Angrebene på ungdommen bør mødes af mobiliseringer

"Unge kræver handling" 9. oktober 2014. Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed.

“Unge kræver handling” 9. oktober 2014. Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed.

I sidste uge kom det frem, at den nye Venstre-uddannelsesminister Esben Lunde Larsen vil spare 8,7 milliarder på uddannelse, bl.a. ved grønthøsterbesparelser på 2% pr. år over de næste fire år. Særligt universiteterne vil blive ramt. En situation som kalder på protester fra studenterbevægelsen og en plan for hvordan kampen kan vindes.

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

De seneste år er forholdene for de unge blevet presset helt i bund. Allerede under den forrige regering var der en lang liste af forringelser; SU besparelser, ”Hurtigere ud”/Fremdriftsreform, lavere ydelser for unge ledige, fald i taxametertilskuddet pr. elev/studerende, adgangsbegrænsninger på erhvervsuddannelserne, foruden det uforløste praktikpladsproblem for 13.000 unge. Til dette kan man tilføje en desperat boligmangel i de store studiebyer, den høje ledighed for færdiguddannede m.v.

Til denne lange liste af forringelser kommer nu den nye borgerlige regerings forslag om yderligere besparelser for 8,7 milliarder på uddannelsesområdet. Disse grønthøsterbesparelser på 2 procent for alle ungdomsuddannelser og videregående uddannelser vil komme til at ramme meget hårdt. Der er udsigt til fyring af lærere, større klassestørrelser, fald i undervisningskvaliteten og færre midler til undervisningsmaterialer og vejledning. Denne regering ser ikke noget problem ved, at uddannelse bliver et privilegium, der er forbeholdt de få og velstillede. Gennemføres de planlagte besparelser, vil universiteterne eksempelvis have 29 procent færre midler pr. årsstuderende i 2019 sammenlignet med 2010.

Dette samlede angreb på uddannelsesområdet bør mødes af mobiliseringer fra en samlet elev- og studenterbevægelse. I 2004 opnåede ”Stop Nu” initiativet at forene elever, studerende, lærlinge og faglige unge. Den daværende borgelige undervisningsminister, Ulla Tørnæs, blev buhet væk fra demonstrationen på Christiansborg Slotsplads, mens sympatien med de unge voksede i den brede befolkning. Desværre tog den daværende ledelse af elev- og studenterbevægelsen ikke skridt til at udvide kampen.

Når de unge i de kommende år bliver tvunget i kamp mod den borgerlige regerings milliardnedskæringer, er det afgørende at man lærer af fortidens fejl.

Med en ny borgerlig regering ved magten, er ungdomspartiernes elev- og studenteraktivister blevet givet mere frie hænder til at kunne indkalde til demonstrationer og forskellige udenomsparlamentariske initiativer.

De umiddelbare reaktioner fra elev- og studenterbevægelsen har imidlertid været yderst tamme. Indtil videre har modsvaret på de bebudede besparelser begrænset sig til kritiske pressemeddelelser og en facebookkampagne, Kære Esben og Ellen, jeg er imod milliardbesparelser på uddannelse”, hvor man prøver at overbevise uddannelsesministeren og undervisningsministeren om at ændre deres politik.

Der skal imidlertid mere end gode argumenter til at opnå dette.

Ideen om at man kan opnå noget gennem en underskriftsindsamling er derfor en dødssejler. Derfor er det afgørende at der lægges en plan for hvordan man kan udvide kampen, og få inddraget flere grupper i samfundet til at støtte op. Første skridt, der burde tages fra lederne af elev- og studenterbevægesen, var indkaldelse til et stormøde for alle elever og studerende. De kunne konkret beslutte at mobilisere til en større demonstration, som også kan følges op af besættelser og undervisningsblokader.

Socialisters rolle i bevægelserne handler ikke om at være loyal over for ledelserne, men at argumentere og arbejde for en kamplinje, der kan føre bevægelsen til sejr. Erfaringen fra de seneste mange års uddannelsesdemonstrationer mod nedskæringer og forringelser, er desværre, at den nuværende regering, ligesom den forrige, ikke lytter til de unge, hvis kampen blot stopper efter en enkelt dags protest.

Enhedslistens medlemmer kan spille en vigtig rolle. I elevrådene og fagrådene må de konsekvent kæmpe for vigtigheden af fortsatte aktiviteter. De må også være med til at rejse parolen om, at studerende og arbejdere har en fælles kamp, hvilket gerne må udmønte sig i konkret samarbejde med lokale fagforeninger om at inddrage deres medlemmer i kampen, der er en generel kamp for velfærd. Støttede fagbevægelsen og dens medlemmer op om kampen, med trusler om arbejdsnedlæggelser, ville det have en direkte effekt på økonomien, og derfor ville regeringen i højere grad være tvunget til at indfri kravene.

Derudover må Enhedslistens medlemmer være med til at pege på, at spørgsmålet om god og gratis uddannelse til alle, og ordentlige forhold for unge, er et klassespørgsmål.

Advertisements