Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten

NewsOresund-0212

Foto: Johan Wessman

Enhedslisten skal frem til årsmødet den 14.-16. maj tage stilling til hvorvidt partiet skal forsætte med at pege på Folkebevægelsen Mod EU ved EU-parlamentsvalg, eller om partiet skal opstille selv.

Der er stor diskussion i partiet i forbindelse med urafstemningen, der slutter den 17. marts. Ved tidligere afstemninger har der været flertal i Enhedslisten for at blive i Folkebevægelsen. Dette kan muligvis ændres efter at der ved sidste EU-parlamentsvalg var flere der normalt stemte Enhedslisten som ikke stemte på Folkebevægelsen. Folkebevægelsen fik kun lidt over otte procent af stemmerne, hvilket svarede til hvad Enhedslisten ligger på alene. Det er i hvert fald dette, der har fået flere fra partiets ledelse til at foreslå selvstændig opstilling i valgforbund med Folkebevægelsen.

Kan man reformere EU indefra?
Flere fra ledelsen har argumenteret for, at der er behov for socialistisk EU-modstand, hvilket er fornuftigt. Men der er også en mindre gruppe i partiet, som mener at man skal droppe EU-modstanden og i stedet arbejde for at reformere EU indefra. Problemet i det er, at EU er dannet af de europæiske kapitalistiske stater for at sikre lettere handel internt i EU samt at sikre de europæiske kapitalister i konkurrencen mod USA, asien og resten af verden. EU er med andre ord dannet for at sikre de europæiske kapitalister. Dagsordenen for EU har de sidste mange år været at presse på for at gennemføre voldsomme forringelser for arbejderklassen i alle de europæiske lande. Forringelser af pension, arbejdsløshedsunderstøttelse, lønninger og meget andet. Alt sammen for at gøre de europæiske kapitalister rigere på den europæiske befolknings bekostning.

Ikke mindst de sydeuropæiske lande har gennemført voldsomme angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder, men også i nordeuropæiske lande som Tyskland er der gennemført hårde forringelser. Og også i Danmark.

De fleste på venstrefløjen af arbejderbevægelsen så det som en stor sejr da det venstreorienterede SYRIZA fik magten i Grækenland. De gik til valg på at stoppe de katastrofale nedskæringer på den græske befolkning, som er ved at gøre Grækenland til et uland. SYRIZA argumenterede for, at det at have visse minimumsrettigheder for den græske arbejderklasse ikke var en trussel mod EU, men ville være med til at styrke Grækenland og også EU. De sagde desuden, at det også ville være gavnligt med en række offentlige investeringer. Dette var på ingen måde rabiate krav, men krav det sagtens kunne lade sig gøre indenfor kapitalismen. SYRIZA argumenterede for at få nedskrevet den græske gæld, som alle ved aldrig kan blive betalt tilbage. Resultatet blev, at SYRIZA blev tvunget til at opgive alle deres krav og i stedet acceptere de voldsomme besparelser. Det vil sige, at en folkevalgt regering blev underkendt og tvunget til at føre en politik mod dets vilje. Dette viser med al tydelighed, at EU ikke har nogen intentioner om at tillade venstreorienteret politik, selv ikke hvis det drejser sig om beskedne krav, som dem Syriza stod frem med. Så de der ønsker at forbedre EU indefra, skal overbevise den europæiske storkapital (hvor de tyske kapitalister spiller en dominerende rolle) om at de skal vinke farvel til deres profitter. Og det i en tid hvor hele deres politik netop er lagt fast på at forøge de profitter for enhver pris. En pris der betales af hele den europæiske arbejderklasse. Det er med andre ord utopi.

Folkefront, DKP og Folkebevægelsen
Der kan ikke herske tvivl om at Folkebevægelsen Mod EU er og bliver den bevægelse der har kæmpet hårdest og mest indædt mod EU. De har siden 1972 stået fast og ikke ladet sig presse til at acceptere EU eller til at ”arbejde inden for rammerne” af EU. Folkebevægelsen har også en væsentlig del af æren for NEJ’erne i 1992, 2000 og 2015. Mener man, at kampen mod EU er altafgørende så er der ingen tvivl om at Folkebevægelsen er den rigtige organisation at bakke op. Men for marxister er svaret ikke helt så simpelt. Vi er enige i at EU er noget frygteligt stads, der skal afskaffes hurtigst muligt, men vi er også klar over at leveforholdene for arbejderklassen ikke vil blive væsentligt bedre så længe de kræfter, der står bag EU, stadig har magten. De europæiske kapitalister vil stadig være dem der svinger taktstokken, også selvom EU bliver afskaffet. Og de vil stadig have besparelser, forringelser og lønnedgang på dagsordenen. Problemet er ikke kun EU, men kapitalismen som system.

Og her har Folkebevægelsen Mod EU et problem. De bærende kræfter, der stod bag Folkebevægelsen, var DKP. De havde en taktik med, at man skulle alliere sig med såkaldt ”progressive borgerlige” i forskellige delkampe. Derfor måtte ting som socialisme og klassekamp midlertidigt stilles til side for at fremme den brede bevægelse. Folkebevægelsen er netop et skoleeksempel på en sådan folkefront. Men et samarbejde med progressive borgerlige betyder, at man må have et progressivt borgerligt program, da de borgerlige ikke vil være med, hvis man siger, at løsningen er socialisme. Dette kan kun føre til et politisk vildspor, hvor man kommer til at rode sig ud i at dansk kapitalisme fri for EU vil være meget bedre. Men dansk kapitalisme fri for EU vil stadig skulle konkurrere med de andre europæiske kapitalister, og derfor vil de overordnet set gennemføre den samme nedskæringspolitik, som hvis de var med i EU. Man skal også huske på at de danske kapitalister forsamlet i Dansk Industri ikke alene er ivrige fortalere for EU. De er også ivrige fortalere for at pensionsalderen skal hæves til 72 år, at dagpengesystemet skal afskaffes, at førtidspensionen yderligere skal forringes og at SU’en skal afskaffes. De danske kapitalister er absolut lige så kyniske og grådige som deres europæiske kollegaer. Dermed er folkefronten (som i bund og grund betyder klassesamarbejde) ingen løsning.
I stedet burde Folkebevægelsen være en slags enhedsfront for EU-modstanderne indenfor arbejderpartierne – et samarbejde mellem Enhedslisten og nej-sigerne i S og SF – på den måde kunne Folkebevægelsen bryde med dets borgerlige program.

Enhedsfronten
I modsætning til folkefronten, der udskyder kampen for socialisme, til trods for at det er den kamp der i virkeligheden er løsningen på problemet, så rummer enhedsfronten muligheden for at hver politisk strømning inden for arbejderbevægelsen kan står frem med sin politik. Dette var for eksempel Lenin og Trotskijs linje før den russiske revolution, hvor bolsjevikkerne udgjorde mindretallet i de råd, der blev kaldt sovjetter, men hvor de opfordrede mensjevikkerne og de socialrevolutionære som havde flertal i sovjetterne, til at stå i spidsen for at sovjetterne tog magten i sine egne hænder, i stedet for at lade sig diktere af den provisoriske regering.

Dette var ikke fordi de havde illusioner til reformisterne, der på det tidspunkt havde gjort sig ansvarlige for det værst tænkelige forræderi mod arbejderklassen, nemlig deltagelsen i 1. verdenskrig. Det var tværtimod for at afsløre de reformistiske politikere overfor arbejderne. Enhedsfronten er udtryk for organiseringen af den samlede arbejderklasse, i hvert fald dets repræsentanter, og dannelsen af en enhedsfront vil i sig selv vise arbejderklassen sin styrke, sagen er derefter at kæmpe for flertallet. Folkebevægelsen Mod EU kunne sagtens ændre sin politik væk fra at skulle samarbejde med de progressive borgerlige og i stedet sige at det var en samling af de dele af arbejderbevægelsen som var mod EU. Dette ville åbne op for at Folkebevægelsen kunne acceptere en socialistisk politik, hvilket de ikke kan nu.

To stadier i klassekampen?
En anden uheldig teori, der lå til grundlag for DKP’s taktik i forhold til Folkebevægelsen, var to-stadie-teorien. Det er en teori, der blev opfundet af de socialdemokratiske mensjevikker i Rusland, som gik ud på at tilbagestående lande som for eksempel Rusland i 1917 eller tredjeverdenslande i dag, først skal gå igennem en borgerlig revolution for bagefter så at begynde at arbejde for socialisme. Dette kunne lyde logisk men problemet i teorien er den, at borgerskabet i de svage tredjeverdenslande aldrig vil være i stand til at gennemføre en fuld borgerlig revolution (indførelse af demokrati og opgør med godsejervælde og udenlandsk dominans) da kapitalistklassen i de små økonomier er for svag og derfor må støtte sig op af godsejerne og fremmede imperialister. Tværtimod kan den borgerlige revolutions opgaver kun løses med arbejderklassen i spidsen og i direkte kamp med de samme borgerlige, som tilhængere af to-stadie teorien mente man skulle alliere sig mig. Kun ved at sætte perspektivet om en socialistisk revolution forrest for kampen kan man mobilisere arbejderklassen til at gennemføre både den borgerlige og arbejderklassens egen revolutions opgave ved at indføre et socialistisk demokrati. Dette kaldes også teorien om den permanente revolution.

Problemet var, at DKP gentagne gange genopfandt to-stadie teorien i Danmark i klassekampen efter Anden Verdenskrig, hvor styret i Sovjetunionen gjorde alt hvad det kunne for ikke at sprede revolutionen i Vesten, fordi man satsede på ”fredelig sameksistens” med kapitalisterne. Et udspring af dette var blandt andet at DKP sagde at, først skal vi ud af EU, så kan vi begynde at snakke om socialisme. Dette argument kan man høre igen og igen, når man snakker med medlemmer af de mindre kommunistpartier, som findes i dag; nemlig at EU har så stor og voldsom magt, at vi intet kan, hvis vi ikke kommer ud af EU, da slet ikke kæmpe for socialisme i Danmark. Med andre ord bliver kampen mod EU brugt som en afledning af kampen for socialisme i Danmark, ikke af ond vilje, men på grund af et fejlagtigt teoretisk grundlag.

Kan arbejderne ikke tage magten så længe vi er i EU?
Men det er en grundlæggende misforståelse. EU eller ej vil kapitalismen ikke være i stand til at løse nogle problemer. Med EU eller ej vil kapitalismen stadig eksistere. Kampen for socialisme er på ingen måde forhindret af at DK er indenfor EU, i så fald kunne man lige så vel argumentere for at NATO udgjorde en forhindring for at kunne få socialisme. Pointen er, at lige meget hvordan den borgerlige stat er skruet sammen, så vil den kun kunne sabotere kampen for socialisme i en vis grad.

Den dag, kampen bliver så tilpas tilspidset, hvor der er store dele af den danske arbejderklasse på gaden, og hvor arbejderne har valgt en revolutionær linje, vil den borgerlige stat (herunder EU) intet kunne gøre. Når arbejderklassen beslutter sig for at tage magten, er der intet, der kan stoppe dem. Nogle er nervøse for, at der kan komme tropper fra de andre EU-lande. Men dette er meget usandsynligt, da det vil fremprovokere store protester i de lande, hvor tropperne kommer fra, og ikke mindst blandt tropperne selv. Med andre ord er det ikke en nødvendig forudsætning for, at arbejderne kan tage magten i egne hænder, at der forinden er gjort op med Danmarks medlemskab af EU. Men det er rigtigt at, en socialistisk omdannelse af samfundet – en revolution – der starter i Danmark, må sprede sig internationalt for i sidste ende at kunne sejre.

EU er selvfølgelig ikke er et redskab til at fremme socialisme. Men den dag arbejderklassen i et europæisk land beslutter sig for selv at tage magten over samfundet og afskaffe elitens privilegier så vil EU ikke kunne stoppe det. Når arbejderne har taget magten i et land må de selvklart bryde med EU og opfordre til, at resten af den europæiske arbejderklasse følger trop.

Socialistisk EU-modstand, ja tak!
Al dette er netop for at forklare, hvorfor at Folkebevægelsen Mod EU, til trods for de mange hundrede hårdtarbejdende og dygtige aktivister, er udtryk for en forkert taktik. Modstand mod EU på et borgerligt program, hvor progressivt det end er, vil ikke kunne vise en vej frem. Flere fra ledelsen af Enhedslisten har argumenteret for, at det var nødvendigt med en socialistisk EU-modstand, hvilket vi er helt enige med. Men det har fået flere medlemmer til at udtale, at det undrer dem, fordi det indtil videre har været meget småt med partiets socialistiske EU-kritik. De siger, at de frygter, at selvstændig opstilling kan blive startskuddet på, at Enhedslisten går samme vej som SF, der i dag er EU-tilhængere. Det er ikke udelukket, at nogle fra ledelsen skulle ønske at nedtone EU kritikken i fremtiden. Men det ændrer for os ikke ved, at det er korrekt med en socialistisk EU-modstand, og at samarbejde med progressive borgerlige er en afsporing af klassekampen. Det må være op til medlemmerne af Enhedslisten at sikre, at partiet stadig fastholder sin EU-modstand og samtidig begynder at bruge socialistiske argumenter. Derfor støtter vi en selvstændig opstilling til EU parlamentet.

Advertisements