Venezuela under belejring

venezuela2009

Revolutionære aktivister på gaden efter valgsejr, februar 2009. Foto: Andreas Bülow

Af Andreas Bülow

Den 6. december skal venezuelanerne stemme til parlamentsvalg. Økonomisk sabotage dræner chavismens bagland for entusiasme, og oppositionen er ved at finpudse sin strategi for at generobre magten. Imens diskuteres der i den revolutionære bevægelse om akutte forslag om statskontrol med fødevaresektoren.

 

Venezuelas højrefløj vejrer morgenluft. For første gang siden den bolivariske bevægelse vandt flertal i parlamentet i år 2000, er der nu en reel mulighed for at højrefløjen kan vinde et flertal. Det kan betyde indkaldelsen af en tilbagekaldelses-folkeafstemning i 2016 eller sågar en form for konstitutionelt kup, som man har set det i Paraguay. Med andre ord: Det kan betyde et farvel til den såkaldte chavisme – den særegne nationalprogressive strømning, der er opkaldt efter den karismatiske, nu afdøde præsident Hugo Chávez..

Hvorfor er der en reel fare for et definitivt nederlag? Lad os spole tiden en smule tilbage og se på nogle af de nylige begivenheder.

Grænsekonflikt med Colombia

Den 20. august besluttede Venezuela at lukke den vestlige grænse til Colombia. Det skete efter at tre venezuelanske soldater var blevet angrebet af paramilitære bander i grænseområdet i delstaten Táchira.

I de vestlige medier blev grænselukningen fremstillet som et tyrannisk regimes afmagtshandling. Men i realiteten var lukningen snarere en defensiv handling. Et udtryk for Venezuelas smertelige økonomiske situation.

Ifølge det venezuelanske toldvæsen, konfiskerede man alene i august over 70 tons smuglervarer. Og det er kun toppen af isbjerget. Der er kommet en hel industri af spekulanter. Lasbiler fyldt med madolie, majsmel og særligt benzin, kører dagligt over grænseovergangen. Ikke bare til Colombia, men også til Brasilien.

Spekulanterne hamstrer billige forbrugsvarer i Venezuela og smugler dem ud af landet, hvor de kan sælges til det tredobbelte. Årsag? De enormt favorable vekselkurser på det sorte marked i Venezuela, som betyder at folk med dollars kan købe varer i de statssubsidierede butikker (som er beregnet til fattige mennesker) til priser langt, langt under standardprisen.

Kapitalflugt

Men det er ikke kun forbrugsvarer, som smugles ud af Venezuela – der sker også en omfattende kapitalflugt.  Ifølge Venezuelas Centralbank (BCV), oplevede landet alene mellem 2008-2013 en kapitalflugt på 104 milliarder dollars.

Sammen med de lavere olieindtægter – fra 105$ i 2014 til 50$ per tønde 2015 – har kapitalflugten ført til en de-facto devaluering af landets møntfod, bolívaren.

Mens den officielle vekselkurs er fastfrosset til 13,5 bolívares for en dollar, så er sortmarkedskursen nu på 848. Og da de fleste varer i butikkerne (med undtagelse af statsejede kæder som Mercal, Pdval og Abasto Bicentenario), regulerer deres priser efter sortmarkedskursen for dollars, har det betydet en skyhøj inflation.

Ifølge Venezuelas præsident Nicolás Maduro kan inflationen i 2015 slutte på omtrent 80% (IMF vurderer at den ligger på over 159%), sidste år sluttede den på 63%.

Regeringen har forsøgt at dæmme op for inflationen ved at indføre priskontroller og har desuden hævet mindstelønnen med 30%, men alle disse reguleringer har indtil nu slået fejl.

Spekulation

I et interview til den spanske webportal Rebelión, forklarede den marxistiske økonom Manuel Sutherland, at en af hovedårsagerne til kapitalflugten er, at regeringen er afhængig af det private erhvervsliv til at importere forbrugsvarer.

Regeringen giver tilskud til private importvirksomheder, herunder den enorme fødevaregigant Polar, som betales i dollars. Men i stedet for at importere fødevarerne, sælger det private erhvervsliv dollarerne på det sorte marked.

»Hvis du kigger på importen for 2012, så blev der importeret for 77 mia. dollars, imens der i 2003 kun blev importeret for 21 mia. dollars. Med en femdobling af importen, burde den venezuelanske økonomi være fyldt med varer, med biler og med priser på vej nedad, men det hele er omvendt; pengene flygter ud af landet.

Denne pengeflugt gør, at der i Venezuela er en udbredt mangel, fordi disse varer ikke ankommer og denne mangel presser priserne opad, hvilket gør, at vi for andet år i træk har verdens højeste inflation, hvilket ødelægger arbejdernes lønninger og sætter os i en dramatisk situation,« skriver Manuel Sutherland.

Farvel til chavismen?

Situationen er i løbet af de sidste to og et halvt år siden Chávez død blevet så alarmerende, at selv prominente stemmer indenfor den revolutionære bevægelse er begyndt at råbe vagt i gevær. Det gælder bl.a. tidligere ministre som Héctor Navarro og Jorge Giordani, som begge fortsat støtter regeringen kritisk, men advarer imod, at manglen på politisk ledelse og visioner kan give højrefløjen vind i sejlene.

Den 17. august nåede utilfredsheden også ind i hæren. En oberst ved navn Jose Martin Raga Garavito gav et meget kritisk interview til den spanske version af Newsweek, hvor han erklærede sig for revolutionær og chavista, men samtidig påpegede de enorme problemer med korruption.

Raga blev mødt med en kold skulder fra regeringen, han blev arresteret (dog løsladt dagen efter), men fik enorm støtte af chavistaer, bl.a. på twitter, hvor et hashtag til støtte for oberst Raga begyndte at trende.

Symptomatisk for situationen var også et indlæg på græsrods-portalen Aporrea, skrevet af aktivisten Roland Denis. Artiklen, som var skrevet i en polemisk stil, havde titlen »Farvel til chavismen?« og den vakte opsigt, fordi forfatteren tog et nederlag for givet.

Roland Denis skrev, at folket snarligt må tage afsked med chavismen som historisk og politisk bevægelse, men at det måske også er det bedste, fordi at der vil komme en ny generation af unge, som ikke er påvirket af nederlagsstemning.

Artiklen fik knap 50.000 visninger og affødte en lang og omfattende diskussion på sociale medier. Der var også mange svarindlæg på Aporrea, særligt fra aktivister, som modsagde Denis og anklagede ham for pessimisme, overdrivelse og desillusion.

Mange af indlæggene gjorde opmærksomme på begivenheder, som kunne tyde på at der trods alt stadigvæk er en stor grad af opbakning til den bolivariske revolution;

  • Den høje deltagelse på tre millioner vælgere i Socialistpartiet PSUV’s interne primærvalg den 28. juni 2015, sammenlignet med oppositionens primærvalg, hvor blot 543.723 deltog.
  • Entusiasmen omkring det store husbygningsprogram, hvor regeringen til dato har bygget 800.000 huse og lejligheder til fattige mennesker.
  • Den enorme loyalitetsfølelse overfor revolutionen, som stadig er udbredt i slumkvartererne, særligt i forhold til den politiske arv fra Hugo Chávez.
  • Det faktum, at oppositionen er splittet i to modstridende fraktioner, som har svært ved at enes.

Oppositionens splittelse

Det sidste punkt kræver en forklaring. Venezuelas opposition har igennem de seneste par år været ledet af Henrique Capriles Radonski, den nuværende guvernør for delstaten Miranda. Han har haft fokus på at kritisere regeringens mangler (især inflation og kriminalitetsrate), samtidig med at han har forsøgt at fremstå som en socialdemokrat, som bare vil have orden på landets problemer.

Mens Capriles og hans alliance MUD (Mesa de la Unidad Democrática) for det meste har kørt ad den parlamentariske vej, så er en stor del af oppositionen – især fascistiske elementer og højreradikaliserede studerende fra de rige universiteter – blevet trætte af at tabe det ene valg efter det andet. De har ønsket handling, og de har ønsket det hurtigt.

I februar 2014 indkaldte denne sektor, ledet af Leopoldo López, til en decideret voldskampagne, kaldet La salida (»Udgangen«), hvis erklærede formål var at vælte Maduro-regeringen.

Det førte til voldsomme gadekampe, hvor 43 mennesker mistede livet og over hundrede blev sårede.

Leopoldo López overgav sig til myndighederne og i løbet af det seneste år har han været i en retssag, som fornyligt endte med at han blev idømt 13 års fængsel for anstiftelse af uro, vold og angreb på offentlige institutioner.

I en artikel på magasinet Foreign Policy, undersøgte journalisten Roberto Lavato hvordan Leopoldo López kommer fra en af de absolut rigeste familier i Venezuela og hvordan han tidligere har studeret på Harvard i USA sammen med mange af dem, der i dag sidder som redaktører, spindoktorer og lobbyister i USA.

Således er det formentligt ikke tilfældigt, at López i de amerikanske medier er blevet hyldet som en demokratisk helt, selvom han i Venezuela betragtes som en mand der er dømt for kriminalitet, som har haft menneskers død til følge.

Valget den 6. december

Roberto Lavato konkluderer i artiklen, at Leopoldo López’ politiske karriere faktisk er blevet boostet enormt af hans fængsling. At han simpelthen fører kampagne inde fra fængslet.

At dømme udfra López’ aktivitet på de sociale medier, ser det også sådan ud – både hans Twitter- og Facebook-konti er fyldt med opråb og slogans til hans følgere (ja, López har adgang til internet fra fængslet).

Særligt interessant er et længere brev som han har lagt op på sin Facebook-konto, hvor han beskriver den strategi, som han ønsker oppositionen skal følge:

»I dag er vi venezuelanere sikre på, at det er et diktatur som regerer Venezuela. Det er dét, som vi er oppe imod. Vores folk ved, at det er et fundamentalt mål at vinde Parlamentet for at erobre demokrati«.

Brevet går videre til at beskrive hvordan oppositionen med egne øjne har flertal og at dette er »folkets vilje«, men at López’ tilhængere bagefter bør være klar til at »forsvare denne folkelige vilje«.

I en anden Modkraft-artikel, »Mytetjek af den bolivarisek  revolution« har vi diskuteret spørgsmålet, om hvorvidt der er diktatur i Venezuela, men i denne forbindelse er det mest interessant at bemærke, at López kører et dobbeltspil, som nu er kernen i oppositionens strategi: På den ene side opfordrer man folk til at stemme ved valget, på den anden side nægter man at anerkende, at der eksisterer et demokrati.

Et eventuelt valgnederlag til oppositionen (eller et tæt resultat), vil derfor sandsynligvis blive mødt med beskyldninger om stemmefusk og bedrageri. Og som López konstaterer, dette blive mødt med en bevægelse (»et forsvar for folkets vilje«) på gaderne.

Det kan betyde nye optøjer, maskerede fascister og brændende barrikader, som vi så det i februar 2014.

 

Fremtidsudsigter

Det er svært at spå om resultatet ved parlamentsvalget, men brevet fra López slutter med et tydeligt del-mål: at oppositionen får indkaldt en tilbagekaldelses-folkeafstemning i 2016.

Dette kræver at de indsamler 20 procent af vælgernes underskrifter, men det kan ifølge López også udmøntes igennem »konstitutionelle« ændringer, hvilket implicit vil sige, at oppositionen bruger et evt. flertal i parlamentet til at gennemtvinge det.

Skulle højrefløjen få tilranet sig magten, ser det ud til at der ligger en hel skuffe af neo-liberale tiltag klar.

Den 14. oktober afsløredes en telefonsamtale imellem Lorenzo Mendoza (den stenrige ejer af fødevarekæden Empresas Polar) og den velkendte højrefløjsøkonom Ricardo Hausmann, som er bosat i USA og leder Center for International Development på Harvard University.

De to mænd diskuterede, hvordan Venezuela bør »bede IMF om en redningspakke« for at undgå betalingsstandsning, hvilket ifølge Hausmann vil betyde »at Venezuela skal indføre en hel række forholdsregler«.

Det er nok at se på Grækenland, for at forstå hvilke forholdsregler der er tale om.

En højrefløjssejr vil være et enormt nederlag. Efterdønningerne vil kunne mærkes, ikke bare i Latinamerika, men i hele verden.

Det håb om forandring, som Venezuelas bolivariske revolution i løbet af de sidste 17 år har skabt, vil blive knust. Det ville være nederlag på størrelse med Chile 1973 eller Nicaragua 1989. Borgerlige ideologer ville pege på Venezuela og sige at ethvert forsøg på at skabe socialisme er dømt til at mislykkes.

Det er derfor at der står så meget på spil ved valget den 6. december og i månederne fremover.

Fra den bolivariske bevægelses synspunkt ligger muligheden for at komme ud af den nuværende krise i at radikalisere revolutionen. I sin 1. maj tale nævnte Nicolás Maduro, at han ville begynde at indføre statskontrol over import og eksport, men siden da har han ikke taget yderligere skridt i den retning.

I sin seneste artikel  skitserer den marxistiske økonom Manuel Sutherland hvordan krisen kan overkommes:

»Lad os ikke diskutere det enorme omfang af de midler, som må tages i brug, men indse at det, som er i spil, er hvorhen disse justeringer peger. Det vil sige, om justeringen af økonomien går imod kapitalistklassen (eksproprieringer af de store virksomheder, stop for betaling af udlands- og indlandsgælden, statsovertagelse af banker og af udenrigshandlen, etc.) eller imod arbejderklassen (dollariseringen, ultra devaluering, massive fyringer, reduktion af pensioner og lønninger, omfattende privatiseringer, repression fra militær og politi, etc.). Det er dét, som er på spil i dette øjeblik«.

Artiklen bringes også på Modkraft.dk

Advertisements