Nationale myter eller udgangspunkt i hverdagen?

Danmarks_flag_1219_Lorentzen

National-romantisk maleri fra 1809 af Christian August Lorentzen. Fra Wikipedia.

Venstrefløjen skal ”erobre den nationale fortælling” for at sikre ”en ny kurs for venstrefløjen, der forener fortidens værdier med fremtidens udfordringer”. Sådan lyder opfordringen fra Michael Hunnicke der i indlæg på Modkraft og i Dagbladet Arbejderen har bygget videre på argumenterne fra sin bog ”Brug sproget politisk”. Her opfordrer han Enhedslisten og venstrefløjen til at basere sin politik på nationalistiske og familieorienterede argumenter. Men ligger venstrefløjens fremtid i at tale nationale myter op?

 

Af Niklas Zenius Jespersen

Venstrefløjens vækst de sidste par år har skabt en fornyet interesse i analyser og teori, og flere bøger udkommer igen på venstrefløjen. Denne udvikling skal selvfølgelig bydes velkommen. Desværre kan vi ikke sige det samme om alle indslagene.

Sidste sommers store indslag har været Michael Hunnicke der med sin bog ”Brug sproget politisk” og en række kronikker er kommet med en tiltrængt kritik af, at venstrefløjen lader sig fange i den borgerlige retorik i stedet for at tale sit eget verdensbillede op.

Problemet er bare, at Hunnicke ikke følger sin egen opfordring, men ender ud i at argumentere for, at venstrefløjen skal overtage højrefløjens sproglige rammer og italesætte danskhed, familieværdier og had til embedsmænd.

I det følgende vil vi fokusere på hans nationalromantiske fortælling om fortidens velfærds-Danmark.

Er fællesskabet dansk?

Den grundlæggende tese i Hunnickes forslag er, at vi skal genvinde det nationale, væk fra DF, og over til at associeres med fællesskab og velfærd. Vi skal argumentere for, at det offentlige er ”traditionsbærer for et solidarisk Danmark.” (Modkraft 30. juni.)

Modsat det private, der kun går op i at tjene penge. Dette kan umiddelbart lyde fornuftigt nok. Som socialister kæmper vi for at udvide den offentlige sektor og forsvare den mod privatiseringer. Men der er to afgørende problemer.

For det første lægger tesen sig op af de sidste par års ukritiske stillingtagen til den borgerlige stat, som vi også så højrefløjen i Enhedslisten fremføre under diskussionen om nyt principprogram. For er den offentlige sektor altid solidarisk og fællesskabsbaseret?

Den påstand er der nok ikke mange ansatte i Post Danmark, der kan nikke genkendende til. På trods af at virksomheden er offentligt ejet, arbejder den efter profithensyn og har elendige arbejdsforhold. For nylig meddelte virksomheden, at den ville flytte 45 arbejdspladser fra regnskabsafdelingen til Indien. De arbejdsløse, der står fortvivlet overfor et mistænkeliggørende socialsystem, har nok også svært ved at se solidariteten.

For det andet savner man argumenter for, hvorfor fællesskab og solidaritet skulle være særlig dansk? Igennem det 20. århundrede tilkæmpede arbejderbevægelsen sig opbyggelsen af en velfærdsstat, men dette skete ikke som et dansk fællesskab mod en udenlandsk magt, men i en kamp mellem danske arbejdere og danske kapitalister, mellem danske venstrefløjspolitikere og danske højrefløjspolitikere. Betyder denne opfattelse, at medlemmer af Liberal Alliance ikke er danskere?

Omvendt kunne man også spørge om hvorfor noget bliver særligt dansk, blot fordi det tilfældigvis foregår i Danmark? Arbejdere tilkæmpede og opbyggede velfærdsstaten, at disse tilfældigvis var født i Danmark gør ikke dette til et dansk fællesskab, men til et arbejderfællesskab, der ikke grundlæggende adskiller sig fra, hvad arbejdere i resten af verden har kæmpet for de sidste par hundrede år.

I stedet for at tale om danske fællesskaber, bør vi tale om enhed i arbejderbevægelsen til kamp for et samfund, hvor alle kan være lige. Et socialistisk samfund. Ordet socialisme kommer netop af det sociale og overdragelse til fællesskabet, socialisering.

Dannebrog på flyet

Hunnicke erklærer, at international solidaritet ”er en indgroet del af venstrefløjens DNA. Men en moderne tid kræver en national fortælling” (Modkraft 30. juni). Men er det nu korrekt? Et af Hunnickes oftest brugte eksempler var konflikten med Ryanair hvor man under en enkelt aktion hængte et dannebrosflag over en flyvemaskine og i øvrigt snakkede om forsvaret for den danske model. Dette er en retorik og aktionsstil Hunnicke mener, skal danne forbillede.

Problemet er bare at han, som med anden mytedannelse, ignorer en række omstændigheder. Ophængning af dannebrosflag skræmte ikke Ryanair til forhandlingsbordet. Det, der i sidste ende skræmte Ryanair til at forlade landet, var truslen om, at fagbevægelsen ville blokere dem, så de ikke kunne få håndteret baggage, påfyldt brændstof eller noget som helst andet. Dertil kom, at fagbevægelsen i andre lande også var kommet på banen – eksempelvis havde den svenske fagbevægelse varslet sympatikonflikt.

Kort sagt: overfor truslen fra den globaliserede kapitalisme er det effektiveste ikke et forsvar for en døende nationalstat, men et modangreb med sammenhold, solidaritet og klassekamp, både på nationalt og internationalt niveau.

Den danske model eller international solidaritet?

Ligeledes er Hunnickes (og fagbevægelsens tops) forsvar for den danske model baseret på myter. Har man fulgt med i de faglige konflikter i de senere år, har man nok fået et indtryk af, at den danske model er selve livsblodet i dansk arbejderbevægelse og vores mest storslåede sejr, der for enhver pris må forsvares. Kigger man lidt nærmere på de faglige konflikter, er billedet dog et andet.

Den danske model var intet sikkerhedsnet imod Ryanair. Ryanair var slet ikke dækket af den danske model, det er der nemlig intet krav om at en virksomhed skal være. Eksistensen af den danske model lagde på ingen måde nogen restriktioner på Ryanairs opførsel, tværtimod var de eneste, den lagde bånd på, den danske fagbevægelse, der ventede i månedsvis med at indlede konflikt, mens de høfligt ventede på arbejdsrettens afgørelse.

Havde vi ikke ladet os binde af den danske model, ville vi have kunnet indlede konflikt fra dag ét, og vi ville stadig have kunnet stille krav om en overenskomst, også selvom den ikke ville være en del af den danske model med dens arbejdsgivervenlige arbejdsret og begrænsninger i strejkeretten.

I andre faglige konflikter har den danske model virket endnu værre. Under de store pædagogstrejker i 2006 betød den danske model, at fagforeningerne ikke måtte åbne strejkekasserne, da strejken var overenskomststridig. Dette betød i sidste ende, at strejken blev afblæst, da folk manglede penge til mad og husleje, og at pædagogerne led nederlag. Det mest sindssyge i alt dette er, at den danske model og den medfølgende arbejdsret er en frivillig aftale, og at ingen som sådan kan tvinge en til at følge dets regler eller betale de bøder, som arbejdsretten tildeler.

Myten om fortiden

Når Hunnicke vælger at tage udgangspunkt i fortidens Danmarks- fortælling, er en af årsagerne den mistro til fremtiden han – korrekt – beskriver er udbredt i befolkningen: ”Fremtiden er blevet lig med utryghed, arbejdsløshed og dårligere livsvilkår end tidligere generationer. (…) Fortiden er for de fleste danskere lig med et trygt og solidarisk Danmark.” (Modkraft.dk 30. juni)

Der er næppe tvivl om, at mange danskere – og folk generelt i den udviklede del af verden – føler utryghed ved fremtiden. Og ikke uden grund; mange års krise og nyliberalisme har eroderet hævnvundne velfærdsrettigheder. Arbejdsløshed uden dagpenge og senere og senere pensionsalder er truende skyer over manges fremtidsudsigter. På visse områder er der da heller ikke tvivl om, at mange unge oplever en dårligere tilværelse end tidligere generationer.

Boligmangel og udsigt til arbejdsløshed efter endt studie er større end for tidligere årgange. Endnu vigtigere: siden 1980’erne har samfundet generelt kun leveret nedskæringer, forringelse og strengere krav. Men på trods af dette, er det så sandt, at vi ser frem mod dårligere levevilkår end tidligere generationer? Dette spørgsmål ville havde været nemmere at besvare, hvis Hunnicke havde ulejliget sig til at sige, hvornår livet var bedre, men som med så mange andre myter må vi gættes os til det.

Hvad vi kan sige er, at det hvert fald langt fra er så sort-hvidt som Hunnicke beskriver. Sammenligner vi f.eks. med den generation der var unge i 1960’erne og 70’erne så ser vi ganske rigtigt at deres tid var fyldt med håb og en lysende fremtid. Gymnasie- og universitetsuddannelser var for første gang åbnet op for brede lag af befolkningen og en arbejderungdom, hvis forældre ofte kun havde syv års skolegang strømmede ind og satte i optimismens ånd gang i et ungdomsoprør i sikker forvisning om at fremtiden ville bringe livsvilkår som deres forældre ikke engang havde kunnet drømme om.

Sagen er, at det var det kapitalistiske opsving efter Anden verdenskrig, som lagde grunden for optimismen og håbene dengang. Desuden gjorde tilstedeværelsen af Sovjetunionen og den stalinistiske blok, at der var et konkret alternativ til kapitalismen til stede, og at kapitalisterne derfor var mere pressede til at give indrømmelser. Disse forhold er ikke til stede i dag – og de kommer ikke tilbage.

Derfor handler det for venstrefløjen ikke om at drømme os tilbage, men at kæmpe for en fremtid, der er sit navn værdigt.

Arbejdsløsheden var lav, men toilet lå i gården

Efterkrigsopsvinget skabte håb og optimisme. Nye uddannelsesmuligheder og en arbejdsløshed på under to procent. Men dårlige livsvilkår var der også. På trods af eksplosionen i adgangen til gymnasier og universiteter var det kun ca. halvt så mange som i dag, som fik disse uddannelser.

Toilettet lå fortsat i gården, og bad var så sjældne, at Københavns Kommune måtte stille kollektive bade til rådighed. Ser vi på 1980’erne er det ligeledes ganske rigtigt, at der var en dagpengeperiode på syv år. Til gengæld var der en næsten lige så lang kø i jobcenteret med en officiel arbejdsløshed på over otte procent.

Hos Hunnickes britiske forbilleder i Blue Labour skal vi endnu længere tilbage for at finde denne ”trygge fortid”, nemlig til før Anden Verdenskrig. En periode hvor sult endnu ikke var udryddet, hverken i de danske eller britiske arbejderkvarterer, og hvor dødelige sygdomme som lungebetændelse stadig florerede i de fugtige og kolde lejligheder, arbejderne boede i.

Pointen er, at det positive syn på fortiden sammenlignet med nu- og fremtiden som oftest er præget af nostalgi og mytedannelse. Selvfølgelig findes der perioder i historien, hvor vi rent faktisk kan tale om, at tingene ”var bedre i gamle dage”, i hvert fald for nogle, men det er få og ofte korte perioder.

Ja, livsvilkårene for unge var generelt bedre for 10-15 år siden, men ikke for 30 eller 50 år siden. I dagens dagpenge-debatter husker vi muligvis den syvårige dagpenge periode i 1980’erne, men glemmer, hvordan mange unge vendte sig imod punkens ”No Future” slogan.

Virker den nationale retorik?

Og hvad så? Kan man spørge. Er det virkelig et problem, hvis venstrefløjen bygger sin retorik på nationale og historiske myter, hvis det virker? Ja, det er det. For det første er der ikke nødvendigvis nogen grund til at tro, at det virker.

Mange folk husker udmærket, hvordan forholdene var før i tiden, og vil blot ryste på hovedet af mytebaseret retorik. Der er heller ikke umiddelbart meget der tyder på, at en ”national” retorik er en succesvej for venstrefløjen.

Således har Folkebevægelsen mod EU forsøgt sig i flere omgange med en national indramning af EU-modstanden, uden at det umiddelbart har ført til den store valgsucces. Under sidste EU-parlamentsvalg viste meningsmålingerne, at flere ville have stemt på Enhedslisten, hvis de havde været opstillet, end det antal der stemte på Folkebevægelsens mod EU efter en valgkamp ført i en national retorik.

For det andet: hvad adskiller grundlæggende den slags retorik fra Dansk Folkepartis? DF snakker også ind i en retorik om det tabte land fra før tiden gik af lave med EU, DJØF’ere og indvandring. Når Hunnicke tegner et nationalromantisk billede af det tabte land og et fjendebillede af ”regnedrengene i finansministeriet” (Dagbladet Arbejderen 3. juli) ligger det langt op af DF’s retorik og åbner derfor også op for deres konklusioner: lukker vi grænserne og gør op med ”ekspertvælde”, skal vi nok få de gode tider igen.

Hunnickes fornemmeste pointe er, at indramningen af politikken, det brugte sprog og retorikken, skaber en række billeder i hovedet hos modtageren. Alligevel ender han i sin konkrete udformning med at indramme venstrefløjens budskaber i en nationalistisk retorik, der udløser DF’s billedsprog.

Mytisk retorik skaber mytiske løsninger

Problemet er ikke mindst, at myter og nationalisme skaber en forfejlet politik. For at finde en korrekt løsning på et problem eller en succesfuld kampagnestrategi, må man først have en korrekt og ærlig analyse af problemer og udfordringer.

Erstatter man dette af populistiske myter og nationalromantiske fortællinger, vil man uundgåelig nå forfejlede konklusioner. Vi så dette i forhold til de faglige konflikter, hvor Hunnicke opfordrer til en nationalistisk profil i fagbevægelsen og forsvar for den danske model.

Dette ignorer, at den teknologiske udvikling har skabt en globalisering der gør det nemmere og nemmere for virksomhederne at udflytte arbejdspladser, hvis fagbevægelsen laver problemer, og at den danske model oftest har været en spændetrøje på arbejderbevægelsens kampmuligheder.

At forsøge at vende verdens udvikling ved at begrænse globaliseringen er umulig. Containerskibe, internet og moderne infrastruktur har gjort det muligt at producere varer til detdanske marked i Kina, og den teknologiske udvikling kan ikke tilbageføres. I stedet for som en anden Don Quijote at rase mod vindmøllerne, må fagbevægelsen tage sit ældste våben i brug; solidaritet.

Den eneste måde, hvorpå man kan udfordre de multinationale virksomheder, er ved at vise dem, at uanset hvilket land de rykker til, så vil fagbevægelsen følge efter.

International solidaritet kan stoppe ræset mod bunden, og en international fagbevægelse ville kunne mobilisere en moderne skrue, hvor arbejdere strejkede på skift i landene for højere løn, mens arbejderne i de andre lande står parat med sympatiindsamlinger til at holde strejkerne kørende, og sympatikonflikter hvis virksomheden forsøger at flytte produktionen. På samme måde forhindrer det nationalromantiske skønmaleri af den danske model fagbevægelsen i at tage et nødvendigt opgør med arbejdsretten og genvinde sin fulde strejkeret.

Dannebrog eller røde faner?

Michael Hunnicke afslutter sin kronik på Modkraft med at slå til lyd for, at vi skal ”rive Dannebrog ud af hænderne på Dansk Folkeparti. Det er vores.” Hertil vil vi svare, at Dannebrog aldrig har været vores. I stedet for at basere os på myter om den ”trygge fortid”, hvor Dannebrog tilhørte os, vil vi basere os på virkeligheden som den var og er. Vi må tage udgangspunkt i arbejderklassens erfaringsrammer og argumentere ud fra dens hverdag, såvel den af i dag som den af i går.

Arbejderklassen har aldrig følt ejerskab over Dannebrog uden for fødselsdage og landskampe. Hvor er billederne af Dannebrog, der vajer over demonstrationer og partimøder? Ligeledes må vi fastholde, at på trods af, at arbejderbevægelsen engang var i offensiven og i dag er trængt i defensiven, så har arbejderne aldrig ejet Danmark. Det skyldes, at politik handler om klassekamp, og hvis vi skjuler klassekampen bag Dannebrog, gør vi det sværere for arbejderne at skærpe deres klassebevidsthed og bevidstheden om deres muligheder for at sætte kapitalisterne fra bestillingen og skabe et socialistisk samfund.

Referencer:

Michael Hunnicke, Brug sproget politisk – 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation (Forlaget Solidaritet 2015).
Michael Hunnicke, Fremtiden skal bygges op af fortidens fortælling (Modkraft.dk 30. juni 2015).
Michael Hunnicke, ”Det røde sprog”, Dagbladet Arbejderen, 03. juli 2015.

Ekstra-bokse:

Den blå inspiration
Michael Hunnickes tanker er efter eget udsagn stærkt inspireret af det britiske Blue Labour, som er en strømning i det britiske Labour. Deres slogan er Family, Faith and Flag. De har i årevis hævdet, at Labour kun kan gå frem ved at være mere socialkonservativt på områder som indvandring og retspolitik. De gik stærkt imod valget af Jeremy Corbyn, som de anså for at være alt for venstreorienteret. Men efter, at Labour i årevis er drejet til højre på netop de punkter, Blue Labour forfægter, er partiet ikke gået frem. Med Corbyn stormer partiet til gengæld frem, og partiet fik over 40.000 nye medlemmer umiddelbart efter, han blev formand. Burde denne fiasko for Blue Labour ikke give anledning til eftertanke hos strømningens danske tilhængere?

Den danske model: et nederlag for fagbevægelsen
I modsætning til det indtryk der skabes i store dele af arbejderbevægelsen, så er den danske model ikke et resultat af fagbevægelsens sejre. Tværtimod blev den danske model til som et resultat af fagbevægelsens nederlag i Storkonflikten 1899. Nederlaget betød et kompromis, hvor arbejdsgiverne accepterede indførslen af overenskomster og anerkendelse af fagbevægelsen. Til gengæld måtte fagbevægelsen acceptere omfattende begrænsninger i strejkeretten, ligesom at man måtte anerkende arbejdsgiverens ret til ”at lede og fordele” arbejdet, altså retten til at eje produktionsmidlerne og til at fyre og hyre som de vil. Inden den danske models indførsel havde fagbevægelsen med stor succes gjort brug af skruen. En metode hvor arbejdspladser skiftedes til at strejke for højere løn og lavere arbejdstid, men de andre arbejdspladser donerede en del af deres løn til strejkeunderstøttelse. Når kravene blev vundet på en arbejdsplads, blev det den næstes tid til at gå i strejke. På den måde skruede man effektivt lønnen højere og højere op og arbejdstiden ned. Dette satte den danske model en definitiv stopper for.

Advertisements