Corbyn-kampagnens succes – interview med en aktivist

11401552_834524539964804_1064052743625309836_nValget af Jeremy Corbyn som ny formand for det britiske Labour-parti har rystet eliten. Men hvad ligger egentlig bag ved kampagnen? Vi har talt med Ian Ilett, der var aktivist i Cobyn-kampagnen. Ian Ilett er desuden medredaktør af Labour Briefing, et blad på Labours venstrefløj, som Jeremy Corbyn støtter op om.

Hvad er kampagnens drivkraft?

Socialister har altid påpeget, at det pres og de problemer, der har fulgt den økonomiske krise, ville hobe sig op til et punkt, hvor dæmningen brister. Jeg tror, at vi godt kan sige, at denne kampagne er et specifikt og relativt begrænset eksempel på dette. Kampagnens succes var uventet, fordi den ikke er drevet af eksempelvis øget klassekamp eller en skarp vending i den økonomiske situation.

Den er ganske enkelt blevet udløst af, at der endelig er en venstreorienteret kandidat som et politisk alternativ. For mange mennesker, der har været i Labour og på venstrefløjen i lang tid, især siden de store demonstrationer mod Irak-krigen, har det været en mulighed for at støtte en kandidat, der repræsenterer deres synspunkter. Desuden er der mange, som er lede og kede af politik og politikere, men for hvem Jeremy Corbyn er en outsider i opposition til de etablerede politikere, og derfor virker tiltrækkende.

Dertil kommer, at der er et lag af fagligt aktive og et ret stort antal almindelige partimedlemmer, der har grebet muligheden for at udtrykke deres frustration og vrede mod gentagne nedskæringsregeringer og mod, at Labour ikke har formået at være i tydelig opposition. Det vigtigste for fremtiden er formentlig det store antal unge, der har taget del i kampagnen. Vi har været klar over, at de unge har store problemer, men venstrefløjen har kun i ringe grad formået at nå dem, bortset fra i enkeltsager.

Hvad vil fremtiden bringe for Labour, hvis Corbyn vinder?

Det er umuligt at sige nu. Der vil være en enorm modstand imod ham i Labours gruppe i parlamentet. Det vil være vigtigt, hvordan Corbyns hold evner at spille det parlamentariske spil, men frem for alt afhænger et Corbyn-ledet Labours succes af, om det vil kunne tiltrække en øget støtte i samfundet. Hvis det ikke lykkes for dem at gøre Labour til en massebevægelse og mobilisere for deres politiske program, vil eliten og den interne opposition underminere Corbyns ledelse. Men på baggrund af et Labour med deltagelse fra masserne vil de kunne ændre hele det politiske landskab og vinde regeringsmagten næste gang. Samtidig vil en sejr til Corbyn være den største politiske krise, den britiske herskende klasse har oplevet i 60 år. Man bør ikke undervurdere størrelsen af den modstand, det vil udløse.

Visse kommentatorer hævder, at Corbyn ikke kan vinde et parlamentsvalg.Hvordan ser du på det?

Det er der ingen, der for alvor ved noget om. Det afhænger af de forhold, hvorunder valget bliver afholdt. Højrefløjens fortælling lyder, at venstrefløjen gjorde det umuligt for Labour at vinde valg i 1983, og at Blair måtte til for at ændre på dette. I virkeligheden blev det berygtede 1983-valg tabt på grund af virkningen fra Falklandskrigen, der forvandlede Thatcher fra den mest upopulære premierminister nogensinde til den mest populære, samt den interne Labour-højrefløjs sabotage, der førte til at de splittede ud og dannede det Sovcialdemokratiske parti og tog 3,5 millioner stemmer med sig. Argumentet med, at det var venstrefløjens politik, der tabte valget, holder ikke. I Skotland vandt nationalistpartiet SNP tidligere i år en total sejr på et program imod nedskæringer, mens Labour nu har tabt to valg på at gå ind for en smule mildere nedskæringer end De Konservative. Corbyn kan vinde, men det vil kræve en enorm kampagne, der formår at forbinde sig med den økonomiske og sociale situation.

Bemærk, at formandsvalget endnu ikke var afgjort, da interviewet fandt sted.

Advertisements