Faglige: fagbevægelsen må slås

Foto: Anders Bach

Foto: Anders Bach

For arbejdsgiverne er der ingen krise – tværtimod skovler de penge ind. Samtidig udsættes arbejderklassen for det ene angreb efter det andet. Nu er det på tide, at bøtten vendes, skriver en gruppe fagligt aktive.

Tekst: Kim Molbech (tillidsmand 3F) Benny Allermand (3F BJMF) Toke Nielsen (3F Ungdom Aalborg) Lasse Bertelsen (Malerne Storkøbenhavn)

LO og FTF’s blåstempling af dagpengeforliget viser en helt fejlagtig linje fra fagbevægelses top. Nemlig en linje om at arbejderne selv skal betale for de minimale forbedringer de får serveret. Denne linje vil ledelsen af FTF og LO sandsynligvis følge ved de kommende trepartsforhandlinger. Men det giver ikke nogen mening. Arbejdsgiverne har rekord-overskud; de har opsparet tæt ved 150 milliarder kroner i de danske virksomheder. Disse milliarder har arbejderklassen skabt ved hårdt slid.

I 2015 blev der udbetalt 72 milliarder til kapitalisterne i aktieudbytte. Dermed er det bevist, at krisen kun har været betalt af arbejderklassen gennem øget tempo og arbejdspres med ekstrem nedslidning og en epidemi af stress som følge. Overklassen har fået skattelettelser og billige luksusbiler mens arbejderne har fået forringelser af kontanthjælp, et uholdbart dagpengeforlig og forringede sygedagpenge. I dag er det næsten umuligt for nedslidte arbejdere at få førtidspension, og regeringen vil diktere milliardbesparelser i kommunerne.

Rettigheder under angreb
Klassekampen i 2016 bærer præg af én ting. Arbejdernes tilkæmpede rettigheder skal fjernes for at en lille gruppe ekstremt rige kan blive endnu mere rige. Med den politik vil vi blive ført flere hundrede år tilbage i historien til kapitalismens begyndelse hvor arbejderklassen var uerfaren, uorganiseret og uden værn mod kapitalisternes udbytning. Deres plan er, at vi skal acceptere lønnedgang, nedslidning og øget tempo ved at ødelægge forholdene for arbejdere der er blevet syge, gamle eller arbejdsløse. Og planen er godt på vej til at blive virkeliggjort. Uligheden i Danmark har aldrig været større og vi skal mange årtier tilbage for at finde lignende umenneskelig behandling af syge, arbejdsløse og gamle. Måske helt tilbage til 30’erne.

Dette er et klart bevis på at Socialdemokratiets og toppen af fagbevægelsens strategi med klassesamarbejde har slået fejl. I dag betyder klassesamarbejde: kapitalisterne befaler og arbejderklassen betaler. Og når de har fået, vil de have mere. Kapitalismen har kun dårligere arbejdsforhold på tapetet, en forarming af arbejderklassen. I stedet for klassesamarbejdet må arbejderbevægelsen sætte klassekampen. Fagbevægelsen blev dannet for at kæmpe for dens medlemmer, den danske arbejderklasse. Imod de talrige forsøg på at underminere arbejderklassens leveforhold må fagbevægelsen organisere tillidsmandsringe, der kan organisere strejker i kampen for bedre forhold. Og hvis ikke toppen vil, må arbejdspladserne gøre det selv.

Velfærden er forringet
Enhedslisten har erklæret, at partiet vil gå forrest for at skabe et kommunalt oprør mod de alvorlige milliardbesparelser, regeringen vil presse igennem via det såkaldte omprioriteringsbidrag. Dette er helt nødvendigt. Det er snart blevet dagligdag i kommunerne, at der gennemføres fyringer af pædagoger, sosu-assistenter, skolelærere og andre. Igennem de sidste mange år er velfærden i kommunerne blevet forringet. Konsekvensen er dårlige arbejdsforhold, stress og dårlig service. Det er som sådan ikke noget problem for overklassen i Danmark, der har privat børnepasning, private skoler, private plejehjem og private sygehuse. For dem er logikken klar: skær i det offentlige, så vi kan få skattelettelser, det rammer alligevel ikke os. Dette er endnu et eksempel på at der føres politik efter hvad der gavner en lille gruppe velbjergede på bekostning af de mange.

Brug for rød politik
Tiden er inde til at sige stop for de riges pengepugeri. Første skridt kunne være at trække de sidste 15 års skattelettelser til de rige tilbage. Derudover bør de store virksomhedsoverskud underlægges demokratisk kontrol af dem der har skabt dem, nemlig arbejderklassen. På den måde vil der være rigeligt råd til bedre arbejdsforhold, blandt andet en kortere arbejdsuge, der vil være råd til øget velfærd, boliger, uddannelse og jobs til alle, inklusiv de flygtninge der er kommet til Danmark. Alternativet til de mange forringelser er og bliver en socialistisk politik. Fagbevægelsen og resten af arbejderbevægelsens roller er at kæmpe for det og vores opgave er at få dem til det.

Advertisements