Kommunalt oprør mod det borgerlige velfærdsrøveri

12716087_1120105118008578_1589107282384728429_o

Plakat for demonstration mod nedskæringer. 9. marts 2016.

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

”Drop al den jammer”, lyder det fra regeringen. Børn, unge og ældre må gøre de nødvendige ofre, så der kan blive råd til skattelettelser og ekstra gevinster til erhvervsliv, aktionærer og rigmænd. Sagen er bare den, at smertegrænsen for længst er nået.

Igennem en årrække har skiftende regeringer bombet den kommunale velfærd tilbage til tiden før den stråtækte skole. Dette er bl.a. sket igennem årlige grønthøsterbesparelser, budgetloven og krav om ’effektiviseringer’.

Konsekvenserne er uomgængelige. De kan f.eks. aflæses i form af børn, der lever som burhøns i vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger – og i skolebygninger, der langsomt forfalder, fordi der ikke er råd til at vedligeholde dem.

Ældrepleje er ligesom børnepasning og uddannelse ikke samlebåndsarbejde, men på landets plejehjem, er det den virkelighed som de ældre oplever. De offentligt ansatte forsøger at kompensere for besparelserne ved at løbe stærkere, men arbejdspresset er efterhånden blevet umenneskeligt.

Hver dag ser man ansatte bukke under for stress og børn og ældre der bliver svigtet på grund af manglende tid og omsorg. Som resultat af den årelange hestekur i kommunerne har flere byer mistet deres lokale skoler og biblioteker, mens busdriften også er blevet en sparet fornøjelse på landet. I mange kommuner har man tilmed udliciteret flere af velfærdsopgaverne, såsom skolerengøring og skraldeafhentning. Sådanne ’effektiviseringer’ barberer serviceniveauet ned til et minimum, og forringer de udliciteredes løn- og arbejdsforhold.

Nyt borgeligt velfærdsrøveri

Regeringen havde knapt nok gået dronningerunden, før de besluttede at slagte den kommunale velfærd yderligere. Midlet er et såkaldt ’omprioriteringsbidrag’, der betyder at alle kommuner skal barbere 1 procent af deres budgetter de kommende år (se boks). Der er tale om milliardstore nedskæringer, som skal tages fra de i forvejen helt glatbarberede budgetter.

Dansk Folkeparti, der maskerer sig som forsvarer for velfærden, stemte for, og fik endnu en gang vist sit sande ansigt. Kravet om besparelser var en del af kommuneaftalen for 2016, som både Socialdemokraterne og De Radikale støttede op om. Tilmed har disse to partier lovet, at de vil stemme for alle fremtidige kommuneaftaler, der indgås mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).

Det er et totalt svigt, at Socialdemokraterne accepterer borgerlige nedskæringsaftaler for kommunerne. I landets 98 kommuner har forvaltningerne efterhånden fået regnet på konsekvenserne af de kommende besparelser.

I Københavns Kommune vil der med omprioriteringsbidraget skulle ske besparelser for en milliard kroner, alene på Børne- og Ungeområdet! Det vil konkret betyde, at 5 pædagogstillinger pr. klynge/netværk skal nedlægges, nedskæring på 8 lærerstillinger på alle 60 almene folkeskoler, afskaffelse af 6 sundhedsplejersker pr. område, afskaffelse af skolemad og øvrig forplejning på dagtilbud, 60 færre lederstillinger samt lukning af 90-120 institutioner eller 9-12 skoler.

Samme vidtrækkende konsekvenser vil der være på andre områder. Og det er det samme billede over hele landet. Regeringen og DF har foreslået at alle pengene kan findes på kulturområdet og ved at droppe flere ’lysende bænke og marmorfortove’ i byerne. Men dette er blot et udtryk for hvor virkelighedsfjerne de borgelige er. Besparelserne vil komme til at ramme gevaldigt hårdt. Men det er ingen naturlov, at kommunalbestyrelser, ansatte, forældre, pårørende og faglige organisationer skal acceptere dem.

Kommunalt oprør under opsejling
I flere kommuner landet over, har kommunalbestyrelserne udtrykt stor vrede over at skulle forvalte regeringens dikterede nedskæringer. I København har man besluttet at nægte at stå for opgaven med at udpege hvem der skal holde for. De har dermed lagt det over på regeringens skuldre at udpege hvor der skal skæres, hvis de vil fastholde deres ’omprioriteringsbidrag’.

Dette vil udstille regeringen som skurken. Alle landets kommuner bør følge trop, og beslutte det samme. Kommunalpolitikerne skal på genvalg i 2017, og de føler et stort pres fra forældreorganisationer, faglige organisationer m.v. der er begyndt at mobilisere deres bagland (se bokse). Det er især i de store byer, hvor det er lykkedes at starte mobiliseringerne mod de kommunale nedskæringer.

Sigtet for de forskellige protester er en boykot af ’omprioriteringsbidraget’. Målet er at få KL til at nægte at acceptere en ny kommuneaftale for 2017 med regeringen, hvis den fastholder den dikterede 1 procents besparelse på velfærden. KL har kongres den 11.marts, hvor de afgør deres position på spørgsmålet. Få dage før KL’s kongres bliver der afholdt en faglig landskonference for alle LO og FTF tillidsvalgte. Dette er en gylden mulighed for at træffe beslutninger, der kan igangsætte et reelt kommunalt oprør.

Er ’omprioriteringsbidraget’ det eneste sigte for kampen?
Spørgsmålet er imidlertid om det er den rigtige strategi, alene at fokusere på ’omprioriteringsbidraget’. En kamp mod ’omprioriteringsbidraget’ vil selvfølgelig være taktisk klogt, ift. at slå sprækker i det skrøbelige regeringsgrundlag. Dansk Folkeparti kan se sig udfordret, når de skal stå til ansvar for besparelser på ældreplejen. Og Socialdemokraterne kan blive presset til at tage deres løfte, om at støtte fremtidige kommuneaftaler, op til fornyet overvejelse, hvis ikke ’omprioriteringsbidraget’ skrottes i en ny kommuneaftale.

Men udsultningen af den kommunale velfærd er ikke et fænomen, der er opstået med den nye borgerlige regering. Deres frontalangreb betyder dog, at der bliver skåret så langt ind til benet, at folk nu begynder at sige fra. På arbejdspladserne har modstanden mod de årelange besparelse ligget og ulmet hele tiden.

De forskellige igangsatte initiativer, hjælper med til at give denne modstand et samlet udtryk. Spørgsmålet er imidlertid om folk føler kampen reelt ’vindes’, hvis sejren indebærer, at vi blot skal acceptere halvt så mange nedskæringer, som der ellers var planlagt?

Fordi i Købehavn er der f.eks. lagt op til besparelser for samlet 558 millioner kroner på næste års budget, men kun 247 millioner skyldes omprioriteringsbidraget. De resterende 311 millioner kr. har lokalpolitikerne tænkt sig at fastholde, uanset hvad. Derfor vil en begravelse af ’omprioriteringsbidraget alene betyde en afblæsning af 44 procent af nedskæringerne. En sådan ’sejr’, vil af denne grund stadig indebære en fortsat udsultning af velfærden.

Derfor bør kampen gå på en reel genopretning af den kommunale velfærd. Dette vil kræve et brud med kommuneaftalens snævre ram- mer, en kamp mod budgetloven og kravene om såkaldte ’effektiviseringer’. Perspektiv for et kommunalt oprør I 2006 blev Fogh-regeringen rystet af et stort kommunalt oprør mod nedskæringsbudgetterne.

I sensommeren spredte protesterne sig som en løbeild over hele landet. I mange byer blev der dannet velfærdskomiteer, arrangeret demonstrationer, og det hele kulminerede med ugelange strejker og forældreblokader, i bl.a. Aarhus. Disse forskellige træk var medvirkende til at presse flere kommunalbestyrelser til at aflyse en række besparelser, men i sidste ende blev de fleste nedskæringsbudgetter alligevel stemt igennem.

Kampviljen var ellers stor og bevægelsen kunne potentielt have bragt regeringen til fald. Afgørende for, at dette ikke skete, var, at kampene forblev lokale, uden nogen form for national koordinering. Det burde være de nationale fagforbunds opgave, men de havde i 2006 mere travlt med at tage afstand fra deres uregerlige medlemmer, end at støtte op om kampen. Initiativet fra en række københavnske fagforeninger til en national velfærdsalliance er derfor yderst positiv.

Målet for denne alliance kan ikke begrænse sig til nogle flotte hensigtserklæringer med ønsker om bedre velfærd. Der er behov for reelt at få sagt STOP. Derfor må spørgsmålet om arbejdsnedlæggelser tages op. Al erfaring viser nemlig, at det først er med dette middel i brug, at vi reelt kan presse de lokale byråd og regeringen. I denne kamp må arbejderne i den private sektor også bakke op.

Hvis strejkerne begrænses til at omfatte de kommunalt ansatte, vil kommunerne reelt spare løn, mens sympatiaktioner på det private arbejdsmarked rammer produktionen direkte, hvormed der lægges et økonomisk pres på regeringen.

På de stormøder, som de faglige organisationer er medarrangør af, vil der tages alle mulige initiativer for at modarbejde forslag om strejke, da de faglige ledere er bange for at få bod. Men dette betyder blot, at den konkrete beslutning om arbejdsnedlæggelser i givet fald må tages på mere uofficielle fyraftensmøder.

Ligeså som forældreorganisationer kan arrangere ’blokader’ mod institutioner og skoler, hvorved kommunen heller ikke sparer lønningskroner, som når de offentligt ansatte strejker. En sådan bevægelse vil kunne presse kommunalpolitikere og regeringen. Regeringen vil argumentere med, at der ikke er penge i statskassen – Enhedslisten må svare ved at forklare, at pengene til velfærden må komme ved at rulle selskabsskattelettelserne tilbage, højere beskatning af de rigeste og ikke mindst nordsøolien, som første skridt i en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien.

 

FAKTA:

Kommunale nedskæringer
Fra 2010 til 2015 har kommunerne samlet sparet 11 milliarder kroner om året. 28.000 fuldtidsstillinger er skåret væk

Skoler og daginstitutioner lukkes
Siden 2007 er antallet af skolelukninger i Danmark omkring 300, mens mere end 1.200 daginstitutioner er lukket siden 2008. I samme periode er antallet af dagplejere reduceret med en tredjedel. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening.

EU dikterer nedskæringer
Budgetloven fra 2014, som er en udløber af EU’s finanspagt, betyder udgiftsloft og sanktioner overfor kommuner og regioner, hvis de ikke overholder aftaler og budgetter. Dette er en skærpelse af de sanktioner VK-regeringen allerede indførte i 2009. Resultat: kommunerne brugte i årene 2011-2013 derfor mellem 5,5 og 8 milliarder kroner mindre om året på service, end de havde lov til. Disse penge må ikke overføres til næste års budget.

14.000 skal fyres
Det såkaldte omprioriteringsbidrag betyder, at V-regeringen skærer 7,5 milliarder kroner på de kommunale budgetter fra 2016 til 2019. Der skæres 0,2 pct. i 2016, og de næste år skæres der 1 pct. Ifølge FTF svarer det til fyring af 14.400 ansatte.

Forklædte nedskæringer
En stor del af nedskæringerne er maskeret som såkaldte ’effektiviseringer’. Ifølge KL har kommunerne effektiviseret for 15,7 milliarder kroner fra 2007-2014. Fortsættes næste side.

Brug for offentlig vækst
4,4 milliarder kroner ekstra til kommunerne om 5 år, vil det kræve, hvis man alene skal kunne opretholde det nuværende velfærdsniveau for børn, ældre og handicappede. Det skyldes især flere ældre.

Advertisements