Studenterbevægelsen: Hvordan kommer vi videre?

DSC_6587

Foto: Uddannelsesalliancens enorme demo. 29. oktober 2015. Af Niklas Zenius Jespersen.

Af Niklas Zenius Jespersen, aktiv i HUMrådet og Historisk Fagråd

2015 så de største uddannelsesprotester i flere år. Titusinder af elever og studerende demonstrerede alene i København og omkring hundrede gymnasier nedlagde undervisningen og blev besat af eleverne. Samtidig har københavnske skoleelever organiseret en kampagne imod skolereformen med tusindvis i demonstrationer. Men på trods af store og brede protester har resultaterne indtil videre været små. Det er derfor nødvendigt at diskutere hvordan vi kommer videre i 2016 og vinder kampen.

Vi står for tiden over for historisk store angreb på uddannelser: 8,7 milliarder i nedskæringer generelt på uddannelse samt 1 milliard på forskning på universiteterne. Oven i det fortsætter indførslen af fremdriftsreformen på universiteterne og skolereformen på folkeskolerne samtidig med at adgangen til at kunne få en uddannelse indskrænkes med indførslen af adgangsgivende karakterkrav på ungdomsuddannelser og dimensioneringen på universiteterne der kraftigt reducere antallet der kan optage pr. år. Oven i det snakker Københavns Universitet (KU) nu om indførslen af et minimumsadgangs karakterkrav på 6 for alle uddannelser og endda 7 for humaniora.

Disse enorme angreb var med til at mobilisere til store protester der samlede bredt af fagforeninger og uddannelsesorganisationer, men på trods af store demonstrationer har resultaterne indtil videre været små. Nedskæringerne er fortsat uden ændring. Kun fremdriftsreformen er blevet blødt lidt op. Men hvorfor pressede protesterne ikke regeringen til at ændre kurs?

Problemet er at når protesterne i det store hele begrænses til en-dags demonstrationer, så kan regeringen i sidste ende bare sidde og vente på at protesterne dør hen og så fortsætte deres nedskæringskurs. Hvis man virkelig vil presse regeringen så må man sætte dem i en situation hvor regeringen tvinges til at indgå et kompromis for at sætte en stopper for protesterne. Kort sagt må man organisere løbende protester indtil man opnår resultater. Det gjorde man f.eks. på humaniora i København i 2011. Her ville ledelsen reducere antallet af undervisningsuger pr. halvår/semester fra 14 til 12 uger. Det udløste en protestbølge hvor institutterne skiftedes til at blokere hver dag i halvanden uge indtil ledelsen følte sig nødsaget til at indgå en aftale for at stoppe blokaderne. Det sikrede ikke blot at man fastholdt undervisningen til 14 uger, men også indførslen af det mindstetimetal på bacheloren der kom til at gælde på hele KU.

Den samme strategi må vi køre overfor regeringen. I det nye år må der indkaldes til stormøder, både på de enkelte fakulteter, men også fælles for København, hvor de studerende demokratisk kan diskutere og beslutte krav og strategi. Her må man ligge en plan for at presse regeringen. F.eks. kunne man indkalde til en måneds protester med demonstrationer hver lørdag og så skiftende blokader hver dag fra institut til institut hvor protesterne løbende blev større og større og hvor man truer regeringen med at fortsætte indtil kravene blev opfyldt. Sådanne protester skulle selvfølgelig søges at kombineres med andre uddannelses- og velfærdsprotester ligesom man gjorde med Uddannelsesalliancen ved demonstrationen i oktober. Således kan vi lægge et seriøst pres på regeringen for at få trukket nedskæringer tilbage, afskaffe fremdriftsreformen og åbne både universiteter og ungdomsuddannelser for flere. Vi opfordrer alle til at gå med i deres fag- og fakultetsråd eller elevråd og sætte diskussionen af en sådan plan på dagsordenen!

Advertisements