NEJ-lussing til overklassen!

2942523303_slapAf Lasse Bertelsen

NEJ’et den 3. december var en syngende lussing til hele magteliten i Danmark. Fra kapitalisterne i Dansk Industri, over deres købte marionetdukker i de borgerlige partier til toppen af Socialdemokratiet, LO og FTF var mundvigene den helt forkerte vej. Trods deres platte skræmmekampagner og trusler om bål og brand valgte vælgerne at sætte et klart kryds ved NEJ.

Ser man på Danmarkskortet var der kun spredte områder der sagde ja. Ikke mindst overklasseghettoerne i Nordsjælland måtte se deres ja-flertaller helt ude af trit med resten af befolkningen. Samlet set stemte København også ja, men kun fordi der var et stort ja på Østerbro, indre by og Frederiksberg. Vesterbro fik et snævert ja hvilket vidner om at Vesterbro er ved at gå fra at være en arbejderklasse bydel til et sted for dem der har råd til at betale 3 millioner for en 3-værelses.

Udover et par områder i Midtjylland stemte resten af landet nej. Især i arbejderområder var nejet tydeligt. For eksempel stemte vælgerne i Sydhavnen ved Ellebjerg skole nej med 67,1 procent. Altså var toppen af fagbevægelsen og Socialdemokratiet og SF endnu engang ude af trit med deres vælgere. Dette bør bruges internt i fagbevægelsen i kampen for at få en ledelse der repræsenterer medlemmerne. Det betyder bland andet et nej til millionærlønningerne til toplederne, der får en livsstil, der har mere til fælles med overklassen end med deres egne medlemmer.

Medierne gjorde endnu engang deres for at få et ja. Hvis der stadig er undervisere på journalisthøjskolen der snakker om objektive medier, kan man efterhånden kun have medlidenhed med dem. Gang på gang fik ja partierne det sidste ord og nej partierne blev afbrudt i deres argumentation. Det kom da også frem at der var massiv overvægt af jasigere i medierne hvilket viser at medierne afspejler toppen af samfundet og altså ikke befolkningen og da slet ikke arbejderklassen.

Gang på gang har det da også været fremme at der er diverse ”konferencer” for erhvervslivet, samt lederne af de respektable partier (dette udelukker altså Enhedslisten), lederne af medier, toppen af fagforeninger osv. hvor de over et glas boblevand og med en lille kanape i hånden diskutere hvordan de bedst kan slutte op om Dansk Industris mindste ønsker. Denne gang gik det bare galt.

Deres skræmmekampagner med, at hvis man var imod pædofili og kvindehandel så skulle man stemme ja, viste sig at være både plat og gennemskuelig. Overklasse Danmark har tilsyneladende et helt misforstået syn på befolkningen og arbejderklassen der jo udgør flertallet. De regner dem for lavkulturelle og mindre begavede, som man bare kan smøre en løgnehistorie på ærmet og så gør de som de får at vide af de kloge eksperter. Virkeligheden er en helt anden.

Ikke mindst Socialdemokratiets nye leder, Mette Frederiksen, faldt helt igennem når hun snakkede om internationale bander og at for hende var det et helt konkret spørgsmål om at gøre noget ved det og terror. I stedet for ærligt at sige, at hun ønsker de bedste forhold for storkapitalen i EU, deriblandt dansk industri, prøvede hun at gå ned på et niveau der var langt under flertallet i befolkningens. 47% af hendes vælgere stemte da også nej. Også lederne af Metal, LO og FTF kunne forklare hvordan det ville betyde effektivt stop for udnyttelsen af østarbejdere, hvilket igen var argumenter uden hold i virkeligheden. EU’s åbne grænser mod øst er jo netop for at kunne importere lavt betalte arbejdere, som kan være med til at trykke lønningerne, foruden selvfølgelig at give mulighed for vesteeuropæisk storkapital til at udkonkurrere kapitalisterne i øst.

Selv 3Fs formand anbefalede et ja, til trods for at rigtig mange af hans afdelinger var aktive for et Nej. Ikke mindst medlemmerne i 3F må have en opgave med at opdrage deres formand i hvad medlemmerne egentligt mener og at det må være hans opgave, ligesom resten af toppen i fagbevægelsen, at kæmpe for deres krav, ikke at logre med halen for magteliten. Dette er vigtigt at huske ikke mindst i forhold til de forestående trepartsforhandlinger hvor man vil lokke fagbevægelsen til at sige ja til yderligere forringelser.

Selvom Enhedslisten kampagne ikke var så slagkraftig som man kunne ønske, og man skulle pudse brillerne for at læse hvad der stod på deres plakater, så gjorde partiet en massiv indsats, med mange aktive afdelinger og medlemmer, og ikke mindst Pernille Skipper gjorde det godt i flere debatter.  Enhedslistens anbefaling af et Nej bunder også i, at vi grundlæggende ikke tror på EU-projektet. Det havde været positivt, hvis Enhedslistens valgkamp i højere grad afspejlede dette. EU står bag de voldsomme angreb på velfærden i Europa. I EU er det en klar politik at bankerne skal reddes og befolkningerne skal ofres. Mens de rige er blevet endnu rigere under krisen, må den europæiske arbejderklasse se sig presset ned på et niveau der ligger mange årtier tilbage. Hvis disse budskaber havde fremstået klarere i valgmaterialerne og i de politiske udmeldinger fra Enhedslisten, havde det været lettere at forbinde nej-kampagnen med kampen mod nedskæringer generelt.

Der er nogen på den yderste venstrefløj der udtalte, at det var lige meget om det blev nej eller ja, den eneste løsning var en revolution. Som socialister kæmper vi for grundlæggende samfundsforandringer, men disse opnås ikke ved at se bort fra den konkrete klassekamp. Det er først igennem store begivenheder og mange kampe, at arbejderne vil nå den konklusion, at det er nødvendigt, at de selv tager magten over produktionen og demokratisk indretter et samfund uden kapitalisme og borgerlige parlamenter, der repræsenterer overklassen og ikke det reelle flertal.

Nogle kommentatorer har også forsøgt at give Dansk Folkeparti hele æren for Nej’et. Men i så fald ville det være blevet et ja. Nej’et er meget bredere end kun Dansk Folkeparti, selvom partiet førte en effektiv kampagne. Nej’et kommer på trods af at hele magteliten i Danmark gik ind for et ja. Dermed er det en sejr for alle der kæmper imod magteliten og deres ideer om at forarme arbejderklassen ved at presse, jagte og fornedre arbejderne når de er syge, nedslidte og/eller arbejdsløse. Det er en sejr for arbejderklassen og det er en sejr som Enhedslisten kan bruge i den videre kamp for et socialistisk Danmark i et socialistisk Europa i en socialistisk verden. Inden vi når der til vil der være mange kampe endnu. Men Nej’et givet en frisk energiindsprøjtning til den kamp.

Til slut et lille citat fra Metroxpress 4. december som havde interviewet en række vælgere deriblandt den 81årige folkepensionist Elisabeth Nilausen som udtalte: ”Jeg har været til to valgdebatter og har læst valgavisen for at sætte mig ind i, hvad vi skulle stemme om. Ved en valgdebat sagde Margrete Auken, at det handlede om tiltro til politikerne. Så var hele salen ved at dø af grin. Jeg tør simpelthen ikke stemme ja. Jeg synes ikke jeg kan spise den menu, politikerne byder mig. De har i mine øjne et troværdighedsproblem.”

Advertisements