Erfaringer fra kampen mod Ryan Air

3839819463_0be7926293_z

Foto: Mikel Ortega / CC / Flickr

I forsommeren endte kampen mod Ryan Airs løndumping med en sejr for fagbevægelsen. Men hvad kan vi lære af kampens forløb? Vi bringer hermed to artikler, én af Toke Nielsen i Aalborg og én af Hans Jørgen Vad i Aarhus, som samler op på læren af konflikten og trækker tråde frem til arbejderbevægelsens fremtidige kampe.

En ny type arbejdsgivere

Af Toke Nielsen,
Næstformand 3F Ungdom i Nordjylland

Ryanairs nederlag til fagbevægelsen viste den organiserede arbejderklasses styrke, men samtidig har processen peget hen mod nye udfordringer for fagbevægelsen og en række svagheder i forhold til, hvordan man hidtil har kørt fagforeningerne. Ryanair er et godt eksempel på en ”ny” type arbejdsgiver, som er kommet sammen med den neoliberale bølge. De har en ekstrem fjendtlig attitude overfor organisering, der går udover deres profitjagt.

Konflikten med Ryanair handlede ligeså meget om arbejdsvilkår som løn. Ryanair vil ikke bare have billig arbejdskraft, men vil også have et større krav på de ansattes liv ved at kræve rådighed over dem gennem løse arbejdstider uden økonomisk kompensation.

Samtidig ville de tørre driftudgifter af på de ansatte, eksempelvis udgifter til som uniformer og træning. Samtidig afskriver de sig alle forpligtigelser over for syge ansatte. I forhold til de faste udgifter i flydrift virker det ved første blik som ren smålighed, men det rykker hele magtforholdet mellem ledelse og ansatte, og det ”frigør” hele driften fra menneskelige hensyn og faglig organisering.

Styrkeforholdet mellem arbejde og kapital er blevet forrykket af krisen og den dertilhørende arbejdsløshed. Det har givet en ny selvtillid til arbejdsgiverne og deres organisationer. Vejlegård-sagen blev hurtigt gjort til et spørgsmål om et opgør med fagbevægelsen for hele det borgerlige Danmark. Ryanair havde samme attitude; hvorfor skulle de døje med fagbevægelse, når Danmark, Irland og Europa er fuld af et friskt nyt lag af arbejdsløse på et stadigt svindende livsgrundlag?

Der er ingen grund til at tro, at offensiven fra arbejdsgiverne stopper. De ønsker at befæste deres nye styrkeposition juridisk, blandt andet gennem EU og handelsaftalen TTIP. Men samtidig med, at de står stærkt taktisk, har Ryanair også vist at de står svagt politisk; den offentlige debat blev i høj grad vundet. Efter år med nedskæringer, lønnedgang og arbejdsløshed er der også en følelse af nok er nok. Den styrke må bruges i fremtiden. Vi går en fremtid i møde, hvor vi kommer til at stå svagere juridisk. Det betyder, at der i endnu højere grad er brug for en fagbevægelse med stærke rødder på arbejdspladserne og i befolkningen. Arbejdsgiverne vil have et opgør, og fagbevægelse kan kun skaffe resultater ved at støtte sig på medlemmernes styrke.


 

Kampen mod Ryanair blev vundet i Billund

Af Hans Jørgen Vad

Da det stod klart, at en åben konflikt var uundgåelig, blev den slet ikke til noget. Ryanair var helt bevidst om arbejdernes styrke, og derfor trak de sig før blokaden skulle gå i gang den 18. juli. Med andre ord blev den vigtigste kamp ”en kamp for at få lov til at kæmpe” – et slag, der fik et samlet forløb fra februar/marts til langt ind i juli. Med en første fase, der blev afsluttet med sejren i Arbejdsretten den 1. juli – som imidlertid kun lukkede Ryanair i Kastrup. Men på grund af styrken der ville det kun være en ”remis”. For det eneste tænkelige ”kompromis” var, at Ryanair droppede København, men fik lov at blive i Billund – hvilket i situationen ville være en delsejr for Ryanair. Og noget, som ingen på forhånd kunne udelukke, da LO-toppen jo ikke har en pletfri historie ift. ”kompromisser”, hvis man fx husker tilbage på La Cabana i 1984 og Ribus i 1995/96.

Ryanair og deres støtter satsede til det sidste

I fasen efter Arbejdsretsdommen i fjorten dage kæmpede Ryanair til det sidste for at forsvare basen i Billund – med støtte fra udvalgte kræfter, herunder Jyllands-Posten, Børsen, luftfarts-mediet Check-In og lufthavnsdirektøren i Billund. Set udefra virkede Ryanair-lejrens sidste sats mere desperat end velkalkuleret – styret af et ikke særligt velbegrundet håb om, at der ville kunne skabes en ”stemning” i lokalområdet omkring Billund, som man ville kunne føle sig presset af i LO-toppen. Under alle omstændigheder forblev den svag og blev afgørende blokeret af, at sammenholdet i Billund også var så stærkt, at er ikke kunne sættes kiler ind.

En vigtig – og tiltrængt – sejr

Det var vigtigt, at det ikke lykkedes for Ryanair med deres ”sidste-dages”-kampagne. Dels undervurderede de nok det faglige sammenhold i Billund, som var anderledes end i 2012. Det skyldes nok både påvirkningen fra den aktuelle debat, men et ”efter Vejlegården” har måske også spillet ind? Det lykkedes heller ikke at skræmme LO-toppen med deres ”krøllede” ultimatum med en deadline, hvor der (igen) åbenlyst blev truet med en retssag, hvis der blev blokade.

Noget juridisk kispus, som det var klogt af LO at besvare med, at varslet var fastholdt. For det tvang Ryanair til den 15. juli at melde ud, at de ville lukke. Når det overordnet endte sådan, skyldtes det udover det styrkede sammenhold i Billund følgende to faktorer som de vigtigste: 1. Det faglige styrke i Kastrup, som det nok var Ryanairs største fejl at udfordre. 2. En folkelig opbakning, som både slog igennem i meningsmålinger (med støtte langt ind i borgerlige kredse) og ved de mange kommunale boykotter. Sejrens vigtighed sættes i relief af, at vi skal længe tilbage, for at finde noget tilsvarende. Det nærmeste er vel da McDonald’s i 1980’erne blev tvunget til en overenskomst?

LO’s rolle
Det er nok også forklaringen på, at LO-toppen formåede (blev presset til) at holde fast til det sidste – for i det samlede forløb var indsatsen ikke altid helt forståelig:

1. FPU og Serviceforbundet varslede konflikten mod Ryanair den 29. januar, og dagen før fremgik det i Check-in.dk, at ”Ryanair har fem dage til at svare på konfliktvarslet” og at ”selskabet sandsynligvis går i arbejdsretten” med den – som ”en hastesag.” Men fem dage senere er det FPU, som indbringer sagen for Arbejdsretten – selv om det normalt ellers er ”kutymen at lade modparten svare på konfliktvarslet.”

Ifølge LO-advokat Peter Nisbeth tog FPU det usædvanlige skridt fordi man frygter, ”at Ryanair vil trække sagen i langdrag ved at være lang tid om at svare, ved slet ikke at svare på henvendelsen eller ved at forsøge at få sagen for en irsk domstol.” Det lyder uforståeligt i forhold til den nævnte frist på fem dage – og idéen med en irsk domstol i dansk arbejdskamp lyder som ren fiktion, og ville aldrig kunne have opsættende virkning.

Havde man ventet nogle dage, ville Ryanair være tvunget til at gå til Arbejdsretten – ellers kunne intet jo ud-/ opsætte den konflikt, som ville lamme dem. Og så var man måske sluppet for denne syrlige kommentar i Check-in.dk: ”Imens kommer datoen for baseåbningen bare nærmere og nærmere.”

2. Én ting er så denne omvendte procedure, som LO’s advokat (med en ”hastebehandling”) officielt forventede ville give en afklaring inden den 26. marts, hvor basen skulle åbne.

Men det trak ud – først til april fik vi at vide. Og derefter helt ind i sommerferien, som er det værst tænkelige konflikt-tidspunkt. Det er ret sigende, at LO helt ukritisk accepterede dette smøl.

3. I forlængelse heraf virker det direkte amatøragtigt, at da konflikten den 1. juli blev kendt ”lovlig” (altså i arbejdsretmæssig, ikke juridisk forstand, red.), så blev selve konfliktvarslet dømt ”ulovligt”. Især når begrundelsen var, at der ikke var medsendt en liste over ”de strej-kende”. Det giver jo ingen mening, når der ikke var nogen strejkende (som det fremgår af det ”lovliggjorte” konfliktvarsel). Med mindre formålet var igen at udsætte konflikten 1-2 uger?

”Tværs gennem lov til sejr”

Heldigvis vandt vi på trods at disse minusser – af de grunde, som jeg har peget på. Men når det alligevel er vigtigt at samle op på, er det ift. kommende kampe, hvor vi ikke nødvendig-vis vil stå så objektivt stærkt. Et afgørende aspekt er venstrefløjens forhold til LO-toppen, som vi aldrig må kunne sættes i bås med.

Hvis vi ikke ser os selv som et talerør for de selvstændigt tænkende græsrodsarbejdere, som undrede sig over smøleriet, må man spørge: Hvem skal så være det? Et andet aspekt er vores forhold til Arbejdsretten – for denne klassedomstol er jo ikke vores kop te. Men derfor må vi jo godt være kritiske overfor en direkte klodset optræden der. Det vigtigste er dog forståelsen af, at Arbejdsretten er politisk og skal påvirkes politisk. Her savnede jeg virkeligt noget ”tværs igennem lov til sejr!”

Advertisements