3F Ungdoms formand: Nej til løntrykkeri

emil

Emil Olsen, Formand for 3F Ungdom

I sidste uge meddelte regeringen og fagbevægelsens top at de var kommet til en aftale angående en såkaldt indslusningsløn for flygtninge. Men mange i fagbevægelsen er imod indslusningsløn. Socialisten har talt med Emil Olsen, formand for 3F Ungdom. Interviewet blev lavet inden resultatet af trepartsforhandlingerne blev offentliggjort.

Hvorfor er 3F Ungdom imod indslusningsløn?

3F Ungdom er i mod et hvert forsøg på at indføre lavtlønselementer på det danske arbejdsmarked. For det første mener vi, at den indslusning som vi kender på det danske arbejdsmarked i dag er ganske fin – det hedder lærlingeløn. Her kommer du i gang med et kompetencegivende forløb, hvor din løngrad stiger i takt med at dine færdigheder udvikles, for så at komme ud på lige fod med kollegaerne i den branche, man nu har valgt.

For det andet skal flygtningestrømmen ikke stoppes ved at tilbyde usle forhold. I stedet må man stoppe de krige, man deltager i, som er den grundlæggende årsag til, at vores kammerater fra andre lande mod deres vilje må forlade deres hjem.

Hvad har I gjort i den forbindelse indtil videre? Og har i yderligere planer?

I forhold til regeringens forslag om at indføre Indslusningsløn har vi fra starten sagt klart fra. Det har vi blandt andet gjort ved aktivt at gå på gaden i otte byer landet over. Alle steder mødte vi stor forståelse og medfølelse for vort synspunkt. Vi følger situationen tæt i forhold til spørgsmålet om at bruge vores venner fra andre landes nød til at dumpe løn og arbejdsvilkår herhjemme. Selvfølgelig er vi klar til at gå yderligere i offensiven.

Hvad synes du, LO må gøre i forhold til trepartsforhandlingerne?

Jeg synes, der har været en lidt defensiv tilgang fra fagbevægelsens side. Vi har hørt, at regeringen vil inddrage flygtningespørgsmålet. Arbejdskøberne ytrer sig om, at vi skal til at arbejde lidt mere, men modkrav fra fagbevægelsen synes at være gemt væk endnu en gang. Jeg kunne ønske, at man iværksatte initiativer, som var godt rodfæstet i vores kammeraters hverdag, men det synes langt væk. Jeg frygter, at fagbevægelsens sygelige trang til forhandlingsbordet uden folkeligt pres endnu engang bliver dyrt for arbejderklassen. Derfor mener jeg, at hvis der kun lægges noget på bordet, som gavner den økonomiske magtelite her i landet, så må LO trække sig tidligt fra disse samarbejdsforhandlinger.

Advertisements