Det kinesiske krak

Tegning: Carlos Latuff

Tegning: Carlos Latuff

Af Frederik Ohsten

Napoleon sagde engang, at når kineserne vågner, vil verden skælve. August 2015 står tilbage som en tydelig bekræftelse af feltherrens ord. For første gang siden 1998 er alle de såkaldte BRIKS-lande i økonomiske problemer.

Vi taler her om Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Det er de lande, som optimistisk har været udråbt til den globale kapitalismes redningsmænd. Samtidig er en række andre vigtige ”udviklingsøkonomier” også i problemer. Lande som Indonesien, Tyrkiet, Malaysia, Thailand, Argentina og Venezuela.

Mange af disse økonomier har tidligere nydt godt af de stigende råvarepriser og de afledte effekter af dette. Især har den høje oliepris været gunstig. Kapitalister fra de udviklede lande har investeret store summer i de ”nye” økonomier, fordi de lokkede med større afkast, end man kunne få i eksempelvis Vesteuropa, Japan og USA. Men det er slut nu. Råvarepriserne – anført af olie – er kollapset. Mange metaller – eksempelvis guld, kobber og jern – er fulgt med på rutsjetur. Bloombergs indeks over råvarepriser er nu på sit laveste punkt i 13 år. På blot fire år har faldet været 40 procent.

En overproduktionskrise

Finansmagasinet Forbes skrev den 24. august:

”Virkeligheden er denne: verden har ikke blot for meget olie og jernmalm. Vi har for meget af mange forskellige ting, især produktionskapacitet. Det gælder især Kina.”

Råvarepriserne er faldet som følge af, at verdensøkonomien – og især de vigtigste økonomier – nu i syv år har været fanget i stagnation og lavvækst. Kina har tidligere kørt med tocifrede vækstrater, men er nu nede på en årlig vækstrate på omkring seks procent.

Selv om mange vestlige ledere ville give deres højre arm for en sådan vækst, er det en alvorlig sag for Kina – og det afspejler, at den nye kinesiske markedsøkonomi ikke lader sig styre. Forbes’ betragtning om, at der er for mange råvarer og for meget produktionskapacitet er sandt ud fra kapitalisternes synspunkt om muligheden for profitable investeringer, men for samfundet som helhed giver det ingen mening. Ingen tidligere samfundssystemer før kapitalismen har haft behov for at skille sig af med fuldt fungerende maskiner, fabrikker og arbejdere, fordi de var ”overflødige”. Ingen tidligere kendte samfundssystemer har nægtet at igangsætte brugen af ny teknologi, fordi ”kapaciteten er for høj”.

Det er kun kapitalismen, der opfører sig sådan. Det skyldes, at der investeres efter profit og til markedet. Men som krisen illustrerer, er det en produktionsmåde, der er forældet, hvis man ser den i forhold til de objektive muligheder for udvikling, forskning og produktion.

Begyndelsen på noget grimt

Under opsvinget i de ”nye” økonomier flød det ind med investeringer fra Vesten. Nu flyder pengene ud i takt med, at priserne falder. Alene i den sidste uge af juli og de to første uger af august blev investeringer for mere end 100 milliarder kroner trukket ud.

Valutaerne i Asien er samtidig på vej nedad, fordi regeringerne forsøger at redde sig ved at forringe valutaens værdi (og dermed hjælpe eksporten). Kinas devaluering i august var en af de største, men den er blot én i den bølge af devalueringer, som er skyllet ind over Asien. Effekten er, at der bliver eksporteret faldende priser til resten af verden ”Tag ikke fejl, dette er begyndelsen på noget stort og grimt,” sagde Frankrigs største bank Société Générales chefstrateg Albert Edwards i sin august-kommentar. ”Vi forventer, at en accelererende bølge af devalueringer i de nye markeder vil sende deflationsbølger til Vesten, overvælde den allerede skrantende profitabilitet og føre os tilbage i recession.”

Abeonomics i problemer

Devalueringen af Kinas valuta har ført til, at den japanske yen og euroen er steget relativt. Begge steder har man forsøgt sig med ekstremt lave renter og så- kaldte kvalitative lettelser – altså at lade seddelpresserne rulle for at give bankerne adgang til billige penge, som igen kan lånes videre ud i systemet.

Problemet er imidlertid, at de store virksomheder slet ikke efterspørger billige lån. De sparer op i stedet for at investere. De eneste, der efterspørger billige lån, er de små virksomheder – men dem ønsker bankerne ikke at låne ud til, fordi det bliver anset for risikabelt. Inden Kinas devaluering var der højlydte krav om yderligere ”kvantitative lettelser” i Japan, og det ser nu ud til at tage til i styrke.

Premierminister Shinzo Abes politiske liv hænger i en tynd tråd efter årevis af fejlslagen økonomisk politik. Dette kan være det afgørende skub ud over kanten for ham og hans arbejderfjendtlige politik, den såkaldte abeonomics.

Fare for deflation

Krisen har i alle lande forøget faren for deflation. Euroområdet balancerer på kanten af deflation, altså faldende priser. Hvis deflationen bider sig fast, kan virkningen være ødelæggende, fordi kapitalisterne vil udsætte investeringerne yderligere – hvorfor købe i dag, når man kan få det billigere i morgen? Det var især denne cocktail af lavvækst og deflation, der forvandlede 1930’ernes krise til en depression.

Væksten i de 34 mest udviklede kapitalistiske lande som helhed (OECD-landene) ser ikke ud til at bedre sig, tværtimod er der en svag nedadgående tendens. Som helhed har denne gruppe af lande en vækst på to procent. USA er blandt topscorerne med en vækst på 2,3 procent, hvilket måske ikke er direkte katastrofalt, men absolut heller ikke er imponerende. Og det er under alle omstændigheder ikke tilstrækkeligt til at rette op på faldet efter krakket i 2008.

Udsigterne til en snarlig bedring i verdensøkonomien virker – især efter krakket i Kina – urealistiske. Verdens befolkninger må også i de kommende år indstille sig på en ringe økonomi, manglende investeringer og dårlige udsigter til beskæftigelse. Ikke på grund af, at der mangler maskiner, arbejdere, teknologi eller nogle andre praktiske foranstaltninger til at løse problemerne, men på grund af, at vi lever under kapitalisme. Det var det måske en idé at gøre noget ved?

Advertisements