertil – et klart brud på FN’s artikel 15, som tilkendegiver, at et individ, under sine basale menneskerettigheder, aldrig kan få frataget sin nationalitet.

Den franske præsident Francois Hollande samt premierminister Manuel Valls har flere gange, nu så sent som den 26. januar 2016, opfordret til, at undtagelsestilstanden gøres permanent via en ændring i den franske grundlov.

 

Forsamlingsfriheden ophævet

Undtagelsestilstanden har spillet en absolut reaktionær rolle. Allerede i december 2015 betød den, at alle planlagte demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet i Paris blev forbudt. Den har også betydet at ingen aktivister måtte organisere anti-racistiske demonstrationer efter at det radikale højrefløjsparti Front National fik fremgang ved regionalvalget i december.

Endnu et eksempel på, at undtagelsestilstanden ikke er tiltænkt bekæmpelsen af radikaliserede muslimer, men mere at knuse en markant øget utilfredshed i den franske arbejderklasse, kunne ses da otte tidligere arbejdere på en fabrik tilhørende dækfabrikanten GoodYear, blev idømt fængsel på to år for, at strejke samt midlertidig tilbageholde en af fabrikslederne. Strejken var et resultat af GoodYears beslutning om at fyre 1173 fabriksarbejdere. Fængselsstraffene blev sågar effektueret på trods af, at fabriksledelsen ikke ønskede at anklage arbejderne for tilbageholdelse.

For den franske befolkning kan man med rette konkludere, at de seneste måneder har været historiske – ikke bare er deres rettigheder under massive angreb, men undtagelsestilstanden er historisk i og med, at man ikke har set noget tilsvarende siden Vichy-staten under Anden Verdenskrig.

 

Rettigheder også under pres i Danmark

I Danmark har både politi og efterretningsvæsen også fået udvidet beføjelser og materiel. I foråret 2015, oven på angrebet på Krudttønden, vedtog et flertal i folketinget at give 150 millioner ekstra til politiet til såkaldt ”terrorbekæmpelse”. Et halvt år efter, i november 2015, indgik blå blok og Socialdemokratiet et forlig som giver 480 millioner ekstra til politiet hvert år indtil 2019.

Disse tiltag kommer efter en årrække med langsom, men sikker indskrænkning af demokratiske rettigheder – centralt, retten til privatlivets fred. Allerede i 2002 vedtog folketinget den første ”terrorpakke”, som bl.a. introducerede livstidsdomme for terrorisme, fri mulighed for at politiet kan ransage borgeres hjem, hvis bare de har én kendelse, krav om at telefon- og internetudbydere skal gemme og videregive deres kunders data til politiet samt at asylansøgere kan blive deporteret, hvis PET mener at de udgør en sikkerhedsrisiko. I 2006 blev terrorpakken udvidet, således at politiet fik endnu flere muligheder for at aflytte privatpersoners telefonsamtaler så længe der blot var mistanke om at de var ”formodede medskyldige” i terrorisme. For nyligt har justitsminister Søren Pind introduceret endnu en lovændring som giver politiet ret til at overvåge diverse internetkommunikationstjenester (Skype, Messenger etc.).

 

Kan ikke standse terrorisme

Sådanne udvidede magtbeføjelser som førnævnte, tager naturligvis ikke hånd om problemets kerne. Problemets kerne ligger i den væsentlige faktor, at terrorismen typisk er et resultat af de vestlige staters imperialistiske udenrigspolitik og krige langt fra deres egne territorier.

Når man oveni dette ligger de europæiske kapitalisters angreb på almindelige menneskers levebrød og levestandard gennem socialt uretfærdige reformer og nedskæringer, så har man herved introduceret den altafgørende- og radikaliserende faktor.  Derved må vi derfor konkludere, at terrorisme ikke kan bekæmpes ved at, nationalstaterne gøres mere autoritære. Internationale konflikter, som Danmark deltager i på lige fod med de vestlige stormagter, bringer enorme tragedier med sig for de ramte landes lokalbefolkninger – og angrebene på disse befolkninger ses, i mange radikaliseredes øjne, som et angreb på dem selv.

Inden Berlinmurens fald omtalte de vestlige ledere ofte østblokken som paranoide overvågningssamfund. Det autoritære skræmmebillede man tegnede (med rette) ad datidens stalinisme er i dag på vej at blive realiseret under vestlig kapitalisme. Det er på tide, at Europas arbejderbevægelse siger nej til de imperialistiske krige, nej til angreb på fagforeninger og deres demokratiske rettigheder og nej til højrefløjens hensynsløse demagogi.

Advertisements