Venezuela efter parlamentsvalget:
 Vil revolutionen blive rullet tilbage?

10404897_10156419954575644_7803885673898440574_n

Revolutionære aktivister på gaden til forsvar for sociale programmer. 5. januar 2016. Foto: Alba Ciudad

Af Andreas Bülow

Højrefløjens fremgang ved Venezuelas parlamentsvalg i december, er årsag til stærk bekymring i den bolivariske bevægelse. Kampen imellem revolution og kontra-revolution spidser til.

Venezuelas parlamentsvalg den 6. december 2015 blev et alvorligt tilbageslag for Socialistpartiet PSUV og dets allierede i den bolivariske bevægelse. Højrefløjsoppositionen i koalitionen MUD vandt hele 7,7 millioner af stemmerne, svarende til 56,2%, imens de partier som støtter den bolivariske revolution kun opnåede 5,6 millioner, svarende til 40,9% af stemmerne.

Hvis man ser bort fra en enkelt folkeafstemning i 2007, så var dette det første valgnederlag som den bolivariske revolution har oplevet i 18 år. Hvis man sammenligner med præsidentvalget i 2013, hvor Nicolás Maduro fra PSUV vandt knebent med 7,5 millioner stemmer (50,6%), så svarer det altså til at venstrefløjen lidt over to år har tabt knap 2 millioner stemmer.

Resultatet betyder at højrefløjen nu har flertal i det venezuelanske parlament, omend det stadig er Nicolas Maduro som er landets præsident.

En halv revolution

Selv om der i Venezuela er blevet opnået store fremskridt for de fattige masser indenfor sundhed, boligforhold og uddannelse, så er det sket uden et opgør med kapitalismen som system. Den venstreorienterede regering under nu afdøde Hugo Chávez omfordelte landets olierigdomme, men formåede aldrig at fravriste oligarkiets (dvs. kapitalister, herremænd på landet og finansfyrster) magt over produktionsmidlerne.

Revolutionen stoppede på halvvejen: På den ene side blev der gennemført vigtige tiltag som gik i retningen af et andet samfund – f.eks. en jordreform og enkelte nationaliseringer som f.eks. af stålværftet Sidor og af banken Banco de Venezuela, samtidig med at der var nogle eksempler på fabrikker under arbejderkontrol (Inveval, Inaf, Sanitarios Maracay, m.fl.). Men på den anden side forblev både nationaliseringer og arbejderkontrol isolerede øer i et kapitalistisk hav.

Oligarkiet så derfor sit snit til at skrue op for den økonomiske sabotage imod Venezuela og regeringen var igennem hele 2015 fuldstændigt handlingslammet. Således stod den magtesløs til, alt imens befolkningen mærkede konsekvenserne i form af tårnhøj inflation (141% i 2015 ifølge Venezuelas centralbank), delvis mangel på forbrugsvarer, massiv spekulation på det sorte marked og en negativ vækst i økonomien på 7,1% i 2015. Det forklarer i høj grad hvorfor millioner valgte at blive hjemme eller i nogle tilfælde endda straffe regeringen ved at stemme på oppositionen i afmagt.

De første reaktioner på nederlaget

Højrefløjen har ikke hvilet på laurbærrene. Allerede få dage efter valget gik arbejdsgivernes organisation Fedecamaras ud og erklærede at de gerne så arbejdslovgivningen ændret, at priskontrollerne burde droppes og at ”respekten for den private ejendomsret” skulle genetableres. Den borgerlige borgmester for bydelen Baruta i Caracas udtalte at privatiseringer af vand- og gasselskaber kunne komme på tale.

Omvendt var resultatet et chok for mange aktivister i den bolivariske bevægelse, som er blevet meget kritiske overfor deres egne ledere. I Caracas var der spontane gadeforsamlinger med åben megafon på et sted kaldet Esquina Caliente. Den 10. december indkaldte græsrodsorganisationer til en folkelig march op til Miraflores-paladset, hvor bannere og slogans talte for et opgør med bureaukrati og korruption indenfor den bolivariske bevægelse.

Både organisationer og enkeltpersoner er begyndt at drage konklusioner af nederlaget. Venezuelas største fagforeningscentral CSBT udsendte en udtalelse om at regeringen omgående burde nationalisere bankvæsenet. Velkendte intellektuelle som Luís Britto Garcia foreslog ligeledes at regeringen overtager al styring med import af fødevarer og basale forbrugsvarer.

Højrefløjen blæser til angreb

Da det nye parlament indtrådte den 5. januar 2016, var det første som højrefløjens nye parlamentsformand Henry Ramos Allup gjorde, at smide alle portrætter af Chávez og af Simón Bolívar ud fra salen. Dette havde en enorm symbolsk betydning for de revolutionære i Venezuela – højrefløjen er ved at rulle hele revolutionen tilbage.

Men der er grænser for hvor hurtigt højrefløjen kan gå frem. Allerede en uge efter deres sejr, ville de have fyret en række røde medarbejdere fra ANTV, nationalforsamlingens egen TV-kanal. Nicolás Maduro svarede igen ved at erklære at den overgik til arbejdernes egen kontrol. På samme måde fik han dekreteret 3 års inmobilitet på arbejdsmarkedet for at sikre revolutionære arbejdere imod fyringer.

Siden da har højrefløjen brugt sin magt i parlamentet til at blokere for en række økonomiske nødforanstaltninger som Maduro ville have gennemført. Dertil kommer, at de har nedsat en kommission som skal undersøge ekspropriationer, særligt statsovertagelsen af det spanske multinationale landbrugsfirma Agroisleña, som de gerne vil omstøde.

Også kommunerne – græsrodsbaserede rådsorganer på landet – er truet af højrefløjen som nu vil minimere deres magt. Som det sidste dråbe i bægeret, er højrefløjen nu også ved at angribe og privatisere boligbygningsprogrammet, som ellers har givet over en million fattige mennesker tag over hovedet.

Nye sammenstød på vej

Om højrefløjen kan rulle alle disse sejre tilbage er et åbent spørgsmål. Allerede få dage efter højrefløjens sejr gik arbejderne på det statslige teleselskab CANTV i demonstrationsoptog i protest mod trusler om at privatisere virksomheden.

Regeringen – ledt af Nicolás Maduro – ser desværre ikke ud til at have lært lektien af de seneste atten års revolution og kontra-revolution. I stedet for at indvarsle en benhård kamp mod oligarkiet, har Maduro forsøgt at indkalde kapitalisterne til forhandlinger, bl.a. ved at nedsætte et økonomisk råd som skal tilskynde større udenlandske investeringer, samt ved at udpege den tidligere formand for industri-arbejdsgivernes organisation, Miguel Pérez Abad, til ny industriminister.

Problemet er at den strategi er blevet afprøvet før. Faktisk forsøgte Chávez selv at forhandle med oppositionen og med kapitalisterne i flere omgange, ikke mindst efter det mislykkede kupforsøg i april 2002. Blot syv måneder senere organiserede kapitalisterne den store arbejdsgiverlockout, hvor Venezuela tabte over 10 milliarder dollars i tabte indtægter for olieeksport.

Al ”dialog” og ”forhandlinger” med oligarkiet har således vist sig frugtesløst, fordi de ikke vil stoppe førend hele revolutionsprocessen – og alle dens sociale landvindinger – er blevet smadret fuldstændigt. Sålænge de har magten over økonomien kan de sabotere ethvert progressivt tiltag fra regeringen.

Derfor er det eneste seriøse modsvar at revolutionen svarer igen med radikale midler: Bankerne må nationaliseres for at stoppe spekulation. Et statsmonopol på udenrigshandlen må indføres for at regeringen kan styre eksport og import. Både industri og fødevarekæden må eksproprieres og underlægges en socialistisk plan for at gøre landet mindre afhængig af olien. Kun sådan kan den venezuelanske revolution komme ud af den nuværende krise.

Advertisements