Syrien: Konfliktens rødder

Af Frederik B. Ohsten

8210821459_558de3c3c3_z

Krig i Syrien. Foto: Freedom House / CC / Flickr (mod.)

Krigen i Syrien er mere end destruktionen af en nation, mere end et organiseret massemord. Det er også en omdefinering af verdensordenen. Og det er grunden til, at stormagterne kæmper så ivrigt. Iran kæmper imod Saudi Arabien om en ledende plads i Regionen. Tyrkiet kæmper for samme rolle, omend de er i alliance med Saudi Arabien. Qatar kæmper for at styrke deres stilling. USA kæmper for at bevare en vis kontrol over regionen, som er gledet dem helt af hænde i de senere år. Og Rusland kæmper for at genindtage sin traditionelle plads på verdensscenen.

Som altid er sådanne konflikter omgærdet af et massivt og gennemtrængende hykleri. USA var hurtig til at fordømme Ruslands entré i konflikten og begræde de civile, der er døde som følger af Ruslands bombardementer. Men det skete samtidig med, at USA selv bombede et hospital i Afghanistan, som blev drevet af Læger Uden Grænser. Organisationen har kaldt angrebet for en krigsforbrydelse og forlangt, at omstændighederne bag bliver undersøgt, og at de ansvarlige stilles til ansvar – hvilket USA pure har afvist.

Optakt: Krigen i Irak

Konflikten i Syrien har rødder langt tilbage i tiden. Forudsætningerne for konflikten er desuden ikke kun blevet skabt i landet selv, men også i Irak. Ikke mindst har den USA-ledede invasion i 2003 spillet en afgørende rolle. Et oplagt eksempel er den organiserede jihadisme – især Islamisk Stat – som har vokset sig stærk siden da. Inden 2003 havde jihadismen ikke fodfæste i Irak, og slet ikke i Syrien. Islamisk Stat skylder USA megen tak for den uvurderlige hjælp, de har fået til deres rekruttering, som ellers aldrig havde nået op over 100, hvis ikke USA og dets medløbere var gået ind i Irak for 13 år siden.

UStanks_baghdad_2003.JPEG

Amerikanske tanks invaderer Baghdad i 2003. Foto: Wikipedia.

Den direkte følge af invasionen af Irak blev, at der i Bagdad blev installeret et sekterisk regime, som baserede sig på landets shiamuslimer og havde meget tætte bånd til Iran. Under premierminister Nouri al-Maliki blev indenrigsministeriets kælder omdannet til en berygtet tortur-central, hvor især unge mænd fra sunni-mindretallet blev udsat for de grusomste ting. Stammerne i de sunni-dominerede regioner oplevede samtidig, at deres privilegier forsvandt sammen med demonteringen af det gamle statsapparat og opløsningen af den irakiske hær.

De officerer, der mistede deres positioner, mistede også deres mulighed for at forsørge familien og agere klanens overhoved. Det lagde omgående grunden for et væbnet oprør – og på grund af den nye regerings sekteriske politik kunne oprøret ikke undgå at få et sekterisk udtryk.

Sekterisme avler fanatisme

I Syrien så Bashar al-Assad til med bekymring og frygt over situationen i Irak. Ville Syrien også blive invaderet af USA, sådan som flere politikere i den amerikanske kongres var fortalere for? Det syriske regime igangsatte en operation, hvor man hjalp jihadistiske krigere over grænsen til Irak for at slås mod USA’s styrker. Ræsonnementet lod til at være, at hvis USA havde hænderne fulde i Irak, ville de næppe invadere Syrien. Jihadisterne kom fra hele den arabiske verden, landede i Damaskus’ internationale lufthavn, hvorfra de blev fragtet i særlige busser til den irakiske grænse. Alt sammen under opsyn af det syriske hemmelige politi.

Satellitkanaler fra Golfstaterne udsendte en bølge af programmer, hvor religiøse lærde opfordrede de troende til at drage i hellig krig mod både USA’s besættelsesstyrker og det ”kætterske” shia-regime i Bagdad, der torturerede, plyndrede, voldtog og ydmygede landets sunnimuslimer. Bagdad-regimets forbrydelser spillede bolden lige hen til disse jihadi-prædikanter, og de forstod at sparke til den.

Oprørets sociale rødder

Det er en ofte overset kendsgerning, at konflikten i Syrien har nogle dybe sociale rødder. De sociale spændinger har været tiltagende i en årrække, især siden 2005. Syriens regerende Baath-parti tog magten i 1963, og partiets venstrefløj tog magten i 1966. Partiet begyndte straks at nationalisere de vigtigste dele af økonomien, således at man fik en økonomi, der ikke fungerede efter kapitalistiske markedsprincipper, men efter et planlægningsprincip.

Hafez_al-Assad

Hafez al-Assad. Foto: Wikipedia.

En lang række sociale reformer blev iværksat, og der blev gjort op med landets traditionelle elite af store jordejere – en håndfuld mægtige sunni-klanledere. For første gang i landets historie fik børn af fattige bønder en chance for at komme frem i samfundet. En af dem var Hafez al-Assad, en ung officer, der blev forsvarsminister under den nye regering. Han manøvrerede sine kammerater til side og tog selv magten ved et kup i 1970.

Under ham blev politikken drejet længere mod højre, og der blev sat en stopper for radikale sociale eksperimenter, men man fastholdt en planlagt økonomi og en tæt alliance med Sovjetunionen. Sovjetunionens kollaps betød også krise for den syriske økonomi og udenrigshandel.

Hafez al-Assad forsøgte at løse krisen ved at åbne op for et vist mål af udenlandske investeringer og udenlandsk ejerskab. Desuden kunne han også få en vis støtte fra USA som tak for, at Syrien deltog i fredsprocessen med Israel og bakkede op om USA’s krig mod Irak i 1991.

Det vigtigste var imidlertid, at man på dette tidspunkt fandt olie i det østlige Syrien. Det gav en kapitalindsprøjtning på det mest trængte tidspunkt. Da Bashar al-Assad i 2000 tog over som præsident efter sin fars død, begyndte en række mindre reformer, som tog fart i 2005.

De politiske reformer var meget begrænsede. Man tillod nye partier, men der var stadig streng kontrol med dem – og ingen reel opposition var tilladt. Fagforeningerne var 100 procent underlagt staten, og det samme gjaldt samtlige andre af landets sociale organisationer. Den mest uafhængige politiske ”organisation” var moskeerne – et af de få steder, hvor det var muligt at mødes og diskutere politiske og moralske spørgsmål.

Markedsreformerne betød, at en række love og regler for handelen blev lempet, en række statslige virksomheder blev lukket, der blev oprettet private universiteter, flyselskaber og tv-kanaler. Dele af banksektoren og telekommunikationsindustrien blev privatiseret, og der blev sågar åbnet en børs, hvor man kunne handle med aktier. Men selv om reformerne gavnede nogle få syrere, som berigede sig umådeholdent, gav det ikke højere vækst.

Økonomien humpede fortsat af sted med omkring tre-fire procents vækst, og landets fattige mærkede ikke fremgang – tværtimod. De lønninger, man fik fra staten, var ikke nok til at leve af.

Mange offentligt ansatte var tvunget til at have to eller tre job. I Damaskus kunne man støde på bureaukrater, politifolk og lærere, som kørte taxi om aftenen. Den sorte økonomi voksede i omfang, og korruptionen boomede. Samtidig gik mange unge arbejdsløse, og millioner af syrere var helt og holdent afhængige af de statslige subsidier, som holdt priserne på mad, benzin og fyringsolie nede.

Derfor var det for mange mennesker en stor katastrofe, da Bashar al-Assads regering begyndte at skære i subsidierne som led i markedsreformerne.

Opstanden

De første regimekritiske demonstrationer brød ud i marts 2011. Det skete efter, at nogle børn i den sydlige by Deraa havde malet slagord imod regimet under inspiration fra revolutionerne i Tunesien, Egypten og Yemen, som de havde set i fjernsynet. Børnene blev taget til fange af sikkerhedstjenesten og mishandlet, og de første demonstrationer var med krav om løsladelse af børnene. Da protesterne blev mødt af brutalitet, eskalerede situationen.

I resten af Syrien samledes protesterne til at begynde med omkring krav om reformer.Det var især krav om bedring af levestandarden, og dertil fulgte krav om en lempelse af regimets undtagelsestilstand.

5736396983_e0459670ae_z

Demonstration i byen Baniyas i Syrien, april 2011.

Styrets reaktion var fra starten lige så uforsonlig, som den var brutal. Ubevæbnede demonstranter blev plaffet ned. Moskeer, som havde været udgangspunkt for demonstrationerne, blev raseret og sat i brand. Demonstranter blev tortureret.

Protesterne var stærkest i en række fattige landområder, som var blevet groft negligeret under årene med markedsreformer.Den Internationale Valutafond IMF havde rådet regimet til at flytte investeringer væk fra landet og ind mod byerne, hvor man kunne tiltrække udenlandske investeringer.

Denne politik slog hårdt i ”udkants-Syrien”. Bashar al- Assad sagde fra begyndelsen, at demonstranterne var al-Qaeda-tilhængere og ekstremister, og at de var led i en konspiration styret af Saudi Arabien, USA og Israel. Men han havde svært ved at vinde sympati fra omverdenen (og fra mange syrere), når soldaterne blev sendt ud for at skyde 12-årige børn gennem øjnene med rifler. Da konflikten var brudt ud, fik den hurtigt en tydelig virkning i de syriske væbnede styrker.

Militæret har i årtier været præget af, at de ledende lag udgøres af alawitter og folk fra strategisk udvalgte klaner, som det har været vigtigt for regeringen at knytte til sig. I det nordlige Syrien (især i Idlib-provinsen) opstod der lydighedsnægtelse, da menige soldater – ofte sunnier – nægtede at skyde ubevæbnede demonstranter. Det førte til deserteringer og oprettelsen af det, der senere skulle blive kendt som den ”Frie Syriske Hær”, FSA.

Samtidig tog de væbnede angreb mod regeringsstyrkerne til i antal, og krigen eskalerede. Jihadisternes amnesti I slutningen af 2011 gennemførte Assad-regeringen en ”generel amnesti”, hvor tusindvis af fanger blev løsladt. Landets mest hårdkogte jihadister sad i Damaskus’ Saidnaya-fængsel. Blandt dem Zahran Alloush, der skulle blive leder for Jaish al-Islam. Desuden Mohammed Hassan Said, den vigtigste leder for organisationen Ahrar al-Sham i det centrale Syrien.

De to organisationer er de vigtigste organisationer blandt det, som misvisende bliver kaldt de ”moderate oprørsgrupper” i landet. Ahrar al-Sham bliver især støttet af Tyrkiet og Qatar og ønsker et Syrien under islamisk lov og bygger på en streng sunni-sekterisk ideologi. Jaish al-Islams leder Zahran Alloush, der i december 2015 blev dræbt i et luftangreb, ønsker efter eget udsagn at ”udrense” Damaskus for shiamuslimer, alawitter kristne og alle andre minoriteter.

Efter at være blevet løsladt, begyndte de tidligere indsatte jihadister at organisere væbnede grupper, som var langt mere ekstreme og sekteriske end de grupper, der eksisterede. De nye grupper kæmpede mere effektivt imod regeringen, og de fik materiel støtte fra udenlandske magter. De blev hurtigt de ledende kræfter i oppositionen, og de oppositionsgrupper, der blev bygget i begyndelsen af 2011, blev forvist til ligegyldighed. Bashar al-Assad havde fået sin profeti om, at det var ham eller jihadisterne, til at gå i opfyldelse.

Sekteriske angreb

Samtidig med, at jihadisterne vandt frem i de fattige, tilbagestående områder på landet samt i de sunni-dominerede fattigkvarterer i centrale byer som Homs og Hama, indledte regimets tilhængere deres egen sekteriske kampagne. Sunni-kvarterer, der husede væbnede oprørere, blev angrebet militært, og butikker og private hjem blev plyndret. De plyndrede genstande blev herefter solgt på såkaldte ”sunni- markeder” i regimekontrollerede bydele.

Såkaldte shabbiha- grupper, der egentlig udspringer af kriminelle netværk i Lattakia-provinsen, opsøgte sunnier, klippede deres skæg af, slog dem med sko og tvang dem til at sige ”der er ingen anden gud end Bashar” foran et rullende kamera. Ofte efterfulgt af en henrettelse. Filmen blev derefter lagt ud på sociale medier og set af salafistiske prædikanter i Golfen, som blev rasende og opfordrede til styrket jihad imod det ”ugudelige” regime og dets alawitiske støtter i Syrien.

Bashar al-Assad kunne, konfronteret med et jihadistisk domineret oprør, sige til omverdenen: ”hvem vil I helst have? Disse strubesnittende organhandlere eller mig, en London-uddannet gentleman, der drikker rødvin og hører Right Said Fred?” Nu, hvor konflikten har varet i fem år, er de vestlige ledere ikke længere så afvisende over for ham, som de var i 2012. Et element i denne udvikling har været fremkomsten af Islamisk Stat, hvilket vi tidligere har skrevet om. Her er det tilstrækkeligt at sige, at gruppens fremgang er et resultat af især den kriminelle invasion af Irak i 2003, og der sidder uden tvivl nogle strateger i Washington og river sig i håret over det roderi, de har skabt.

Ruslands entré

Da Rusland gik ind i konflikten i slutningen af 2015, ændrede det afgørende balancen på slagmarken. Rusland er gået ind med avanceret luftvåben, og den russiske flåde affyrer krydsermissiler mod udvalgte mål fra Middelhavet og Det Kaspiske Hav. De bomber løs mod oprørsstillinger især i landets nordlige del, og de har været medvirkende til, at regimet har genindtaget Khweiris-luftbasen øst for Aleppo.

Det betyder, at storbyen Aleppo nu synes usikker for oprørsgrupperne, og deres forsyningslinjer fra Tyrkiet er truet. Oprørernes støtter i især Saudi Arabien og Tyrkiet er rasende over Ruslands intervention, og Tyrkiet skød endda et russisk fly ned i det, der langt væk lugter af et forsøg på at fremtvinge en konfrontation mellem Nato og Rusland.

Manøvren lykkedes ikke for Tyrkiet, og det manglende sammenhold i Nato er tydeligt på spørgsmålet om Syrien. Den russiske intervention har til hensigt at stabilisere regimet og sikre, at den syriske stat overlever. Det mål synes nu at være inden for rækkevidde.

De geopolitiske implikationer af interventionen er umiddelbart, at Ruslands stilling på verdensplan er styrket. Det er en stormagt, man må regne med, og landets problemer til trods, er vi meget langt fra både de kaotiske sammenbruds-dage under Jeltsin i 1990’erne og Natos ekspansion mod øst i 00’erne.

Hvad nu?

Samtidig synes Vesten nu at overveje deres strategi. Den tidligere strategi med støtte til udvalgte oprørsgrupper lægges i stigende grad på hylden til fordel for et sigte om stabilitet – også selv om det betyder samarbejde med Assad-regimet. Alle moralske skåltaler og røde linjer er gladelig glemt, ligesom organisationen ”Syriens Venner” er. Fremtiden for Syrien vil utvivlsomt bringe endnu flere rædsler.

Hverken det brutale diktatur eller jihadist-grupperne har for alvor noget at tilbyde den syriske befolkning. Landet er nu aldeles ødelagt, og en stor del af økonomien styres af krigsherrer, der har personlig interesse i at fortsætte konflikten, fordi det er grundlag for deres forretning.

Samtidig har sekterismen gjort det vanskeligt at genetablere den sameksistens, som tidligere eksisterede. Konflikten er groet ud af det morads, som kapitalismens økonomiske krise har skabt, kombineret med imperialisternes brutale fremfærd. Regimets mafiøse karakter afspejler, at kapitalismen i et land som Syrien ikke kan være andet end mafiakapitalisme.

Men alt er ikke tabt i al evighed. For nylig har vi set en genoplivning af bevægelsen på de egyptiske fabrikker, og der har været bølger af strejker, som har vundet flere sejre og givet arbejderne selvtillid. Det er i sådanne bevægelser, regionen kan finde håb om en fremtid.

For 100 år siden var en nærtstående region – Balkan – præget af tilsyneladende endeløse sekteriske konflikter, hvor landsbyer blev brændt ned og folk fik skåret halsen over. Blodhævn fulgte blodhævn. Det blev definitivt standset, da Titos partisaner overtog magten og begyndte at modernisere landet, som tog syvmileskridt fremad på grundlag af, at kapitalismen blev afskaffet, og der blev indført kollektive ejendomsformer i stedet.

De etniske og sekteriske skillelinjer blev forvist til ligegyldighed og glemsel. Det var den bedste periode nogensinde for folkene i det, der var Jugoslavien. Konflikten i Syrien kan også løses – men ligesom på Balkan kræver det et opgør med det system, som dominerer Europa, Mellemøsten og resten af verden. Det kræver kamp imod kapitalismen og for enhed mellem arbejdere og fattige på tværs af etniske og sekteriske skillelinjer.

Advertisements