De tyske delstatsvalg udstiller venstrefløjens udfordringer

Metropolico_AfD

Valgmøde for AfD. Foto: Metropolico

Utilfredsheden med fattigdom, arbejdsløshed og ulighed har givet nationalismen vind i sejlene. Det er et problem for venstrefløjen.
Tekst: Frederik B. Ohsten
Problemerne i Tyskland tårner sig op. Lønningerne er forholdsvis lave på trods af en velkvalificeret arbejdsstyrke, og især i det tidligere DDR er arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter en social epidemi. Uligheden er vokset drastisk, og tiltroen til, at Willy Brandts gamle parti, Socialdemokratiet, tager almindelige arbejders problemer alvorligt, er mindsket kraftigt siden den tidligere kansler Gerhard Schröder indførte de forhadte Hartz IV-reformer. Det var dem, der skabte grundlaget for, at mere end tre millioner tyskere nu betegnes som ”Arm Trotz Arbeit” – de er i fuldtidsjob men lever under fattigdomsgrænsen.

Valgene i delstaterne Baden-Württemberg, Rheinland-Pfalz og Sachsen-Anhalt har givet genlyd i hele Tyskland og videre ud i Europa. Åsagen er den eksplosive vækst i tilslutningen bag det højrepopulistiske AfD, Alternative für Deutschland.

Største højre-sejr siden nazitiden

Grafik: ARD

Resultatet i Sachsen-Anhalt. Grafik: ARD

Med knap hver fjerde af stemmerne blev AfD det næststørste parti i den tidligere DDR-delstat Sachsen-Anhalt. Det er ikke første gang, at et stærkt nationalistisk parti har fået stor opbakning i denne delstat. I 1998 blev det yderliggående parti Deutsche Volksunion valgt ind med knap 13 procent af stemmerne. Partiet kollapsede sidenhen i et morads af ”racerene” skænderier og endte med at fusionere med det nynazistiske parti NPD. Men denne gang har AfD altså fået næsten dobbelt så mange stemmer, som DV fik dengang. Det er den største sejr til den yderste højrefløj i Tyskland siden nazitiden.

Det bekymrende for venstrefløjen og partiet Die Linke er, at AfD har hentet mange stemmer herfra. Desuden har AfD hentet en del stemmer fra det socialdemokratiske SPD, og partiet har været i stand til at mobilisere over 100.000 vælgere fra samfundets nederste lag, som ellers ikke plejer at stemme, fordi de ikke har tillid til det politiske system. I Sachsen-Anhalt stemte omkring 40 procent af de arbejdsløse på AfD. Partiet vandt knap 30.000 stemmer fra Die Linke og godt 20.000 fra SPD. I alt mistede Die Linke knap 50.000 stemmer, og partiet gik tilbage fra knap 24 procent af stemmerne til godt 16 procent. Det er et rystende nederlag.

Forfejlet koalitions-politik
Det er værd at bemærke, at AfD i Sachsen-Anhalt har godt fat i de yngre vælgere. 23 procent af vælgerne i aldersgruppen 18-24 har stemt på partiet, og i aldersgruppen 25-34 har af den andel på 28 procent. Die Linke har omvendt sin stærkeste tilslutning blandt de vælgere, der er over 60 år – og det er også her, at AfD står svagest. Set med venstrefløjens briller er det stærkt bekymrende.

Resultatet i Baden-Württemberg. Grafik: ARD

Resultatet i Baden-Württemberg. Grafik: ARD

Die Linkes valgkamp i Sachsen-Anhalt var præget af, at spidskandidaten Wulff Gallert præsenterede sig selv som ”erhvervs-ekspert” og førte valgkamp på parolen om en koalition med SPD og De Grønne, som man ser det i delstaten Thüringen. For mange vælgere, der er vrede over stigende ulighed, utryghed, fattigdom og glemsel, virkede Die Linke ikke som et parti, der kunne give deres frustrationer og protest en stemme. Partiet er af mange blevet opfattet som en del af det etablerede system, ikke som en opposition til det. Hvorfor skulle man stemme på Die Linke, når partiets mål var en koalition, som med stor sandsynligvis ville blive en nedskærings-koalition, der fortsatte den nuværende politik?

Ustabile koalitionsmuligheder
Resultatet i Sachsen-Anhalt giver ikke meget rum til politisk stabilitet. Begge de ”traditionelle regeringspartier” CDU og SPD er svækket, og de to partier kan ikke få flertal til sammen. Derfor tales der om en såkaldt ”Kenya-koalition” med CDU, SPD og De Grønne. Der er ikke ligefrem tradition for denne type koalitioner i Tysk politik, og det kan vise sig at blive mere spændende end stabilt. En koalition mellem CDU og AfD synes udelukket, alene fordi AfD er klar over, at de vil gå voldsomt tilbage i tilslutning, hvis de skal gøre sig til bens som ”ansvarlige” politikere med alt hvad det indbefatter af nedskæringsreformer og angreb på samfundets nederste lag.
AfD bygger sin politik på at give flygtningene skylden for alverdens dårligdomme, ikke mindst nedskæringerne og arbejdsløsheden. Den tyske forbundsregerings politik med relativ åbenhed over for flygtninge, kombineret med nedskæringer på levestandarden, har hjulpet dem godt på vej. Dertil kommer, at partiet bygger på en konservativ tradition om at ”værne om familieværdierne” gennem begrænset adgang til abort, nedskæringer på daginstitutioner og mere af samme skuffe. Det har hjulpet dem til at kapre stemmer hos Merkels konservative CDU-parti.

Nederlag til SPD
I delstaten Baden-Württemberg, der er en vigtig industristat i det sydvestlige Tyskland, mobiliserede AfD mere end 200.000 vælgere, som ikke plejer at stemme, og partiet fik 15 procent af stemmerne. AfD vandt desuden 180.000 stemmer fra CDU, som mistede hver fjerde stemme i forhold til sidste valg.

De Grønne fik et kanonvalg og blev det største parti i Baden-Württemberg. Det bliver af mange tilskrevet deres karismatiske leder Winfried Kretschmann, der selv er flygtningebarn fra Østpreussen og bakker op om en liberal flygtningepolitik, men det hænger også sammen med, at SPD bliver anset for at være en samling grå, idéforladte og visionsløse systemfolk, som mest tænker i Excel-ark og regnemodeller.

Det mest bemærkelsesværdige ved valget i Baden-Württemberg er imidlertid, at SPD er blevet bombet sønder og sammen. Partiet har mistet næsten halvdelen af dets vælgere og er henvist til pladsen som det fjerdestørste parti. Rollen som et stort ”folkeparti” synes at være væk. Undersøgelser peger på, at knap 70 procent af vælgerne mener, at man ikke ved, hvor man har SPD. Det samme gælder for over 40 procent af de, der rent faktisk stemte på partiet. Årtiers midtsøgende politik har hjulpet til at skubbe SPD ud i ligegyldigheden.

Die Linke fik sølle 156.211 stemmer ud af syv millioner. Det eneste opløftende for partiet er, at man står relativt godt i de yngste vælgergrupper. Forude ligger et stort arbejde med at gøre partiet kendt og forbinde dets politik med de daglige kampe i delstaten. Die Linke mangler stadig at bevise sit værd for brede lag af arbejderklassen i Vesttyskland, og mange ser på partiet som et parti for enkeltsager snarere end som et parti, der kæmper på en effektiv måde for almindelige menneskers hverdagskrav.

En splittet nation

Resultetet i Rheinland-Pfalz. Grafik: ARD

Resultetet i Rheinland-Pfalz. Grafik: ARD

En anden sydvestlig delstat, Rheinland-Pfalz, gik også til valg. Her var det især De Grønne og CDU der gik tilbage, mens AfD stormede ind med 12,6 procent af stemmerne. Die Linke har siden partiets oprettelse i 2007 stået kronisk svagt i denne delstat, og med 2,8 procent af stemmerne lå partiet også denne gang under spærregrænsen. SPD formåede i denne delstat at gå svagt frem, og partiet er med 36,2 procent delstatens største.

De seneste valgresultater i Tyskland afspejler med nyhedsmagasinet Der Spiegels ord en ”splittet nation”. Lørdagens udgave af det respekterede magasin havde en forside, der lød ”Den splittede nation: Tyskland 2016 – de rige bliver rigere, de fattige forbliver fattige”. Levetiden for fattige tyskere ligger ti år under de rige. Når man måler på den sociale mobilitet, ligger Tyskland fast som en af de lavest placerede af alle industrialiserede lande. De fattigste tyskere er låst fast i deres situation, og de har ingen udsigt til bedring som sagerne står nu. Det er disse materielle omstændigheder, der får mange – især blandt de mest desperate i det tidligere DDR – til at søge radikale alternativer.

Lige nu åbner der sig en diskussion i Die Linke om, hvorfor man har lidt et så stort nederlag, og hvorfor man ikke har været i stand til at samle utilfredsheden bag sig. Partiets næstformand har erkendt, at partiet har været ”for lidt protest”, og at partiets profil ikke har været præget af tilstrækkelig opposition til den førte politik og det etablerede system. Det er en vigtig erfaring, og det vil i den kommende tid vise sig, i hvor stor grad partiet er i stand til at vende bøtten og løse opgaverne med at fremstå som både det mest radikale alternativ til nedskæringspolitikken og som et parti, der står sammen med arbejderklassen og spiller en tydelig rolle i kampen for de daglige krav.

Advertisements