Turbulente tider: Perspektiver for klassekamp i Danmark – Del 2 af 2

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

“Unge kræver handling” 9. oktober 2014. Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Anden del af vores perspektiv-dokument omhandler folketingsvalget, situationen i fagbevægelsen, i ungdommen, i Enhedslisten og om kampen mod de borgerlige. Du kan også læse første del her.

Valget
Da valget endelig blev udskrevet 18. juni 2015 var det derfor også op af bakke at få mobiliseret baglandets støtte. Mange tænkte, ”hvad skal vi med endnu en fireårig periode til en regering der alligevel ikke vil hjælpe os?” Ikke mindst SF havde store problemer med at forklare, at de ville kæmpe for forbedringer, når de, da de sad i regering, havde støttet de massive nedskæringer. SF endte også med at få 4,2 procent mod 9,2 procent i 2011. At Socialdemokratiet kunne få en beskeden fremgang kom bag på alle og skyldes både, at de førte en massiv valgkamp flere måneder inden valget blev udskrevet, men også at de fik stemmer fra SF’ere, der tænkte, at de ligeså godt kunne stemme socialdemokratisk, samt radikale vælgere, der var skræmt væk af partiets asociale politik. Efter valget trådte Helle Thorning-Schmidt tilbage, og Mette Frederiksen overtog. Flere udtrykte håb om, at det ville betyde en ”venstredrejning” af partiet. Men til trods for at Mette Frederiksen har en baggrund i LO, har der ikke været meget venstredrejet over den politik, hun har været med til at føre blandt andet som beskæftigelsesminister. Og den nye kurs for Socialdemokraterne ser ud til at være en fortsættelse af linjen med brede forlig med de borgerlige, hvilket ikke er til gavn for den danske arbejderklasse.

Frygt for at komme i regering
Den nyligt valgte regering står i en meget speciel situation. De konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti var alle tre bange for at sidde i samme situation som SF ved at gå med i en regering, uden chance for at promovere partiets egen politik. Derfor valgte de alle tre at stå udenfor. De konservative var nogle af de første til at melde fra, og derefter kom LA og DF. LA under meget ståhej om at sænke topskatten, et krav de godt selv ved ikke har de store muligheder, og dermed var det bare varm luft for at kunne fraskrive sig selv retten til at sidde i regering.

Dansk Folkeparti derimod var i en lidt anden situation. De har klogeligt holdt sig på afstand af magten. Men efter valget har det ikke været helt så nemt. Som det næststørste parti i folketinget – og det største borgerlige parti – burde det egentlig have været DF, der stod i spidsen for at danne en ny borgerlig regering. I det mindste burde de fylde massivt i en borgerlig regering. Men de ved, at dette ville resultere i en massiv tilbagegang, fordi de ikke som hidtil ville kunne snyde sig uden om ansvaret for den asociale borgerlige politik, de hidtil har stemt for, men som de i medierne har kritiseret – en politik der rammer hårdt i deres eget bagland.

Flere på venstrefløjen var ved at gå i selvsving over den store støtte til DF. Men det er der ingen grund til. Vi har gentagne gange forklaret, at støtten til DF kommer på grund af Socialdemokraternes svigt. Hvis arbejderpartierne førte arbejderpolitik, altså en politik der gavnede det store flertal i stedet for nu, hvor det er det modsatte, ville DF’s støtte forsvinde som dug for solen. DF foregiver at forsvare velfærden og støtte de ældre og svage. Det er rigtigt, at de har været med til at indføre ting som ældrecheken, selvom de ældre selv har betalt for den gennem nedskæringer andre steder. Grundlæggende er DF bund-borgerligt og finansieret af de danske kapitalister. Det er også vigtigt at gøre klart, at den voksende støtte til DF ikke betyder, at alle danskere er ved at blive racister, og at fascismen står for døren. Selvom DF angriber flygtninge og indvandrere, er det værd at lægge mærke til, at de samtidig er nødt til at foregive, at de forsvarer velfærden.

I manges øjne er DF dem, der er bedst til at forsvare velfærden. Dette er selvfølgelig ikke rigtigt, men det er vigtigt at forstå, at støtten til DF kommer som en bekymring om den manglende velfærd, ikke mindst for ældre og det såkaldte ”Udkantsdanmark”. Dermed er støtten til DF ikke fastlåst. Tværtimod vil DF gå voldsomt tilbage hvis de er med til at angribe velfærden. Og dermed vil partiet stå med store problemer med den nuværende borgerlige regering. For hver nedskæring, de støtter, kan de opleve tilbagegang. Derfor må vi også tænke os lidt om, når vi angriber dem. Det er langt fra umuligt at møde arbejdere som har fravalgt arbejderpartierne, fordi de ikke er radikale nok, og so i stedet er gået til DF. I stedet for at kalde alle, der har stemt DF, for racister, er det langt bedre at forklare hvorfor deres politik ikke virker, og at det eneste alternativ findes i arbejderbevægelsen og kampen for at dreje arbejderbevægelsen til venstre.

Lars Løkke alene i verden
Venstreregeringen er en af de smalleste mindretalsregeringer nogensinde. Venstre måtte pænt stå alene med regeringsansvaret, og det efter at de fik en betydelig vælgerlussing. Kun 20 procent stemte på Venstre, hvilket er det laveste i mange år. Den borgerlige blok råder kun over 90 mandater, da mandaterne fra Færøerne og Grønland støtter rød blok. Dette har da også fået Claus Hjort Frederiksen til at snakke om det brede folkestyre, der forhandler hen over midten. Med det indrømmer han, at den borgerlige lejr står splittet, og at de er nødt til at involvere Socialdemokraterne. Hvis

llr_presse1

Foto: Pressefoto, Statsministeriet.

socialdemokraterne var kloge, ville de udfordre DF’s mange valgløfter og lave flertal i folketinget udenom regeringen. Dette ville udstille regeringens svaghed eller DF’s løftebrud. Men spørgsmålet er, om Socialdemokraterne er interesseret i det. Kort efter Venstreregeringen var trådt til, forhandlede de en barsk nedskæringsaftale med Kommunernes Landsforening. Men der var ikke flertal i den borgerlige lejr for aftalen, da de konservative krævede stop for stigninger i grundskylden. Dette gjorde at Socialdemokraterne kom ilende til hjælp og lovede at stemme for alle aftaler med KL, bare Venstre også ville gøre det, når socialdemokraterne får magten igen. Dette er vanvid. De voldsomme forringelser af det danske velfærdssamfund kommer især, fordi kommunerne får dikteret besparelser af folketinget. Socialdemokraterne gik til valg imod Venstres nulvækst i kommunerne, men i samme øjeblik, venstreregeringen kom i krise, kom de straks til hjælp, og har nu i praksis stemt for nulvækst. Der var et flertal imod de besparelser i kommunerne, som vil have alvorlige konsekvenser.

Men tilsyneladende vil Socialdemokraterne kun kræve forbedringer, hvis de ved, de ikke kan få dem gennemført. De gennemførte i hvert fald ikke forbedringer, da de havde chancen. Hvis denne linje fortsætter, vil Socialdemokratiets værste fjender være dem selv. I realiteten er det Socialdemokraterne, der holder hånden under regeringen. I stedet for at udstille Venstreregeringens svaghed, lægger de op til brede forlig (hvilket vil sige nedskæringer). På den måde vil de påtage sig ansvaret for de borgerliges nedskæringer, og dermed skræmme arbejdere væk. I stedet burde de gå sammen med SF og Enhedslisten og kræve forbedringer for arbejdere og unge. Gjorde de det, ville den borgerlige regering ikke holde i lang tid.

Enhedslisten
Det er i løbet af de seneste par år blevet helt tydeligt, at Enhedslisten er et referencepunkt for alle de arbejdere og unge, som leder efter et alternativ til krisepolitikken. Partiet er ikke bare vokset i antallet af vælgere og i parlamentarisk og kommunalpolitisk repræsentation, men også – og vigtigst – i antallet af medlemmer og afdelinger.

Partiet opstod som en samling imellem venstrefløjspartier i 1989, men i en mere generel henseende kan man sige at Enhedslisten har udfyldt et historisk tomrum efter DKP’s og VS’ sammenbrud i slutningen af 1980′erne. Op igennem 1990′erne og 00′erne formåede partiet trods en svær politisk situation, og trods nogle fejl som støtteparti under Nyrup-regeringen, at holde sig samlet og bevare både tilstedeværelsen i folketinget og i fag- og elevbevægelsen.

CKskLhR5TwS6wY5lyf95UsaDOtxfYF2U0wUBaacobP0,t94g7iEZ-IGbwt3egExXkjg6_qa6Ty7afYcFNZRxYMg

Enhedslistens årsmøde 2015. Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Det er i de seneste år lykkedes partiet at få en langt større tilstedeværelse og repræsentation i provinsen, hvilket markerer et stort fremskridt.
Til gengæld har den sidste periodes begivenheder også medført en række vigtigt diskussioner i Enhedslisten. De forhåbninger visse dele af partiet, centreret omkring folketinget, havde om at blive det røde islæt på den socialdemokratiske regering viste sig hurtigt grundløse. Enhedslisten blev mødt med en kold skulder fra regeringen og fik ikke et ben til jorden. Partiet fik valget mellem at støtte den borgerlige politik eller stå for sig selv. Det massive pres fra regeringens top gjorde, at Enhedslisten strakte sig meget langt for at kunne blive en del af den første politik. Både ved finansloven i 2014 og ved skatteforliget i sommeren 2012 havde Enhedslisten bøjet sig maksimalt for at kunne komme med. I begge tilfælde vendte regeringen Enhedslisten ryggen og lavede forlig med de borgerlige, ligesom regeringen havde gjort med en lang række andre sager. På den måde viste regeringen, at Enhedslisten ikke skulle tro, at de kunne diktere deres politik. De folk i og omkring Enhedslisten, der havde forhåbninger om at regeringen kunne drejes til venstre, blev på denne baggrund slemt skuffede.

Parlamentarismens farer
Det er ikke uden grund at marxister siden arbejderbevægelsens start har understreget farerne ved parlamentarismen. Marx, Engels og siden Lenin forklarede, at den borgerlige stat i bund og grund er et undertrykkelsesinstrument, som har til opgave at sikre kapitalisternes magt. Socialister der nærer illusioner til det rare danske folketing, de hyggelige sammenkomster i Snapstinget med alle de andre flinke ”kollegaer” fra de borgerlige og reformistiske partier, vil ende med at skulle vælge mellem at være en del af det gode selskab, altså magteliten, eller være en del af klassekampen på arbejderklassens side.

De borgerlige politikere er ikke flinke ”kollegaer”, men klassefjender, der har til mål at fortsætte udbytningen af arbejderklassen. Hele det parlamentariske spil har tusinde af faldgruber, som har til formål at spinde folketingsmedlemmerne ind i alle mulige forlig og aftaler, som til sidst kan fange selv de bedste klassekæmpere i et spind, de ikke kan komme ud af. Den borgerlige presse er en del af det spind. Dette er tydeligst når der er en arbejdskonflikt. Her er pressen altid på arbejdsgivernes side. Derfor har det også altid været et princip, at arbejderbevægelsen selv har haft sin egen presse. Det princip er desværre i dag blevet glemt i flere dele af arbejderbevægelsen. Dette betyder ikke, at vi ikke skal være til stede i Folketinget, eller at vi ikke skal bruge den borgerlige presse. Men vi skal være klar over, at vi er på fjendtligt territorium, at vi bevæger os i et minefyldt område, og at den eneste allierede socialister har, er arbejderklassen.

Skulle man have væltet regeringen?
Der har været stor diskussion af, hvad Enhedslisten skulle gøre i perioden med den Socialdemokratisk-Radikale regering. Der har været flere forsøg på at skabe modstand mod den første politik udenfor Folketinget. Men alle disse initiativer er endt i ingenting, fordi den socialdemokratiske del af fagbevægelsen har boykottet. Enhedslistens folketingsmedlemmer har gjort deres bedste for at dreje regeringen i en mere rød retning. Men uden held. De få ting, Enhedslisten har fået igennem, er småting i forhold til de voldsomme angreb, regeringen har udført.
Spørgsmålet om, hvorvidt man skulle vælte regeringen, er ikke ligetil. Hvis Enhedslisten væltede regeringen, ville de blive anklaget for at være ansvarlige for at få de borgerlige tilbage. Men prisen for ikke at gøre noget er, at vi nu har fået de borgerlige tilbage alligevel. Det er også værd at lægge mærke til, at den største opbakning til Enhedslisten i partiets 25-årige historie var, da partiet meldte ud, at det ikke længere kunne regnes for at være regeringens støtteparti, efter at regeringen lavede et skatteforlig med de borgerlige, der videreførte den borgerlige politik med skattelettelser til de rige, betalt af de fattigste.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Demo mod salg af Dong. Januar 2014. Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Det er klart at man bør tænke sig grundigt om, inden man eventuelt vælter en regering. Det bør afhænge af den præcise situation. Men i forhold til skatteforliget – og senere under kontanthjælpsreformen i 2013 – var der massiv støtte bag Enhedslisten og massiv utilfredshed med og modstand mod regeringen. Skattereformen kom efter en lang række andre angreb på dagpenge, flexjob, kontanthjælp, førtidspension og meget andet. Enhedslistens ledelse burde have sagt, at nu er nok nok. Vi ønsker et nyt valg, hvor vælgerne kan tage stilling til, om denne politik er i orden. Man kunne have ført en kampagne på arbejdspladser, fagforeninger, i aviser og andre steder med krav om, at der blev ført arbejderpolitik, og at de Radikale blev smidt på porten.

Nogle er bange for, at det havde ført til, at vælgerne ville straffe Enhedslisten. Det var der muligvis også vælgere, der ville have gjort. Men den massive opbakning, Enhedslisten stod til i 2012-13, blev tabt på gulvet, fordi ledelsen af partiet ikke turde gøre noget. Det samme gælder omkring DONG-salget. Man må også spørge: hvis ikke SR-regeringen skulle væltes netop da, hvornår kan man så vælge en regering, hvor socialdemokratiet er en del af? Svaret fra dem må være aldrig. Det betyder, at udgangspunktet er ikke at vælte en regering og dermed at sluge, hvad der bliver serveret.

Det er også problematisk, hvis ens modpart godt ved, man ikke tør vælte dem. Det minder om overenskomstforhandlingerne, hvor arbejdsgiverne godt ved, at fagbevægelsen ikke tør tage en konflikt. På den måde afvæbner man sig selv foran sin modstander. Taktikken fra Enhedslistens ledelse har vist sig at være alt for svag. Der er behov for nytænkning. Det parlamentariske spil i Folketinget bør spille en langt mindre rolle. De mange valgte og ansatte i Folketinget bør i stedet bruges til at bygge partiet. Man bør aktivt støtte op om afdelingerne i partiet og i samarbejde med afdelingerne sikre en plan for at bygge partiet på landets arbejdspladser. Folketinget bør bruges til at opfordre til modstand mod de borgerlige. Partiet bør også lave en kampagne for at opbygge Enhedsliste-grupper i alle landets fagforeninger og for at sikre kampvillige enhedslistefolk inde i fagbevægelsen. Skulle der være en Enhedsliste-mand eller –dame, der har lullet sig i søvn på en post i fagbevægelsen i samarbejde med socialdemokraterne, var det vel på tide, at kammaraten lever op til partiets politik – eller alternativt finder noget andet at lave.

Kæmp for at styrke partiet med marxisme!
Med andre ord er der enorme muligheder for partiet. Men det kræver en kamp mod de borgerlige, reformisterne og magtkorrumperingen på Christiansborg. At stille sig tilfreds med, at Enhedslisten har fået 7,8 procent af stemmerne hænger ikke sammen med de enorme muligheder, som partiet havde og fortsat har. Den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet og SF har solgt fuldstændigt ud af deres politik, og hvor mange søger efter systemoverskridende idéer, giver grobund for meget større forventninger. Enhedslistens mål må være at fremstille sig som det ægte alternativ, ikke som et simpelt korrektiv til Socialdemokratiet. Målet må derfor i første omgang være at nå 15 og senere 20 procent af stemmerne. Den store opbakning til partiet i meningsmålingerne i 2012 og 2013 viste, at dette absolut var muligt. Den store opbakning til venstrefløjen i Labour i England, til Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien viser også, at det absolut ikke er urealistisk.

På venstrefløjen finder man også nogle som mener, at Enhedslisten ikke kan bruges til noget, bare fordi ledelsen har begået fejl og er trukket til højre. Dette er en absurd idé, fordi den beror på en forkert forståelse af, hvordan det store flertal af almindelige arbejdere og unge bevæger sig, når de går ind i politik. De henvender sig nemlig ikke til smågrupperinger, men derimod til de store velkendte organisationer og partier. Og i Danmark er det Enhedslisten, som er det eneste logiske alternativ for os, der kæmper for en anti-kapitalistisk politik.

I et interview til Socialisten forklarede den tidligere tillidsmand og mangeårige enhedslistemedlem Benny Allermand: “Enhedslisten er stadig det parti hvor du finder flest revolutionære organiseret på ét sted. Det er nok omkring en fjerdedel eller en tredjedel, der ser sig som revolutionære. Jeg tror, at det er højredrejningen i partiet, der har gjort, at vi har mistet 1000 medlemmer det sidste år. Men jeg ser det ikke som en løsning at melde sig ud, når vi er så mange, der stadig er revolutionære.”

Dette er 100 procent korrekt. Og samtidig har der i den seneste periode været en række medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, som har stemt nej til indgåelse af finanslovene og som har kritiseret forsøg på at udvande programmet.

Men hvis det skal lykkes at dreje partiet til venstre, må der også være et fornyet fokus på bevægelsesarbejdet. Partiets vigtigste opgave er at involvere sig i de kampe, der foregår, hvad enten det er Ryanair-konflikten, studenterprotester eller flygtningebevægelsen. I disse bevægelser kan partiet komme i kontakt med mange af de mennesker, som rammes af den nye regerings angreb, og vinde dem til et socialistisk program. Igennem en massiv tilstrømning af nye medlemmer kan partiet bygge en stærk opposition til den borgerlige regering.

Fagbevægelsen
Vil man se beslutsomhed, kampgejst og solidaritet vil man opleve det i langt større grad ude på de danske plejehjems afdelinger for gigtramte og svagtseende ældre, end i toppen af den danske fagbevægelse. Ledelsen for fagbevægelsen opfører sig i hvert fald som en gruppe tandløse, skræmte mænd. De ser det som et stort nederlag, at de ikke var i stand til at forøge arbejdernes arbejdstid under trepartsforhandlinger med DA og Corydon.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Demo for højere SKP-lønninger. Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Dette absurde forslag blev heldigvis lagt i jorden af vrede arbejdere fra de danske arbejdspladser, der klart fortalte ledelsen af 3F og Metal, at den ikke gik. Denne oplivning af bunden af fagbevægelsen burde have givet dem selvtilliden til at udfordre Thornings og Corydons klassesamarbejde og nedskæringer. I stedet fik det dem til at lukke sig inde på fagforeningskontorerne.

 

Op til valget meldte man nu ud, at man ikke ville pege på noget parti, men i stedet føre kampagne for et ”godt arbejde.” En sådan linje skriger til himlen. Fagbevægelsen burde have støttet Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, men samtidig forklaret, at støtten var betinget af et brud med de Radikale og et brud med nedskæringerne. Men problemet for ledelsen af fagbevægelsen er, at de helst ikke vil stille for store krav – og da slet ikke krav der kunne risikere at mobilisere deres medlemmer. For dem er stilhed på arbejdspladserne, og ikke mindst til generalforsamlingerne, det endegyldige mål. Fordi de ved at det er sådan, at de kan fortsætte kontrollen af fagbevægelsen og dermed bevare deres tilværelse med gode lønninger langt fra larmen og problemerne på arbejdspladserne. At prisen er medlemsflugt og en underminering af fagbevægelsens berettigelse, gør i det lys ikke så meget for dem.

Arbejdspladserne slås
Lockouten af skolelærerne vil for altid vidne om den tidligere regerings svigt. En gruppe embedsmænd i undervisningsministeriet havde opfundet en folkeskolereform (som nu er ved at blive ændret da den var fuldstændig ubrugelig), og fundet ud af, at den skulle finansieres ved at smadre lærernes arbejdstid og lærernes faglige organisationer. Men til trods for at de faglige ledere ubehjælpsomt afslog sympatikonflikter og anmodede om regeringsindgreb (!) viste skolelærerne kampgejst og lavede et utal af idérige aktioner i protest mod regeringens og KL’s forringelser. Selvom det endte med nederlag, gav det en lektie i, at tvinges medlemmerne til kamp, så kæmper de. Og det gav en lektie i behovet for en kampklar ledelse af fagbevægelsen, hvilket vi bestemt mangler.

Til trods for, at der på de fleste arbejdspladser stadig er en følelse af magtesløshed, har der været flere eksempler på det modsatte. Den 14. maj 2014 nedlagde 900 ansatte på Danfoss arbejdet i protest mod for lave lønstigninger. Fra den 24. april til 29. april 2015 nedlagde skraldemændene arbejdet i København i protest mod, at City Renovation løb fra løftet om at genansætte de skraldemænd, som havde udført arbejdet, inden de overtog. Bygningsarbejderne på Skejby sygehus nedlagde arbejdet den 10. april i protest mod, at deres arbejdskontrakter var blevet opsagt. Den 5. januar strejkede buschaufførerne hos Arriva i København i protest mod manglende pauser. Portørerne på Nykøbing Falster Sygehus nedlagde arbejdet i slutningen af maj 2015 i protest mod, at Region Sjælland ville ændre deres arbejdsopgaver for at tvinge dem ned i løn. Portørerne på sygehusene i Næstved, Roskilde, Holbæk og Slagelse sluttede sig kort efter til strejken. Og få dage efter sympatistrejkede portørerne på Rigshospitalet, Glostrup Hospital, Amager Hospital og Bispebjerg hospital. En flot fremvisning af, hvad solidaritet betyder.
Når man tænker på arbejdsgivernes voldsomme pres på arbejderne, burde der være mange flere af disse eksempler. Selvom der har været flere arbejdsnedlæggelser og andre protester har der ikke været så mange. Men disse eksempler viser, at kamptraditionerne lever videre på arbejdspladserne. Det er små lys i mørket, der viser at den danske arbejderklasse nok har fået tæv, men den er ikke slået. Arbejdsgiverne (kapitalisterne) har nemlig et problem; de kan ikke tjene penge, hvis de ikke har nogle ansatte. Med andre ord er de dybt afhængige af de folk, de til dagligdag går og truer og chikanerer. Dette er netop arbejderklassens styrke. Uden arbejderne havde kapitalisterne intet. Og dermed kan en organiseret og kampklar arbejderklasse presse enhver arbejdsgiver i knæ. Det er også derfor, de har så travlt med at fyre og chikanere fagligt aktive. De håber på at fjerne kampgejst og kamptraditioner. Men det er utopi.

Ryanair
Ryanair-sagen er et interessant eksempel. De åbnede en base i Kastrup Lufthavn i marts og ville føre deres inhumane løntrykkeri videre derfra. I stedet for at starte en konflikt imod dem, valgte LO at gå til Arbejdsretten for at høre om de måtte få lov. Alle ville kunne meddele LO, at det havde de selvfølgelig. Men LO ville have det op i Arbejdsretten og krævede, at det skulle hastbehandles. Hastebehandlingen varede så til den 18. juni – altså næsten et halvt år fra LO tog sagen op. Denne ”hastbehandling” stod i skarp kontrast til Arbejdsrettens hastebehandling af de strejkende SAS-ansatte der i begyndelsen af marts nedlagde arbejdet i protest mod SAS-ledelsens forsøg på at starte discountfirmaer med discountlønninger.

Skærmbillede 2015-04-29 kl. 08.33.21Her gik der under et døgn, før Arbejdsretten truede med bod, bål og brand. Og hvor alle ansatte blev truet med fyring af SAS ledelsen. I tilfældet Ryanair tog det noget længere tid. Til gengæld var konklusionen, at LO godt måtte gå i konflikt, hvilket øjeblikkeligt fik Ryanair til at nedlægge deres base i Kastrup. Under hele forløbet var der massiv modstand mod Ryanair, og der blev indkaldt til fire solidaritetsdemonstrationer, der samlede arbejdere fra mange fag. Ved alle demonstrationer var der en meget militant stemning. Så hvis nogen havde troet, at den lange sagsbehandling ville få luften til at gå ud af ballonen, så tog de fejl. Om det var LO’s intention at udmatte bevægelsen er ikke til at sige, men det kan ikke udelukkes. Var der blevet konflikt, ville det have givet et helt nyt pust til klassekampen, lidt som Ribus-konflikten gjorde i 1995. Men der vil komme nye slag, og den solidaritet, der blev vist foran arbejdsretten, lever stadig og vil komme frem igen ved andre kampe.

Folk der siger at arbejderklassen er kampklar og bare behøver et knips med fingrene for at gå bananas, kender ikke den virkelig stemning på mange arbejdspladser, hvor arbejderne er truet til passivitet. Men overstående viser, at ikke alle arbejdere finder sig i alt. Og på et tidspunkt vil arbejderne sige fra. Og stakkels alle de slipseklædte firmaledere og ejere, når det sker.

Udskift ledelsen af fagbevægelsen
For at kunne styrke arbejderklassens kamp for anstændige, retfærdige og ordnede forhold, er det vigtigt at drage nogle konklusioner. For det første, at de offentligt ansatte arbejdere er lige så pressede og lige så militante som de privat ansatte arbejdere. Men at de står langt svagere end deres privatansatte kollegaer, som gennem strejke truer kapitalisternes eksistens, mens de offentligt ansatte arbejdere sparer deres arbejdsgiver for lønkroner ved en strejke, og kun generer ældre, børn og syge når de strejker. Derfor er solidariteten mellem de to grupper altafgørende. For det andet, at den nuværende ledelse for fagbevægelsen er for svag. Der er behov for at opbygge et netværk for de arbejdere, der vil og tør slås for medlemmernes krav. Det netværk kunne sagtens opbygges af Enhedslisten. Det kræver, at der føres en konsekvent opposition mod de faglige ledere, der har opgivet kampen for arbejderklassens levestandard. Enhedslisten må hjælpe med at organisere netværk og fraktioner, der kan opstille en ny kamplinje i fagbevægelsen.
I arbejderbevægelsens start kunne man samle tusinder omkring klare socialistiske ideer og viljen til at kæmpe. Det samme vil kunne gøres igen. Det bør være Enhedslistens rolle, hvilken rolle skulle partiet ellers have?

Ungdom

Retten til uddannelse indskrænkes

Danske børn og unge tilbringer størstedelen af deres vågne timer på skolebænken. I medierne skråles der op om, at Danmark er ved at tabe konkurrencen med Kina og andre nationer, hvor man efter sigende tager uddannelse mere seriøst. Dette hysteri har været en medvirkende årsag til, at børn fra tidlig alder presses med lektier og diverse krav. Udskillelsesforløbet mellem dem, der kan blive til noget, og dem der ikke kan, starter tidligere og tidligere. Gennem adgangskrav til ungdomsuddannelserne prøver borgerskabet belejligt at sortere de unge i forskellige sociale klasser. Karakterkravet på 2 i dansk og matematik har allerede afskåret 2000 unge i at starte på en erhvervsuddannelse hi 2015.

Det er på trods af, at et studie fra tænketanken Kraka har påvist, at hver femte af de unge, der gennemførte en erhvervsuddannelse i 2011, ikke opnåede 2 i både dansk og matematik i folkeskolen. Der er altså ikke belæg for, at karakteren i folkeskolen skal lægge til grund for, hvad man kan opnå senere hen. De skærpede adgangskrav virker også diskriminerende for unge med etnisk minoritetsbaggrund. Ved folkeskolens afgangsprøve i 2014, var det samlet set 16 procent af de unge, der ikke opfyldte kravet om 2 i både dansk og matematik, mens det gjaldt for 30 procent af de unge med etnisk minoritetsbaggrund. Adgangskravet kommer derfor til at diskriminere, fordi det i højere grad udelukker unge med minoritetsbaggrund, der rent faktisk vil kunne gennemføre uddannelserne. Denne form for udelukkelse bliver ofte betegnet som institutionaliseret racisme.

Imens fortsætter debatten om hvor højt karakterkrav der skal indføres på de gymnasiale uddannelser. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil et adgangskrav til gymnasiet på 7 i dansk og matematik betyde, at to tredjedele af en årgang (64,7 procent) bliver udelukket fra de gymnasiale uddannelser og dermed også fra de videregående uddannelser, der i dag gennemføres af næsten 60 procent af de unge.

Også på universitetsområdet begrænses adgangen til uddannelse, hvor der både lukkes hele fag, og dimensioneringskravene drastisk reducerer antallet af pladser på uddannelserne, især de humanistiske fag.

Konklusionen er klar: Retten til uddannelse bliver i højere grad indskrænket.

Tekniske skoler, gymnasier og videregående uddannelser
På landets tekniske skoler må eleverne kæmpe med nedslidte maskiner, store klassestørrelser og et enormt praktikpladsproblem. Sagen er nemlig, at der de seneste 10 år i træk konstant har manglet i omegnen af 10.000 lærepladser. Dem der er så heldige at finde en læreplads, må ofte rejse langt for at opnå denne ”lykke”, og dem der ikke finder en læreplads, bliver tvunget til at starte på nye grundforløb i andre retninger. Nogle har muligheden for at starte i skolepraktik (SKP), men dette er en skrabet fornøjelse, da det indebærer lavere løn, minus pension, foruden at det bliver vanskeligere at få et job bagefter. Nogle SKP’ere bliver undervejs i deres forløb tilbudt at komme i ulønnet praktik i en rigtig virksomhed, hvor de skal konkurrere med andre elever om at gøre sig fortjent til en rigtig praktikplads.

Situationen på gymnasierne anno 2015 er for mange elevers vedkommende ikke lutter fest og farver. Ifølge et studie fra Aalborg Universitet, skal gymnasieeleverne arbejde mere end 50 timer om ugen, hvis de skal nå at lave alle deres lektier. Denne situation har i høj grad påvirket trivslen, og ifølge en undersøgelse fra DGS, føler halvdelen af gymnasieeleverne sig stressede. Det er især karakterræset, der får flere unge til at bukke under.

På de videregående uddannelser har der igen i år været rekordoptag af studerende. Over 65.000 blev tilbudt en plads på en studie, mens 12.000 blev afvist på grund af, at der ikke er tilstrækkeligt med uddannelsespladser, og omtrent 11.500 blev afmeldt, fordi de ikke opfyldte adgangskravene. Samlet betyder det, at hele 25 procent af ansøgerne til en videregående uddannelse ikke blev optaget.

Det øgede optag på de videregående uddannelser er dog ikke fulgt op med tilsvarende tilskud til uddannelsesinstitutionerne. Ifølge beregninger fra Dansk Studerendes Fællesråd (DSF), faldt det samlede tilskud til universiteterne med 19 procent under den forrige regerings levetid fra 2011 til 2015. Denne udsultning af universiteterne forringer undervisningskvaliteten, eftersom der ikke er råd til det samme antal lærere og vejledere pr. studerende.

Fremdriftsreformen på universiteterne presser samtidig de studerende, eftersom man nu tvinges til at tilmelde sig et fuldtidsstudie på 60 ECTS point pr. år. Det er kritisk for de studerende, der grundet sygdom, stress eller sociale problemer har brug for at tage lidt færre fag i en periode, eller som vil supplere deres studie med praktik, job, studenterpolitk eller forskning. Selv hvis man ikke har bestået et fag i forrige semester, skal man stadig tilmeldes nye, hvilket uundgåeligt vil presse en del studerende til at droppe ud. Samtidig har fremdrifsreformen øget universiteternes økonomiske problemer og har eksempelvis på humaniora i København øget det årlige underskud fra 20 til 40 millioner grundet overarbejde, tekniske problemer og reeksamener.

SU-reformen har samtidig forringet vilkårene for alle de studerende. Dem der forsinkes med et halvt år på sit studie, svarende til 30 ECTS point, bliver nu frataget SU’en. Den nye uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, har udtalt, at de studerende med SU’en i hånden ’kan hellige sig studiet på fuld tid’. Men virkeligheden for landets studerende er en noget anden. SU-satsen dækker sjældent de studerendes omkostninger til bolig, bøger og mad. Resultatet bliver, at langt flere unge må arbejde adskillige timer ved siden af studiet. En undersøgelse fra Nordea i 2014 viste, at en gennemsnitlig studerende har udgifter for 7.875 kroner om måneden.  Af denne grund er det også kun ni procent af de studerende, der kan klare sig for SU’en alene.

Boligmangel og høj ledighed for nyuddannede
I studiebyerne mangler der betalelige lejeboliger. I eksempelvis København må de omtrent 80.000 studerende kæmpe om 11.000 kollegie- og ungdomsboliger, hvilket giver et underskud på næsten 70.000. Det tvinger de unge ud på det dyre private boligmarked. På trods af, at uddannelserne er fultidsarbejde, så dækker SU’en ikke, når man ofte er tvunget til at betale over 5000 kroner i husleje.

Krisen har kastet hver ottende ung ud i ledighed. Og hvis man som nyuddannet skal kæmpe sig ind på arbejdsmarkedet, må man ofte acceptere absurde krav om ulønnet praktik, ulønnet overarbejde og dårlige arbejdsforhold.

Ledigheden blandt de nyuddannede er for mange faggrupper rekordhøj. På grund af manglende ”erfaring” kan de fleste nyuddannede se frem til bunkevis af afslag på ansøgninger. Dette presser samtidig flere og flere studerende til at arbejde som ulønnede studentermedhjælpere for firmaer og organisationer, der lokker med muligheden for at få erfaring, såfremt man tilbyder sig som gratis arbejdskraft. Den vigtigste erfaring, de unge kan drage af dette, er imidlertid, at de kan se frem til at komme ud og blive udbyttet på et kynisk arbejdsmarked, hvor medarbejderne skal hoppe og danse efter chefens pibe.

Elev- og studenterprotester
De forskellige elev- og studenterorganisationer har i forskelligt omfang forsøgt at kæmpe for bedre forhold. Eksempelvis så vi den største universitetsbevægelse siden 1968, da 10.000 studerende fra Københavns Universitet i 2013 protesterede mod ”hurtigere ud reformen”/fremdriftsreformen.
Erhvervsskoleeleverne har de seneste års tid også været i kamp af flere omgange. Der har været spørgsmålet om elendige forhold for SKP-eleverne og enkelte andre isolerede kampe mod lokale forringelser (f.eks. omhandlende mediegrafikerne på KTS).

I 2014 gik en samlet elevbevægelse på gaden, i initiativet ”unge kræver handling”, for at sige stop for forringelserne på uddannelsesområdet, og kræve flere ungdomsboliger, lærepladser samt job efter endt uddannelse. Desværre har toppen af elev- og studenterbevægelsen de seneste mange år begrænset sig til at lave endagsmarkeringer, som sjældent er blevet fulgt op af yderligere handling. Såfremt landets elev- og studenterbevægelse skal opnå forbedringer for de unge, så er der imidlertid behov for en mere radikal kamplinje.

En gruppe radikaliserede studerende på universiteterne har været utilfredse med den manglende kampvilje i den officielle studenterbevægelse. Disse unge organiserede i stedet initiativet ”Et andet universitet”, som i løbet af 2014 og 2015 organiserede flere mindre blokader og besættelser på universiteterne. Disse unge har gjort et modigt forsøg på at trodse den herskende orden, og starte en diskussion af hvilket uddannelsessystem vi ønsker i vores samfund.
Problemet med de mindre universitetsblokader er blot, at de på længere sigt kun kan opretholdes, hvis de formår at vinde større og større opbakning på tværs af fakulteter og universiteter. Derfor er der ingen vej uden om at føre kampen ind i fagrådene og senere i fakultetsrådene, hvor der må fremlægges en plan for kampen, som må diskuteres demokratisk og vedtages. Senere må kampen også tages ind i Danske Studerendes Fællesråd.

Ungarbejdere
Det er ofte en yderst barks virkelighed, som unge møder, når de starter i fritidsjob eller fast ufaglært arbejde. Indgangsbilletten til arbejdsmarkedet går ofte igennem diverse vikarjob, ofte i lager- og servicebranchen, eller i forskellige telefonjob. Kendetegnende for disse typer af job, som mange unge ufaglærte bestrider, er det ekstremt ringe arbejdsmiljø og de lave lønninger. Den dårlige faglige organisering, som også kendetegner disse brancher, hjælper heller ikke på forholdene. Man skal ikke træde meget ved siden af, før fyresedlen rammer. De unge ledige har imidlertid fået gevaldigt forringet deres vilkår de seneste år. Reformer, der blev lavet under den forrige regering, betyder, at unge ledige under 30 år nu kun får en ydelse svarende til SU-niveau, mens de samtidig skal knokle fuldtids i diverse ”nyttejob”. Denne klapjagt på de unge ledige medvirker til at presse forholdene for dem i arbejde. LO’s jobpatrulje giver hvert år dokumentation for dette, når de registrerer sager hvor arbejdsgivere blæser stort på arbejdsmiljø, krav om sikkerhed, arbejdstid og hvile. Desværre er det blot toppen af isbjerget, der kommer frem til offentlighedens lys. Et seriøst arbejde for at organisere de mange ungarbejdere, hvad enten om de er fuldtids, deltidsansatte eller vikararbejdere, er derfor en vigtig opgave for at kunne imødegå det pres mod løn- og arbejdsforhold, der præger mange brancher. En bedre organisering af ungarbejderne vil også kunne hjælpe med at konkretisere parolen om enhed mellem arbejdere og studerende.

Ny regering ungdommen presses yderligere

De seneste år er forholdene for de unge blevet presset helt i bund. Allerede under den forrige regering var der en lang liste af forringelser; SU-besparelser, ”Hurtigere ud”/Fremdriftsreform, lavere ydelser for unge ledige, fald i taxametertilskuddet pr. elev/studerende, adgangsbegrænsninger på erhvervsuddannelserne, foruden det uforløste praktikpladsproblem for 13.000 unge. Til dette kan man tilføje en desperat boligmangel i de store studiebyer og den høje ledighed for færdiguddannede.

Til denne lange liste af forringelser kommer nu den nye borgerlige regerings forslag om yderligere besparelser for 8,7 milliarder på uddannelsesområdet. Disse grønthøsterbesparelser på to procent for alle ungdomsuddannelser og videregående uddannelser vil komme til at ramme meget hårdt. Der er udsigt til fyring af lærere, større klassestørrelser, fald i undervisningskvaliteten og færre midler til undervisningsmaterialer og vejledning. Denne regering ser ikke noget problem ved at uddannelse bliver et privilegium, der er forbeholdt de få og velstillede. Gennemføres de planlagte besparelser, vil universiteterne i 2019 eksempelvis have 29 procent færre midler pr. årsstuderende sammenlignet med 2010.

Dette samlede angreb på uddannelsesområdet bør mødes af mobiliseringer fra en samlet elev- og studenterbevægelse. I 2004 opnåede ”Stop Nu” initiativet at forene elever, studerende, lærlinge og faglige unge. Den daværende borgelige undervisningsminister, Ulla Tørnæs, blev buhet væk fra demonstrationen på Christiansborg Slotsplads, mens sympatien med de unge voksede i den brede befolkning. Desværre tog den daværende ledelse af elev- og studenterbevægelsen ikke skridt til at udvide kampen.

Når de unge i de kommende år bliver tvunget i kamp mod den borgerlige regerings milliardnedskæringer, er det afgørende at man lærer af fortidens fejl.

Med en ny borgerlig regering ved magten, er ungdomspartiernes elev- og studenteraktivister blevet givet mere frie hænder til at kunne indkalde til demonstrationer og forskellige udenomsparlamentariske initiativer.
De umiddelbare reaktioner fra elev- og studenterbevægelsen har imidlertid været yderst tamme. Indtil videre har modsvaret på de bebudede besparelser begrænset sig til kritiske pressemeddelelser og en facebookkampagne, ”Kære Esben og Ellen, jeg er imod milliardbesparelser på uddannelse”, hvor man prøver at overbevise uddannelsesministeren og undervisningsministeren om at ændre deres politik.
Der skal imidlertid mere end gode argumenter til at opnå dette. Derfor er det også positivt med forlydenderne omkring, at der bliver mobiliseret til en demonstration den 29. oktober.
Erfaringen fra de seneste mange års uddannelsesdemonstrationer mod nedskæringer og forringelser, er dog desværre, at den nuværende regering, ligesom den forrige, ikke lytter til de unge, hvis kampen blot stopper efter en enkelt dags protest. Derfor er det afgørende, at der allerede nu lægges en videre plan for kampen. Første skridt, der burde tages fra lederne af elev- og studenterbevægesen, er indkaldelse til et stormøde for alle elever og studerende. Det ville kunne gøre det muligt demokratisk at beslutte hvordan kampen skal føres. Den større demonstration bør følges op af eksempelvis besættelser og undervisningsblokader.  Desuden bør der straks efter demonstrationen holdes nye stormøder, der kan diskutere, hvordan man kan få inddraget flere grupper i samfundet til at støtte op.

Socialisters rolle i bevægelserne handler ikke om at være loyal over for ledelserne, men at argumentere og arbejde for en kamplinje, der kan føre bevægelsen til sejr.
Enhedslistens medlemmer kan spille en vigtig rolle. I elevrådene og fagrådene må de konsekvent kæmpe for vigtigheden af fortsatte aktiviteter. De må også være med til at rejse parolen om, at studerende og arbejdere har en fælles kamp, hvilket gerne må udmønte sig i konkret samarbejde med lokale fagforeninger om at inddrage deres medlemmer i kampen, der er en generel kamp for velfærd. Støttede fagbevægelsen og dens medlemmer op om kampen, med trusler om arbejdsnedlæggelser, ville det have en direkte effekt på økonomien, og derfor ville regeringen i højere grad være tvunget til at indfri kravene.
Derudover må Enhedslistens medlemmer være med til at pege på, at spørgsmålet om god og gratis uddannelse til alle og ordentlige forhold for unge er et klassespørgsmål.

Konklusioner

  1. Storkapitalen har endnu ikke formået at vende krisen. Finanspolitiske redskaber som kvantitative lempelser og massiv udvidelse af kredit har ikke kunnet løse problemerne. Den vækst, vi ser, er minimal, og kan ikke betegnes som et varigt opsving.
  2. Den eneste måde, som kapitalisterne kan overvinde krisen på, er at smadre arbejderklassens levevilkår. Alle reformer på arbejdsmarkedet (kontanthjælpsreform, dagpenge, flexjob, osv.) handler i bund og grund om at skabe utryghed for almindelige arbejdere, for at få os til at acceptere mere lavtlønnede job. Målet for de danske kapitalister er at nå ned på tysk lønniveau.
  3. Før eller siden vil dette skabe bevægelse. Når den politiske front er lukket, søger arbejderklassen ofte over imod den faglige. Sejren over Ryanair viste, at fagbevægelsen har magt, hvis den tør kæmpe. Det er sandsynligt, at lignende konflikter vil opstå i de kommende par år. Dette kan resultere i hårdere kampe på specifikke fabrikker, i blokader og overenskomststridige strejker.
  4. Den nye borgerlige regering har dynamit bygget ind i dens fundament. Den er kommet til magten på trods af tilbagegang til regeringspartiet Venstre. Den står splittet imellem ultra-liberalisterne i LA og højre-populisterne i DF. Hvis oppositionen, især Socialdemokratiet, har bare fem ørers fornuft i hovedet, bør denne splittelse udnyttes maksimalt ved at udfordre DF på deres valgløfter. Hvis regeringen sidder hele perioden ud, kan det kun tilskrives en tandløs opposition.
  5. Enhedslistens opgave er at udgøre den mest militante del af oppositionen. Parlamentarisk må man stille forslag og udvise konsekvens. Men langt vigtigere er det, at man bruger krudtet udenfor borgen. Det vigtigste for Enhedslistens er at opbygge en reel opposition inde i fagbevægelsen, som tør udfordre den socialdemokratiske dominans.
  6. Ungdommen kan spille en vigtig rolle i at ændre situationen. Efter års stress og hetz mod studerende og lærlinge, vil den ophobede vrede på et eller andet tidspunkt blive for meget. Vi så det allerede for halvandet år siden med studenteroprøret mod ”Hurtigere ud”-reformen. En bevægelse blandt de unge kan give opmuntring og
    inspiration til arbejderklassen.
  7. Som revolutionære marxister er det vores opgave at være en del af arbejderbevægelsen og kæmpe side om side med de arbejdere og unge, som står op imod regeringens og arbejdsgivernes angreb. Men samtidig er vi også klar over, at den daglige kamp ikke er nok i sig selv. Under den kapitalistiske krise er der ikke råd til reformer. Derfor må vi tålmodigt forklare, at det kun er et helt andet samfundssystem – socialisme – som kan give alle en anstændig fremtid.

(September 2015)

Du kan også læse første del her.

Advertisements