De rige har en plan

rigmand01Foråret er festens højtid for overklassen i Danmark. Så løber mundvandet i strandsvejsvillaerne over udsigten til en ny Ferrari. Men det er ikke fordi solen skinner lidt mere eller blomsterne kommer frem, at de fester i Whiskybæltet. 

Af Jakob Nerup, arbejdsmarkedspolitisk rådgiver, Enhedslisten

I februar og marts kommer årsregnskaberne fra de danske virksomheder, og så er der udbetaling af udbytte. De sidste år har de rige haft al mulig grund til at lade champagnepropperne springe, idet udbytterne har været gigantiske. Alene i 2015 blev der udbetalt udbytter på gigantiske 72 milliarder fra de 20 største danske virksomheder. Selv om en del af udbyttet ender i pensionskasserne, fordi de ejer mange aktier, så scorer de rige hovedparten.

De første årsregnskaber fra 2016 viser at tendensen for de rige bliver endnu bedre. Danske Bank har et overskud efter skat på 13,1 milliard kroner, og har selvfølgelig belønnet topchefen, Thomas Borgen, med en lønforhøjelse på 1,7 millioner, så han samlet tjener 15,5 millioner kroner om året. Det helst store overskud skal dog findes i Novo Nordisk, hvor den multinationale medicinkoncern har et overskud efter skat på svimlende 35 milliarder kroner eller tre gange det offentlige udgifter til medicin i Danmark.

Formuerne er industrielle
De rige har en fortælling, som de deler med de andre som tilhører den globale rigeste 1 %. De fortjener pengene, fordi de selv har skabt deres succes gennem hårdt arbejde. Den historie iscenesætter de danske medier velvilligt og ofte hører vi om forretningseventyr i mode og den slags. Men gemt for de fleste lever den danske overklasse af penge, som kommer fra fabrikshaller og industri.
I Danmark skal man være milliardær for at komme i top 50 over de største formuer. Tilsammen har disse milliardærer en formue på 685 milliarder kroner eller lige så meget som det danske statsbudget. Langt hovedparten af formuerne kan henføres til ejerskab af industriel kapital, som kontroller de største virksomheder i landet. De producerer medicin, legoklodser, pumper, øl, stomiposer, skibsfart, olie og meget mere.

Over de sidste 25 år er den danske kapital blevet koncentreret i stadig færre hænder. Der hvor de store værdier skabes og produceres er i industrielle virksomheder, og de store virksomheder bliver stadig større og er alle multinationale. En dansk virksomhed, der tjener sine penge på verdensmarkedet, har som oftest en mindre del af sin produktion i Danmark, mens hovedparten af handlen og produktionen foregår globalt. Så pengene stammer stadig fra fabrikshallernes larm og de ansattes svedige arbejde.

Det skal understreges, at en af årsagerne til de gigantiske udbetalinger af overskud, er at virksomhederne ikke investerer pengene i ny produktion på grund af krisen. De danske virksomheder sidder på mere end 150 milliarder kroner i opsparet kapital, som kunne bidrage til samfundets velfærd og investeringer i grønomstilling. Men for kapitalen er der kun en rettesnor, og det er at pengene skal være der, hvor afkastet er størst, og derfor investerer de ikke i en presset global økonomi.

Det er ikke kun de aller største virksomheder, der generer formuer til de rige. De tusind største virksomheder i Danmark tjente 198 milliarder kroner til deres ejere i 2014. De penge kunne give hver eneste dansker 36.000 kroner i kontant i hånden. I stedet havner de hos den rigeste 1 %. Det er forklaringen på, at Danmarks 10 % rigeste ejer lige så meget som de fattigste 70 % tilsammen, som helt nye tal fra Danmarks Statistik viser.

Festen er betalt af lønarbejderne
Direktører og aktionærer ynder at fortælle historier om, at det stigende overskud er et resultat af deres visionære indsats og enestående forretningstalent. Hvem der vinder og taber på markederne handler selvfølgelig også om strategisk styrke. Men det afgørende for at bundlinjen er vokset, skyldes en massiv omfordeling i det danske samfund.

Den vigtigske enkeltstående årsag til at overskuddet vokser, kan forklares med, at der lykkedes kapitalen, at bruge finanskrisens choktilstand til en voldsom offensiv mod lønarbejderne i virksomhederne og samfundet generelt. Kombinationen af massefyringer og eksporten af mere end 100.000 industrielle arbejdspladser, har lagt et voldsomt tryk på lønarbejderne. Siden 2009 er de danske lønninger for almindelige mennesker holdt på en årlig stigning på 1-2 %. Det har betydet, at lønarbejdernes andel af den samlede værditilvækst i industrien er faldet med 10 % siden 2010.

Den danske kapital har formået, at presse lønarbejderne langt mere end de lande, som danske virksomheder konkurrerer med, og det giver selvfølgelig en afgørende konkurrencefordel i kampen om markedsandele i Europa og globalt.
Med til at holdelønningerne nede er også alle de forringelser af velfærden, som gør at vi alle frygter for at blive syge og arbejdsløse. Forringelserne af efterløn, dagpenge, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, fortidspension m.m. sætter sine spor ude på arbejdspladserne. Når vi forhandler den lokale løn eller vil modstå øgede produktivitetskrav, så er trusler om fyringer meget effektive.

Penge er magt
Det er ikke kun overskuddet de rige får. De har også en enorm magt.
De tusind største virksomheder har en økonomi, som er halvanden gang så stor som hele det danske BNP (Bruttonationalprodukt). De har 1.656.000 ansatte globalt, dog en stor del er i Danmark, og det giver magt. Magt til at presse regering og Folketing. Magt til at fyre og true de ansatte. Og de er villige til at bruge magten. Det foregår dagligt gennem lobbyarbejde og påvirkning gennem magtelitens netværk. Men intet er tilfældigt. De rige har en plan for at blive endnu rigere på vores bekostning.

Dansk Industri (DI) er den mægtigste organisation i Danmark. Dens medlemmer er de største danske virksomheder, og de dikterer de danske overenskomstforhandlinger, og styrer dermed løndannelsen med jernhånd. Men de har også et enormt lobbyapparat, som de sætter i arbejde på Christiansborg, når de formulerer strategier for omfordeling til kapitalens, og der med de riges, fordel.

Den store omfordelingsplan
DI udtrykker stor tilfredshed med, at deres 2020-plan fra 2012 ”har været en succes i den forstand, at en del af de bud på politiske reformer, som vi har foreslået, rent faktisk er blevet gennemført i større eller mindre omfang gennem de seneste år med et bredt politisk flertal. ” Reformerne er de ovennævnte voldsomme forringelser af trygheden når man er syg, gammel eller arbejdsløs.
DI stiller sig ikke tilfreds med milliarderne ophober sig på den rigeste 1 % bankkonti. De har søsat en endnu større plan for omfordeling af pengene fra lønarbejderne og velfærden til deres lommer. I en ny 2025-plan vil de omfordele et gigantisk beløb på 120 milliarder kroner. Pengene skal skaffes med hjælp fra regering og Folketing.

DI vil have endnu flere reformer. Vi skal arbejde længere hele livet, så vi skal senere på pension. De vil sænke kontanthjælpen og de titusinder af syge som er på førtidspension skal tvinges ud på arbejdsmarkedet, og det skal give 52 milliarder kroner. Ikke fordi de kommer til at arbejde ret meget, men fordi de vil presse lønningerne yderligere ned, og gøre frygten for at blive arbejdsløs endnu større. De skaffer sig 48 milliarder ved at selskabsskatten sættes ned til 13 %, der skal lavere skat på kapital indkomst og topskatten skal fjernes. Der skal fyres tusindvis af offentlig ansatte og velfærden beskæres med 20 milliarder.
De rige har en plan. Regeringen og deres støttepartier vil gerne hjælpe dem, men for de danske lønarbejdere er der også et valg. Vil vi acceptere lavvækst i lønnen til de næste OK-forhandlinger? Vil vi acceptere flere besparelser på velfærden? Vi har også brug for en plan.

Advertisements